Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Transcendental Meditation og Jesusbønnen

Et rundspørge angående danskeres kendskab til forskellige meditationsformer ville sikkert afsløre, at de fleste kender Transcendental Meditation - TM - men at kun en lille minoritet kender Jesusbønnen.

Alle har set TM-plakater med guru Maharishis portræt, alle kender nogen, som mediterer TM - kun ganske få kender nogen, der beder Jesusbønnen

Overfladisk set ligner de to meditationsformer hinanden: I den tid, man har sat af til meditation/ indre bøn gentager man et ord eller en sætning. Men essentielt er de hinanden diametralt modsatte, som virkningen af henholdsvis TM-meditation og Jesusbønnens praksis også er det.

I de sidste 20 år har jeg mødt mange, som har haft erfaringer med TM. Nogle har fået det bedre efter at de en tid har mediteret, som TM-læreren har anbefalet dem: To gange 20 minutter dagligt. Dette siger for så vidt ikke noget om virkningen af TM, for på alle stressede danskere ville det have en velgørende virkning at sidde afslappet i ro og fred to gange 20 minutter hver dag. At gentage et ord fordyber afspændingen. En ung mand, som gerne ville mediterere TM, men ikke havde råd til at betale for et mantra, tog en ordbog og slog med lukkede øjne op på en tilfældig side, hvor han satte fingeren på et tilfældigt ord, som han derefter brugte som mantra. Efter en tid havde han de samme erfaringer af at være mere afspændt og bedre til at koncentrere sig som de, der havde mediteret på et - rigtigt- mantra.

Nogle kan efter en tids meditation fortælle om, hvordan familien glæder sig over, at de er blevet lettere at omgås. De oplever ikke nær så mange konflikter som tidligere. Naturligvis kan det være en fordel - for familie og personen selv - at konflikter er aftaget i antal og styrke. Men denne effekt er tvetydig. Den kan ganske enkelt skyldes, at de problemer, som de før engagerede sig i, har mistet betydning, at de er blevet passive, indadvendte og foretrækker den langt lettere og mere behagelige daglige meditation fremfor at engagere sig i omverdenens problemer. I stedet for at tænke på andre, søger de deres egen harmoni.

En del mediterende får lukket op for en hidtil ukendt åndelig dimension, og dette kan hos nogle føre til, at den kristne tro, som de havde forladt, igen bliver levende. Hvis man er begyndt at meditere i tro på reklamen, som lover, at man vil komme til at fungere bedre, kan det være noget af et chok at opdage, at der er en åndelig verden. Som en mand sagde: "Jeg begyndte jo bare på dette for at kunne koncentrere mig bedre i mit arbejde, og nu oplever jeg en åndelig verden - det er da vist farligt." Han mindedes svagt noget om det tomme hus, og de mange ånder, som var parat til at fylde det.

Mange får ekstremt dårlige oplevelser med TM. Nogle ganske tidligt i forløbet og andre efter lang tids succes.

Mantraet kan blive som en indre tyrran. De fleste kender til under træthed at være plaget af en melodi, som bliver ved med at køre i hovedet på én, men dette er dog af begrænset varighed, mens mange mantramediterende oplever, at mantraet kører uafbrudt i deres bevidsthed, og kristne, som har ladet sig initiere i TM - hvorfor de så har gjort det ! - kan opleve dette særlig stærkt under gudstjeneste, så de ikke kan følge denne.

Hos nogle virker teknikken alt for godt. Fortrængte traumer stormer op fra det underbevidste, og de er ude af stand til på egen hånd at forholde sig til smertefulde minder. De bliver angst. TM-lærerens reaktion er da ofte begejsring: "Mediter endnu mere, for dette virker jo god". Og den stakkels mediterende kan da få en smertefuld angstneurose, som langtfra altid er helbredelig med psykoterapi eller angstdæmpende midler.

De fleste begiver sig ind i TM eller tilsvarende meditationsformer ud fra en ubestemt længsel. De savner noget. Spørger man dem, hvorfor de ikke har søgt i kirken, får man ofte svaret, at det har de også, men de fandt intet - eller også, at det kunne de da ikke drømme om, for hvad skulle kirken kunne give dem?

Mon ikke årsagen til denne frustration skyldes, at den kristne tro ofte fremstilles ufuldstændigt, ja man kan sige ensidigt: Jesus opfattes kun som frelseren, der udsletter vore synder. Eller som blot et eksempel til efterfølgelse.

