Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Kontemplativ livsholdning 1


Elias

Louisiana - kunstmuseet i Humlebæk - har betydet meget for mit åndelige liv, og andre kunstudstillinger naturligvis også. Når jeg er træt og trænger til nogle fritimer, er Louisiana lige sagen: Arkitekturen, naturen og aktuel kunst danner en helhed, der virker som en vitaminindsprøjtning.

Jeg er meget umiddelbar i min kunstoplevelse - absolut autodidakt i kunstforståelse - og afskyer derfor ferniseringer, hvor der siges kloge ting om kunstværkerne, og hvor man udfordres til vurderinger, som jeg aldrig ville foretage ved et dagligt besøg. Men hvad den franske forfatter Paul Claudel siger om et godt digt - at det indeholder mere end digteren har lagt i det, et mystisk element, som taler til læserens hjerte - kan overføres til god kunst. Der er et mystisk element i den, der åbner op for hidtil lukkede områder i sindet - som så også kan blive åbne for Helligånden. På en kunstudstilling kan man bede som Augustin : "Gud Helligånd, kom ind, hvor jeg er åben, og åbn mig, hvor jeg er lukket." Helligånden kan bruge mange midler til at åbne os. For nogle er musikken dog et bedre værktøj for Helligånden end billedkunst.

Bøger kan skaffe en viden om, hvad der "rører sig" i tiden, men såkaldt moderne kunst giver en anden, mere eksistentiel viden om nutiden. Man kan sige, at den placerer en i nu et, det nu som er ens omverden. Derfor har kunst også med kontemplation at gøre, for - som Wilfrid Stinisssen skriver i en anden artikel i dette nummer - så hører det til en kontemplativ livsholdning at leve i nu et.

Engang gik jeg skuffet og desillusioneret fra Louisiana. En særudstilling hed "overmalinger" - absolut ikke falsk varebetegnelse, for kunstneren havde opkøbt gamle fidusmalerier og overmalet dem. Et hjørne her, en skygge hist lod ane at der engang havde været farver og motiver, som nu var dækket af en gang maling. Folk gik rundt fra billede til billede, stod stille og betragtede, og gad vidst, hvad der foregik i dem, om de ligesom jeg oplevede dette som videreudvikling af «kejserens nye klæder Her blev postuleret "kunst", men der var jo virkelig ikke noget at se. Sad kunstneren et eller andet sted og morede sig over vore alvorlige ansigter?

Gik til bussen: Ingen inspiration denne gang. Så stod jeg da ved busstoppestedet i denne mærkelige skuffede stemning. Pludselig faldt mit blik på en grøn gren.. Jeg så den som havde jeg aldrig før set en grøn gren. Jeg var totalt nærværende i nu et og oplevede, hvad det vil sige virkelig at se. Men mere end det, for i dette nærvær i nuet erfarede jeg også meget stærkt Guds nærvær. Kunstneren havde med sine overmalinger villet en protest, men vel også en tranformation. Hos mig havde han sat en katharsis i gang - en renselse af blikket.

Måske er det denne kunstudstilling, som har betyder mest for mig. Så mange år efter har jeg stadig denne oplevelse i mig som en meget levende erindring. Min oplevelse var af kontemplativ art, og hele episoden viser meget om, hvad kontemplation er og vejen
dertil. Den går, som Johannes af Korset siger, gennem intet til alt. Vores forvirrede indre billedverden må "overmales", må væk, for at vi virkelig kan se. Mere derom i anmeldelsen af jesuitten og retrætelederen Franz Jalics bog.

Kontemplation kommer af det latinske "contemplare", som betyder at se. Som ovennævnte erfaring viser, kan vi se på mange måder, hvad Bibelens personer kan fortælle os meget om.

Jakob sagde efter at have kæmpet med Gud:"Jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet" - men netop da han sagde dette, stod solen op, altså havde han set i natten, i mørket. (1 Mos 31,30). For som Gud sagde til Moses:" Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet."

I Johannesevangeliet bliver der mediteret meget over dette at se Gud. "Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk." (Joh 1,18). Jesus siger: "Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen" (Joh 6,46). Og videre: "Den, der ser mig, ser den, som har sendt mig" (Joh 12,46). I mennesket Jesus kunne disciplene se Gud, for han er Gud. Og alligevel var det en proces for dem at komme til at se ham som sådan, for som
Hebræerbrevets forfatter skriver: "Stræb efter ... den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren." (Hebr 32,14). Uden helligelse kan vi ikke se Gud.

At blive set

Men før vi ser, må vi blive set. Igen kan vi relatere til kunstoplevelse. Man kan stå foran et kunstværk og bedømme, hvilken "isme", det tilhører, kunstnerens teknik osv. men pludselig bliver subjekt til objekt: Det er ikke længere mig, der som subjekt forholder mig til kunstværket, men det, som behandler mig. Og så først kan jeg se det, som det virkelig er. I en periode var der et Asger Jorn-billede på Louisiana, som berørte mig dybt. Jeg kan ikke sige, hvad det var, som smeltede mig dybt inde og fik tårerne frem, men jeg kunne tage til Humlebæk bare for at komme under dette billedes behandling.

At læse evangelierne, måske især Lukasevangelitet, har altid givet mig en stor længsel efter at møde Jesu blik. Hvilken enhed har der ikke været i det blik, som fik toldere og syndere til at holde sig nær til ham? Mange kristnes moralistiske blikke får sådanne mennesker til at flygte langt bort, men Jesu blik tiltrak de svage. Jesus så på den rige unge mand og fattede kærlighed tif ham. Ikke som om kærligheden skulle tage nogen begyndelse i Jesus, den var der altid, for han ER kærlighed, men i Jesu blik blev den personlig og mødte den unge mand, der hvor han var, i hans nu. Jesus så Nataniel under figentræet, og hans tro skabtes ved, at han blev set, og dermed indledtes hans fortrolige forhold til Jesus, og han blev lovet, at han skulle få større ting at se end dette. Hans liv fremover fik håbets dynamik.

At se Jesus fører nemlig ind i en evig proces: "Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er" (1 Joh 3,2-3). "Alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den herre, som Ånden er" (Rom 3,18).

Kontemplation - kontemplativ bøn - drejer sig om at blive set og at se - og dermed komme ind i en forvandlingsproces.
Alle er kaldet til kontemplativ bøn

Det var ikke eliten, Jesus så og som så ham. Det var almindelige mennesker eller offentlige syndere, som blev set og indbudt til at helliges, så de kunne se Gud. Derfor er den "gamle" modsætning mellem kontemplative og aktive falsk. Vi er alle kaldet til kontemplation, simpelthen fordi dette at se Jesus er livet. "Min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv ... " (Joh 6,40).

Der er kontemplative klostre, hvis indvånere, nonner som munke, har kald til at vie hele deres liv til kontemplation. Men det er ikke så sikkert, at de alle virkelig bliver kontemplative. Måske bliver deres ordensliv bare en overholdelse af regler, og deres livs indhold dette, at de i det ydre synes at være en god nonne eller munk. Og der kan være såkaldt aktive, ordensfolk eller lægfolk, som er ægte kontemplative.

2. Vatikankoncil betonede alle menneskers kald til hellighed. Men kan man opnå hellighed uden kontemplativ bøn? Vi bliver jo som det, vi betragter. For at blive hellig som Gud er hellig må vi betragte ham. Vi kan ikke eIske Gud af hele vort hjerte uden at vi ønsker at være sammen med Ham. Den man elsker, har man et stort ønske om at se, og hvilken kærlighed kan der ikke være i et blik? Vi kan måle vor kærlighed til Gud i vort ønske om at se ham, være ene med ham.

I en ungdomsgruppe sagde jeg engang lidt provokerende: "Man kan ikke være kristen uden at bede." En ung pige reagerede voldsomt: "At være kristen er at være god mod andre". Hun gav blot udtryk for en holdning, som har været herskende i kristne kredse, hvor de to store bud har været adskilt og det første i virkeligheden degraderet, eller man har sagt: Man elsker Gud ved at elske sin næste. Man glemte, at Gud må vi elske for hans egen skyld - fordi han elsker os grænseløst. Og at kærligheden til næsten er mere end blot sympati, den må også være Guds kærlighed.

Thomas Merton siger det sådan:

Alle kald er af Gud udtænkt til at manifestere hans kærlighed i verden. Hvert kald giver nemlig et menneske en bestemt plads i Kristusmysteriet. Det giver ham eller hende et værk at udføre, som kommer hele menneskeheden til gode. Forskellen mellem menneskers kald ligger i, at enhver har sin særlige måde at opdage Guds kærlighed på, at værdsætte og besvare den og at give den videre til andre. Hvert kald har som mål at sprede guddommeligt liv i verden. (fra: No man is an Island).

Det kontemplative liv - den kontemplative bøn - er en kærlighedsaffære, som vi alle på en eller anden måde er bestemt for.

De rene af hjertet skal se Gud

På Arkens Cobraudstilling hang et billede af Carl-Henning Petersen "Anråbelse". For mig blev det en illustration af det rene hjerte, og ofte er det dukket op i begyndelsen af min indre bøn som en identifikation: Et nøgent væsen, som et foster, med tynde, udstrakte arme, der udtrykker en total åbenhed mod noget ovenfra kommende. Dermed udtrykker det mennesket i sin inderste essens og er som en illustration til Augustins ord: Mennesket er skabt som længsel.

Et rent hjerte er et hjerte, som helt er sig selv, heft er længsel. Et rent hjerte har bevaret - eller genskabt - sin væren: længslen.

Vi kan have mange længsler: Efter en elsket person, efter et sted, hvor vi særligt føIer os hjemme, eller bare efter at komme hjem, hvis vi er udenlands i længere tid. Disse længsler er følelser, som kan svinge og aftage - eller forsvinde, når længslen er opfyldt.
Men den dybe længsel er ikke en følelse eller en egenskab, som mennesket kan have eller ikke have, og alligevel være menneske. Længslen er vor væren, som konstituerer os som menneske. Vi er jo skabt i Guds billede og som henvendthed mod Gud - for at billedet kan blive til lighed og vi få del i guddommelig natur.

Men den stakkels længsel! Og dermed det stakkels menneske! Længslen bliver overdynget med alt muligt værdiløst. I dag er der en stor overskrift på avisens forside: "Forbrugsfest skaber store affaldsbjerge", som nu er et miljøproblem, men forbrugsfesten skabes faktisk af den miskendte længsel, og reklamen er med til at forføre lmngslen til at tro, at hvis bare vi får dette, så ... men når vi har fået det, vi har rettet vor længsel imod, så længes vi efter noget andet. Længslen er som et bundløst hul, og hvad vi end kaster derned, får vi et hult ekko tilbage.

Engang oplevede jeg det som en vældig kontrast at komme fra retræte i et kontemplativt kloster og så gå ombord på Landskronabåden, der fungerede som spritbåd og var temmelig domineret af berusede mennesker. Men efter en tid så jeg en vis lighed: Begge steder mødte jeg mennesker med dyb længsel. I klostret rettede man sin længsel mod Gud, fordi man havde mødt ham. På båden mødte jeg mennesker, som ikke havde haft dette møde, men som ikke kunne nøjes med dagligdagens trummerum, men søgte deres længsel dulmet i spiritus. Jeg kom frem til, at jo mere ødelagt et menneske kan synes, jo større længsel har det haft. Den samaritanske kvinde havde søgt sit livs længsel tilfredsstillet hos mænd. Hun havde - som så mange i dag - ment, at en samlever kunne og skulle tilfredsstille hendes længsel. Men det kan intet menneske. At forvente det, direkte eller ubevidst, er at stille urimelige krav til den anden. Hvor mange venskaber og ægteskaber er ikke revnet på grund af sådanne umenneskelige krav? Jesus afdækkede hendes livsløgn. Hun blev set, og hun så - hendes længsel var befriet, og hendes hjerte var rent.

Man kan møde mennesker, som oplever længslen som en psykisk lidelse. Den er jo så smertefuld, de kan ikke rigtig gøre noget ved den, men på en eller anden måde må den kureres, så de kan komme videre. Det eneste man kan svare sådanne mennesker er, at længslen er deres dyrebareste skat. Den viser, at de er meget nær ved at være det, de er skabt for, at de er meget nær ved at have et rent hjerte.

Eller mennesker kan føIe sig skyldbetonede over denne længsel: De har jo et godt hjem, arbejde som interesserer dem, god økonomi, godt helbred ... men føIer sig på trods af alt dette som nogle utilfredse og krævende væsener. Skyldfølelsen kan være stor, fordi de ikke er taknemmelige og glade, som de burde være, men dybt utilfredsstillede.
Længslen gnaver. Den er ikke genkendt for hvad den egentlig er.

Der kan også være kristne, som virkelig beder til Gud. Snart om et, snart om noget andet. De klager over ikke at blive bønhørt - eller over, at deres bøn ikke synes at nå loftet. De har ikke fundet ud af, at den dybe længsel ikke kan tilfredsstilles af Guds gaver, men kun af ham selv.

Længslen bliver først sig selv, det den egentlig er, når vi med salmisten kan bede:


Gud, du er min Gud, jeg søger dig,
min sjæl tørster efter dig,
min krop længes efter dig,
i det tørre, udpinte, vandløse land...

sl. 63.

Augustins ord: "Du har skabt vort hjerte, o Gud, til dig, og det er uroligt indtil det finder hvile i dig" har evig gyldighed.

I kontemplationen finder hjertet denne hvile. Salmisten fortsætter:

Ja, jeg vil skue dig i helligdommen og se din magt og herlighed,
for din troskab er bedre end livet.

Mine læber skal lovprise dig,
ja, jeg vil prise dig hele mit liv,
i dit navn vil jeg opløfte mine hænder.
Min sjæl skal mættes med fede retter,
og min mund lovpriser dig med jublende Iæber,
når jeg på mit leje husker på dig
og tænker på dig i nattetimerne,

For du er blevet min hjælp,
og jeg jubler i dine vingers skygge.
Min sjæl hænger ved dig,
og din højre holder mig fast.

sl. 95

Grethe Livbjerg

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk