Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Jesusbønnen - en økumenisk bøn


Herre Jesus Kristus, Guds Søn,
forbarm dig over mig synder.

I forordet til sin bog Sources (Kilder) skriver den ortodokse teolog Olivier Clement: "Kun ved at give ordet til de store vidner fra den udelte kirke (kirken før de store kirkesplittelser), i en generindring af den tradition, som er fælles for alle kristne konfessioner, kan vi leve økumenisk i vor tid."

Levende Vand har aldrig udgivet sig for at være et økumenisk tidsskrift, men vort ønske er at præsentere åndelig læsning, som har sin rod i vor fælles tradition, og dermed give et lille bidrag til økumenien.

Den økumeniske samtale om de forskelle kirkesamfundene imellem, der stadig skiller, er vigtig og nødvendig, men den ægte enhed skabes i bøn. Eller sandere sagt: Enheden er i bønnen.

Alle der har været på retræte, har oplevet den dybe enhed, der erfares i den stille bøn. Det kan være en stor overraskelse for mange at opdage, at mennesker med så forskellig baggrund kan opleve sig så forenet.

Ved at fordybe os i Jesusbønnen rækker vi tilbage til de første kristnes bøn - til den tradition, som er fælles for alle kristne kirkesamfund.

Ørkenens visdom.

Ørkenen har altid haft en særlig betydning i det kristne univers. Israels vandring i ørkenen har været prototype for den kristnes trosvandring gennem livet til det forjættede land: Himmelen. Profeterne blev lyriske, når de mindedes ørkenen: "Jeg vil kalde hende ud i ørkenen og tale kærligt til hendes hjerte" (Hos 2,16) Johannes Døberen levede i ørkenen før sin fremtræden. Jesus var i ørkenen ... De jødiske klosteranlæg i Quamran, dybt inde i Judæas ørken viser, at der var tradition for at søge ud i ørkenen for uforstyrret at kunne studere de hellige skrifter og
søge Gud i bøn.
I løbet af det 4. århundrede blev ørkenområder i Egypten og Mellemøsten befolket af en særlig slags mennesker: eremitter, som boede i grupper eller totalt ensomme, og efterhånden opstod der klostersamfund.

Man har diskuteret, i hvor høj grad Kirkens ændrede stilling i samfundet var årsag dertil. I de første tre århundreder levede de kristne under bølger af forfølgelse. At blive døbt var at blive viet til martyriet. Men under Konstantin den Store blev det in at være kristen. De kristnes antal voksede, og man kan i nogen grad sige at kvantiteten steg på kvalitetens bekostning. Hidtil havde Kirken bestået af menigheder med en levende tro - uden den valgte man jo ikke at påtage sig de kristnes usikre vilkår. Nu blev den mere eller mindre folkekirke, med de fordele, men også større overfladiskhed, der fulgte med. Korset var ikke længere martyrernes tegn, men blev efterhånden et tegn på verdslig magt.
Der er i det mindste et tidsmæssigt sammenfald mellem Kirkens krise og ørkenlivets opblomstring.

Thomas Merton skriver i forordet til sin bog om ørkenfædrene, at "disse mødte deres tids problemer i den forstand, at de var foran deres tid og åbnede vej for udvikling af et nyt menneskesyn - det personalistiske - og et nyt samfund." Han hylder dem som mennesker, der ikke passivt ville lade sig dirigere af en dekadent stat.

Disse menneskers hele orientering var rettet mod: "Hvordan bliver jeg frelst?" For dem var frelse ikke "bare" et spørgsmål om engang at komme i himmelen, men det hele menneskes helliggørelse ud fra Jesu ord: "Så skal I da være fuldkomne, som jeres himmelske far er fuldkommen." Bøn var for dem vejen, men i forbindelse med bønnen stillede de spørgsmålet: Hvordan kan vi opfylde Skriftens ord om at bede altid?

Markus Asketen, som levede i den ægyptiske ørken og døde som over hundredårig i begyndelsen af det 4. årh. skriver om bønnen:

"Den hellige Paulus, som var ivrig for at vi ikke skulle forsømme bønnen, skrev: "Bed uophørligt" (1 Thess. 5,17). Endvidere skrev han med hensyn til, hvordan vi skulle blive i stand til at samle sindet: "Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne" (Rom 12,2). Fordi vi er så svage og så ofte mangler tro, har Gud givet os forskellige bud, så at enhver, ud fra graden af sine anstrengelser, kan undgå det onde og blive frelst. Paulus leder os til at følge Guds fuldkomne vilje, og da han ved, at bønnen hjælper os til at leve efter Guds bud, lader han ingen lejlighed til at prise bønnen gå fra
sig: "Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige" (Ef. 6,18).

Der er forskellige måder at bede på: Der er forskel på at bede med hele sindet samlet, og så med kroppen at indtage en bønsstilling, mens tankerne er adspredte. Igen er der forskel på at udskyde sin tid til bøn, til engang al verdslig snak og overfladiske arrangementer er overstået, og så at prioritere bønnen fremfor alt andet og give den første plads, i overensstemmelse med apostlens ord: "Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak" (Fil 4, 4-6). Herren, som vidste, at intet kan lykkes uden bøn, sagde: "Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise eller drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen ... men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift" (Matt 6, 25; 32). Herren kalder os til stadig større tro: for den, som er blevet befriet fra de daglige bekymringer og alligevel ikke mangler noget, vil han ikke vokse i tillid til Gud, når det drejer sig om evig velsignelse? Herren siger jo også: "Den, der er tro i det små, er også tro i det store" (Luk 16,10).

Lad os forsøge gennem bøn og håb at bandlyse alle verdslige bekymringer. Men hvis vi ikke helt kan dette, så lad os bekende for Gud, at vi kommer til kort og på ingen måde opgive at blive ledet i bønnen. For det er bedre at blive dadlet for hyppige fejl end for total opgivelse."
(Fra: Early Fathers from the Philokalia, s 72 ff)

Den gentagende bøn.

To unge rejste mod øst or at finde spirituelt liv. De besøgte klostre og vise mænd uden at få deres længsel tilfredsstillet. Men en dag kom de til en gammel munk, abbed Isaac, og de genkendte i ham en bønnens mand. Han sagde til dem, at målet for menneskets liv var, helt befriet for egoisme, dag for dag at trænge dybere ind i den åndelige virkelighed, til hele ens sind, ja hvert hjerteslag var blevet uafbrudt bøn.

De to venner gik lykkelige til deres logi, for ikke bare mødte den gamle mands ord deres længsel, men hele hans udstråling bekræftede, at han selv levede i stadig bøn. Men så udbrød den ene af dem: "Vi har jo ikke fået at vide, hvordan han er kommet dertil!" Altså måtte de dagen efter tilbage til den gamle munk med deres spørgsmål: "Hvordan kan vi nå til den bøn, du fortalte os om?" Abbed Isaac svarede: "Jeg vil
give jer en grundmodel for bønnen. Den skal I altid have for øje, jeres Ånd skal gøre den til jeres egen og uafbrudt skal I øve den. Til altid at leve i Guds nærvær kan følgende bøn hjælpe jer: "Gud kom mig til hjælp. Herre il mig til bistand" (Sl 38,23).

Abbed Issac fortalte de to unge, at han selv havde fået denne bøn af et par munke, som igen havde fået den af nogle af de første fædre - ja for denne rejse foregik i det 4. årh. og den ene af de to var Johannes Cassian, som har haft uvurderlig betydning for Vesterlandets klosterliv. Abbed Isaac sagde til dem, at ud af hele Den hellige Skrift var disse vers valgt, fordi de passede til alle de stemninger, vi kan være i. I alle situationer kan man rette disse vers mod Gud i bøn. Med disse ord erkender vi vores svaghed, men er samtidig fuld af tillid til, at Gud vil høre os. Har han ikke selv givet os denne bøn?

"I disse små vers skal vi altså leve i stadig bøn; når ulykke rammer os, for at vi kan blive befriet, og når vi er lykkelige, for at vi ikke skal rammes af overmod. Ja, uden afbrydelse skal vi i vore hjerter gentage og overveje disse ord".

Vi finder mange eksempler på denne gentagende bøn i de første kristnes liv. Augustin skriver om, at brødrene ude i ørkenen bad korte bønner, som de ligesom affyrede mod Gud. Derfra har man i den katolske tradition udtrykket "skudbønner", korte bønner, som man beder dagen igennem. "Bed kort, bed ofte, bed fyndigt", sagde Luther - som i sin katolske opvækst havde lært at bede skudbønner.

Man kan påvise, at Jesusbønnen i den form, vi kender den, blev bedt i Sankt Katarinaklostret i Sinaiørkenen i 500-taliet. I 1300-taliet blev den af Gregor af Sinai ført til Athos. Det fortælles, at han på Athos fandt mange hellige mænd, som levede i forsagelse og meditation, men at ingen kendte den uafbrudte bøn, Jesusbønnen. Han underviste dem i den, og Athos blev gennem hundreder af år hjemsted for Jesusbønnen.

Flere forfattere nedskrev egne og andres erfaringer med Jesusbønnen, som efterhånden blev omgivet af en rig litteratur. Disse skrifter samledes i 1700-taliet og blev i 1782 udgivet i Venedig under navnet Filokalia, som betyder "ven af skønhed". Den skønhed, der er tale om, er naturligvis Guds riges skønhed. I 1790 blev denne bog oversat til
russisk. Først i midten af 1800-taliet fandt denne tradition vej til Vesteuropa.

Men også her har man kendt den gentagende bøn. Vi finder den i "Uvidenhedens sky", skrevet af en ukendt engelsk middelaldermunk. Dog har denne bønsform ikke haft nær så stor udbredelse i Vest- som i Østkirken.

Men er det ikke åndløs teknik at gentage en bøn? Det kan det være. Nemlig hvis man anvender en kort formular blot med den hensigt at nå dybere bevidsthedsniveauer i en proces, hvor ens selvudvikling står i centrum. Kærlighed er hele forskellen mellem meditationsteknik og bøn. I teknik søger man sin egen udvikling, måske sin egen guddommeliggørelse, man er selv i centrum. I bøn står Den Anden i centrum. I bøn
går jeg ud af mig selv i kærlighed til Gud.

Om forholdet mellem mantrameditation og Jesusbønnen skriver Wilfrid Stinissen i sin bog, Jesusbønnen: "Der er en væsentlig forskel: Mantraet er en lyd, som er uden betydning, og som man gentager mekanisk. I Jesusbønnen derimod beder man Navnet opmærksomt og tilbedende. I dette tilfælde er Navnet sakramente for et kærlighedsfyldt nærvær."

Søren Kierkegård taler om "den hellige gentagelse", og den foregår på et helt andet niveau end gentagelsen af et mantra. I gudstjenesten finder vi den hellige gentagelse, som vi gør det i kirkeåret. De, som beder tidebønner, vender igen og igen tilbage til "Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden". Måske tanker man ikke lige dybt over indholdet hver gang, man afslutter en bøn med denne tilbedelse af Den hellige Treenighed, men lidt efter lidt erfarer man, at når man i ærbødighed bøjer sig dybt eg siger disse ord, udtrykker man sin dybeste bestemmelse som menneske: At elske og tilbede Gud.

I Jesusbønnen:
"Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder"
har vi "den hellige gentagelse",
som erfaringen viser også er helligende.

Jesu navns betydning i bønnen.

I Apostlenes Gerninger læser vi gang på gang om, hvilken helt central plads Jesu navn havde i de første kristnes liv og prædiken. Man har da også kaldt dette skrift for Navnets Evangelium.

"Enhver som påkalder Herrens navn, skal frelses", siger apostlen Peter i sin pinsetale (ApG 2,21). Og da Peter og Johannes foran Rådet må gøre rede for den uro, de skabte, siger Peter: "Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himmelen, som vi kan frelses ved" (ApG 4,12).

Apostlene helbredte syge i Jesu navn, de uddrev onde ånder i Jesu navn - og da Paulus var på sin sidste rejse til Jerusalem og det i Milet blev profeteret ham, hvilke forfølgelser han kunne vente sig, udbrød han: "Jeg er rede til i Jerusalem at dø for Herren Jesu navns skyld".

Når forældre i dag giver deres barn navn, kan det have tilfældighedens præg. Der er mode i navne. Men når Bibelens folk gav et barn navn, blev der lagt en dyb betydning i dette navn. Navnet udtrykte barnets væsen, dets kald. Der var identitet mellem navn og person. Ja, navnet kunne have en vis selvstændighed, som da Gud lovede
Israel, at han skulle sende en engel foran folket i dets kamp mod kana'anæerne, og samtidig formanede det: "Du må ikke trodse ham ... for mit navn er i Ham" (2 Mos 23,21). Og da folket kom ind i det forjættede land, ville Gud selv udvælge "et sted til bolig for sit navn" (5 Mos 12).

Zacharias og Elisabeth bestemte ikke selv, hvad deres barn skulle hedde: "Du skal give ham navnet Johannes", havde englen sagt, da Zacharias havde fået 1øfte om, at de skulle få denne søn. Johannes betyder "Gud er nådig". Dette var hvad Johannes skulle forkynde, og han gjorde det allerede med sit navn. Heller ikke Maria og Josef kunne selv bestemme deres barns navn: "Han skal hedde Jesus" havde Herrens engel sagt, "for han skal frelse sit folk fra dets synder" (Matt 1,21).

Vi såkaldt moderne mennesker har en vis sans for et navns betydning. Vi føler det uværdigt bare at være et nummer. At have et navn udtrykker, at man er en person. At meddele en anden sit navn er at åbne for kontakt med den anden. Men i den semitiske tradition lå der endnu mere i dette. Da navnet udtrykte bærerens væsen, gav man gennem sit navn andre adgang til sit væsen.

Gud har givet os Jesu navn at påkalde - Jesus som sagde: "Den som ser mig, ser Faderen" - og dermed giver Gud os adgang til sit væsen, som er at være Far. Når vi i tro påkalder Jesu navn, åbnes Faderens favn for os. Vi bliver modtaget som den fortabte søn. Vi bliver Faderens barn med alle de rettigheder, det medfører.
I grunden ville det være nok bare én gang i livet at påkalde dette hellige navn. Men stadig berøres vi af synden. Stadig laver vi dumme ting. Hvert øjeblik har vi behov for frelse. Derfor må vi gentage vores påkaldelse af frelsernavnet.

Når man slår en tangent an på et klaver, klinger mange under- og overtoner med, så den anslåede tone får dybde og farve. På samme måde når vi nævner et elsket menneskes navn: Hele dette menneskes personlighed med alle dets klangfarver bliver levende for både vores tanke og vore følelser. Jo mere vi kender Jesus - gennem evangeliet, gennem
Kirkens erfaring og gennem vor egen personlige oplevelse - jo flere under- og overtoner vil klinge med, når vi nævner Jesu navn.

I den rige litteratur, som findes om Jesusbønnen, tales der ofte om varme i hjertet hos den bedende. Denne bøn kaldes jo også hjerte-bønnen.

I en gammel vækkelsessalme, som var min ungdoms favorit, finder
man samme hjertevarme:

Navnet Jesus blegner aldrig,
tæres ej af tidens tand.
Navnet Jesus, det er evigt,
ingen det udslette kan.
Det har bud til unge, gamle skyder stadigt friske skud;
det har evnen til at samle
alle sjæle ind til Gud.
Navnet Jesus må jeg elske,
det har sat min sjæl i brand;
ved det navn min sjæl fandt frelse,
intet andet frelse kan.
(David Welander)


Der er ingen tvivl om, at mange kristne, når de hører om Jesusbønnen, oplever at den smelter sammen med den kærlighed, de i forvejen havde til Jesu navn.

Jesusbønnen i en presset hverdag.

Den svenske domprovst Per-Olof Sjogren skriver i sin lille bog Jesusbönen, at denne er et middel til at overleve i en åndelig istid:
"Ikke mindst i et hårdt presset dagsprogram viser det sig hvor anvendelig for ikke at sige nødvendig Jesusbønnen er. Mange alvorlige kristne klager i vore dage over, hvor svært det er i hverdagslivet at fastholde fællesskabet med Kristus. I Kirken er det skønt at møde Ham, og hjemme kan man i Bibelen og bønnebogen fordybe sig i Hans barmhjertighed og nåde, men når højmessen er forbi, når den private andagt er ovre, og alle pligterne, opgaverne, kravene, menneskene trænger sig på, kan andagten og stilheden foran Gud være som bortblæst. Det moderne samfunds tempo er så hurtigt, nerverne må altid være på højspænding, og ikke mindst for den, som midt i det hele vil forsøge at leve som kristen, kan kampen for at virkeliggøre dette blive overvældende svær, ja næsten krampagtig.

Det er især ud fra dette synspunkt, at Jesusbønnen fremstår som en hjælp for den enkelte kristne til at fastholde fællesskabet med Kristus. Også i det mest anstrengte dagsprogram findes nu og da 1-, 2-, 3-, 5 minutters pauser, som man får foræret. En bus kører før tiden, og jeg må vente til den næste. I stedet for at anvende de fem minutters ventetid til i tankerne at forfatte et vredt læserbrev om bussernes overholdelse af køreplanen, kan jeg stille tænke: "Nu fik jeg fem minutters pause. Den kan jeg anvende til at tænke på Jesus Kristus, Guds Søn, min Herre, til at bede Ham forbarme sig over mig"(Jesusbönen s. 91).

Det tager bare nogle sekunder at bede Jesusbønnen i sin fulde længde - og i den korteste form "Jesus", er bønnen kun et suk. Men hvad kan der ikke ligge i dette korte suk? Hvem kan sige, at de ikke har tid til bøn?

I den gamle Pagt udvalgte Gud et sted til bolig for sit navn. Paulus minder os om, at vi er Guds tempel. Når vi ofte påkalder Jesu navn, vil vi erfare dette indre tempel, hvor vi kan være sammen med Ham. Da oplever vi, at Jesu 1øfte bliver opfyldt: "Vi skal komme til ham og tage bolig i ham" (Joh 14,23).

Grethe Livbjerg

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | Telefon 21 60 34 01