Naturligvis er der intet forkert i disse opfattelser af Jesus. Men hvis de får lov at stå alene, vil vi forholde os til Jesus som en person uden for os selv. Der er et mysterium, som da bliver glemt - som der forøvrigt sjældent prædikes om - nemlig det, som Paulus i Kolossenserbrevet skriver, at han er kaldet til at forkynde: Kristus i jer (Kol 1.27).

Når dette mysterium skubbes helt i baggrunden, følger en manglende bevidsthed om vor persons inderste mysterium, hvor vi er Guds tempel.

Augustin taler om mindet som en af vore sjælsevner. Ikke i den betydning, at vi mindes et eller andet, men inderst inde er Gudsbilledet præget i os, og det minder os om vores oprindelse: skabt i Guds billede - og vores endemål: Guds-lighed. Guds billede i os er såret af synden, hvorfor det ikke altid står umiddelbart klart for os, hvad vi længes efter, men billedet er ikke ødelagt, og altid vil det skabe en vemodig længsel i os. Ja, Augustin siger, at mennesket er skabt som længsel.

Hos følsomme naturer trænger mindet sig frem i bevidstheden i en navnløs længsel efter noget helt andet end det, som umiddelbart ses. Men selve området, hvor denne længsel kommer fra, forbliver ofte ukendt - og længslen søges da tilfredsstillet på forskellig måde. Men intet menneske, ingen ydre glæder, ingen nok så vigtig opgave i livet er i stand til at tiltale, endsige tilfredsstille dette vort væsens dyb. Det har en åndelig dimension, der synes som en stræben uden grænse og har i sig et behov for at give sig hen - også uendeligt. Hvor mange venskaber og ægteskaber er ikke gået i stykker, fordi man hos den anden søgte tilfredsstillelse for hjertets dybe længsel og dermed stillede urimelige krav til sin partner.

Man kan have været kristen hele sit liv - og dog ikke være nået til at tilfredsstille denne dybe længsel. Jesus er forblevet en person, man står overfor - ikke den, man er intimt forbundet med i sit hjertes dyb. Nåden er en fjernelse af syndeskylden - og det er meget - men ikke en forvandlende kraft, som gør os delagtige i guddommelig natur (2.Pet 1,4).

Hvis det mysterium, Paulus vidste sig kaldet til at forkynde: Kristus i os, bliver glemt, vil søgende mennesker ikke få deres længsel tilfredsstillet i kirken og går andre veje, hvor TM og andre meditationsformer bliver surrogater for en ægte tilfredsstillelse af hjertets dybe længsel; hvor man søger egen guddommeliggørelse, hvilket er noget totalt modsat den delagtighed i guddommelig natur, som Bibelen taler om.

Kirken har i sin rige åndelige tradition mange skatte, som så længe har været glemslens bytte, at de, når de tages frem, ikke genkendes som sandt evangeliske. Deriblandt findes bønsformer, som i det ydre kan ligne TM, men som indholdsmæssigt er diametralt modsatte.

De har deres oprindelse tilbage i Kirkens første århundreder. Augustin skriver i brevet til Probe, at brødrene ude i ørkenen bad korte bønneer, som de ligesom affyrede mod Gud. Deraf kom det katolske udtryk: skudbønner - korte bønner, som man beder dagen igennem. Mon ikke også Luthers råd: Bed kort, bed ofte, bed fyndigt har sin oprindelse hos Augustin. Han havde dog været augustinermunk.

I de sidste år har mange unge fra Vesten rejst til Østen for at søge åndelig visdom. Det gjorde unge også i det 4. og 5. århundrede. Johannes Cassianus, som har haft stor betydning for klosterlivet, foretog som ung sammen med en kammerat en spirituel rejse, der førte dem til Ægypten, hvor de besøgte bedende mennesker, der havde slået sig ned i ørkenen. En dag besøgte de den kendte Abba Isaac. At høre den gamle mand tale om bøn fik dem til at føle: Nu - endelig havde de fundet ! Men da de næste morgen vågnede, udbrød den ene af dem: "Jamen hvordan gør vi?" De måtte tilbage, for at spørge den gamle mand, hvordan han bad, og han viste dem hen til en da allerede gammel tradition: At gentage en kort bøn "Gud kom mig til hjælp, Herre il mig til bistand."

Hesykasmen (hesychia betyder ro, hvile), en østkirkelig tradition, som opstod i det femte århundrede og udvikledes i mange århundreder frem, forenede i den såkaldte Jesusbøn ørkenfædrenes skudbønner med den bibelske dyrkelse af Guds navn. Jesusbønnens fulde ordlyd er: "Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder." Den bedes ofte i forkortet form, ja kortet helt ned til bare at være en gentagelse af Jesu navn.

Man kan ikke forstå rigdommen i denne bønstradition uden at sætte sig ind i navnets betydning i Bibelen. Navnet kan have en vis selvstændighed som i 2. Mos 23, hvor Gud lover , at en engel vil føre Israel, og siger om denne engel: "Mit navn er i ham"; eller i Es. 30: "Se Herrens navn kommer langvejs fra i brændende vrede". Navnet er som en vejviser: "Alle andre mennesker vandrer i deres Guds navn, men vi vil vandre i Herren vor Guds navn, altid og evindelig" (Mika 4,5). At give et navn er at give identitet. Jacob kæmper en nat med Gud, og Gud giver ham et nyt navn: Israel, der betyder:den, som har kæmpet med Gud og vundet. At få et nyt navn er at blive givet en ny livsretning: Simon blev Peter, den klippe, hvorpå Gud ville bygge sin kirke.

Hverken Maria eller Josef bestemte, hvad deres søn skulle hedde, men englen sagde til Josef: "Du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder" (Matt 1,21). "Hermed er det fra første begyndelse klargjort, at som JHWH i gammeltestamentlig tid borttager sit folks synd og gennem syndstilgivelsen skaber et nyt Gudsforhold baseret på pagten, skal Jesus i den nye tid virkeliggøre dette" (Kai Kjær-Hansen: Studier i navnet Jesus, hvoraf især 4. del: Mattæus ´arbejde med Jesusnavnet er interessant i denne forbindelse). Vi finder også denne identitet mellem navn, person og gerning i Brorsons salme: Jesus os til trøst og gavn, hvor det hedder: Dog for han er Jesus blevet, og min jammer på sig tog.

Ud fra Jesu navn forstår man umiddelbart hans gerning. Apostlenes gerninger er ofte blevet kaldt: Navnets evangelium. Peter proklamerede, at der ikke er frelse i noget andet navn. Disciplene helbredte og uddrev onde ånder i Jesu navn - som Han selv havde lært dem det.

For jøden var dette at give sit navn til en anden at give denne anden adgang til sit væsen. Når Gud giver os Jesu navn at påkalde, giver han os dermed adgang til sit eget liv. Hver gang vi i tro udtaler dette hellige navn, drages vi dybere ind i et hjerte- til- hjerte-forhold til Gud i hans treenige liv.

Når man slår en tone an på klaveret, klinger både over- og undertoner med. Sådan også når vi påkalder Jesu navn. Og jo bedre vi kender Jesus, ud fra evangeliet, ud fra kirkens fælles erfaring i Jesu efterfølgelse og ud fra vor egen personlige erfaring i det daglige liv med ham, jo flere toner klinger med i navnets symfoni. Som i Grundtvigs salme:

"Jesus er navnet mageløst, båret af Herren med ære; deri al nåden er udøst, som kan i sandheden være ..."

Jesusnavnet er centralt i den kristne gentagende bøn. Og dette hellige navn gør hele forskellen til TM. Jeg gentager ikke bare en lyd, men et navn, som er identisk med personen Jesus. Det er Ham, som står for mit indre blik i denne bøn. Jeg kommer ind i hans nærvær ved at påkalde hans navn. Og jeg ved, at "den, der påkalder Jesu navn, bliver frelst".

I hele sin ordlyd er Jesusbønnen et kompendium af den kristne tro. Dens første led er som en trosbekendelse. Vi begynder med at sige "Herre", og "ingen kan sige, at Jesus er Herre uden ved Helligånden" - "Kristus", den salvede, Messias, en titel, som det kunne koste de første kristne livet at give Jesus - "Guds Søn": Nu har vi hele Treenigheden samlet! - Bønnens andet led: "Forbarm dig over mig synder", er følge af første leds bekendelse. At erkende, hvem Jesus er, fører til erkendelse af, hvem jeg er: en synder. Jeg beder ikke denne bøn med krav om noget, men i længsel efter Gud. "Forbarm dig" klinger måske lidt gammeldags, men associerer vi ud fra det tyske "barmherzig", at have hjerte i barmen, at have hjerte for nogen - så ender vi med at bede om at nå ind til Guds hjerte - og dér har vi alt. I Jesusbønnen beder vi ikke om noget specielt, men om ALT.

Mange moderne mennesker forbinder gentagen bøn med uåndelig mekanisme. En almindelig erfaring kan vise, at gentagelse tværtimod kan føre til ægte bøn. Mon ikke de fleste kristne har oplevet at blive adspredt, når de beder Fadervor? Vi siger amen, og må med skam erkende, at vi ikke var helt til stede i hver af bønnens led. Vi kan så begynde forfra, måske med samme resultat, men efterhånden finder bønnen vej til hjertet, og vi beder Fadervor af hele vort hjerte. Vi er til stede i bønnen - eller bønnen er til stede i os.

Deri ligger visdommen i den gentagne bøn. Derfor findes den også i forskellige kristne traditioner: En engelsk anonym middelaldermunk skildrer den i det klassiske værk "Uvidenhedens sky", som har haft stor betydning for mange mennesker. Rosenkransbønnen har - efter i mange år at være blevet betragtet som en lidt gammeldags katolsk bøn - fået en renæssance. Som en frugt af Johannes Cassianus´skrifter har ud fra benediktinerklostre den såkaldte "centrerende bøn" bredt sig. Mennesker i dag, som kender til at blive splittet af så mange præstationskrav, og af fra morgen til aften at blive bombarderet med syns-og lydindtryk, længes efter veje til at blive samlet og finde indre stilhed.

Da Helligånden kom pinsedag, fødtes kirken. Hvor Ånden er, skaber Han kirke. Når Ånden kommer til os, skaber han en kirke, et tempel i vort hjerte. "Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer?" (1 Kor 3,16). I bønnen går vi ind i vort tempel. Men det kan være svært for det menneske, som er vant til at færdes i det ydre, at finde ind i templet. Det er en erfaring, at den gentagende bøn skaber ro, og fører opmærksomheden fra det ydre til det indre. "Fører forstanden ned i hjertet" som ortodoks spiritualitet udtrykker sig.

Ud fra Østkirkens erfaring med Jesusbønnen som gentagen bøn finder vi den rigeste åndelige litteratur omkring denne bønsform. Skrifter, som er blevet til gennem århundreder samledes i 1782 under navnet Filokolia, ven af skønhed. Den skønhed, der her er tale om, er Guds riges herlighed. I slutningen af det 18. århundrede blev dette skrift oversat til russisk og fik stor spredning i Rusland. Først i midten af vort århundrede blev hele denne bønstradition kendt i Vesteuropa. Nu findes Filokalia oversat til flere europæiske sprog. Denne bønsform har sprængt konfessionelle grænser og er blevet fælleseje for alle kristne. Den har jo også rod i vores fælles fortid.

I denne tradition har "hjertet" en særlig plads. Jesusbønnen bliver kaldt hjertets bøn, og det er den. Hvad "hjerte" i denne sammenhæng betyder, er svært at sætte på en kort formel. Ligesom det fysiske hjerte er det organ, hvorfra livet udgår, er hjertet i åndelig betydning personlighedens centrum - ikke blot sæde for vilje, følelse, fornuft, men menneskets egentlige, dybeste jeg. At elske nogen af hjertet er mere end at elske nogen med hele sin vilje, hele sin fornuft eller med alle sine følelser.

"Ontologisk set er syndefaldets essentielle konsekvens for mennesket den åndelige spaltning, ved hvilken personen er frataget sit centrum, og intellektet derfor fortaber sig i den ydre verden. Stedet for denne personlighedens splittelse er hovedet, hjernen, hvor tankerne sværmer rundt som snefnug om vinteren og myg om sommeren ... for at rekonstruere personens enhed i nåden, må man da genfinde en harmonisk sammenhæng mallem hjernen og hjertet", siger den ortodokse teolog E. Behr-Sigel.

I en dialog mellem den nu afdøde patriark Athanagoras og den franske filosof og teolog Olivier Clément - som strakte sig over mange dage og resulterede i en vidunderlig bog - siger Athenagoras meget stærkt: "Teologi uden aktion er dæmonisk." Han forklarer "aktion" som: "Et liv i bøn, stadig omvendelse og kærlighedsgerninger". Han henviser til syndefaldet, hvor mennesket valgte at spise af kundskabens træ, og siger, at en teologi, som kun er rationel, er Ånd-løs og vil derfor kunne give plads for andre ånder Også teologien må finde harmonien mellem hjerne og hjerte.

På dansk har vi en lille bog "En russisk pilgrims beretning", som giver et indblik i denne spiritualitet. Mennesker med åbent sind finder i pilgrimmens fortælling denne duft af hellighed, som rører hjertet, mens andre kun hæfter sig ved gentagelsen, som de mener er uåndelig automatik - hvad den løsrevet fra sin sammenhæng også er. Det er vigtigt at lægge mærke til betoningen af stilhedens plads i Jesusbønnen, som i enhver gentagende bøn. TM-læreren dikterer, at mantraet skal gentages regelmæssigt i hele meditationstiden. I litteraturen om Jesusbønnen mindes vi om at lytte til Helligånden, for det er jo Ham, som beder i os (Rom 8,27), og Helligånden kan man som bekendt ikke regulere. Når vi beder Jesusbønnen, er det som hører vi Jesus sige til os: "Lad os gå bort til et øde sted og hvile os lidt", som han indbød sine disciple til det. Og vi forlader for en stund vort ydre liv og går ind i hjertets ensomhed for dér i fortrolighed at være sammen med Ham. Rigtigt bedt vil Jesusbønnen føre ind i en dyb stilhed hos Gud.

Disciplene fik ikke lov at blive dér, som vi heller ikke får det. Men også midt i det travle arbejde kan vi bevare forbindelsen til vort indre tempel. Den svenske lutherske domprovst Per-Olof Sjögren siger, at Jesusbønnen er et værn for mennesker i en storby, hvor så mange ånder vil påvirke os. Det hjerte, som er fyldt af Jesu navn, kan ingen urene ånder skade. Min egen erfaring er, at jeg kun beder Jesusbønnen i hele sin ordlyd er, når jeg går inde i København, og da omformes den ofte af sig selv til "forbarm dig over os". Sjögren siger også, at Jesusbønnen er "ett sätt att overvintre i en andlig istid". Måske også "et sätt" at smelte isen og få et åndeligt forår ?

At leve ud fra hjertet er ikke ensbetydende med at forlade sit intellektuelle arbejde - ingen ægte spiritualitet er anti-intellektualistisk - men i bønnen befrugtes forstanden af hjertets visdom, så den ikke længere er gold. Den rumænske teolog Dumitru Staniloae skriver: "En bøn, som kun er skabt i tanken, bliver en kold bøn; en bøn, som kun er skabt i hjertet er en blot sentimental bøn, som ignorerer troens objektive indhold. Det er en bøn uden horisont og perspektiv."

Når jeg læser den rige litteratur om Jesusbønnen, klinger den godt sammen med det bedste i min barndoms og første ungdoms indremissionske fromhed, og sammen med den karmelitiske tradition jeg som katolik lever i. Jesusbønnen bliver aldrig bønnen for mig på samme måde, som den er det for mine ortodokse venner, men hvor det drejer sig om dybe, personlige bønserfaringer, findes en forståelse mellem bedende mennesker, som går dybere end de forskelle, der også findes. Ud fra den dybe enhed kan vi leve med disse forskelle - ja beriges af dem, hvis vi lever med et åbent sind.

Litteratur:

Clement, Olivier: Les Dialoques avec le Patriarche Athenagoras.
Clement, Olivier et Jacques Serr: La priére du coeur. (Abbaye de Bellefontaine, Bégrolles, Frankrig 1960)
Evdokimov, Paul: Les ages de la vie spirituelle. (Paris 1980)
Kjær-Hansen, Kaj: Studier i navnet Jesus. (Århus 1982)
Sjögren, Per-Olof: Jesusbönen. (Stockholm 1968)
Staniloae, Dumitru: Prière de Jesus et experience du Saint-Esprit (Paris 1981)
Stinissen, Wilfrid og en munk fra Østkirken: Jesusbønnen. (i serien Kristen Spiritualitet, Niels Steensens Forlag 1994)

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk