En gammel munks undervisning i bøn

Fra Jean-Yves Leloup: Ecrits sur L Hesychasme.

En ung mand havde læst mange bøger om bøn. Han var meget optaget af emnet og havde diskuteret det med mange, men hidtil havde han kun beskæftiget sig med bøn på et teoretisk plan. Nu skulle det være alvor: Han måtte finde én, der helt konkret kunne føre ham ind i en indre hjertets bøn.

Han besluttede at tilbringe sin ferie i et kloster, hvor han havde hørt, at der var en gammel eremit, som skulle have en særlig evne til at lære mennesker hjertets bøn.

Nogle rystede på hovedet af denne gamle munk og sagde, at han var lidt til en side. Med beundring i stemmen omtalte andre ham som en helgen. Nye besøgende måtte finde sig i, at Fader Serafim iagttog dem i fem lange minutter uden at mæle et ord. Hvis man ikke var flygtet fra denne diagnose, ville man høre munken sige: "Hos dig er Han ikke engang kommet længere end til hagen" eller: "Han er ikke engang kommet ind i dig" og sjældent:" Nej, det er ikke muligt, hvor vidunderligt, Han er kommet til knæene". Det var om Helligånden, fader Serafim talte. Han bedømte et menneskes åndelige udvikling efter, hvor omfattende Helligånden var blevet kød pg blod i dette menneske.

Jo, broder Serafim var noget for sig.
Den unge mand fik også stillet sin diagnose: Ikke længere end til halsen. Da han fremsatte sit ønske om at få undervisning i hjertets bøn, svarede fader Serafim undvigende, men det fik ikke den unge mand til at tabe modet, han insisterede......

"Før vi taler om hjertets bøn, så lær at bede som en klippe", sagde fader Serafim og pegede på en vældig klippe. "Spørg du den, hvordan man skal bede, så kan du senere komme tilbage til mig".

At meditere som en klippe

Og sådan begyndte for den unge mand en virkelig indføring i hjertets bøn. Det første råd, man må give til den, som vil meditere, er ikke af åndelig, men fysisk art: Sæt dig.

At sidde som en klippe vil sige at sætte sig med hele sin vægt: At være tung af nærvær. De første dage havde den unge mand svært ved at sidde urørligt, med benene over kors, sædet lidt højere end knæene (det var i den stilling, han havde fundet mest stabilitet). En morgen oplevede han virkelig, hvad det ville sige "at meditere som en klippe". Han var til stede med hele sin vægt, urørlig. Han var dt med klippen, i stilhed. Hans oplevelse af tid var fuldstændig forandret. Bjergene har en anden tid, en anden rytme end mennesker. At sidde som en klippe er at have evigheden foran sig. Dette er den rette holdning for den, som vil begynde meditation: At vide evigheden bagved, indeni og foran sig. Før man kan bygge en kirke, må man være klippe, og på den klippe kan Gud bygge sin kirke og af menneskets legeme skabe sig et tempel. Det var sådan den unge mand forstod evangeliets ord: "Du er Petrus - klippen - og på den vil jeg bygge min kirke".

Flere uger gik med denne meditation. Men den unge mand var også med, når munkene flere gange om dagen samledes i kirken til gudstjeneste, med recitation af de bibelske salmer og læsning fra Den hellige Skrift.

Det sværeste for ham var at tilbringe mange timer med "intet at gøre". Han måtte lære, hvad det vil sige bare at være - uden noget nyttemotiv. At meditere som en klippe er selve Værens meditation, dette bare at være før enhver tanke, enhver glæde eller smerte.

At meditere som en klippe havde også ændret rytmen i hans tanker.
Han havde lært "at se" uden at dømme, og at give alt, der rørte sig på klippen, en egen ret til at eksistere.

En dag kom Fader Serafim: "Hjertets bøn må have soliditet, klippens stabilitet og ro, men du skal ikke blive en død sten, men et levende menneske". Han tog den unge mand med ned bag i haven, hvor der i græsset voksede vilde blomster.

"Nu skal du ikke længere meditere som en steril klippe. Lær at meditere som en markvalmue, men glem ikke klippen....."

At meditere som en markvalmue

Meditationen er først en stabil "sidden", og det havde den unge mand nu lært af klippen, men det er også at orientere sig rigtigt, og det skulle markvalmuen lære ham: At orientere sig mod solen, at vende sig med det dybeste i sig selv mod lyset.

I denne orientering mod det smukke, mod lyset rødmede han af og til som en markvalmue. Skønheden var som et blik, der smilede til ham. Han lærte også af markvalmuen, at for at fastholde retningen mod lyset, måtte blomsten rette sin stilk op - rygsøjlen måtte være opadrettet.

Dette oplevede han som et problem, for han mente at have læst, at man under hjertets bøn skulle være ydmygt bøjet, og han følte denne holdning frommere end at sidde med ret ryg. Fader Serafim svarede ham på hans spørgsmål angående dette: "At sidde med bøjet ryg var godt for de stærke mennesker i gamle dage. De havde masser af ener-gi, og de trængte til at kue kroppens energi en smule, men du, du har behov for mere energi, så under meditationen skal du sidde med rank ryg og være rettet mod lyset, men også have en smidig bøjelighed, der som markvalmuen giver efter for vinden."

Markvalmuen underviste ham også gennem sin skrøbelighed. Han lærte at blomstre, men også at visne. Nu forstod han bedre versene hos profeten Esajas: "Alt kød til hobe er græs, al dets ynde som markens blomst; græsset tørres, blomsten visner, når Herrens ånde
blæser derpå; visselig, folket er græs." 9

Klippen havde givet ham sans for evighed. Markvalmuen lærte ham om tidens flygtighed. At meditere er at genkende Evigheden i
øjeblikkets flygtighed. Det er at blomstre den tid, der er os givet, at elske den tid, der er os givet at elske, uden beregnende tanker om udbytte. Hvorfor blomstrer de - markvalmuerne?

Han lærte at meditere "uden mål, uden profit", bare i glæden ved at være til og elske lyset. "Kxrligheden er sin egen belønning", sag-de den hellige Bernhard. "Rosen blomstrer, fordi den blomstrer, uden noget hvortil", sagde Angelius Silesius. Det er klippen, som blomstrer gennem markvalmuen, tænkte den unge mand. Det er hele universet, som mediterer i mig.

Men nu syntes fader Serafim, at den unge mand blev for filoso-fisk, så han tog ham igen i armen og førte ham til strandkanten. "Lad være med at drøvtygge som en ko på markvalmuens gode belæring... hav også et maritimt hjerte. Lær at meditere som havet."

At meditere som oceanet

Den unge mand nærmede sig havet. Han havde nu lært at sidde solidt og orientere sig rankt. Han havde en god holdning. Hvad manglede han? Hvad kunne bølgernes brusen lære ham? Vinden blev hård og havets kommen og gåen på strandkanten vakte i ham erindring om oceanet. Den gamle munk havde jo også sagt, at han skulle meditere som oceanet, ikke bare som havet. Hvordan kunne den gamle munk vide, at han havde tilbragt mange timer ved Atlanterhavets bred, især om natten, og at han kendte kunsten at bringe sit åndedræt i harmoni med bølgernes store åndedræt. Jeg ånder ind, jeg ånder ud......og så: jeg bliver åndet ind, jeg bliver åndet ud. Jeg lader mig bære af åndedrættet, som man lader sig bære af bølgerne. Sådan holder man sig flydende, båret af oceanets vældige åndedrætsrytme. Dette havde af og til fået ham til at føle, at han som en dråbe forsvandt, for at blive ét med oceanet. Men nu erfarede han, at "dråben", der engang "forsvandt i havet", bevarede sin form, sit personlige liv. Var denne ændring en følge af hans nye holdning? af den rodfæstethed han havde lært af valmuen? Han blev ikke længere "båret bort" af den fordybede åndedrætsrytme. "Vanddråben" bevarede sin identitet og alligevel følte den sig ét med oceanet. På den måde lærte den unge mand, at meditation er at ånde dybt, at være i åndedrættets rytme.
Han lærte også, at selvom der var store bølger på overfladen, så fandtes der en urokkelig ro i oceanets dyb. Tankerne kommer og går, men i hjertets dyb er stilhed og ro. I begyndelsen mediterer vi som de overfladebølger, vi er, for efterhånden at få fodfæste og slå rod i oceanets dyb. Alt dette blev for hver dag mere levende for ham, og han erindrede en digters ord, som havde gjort indtryk på ham, da han var teenager: "Tilværelsen er et hav, altid fuldt af bølger. Almindelige mennesker ser kun bølgerne. Se, hvordan der fra dybet af havet kommer utallige bølger op på overfladen, men selve havet ligger skjult under bølgerne". Nu syntes havet for ham mindre "skjult i bølgerne". Enheden i alt forekom ham mere indlysende, men enheden satte ingen grænser for mangfoldigheden.

Var Guds store åndedræt - Helligånden - ikke i dybet af hans livs åndedræt?

"Den, som lytter opmærksomt til sit åndedræt - sagde fader Serafim - er ikke langt fra Gud".

"Lyt til det, som er i slutningen af din udånding, som er kilden til din indånding". Efter hver udånding var der virkelig nogle sekunders stilhed, dybere end bølgernes kommen og gåen. Jo, der var virkelig i hans åndedræt noget, der mindede om oceanet.

Meditere som fuglen

"At have en god holdning, at være orienteret mod lyset, at ånde som oceanet, det er endnu ikke hjertets bøn", sagde fader Serafim, "du må lære at meditere som en fugl", og han førte den unge mand ind i et lille skur tæt ved sit enebo, hvor der var to turtelduer.

De to fugles pludren forekom først den unge mand charmerende, men efter kort tid gik de ham på nerverne. De valgte netop det tidspunkt, hvor han var ved at falde i søvn, til at synge deres ømmeste kærlighedssange. Han spurgte den gamle munk, hvad dette skulle være godt for, og om denne komedie skulle vare længe. Klippen, markvalmuen, oceanet, det kunne gå (selvom han måtte spørge sig selv, hvad kristent der var i alt dette - en og anden læser har sikkert stillet samme spørgsmål!), men at præsentere ham for disse skøre fugle som lærere i meditation, det var dog for meget.
Fader Serafim forklarede den unge mand, at i Det gamle Testamente er meditation udtrykt ved ord, hvis oprindelse er "haga", på græsk oftest gengivet med "mélété - meletan" - og på latin med "meditari - meditatio." I sin oprindelige betydning: "mumle med halvhøj stemme". Samme ord blev brugt om dyrenes skrig, f.eks. i Es. 31,4, om svalens klynken og duens suk i Es. 38,14, men også om bjørnens grynten.

"Vi har ingen bjørne her i klostret", sagde fader Serafim med et smil, "derfor har jeg bragt dig disse turtelduer, men undervisningen er den samme. Du skal meditere med din strube, ikke bare for at modtage Ånden, men også for at mumle Guds navn dag og nat....."

"Når du er lykkelig, nynner du ofte, næsten uden at vide det, nogle strofer eller bare lyde uden betydning, og denne nynnen får hele din krop til at vibrere af enkel og ægte glæde.

Meditere er at nynne som turtelduen, at lade sangen, som er i vort hjerte, stige op .... meditere er at ånde ud i sang.

Uden at du skal tænke for meget over betydningen foreslår jeg dig at gentage, at mumle, at nynne de ord, som altid har været i deres sind, som beder hjertets bøn: Kyrie Eleison, Kyrie Eleison." Det passede ikke den unge mand! Fra forskellige bryllups- og begravelsesmesser kendte han denne bøn, som oversættes med "Herre forbarm dig". Han fandt den kedelig, gammeldags.

Fader Serafim smilede: "Dette er blot en del af indholdet i denne bøn. Der ligger også i den: "Herre send din Ånd....! At din ømhed må være i mig og i alle... at dit navn må være velsignet" og meget andet, men brug ikke megen energi på at forstå indholdet i bønnen, den vil åbenbare sig for dig af sig selv. Nu skal du bare nøjes med at være følsom og opmærksom på den vibration, som bønnen vækker i din krop og dit hjerte. Forsøg blidt at harmonisere den med dit åndedræt. Når adspredte tanker plager dig, så vend stille tilbage til denne bøn, ånd dybere, hold dig rank og urørlig, og du vil begynde at opleve den fred, som Gud rundhåndet giver til alle dem, der elsker ham".

I 1øbet af nogle dage blev den unge mand mere fortrolig med bønnen "Kyrie Eleison". Den akkompagnerede ham, som brummelyden akkompagnerer bien, når den søger honning. Han gentog den ikke altid med læberne. Gentagelsen blev mere en indre bøn, og vibrationen dybere.

"Kyrie Eleison", som han havde undgået at gøre til genstand for tanken, førte ham af og til ind i en hidtil ukendt stilhed, og han fandt sig selv i samme sindstilstand som apostlen Thomas må have været i, da han mødte den Opstandne : "Kyrie Eleison.... min Herre og min Gud".

Den stadige påkaldelse førte ham ind i en atmosfære af dyb respekt for alt, der eksisterer. Men også i tilbedelse af det mysterium, som er skjult i dybet af alt, som eksisterer. Fader Serafim sagde til ham: "Du er nu ikke langt fra at meditere som et menneske. Jeg vil nu lære dig at meditere som Abraham."

At meditere som Abraham

Indtil nu havde den gamle munks undervisning været på et naturligt og terapeutisk plan. De gamle munke var virkelig terapeuter. Før de førte mennesker til oplysning, måtte de helbrede naturen, for at den kunne være i den bedst tænkelige kondition til at modtage nåden. Nåden modarbejder jo ikke naturen, men helbreder og fuldkommengør den. Det var derfor den gamle munk lærte den unge mand en meditationsmetode, som nogle sikkert vil finde "blot naturlig". Klippen, markvalmuen, oceanet, fuglen, disse elementer fra naturen, som minder mennesket om, at før det går videre, må det integrere de forskellige niveauer i sit væsen, eller de forskellige "riger", der danner makrokosmos: Mineral-, plante-, dyreriget... Ofte har mennesker tabt kontakten med kosmos: med klipper, med planter, med dyrene, og dette savn vil fremprovokere alle slags ubehageligheder: sygdomme, usikkerhed, ængstelse, fremmedgørelse.

At meditere er allerførst at deltage i universets meditation og lovsang, for "alle skabninger har kendt bønnen før os", sagde Fædrene. Mennesket er det "centrum", hvor verdens bøn bliver bevidst om sig selv. Menneskets bestemmelse er at udtrykke det, som skabningerne fremstammer........ Men i Abrahams meditation kommer vi ind i en ny og højere bevidsthed, som vi kalder tro, det vil sige vort intellekts og hjertes tilslutning til det "Du" eller det "Dig", som ER, som stråler gennem alle de mange skabningers små du. Abraham erfarede, at bag myriaderne af stjerner var der mere end stjernerne, et Nærvær, svært at give navn, som ingen kan give navn, og som derfor har alle navne.... og det var Abrahams meditation.

Det er noget, som er mere end universet, og som dog ikke kan gribes uden universet. Forskellen mellem Gud og naturen er som forskellen mellem himlens blå og det blå i et blik....Abraham kom hinsides alt det blå på sporet af dette blik.

Efter at have lært at sidde, at slå red, at være orienteret mod lyset, at ånde fredfyldt som oceanet, at bede i hjertet, blev den unge mand nu ført ind i en hjertets opvågnen: "Oplev dig selv som nogen!" Hjertets særlige evne er at personalisere alt, og især at personalisere det Absolutte, Kilden til alt som lever og ånder, at kalde Det ved navn: "Min Gud, min Skaber" og vandre i hans Nærvær. At meditere som Abraham vil sige gennem alle de forskellige ydre skikkelser at have kontakt med dette Nærvær. Denne form for meditation omfatter alle dagliglivets små detaljer. Scenen ved Mamres lund (1.Mos. 18) viser os Abraham siddende i teltdøren på den hedeste tid af dagen, og der modtager han tre fremmede, som viser sig at være Guds udsendinge. " At meditere som Abraham", sagde fader Serafim, "er at praktisere gæstfrihed; det glas vand, du giver til en, der tørster, fjerner dig ikke fra meditationen, men fører dig til kilden". "At meditere som Abraham, forstår du, vækker ikke bare freden og lyset i dig, men også Kærligheden til alle mennesker." Fader Serafim læste for den unge mand den kendte beretning fra 1. Mosebog, hvor Abraham går i forbøn. "HERREN blev stående foran Abraham" "YHWH, den som er - som var - som kommer". "Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med de gudløse? Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges skyld, som findes derinde?..... " (1.Mos. 18,22-33).

Abraham reducerer lidt efter lidt antallet af retfærdige, for hvis skyld Sodoma ikke bør ødelægges.

"Min Herre må ikke blive vred på mig.... måske findes der kun ti?.... At meditere som Abraham er at bede for alle mennesker, ikke overse deres moralske råddenskab og dog aldrig tvivle på Guds barmhjertighed.
Denne form for meditation befrier hjertet for al dømmesyge og fra al fordømmelse. Altid og overalt, hvad det end måtte se af afskyelige synder, vil det påkalde Guds tilgivelse og velsignelse.

At meditere som Abraham, det fører meget længere. Ordet havde ligesom svært ved at komme ud af fader Serafims mund, som ville han spare den unge mand for en erfaring, han selv have været igennem, og hvis erindring vakte en sagte skælven i ham.: "Det kan føre lige til ofret..." og han citerede beretningen fra 1. Mos. 22, hvor Abraham viser sig parat til at ofte sin egen søn Isak". "Alt tilhører Gud", blev fader Serafim ved at gentage, "Alt er fra ham, ved Ham og til ham". At meditere som Abraham fører dig til denne totale overgivelse af dig selv og af alt det, du har kærest. Find ud af, hvad du elsker højst, det du mest identificerer dit jeg med... for Abraham var det hans eneste søn. Hvis du er i stand til dette offer, denne totale overgivelse, til denne uendelige tillid til Ham, som overgår al forstand og al sund fornuft, vil du få hundredfold igen. "Gud vil drage omsorg for dig".

Meditere som Abraham vil sige ikke at have andet i sit hjerte og sin bevidsthed end Gud. Da Abraham steg op mod bjergets top, tænke han kun på sin søn. Da han gik ned, tænkte han kun på Gud.

At gå til det yderste i ofret fører til opdagelsen af, at intet tilhører mig; alt tilhører Gud. Det er egoets død og opdagelsen af vort dybere jeg. At meditere som Abraham er i tro at knytte sig til Ham, som er langt udover universet, det er at praktisere hjertets gæstfrihed, at bede for alle mennesker. Det er at glemme sig selv og bryde sine mest legitime bindinger og da opdage, hvordan jeg selv, mine kære og hele universet er fyldt af Hans uendelige Nærvær, "Han som alene ER".

At meditere som Jesus

Fader Serafim blev mere og mere diskret i kontakten med den unge mand. Han følte, at denne gjorde fremskridt i sin bøn og meditation. Flere gange havde han overrasket ham med tårerne strømmende ned ad kinderne i bøn for mennesker.

Denne gang var det den unge mand, som kom til fader Serafim og spurgte ham: "Fader, hvorfor taler du aldrig til mig om Jesus?
Hvordan var hans bøn, hans måde at meditere på? I liturgien, i prædikenerne taler man altid om ham. I hjertets bøn, som man praktiserer den i Jesusbønnen, er det hans navn man påkalder. Hvorfor har du aldrig talt til mig om Ham?"

Fader Serafim virkede genert. Som havde den unge mand overskredet en usynlig grænse og gået ham for nær, som blev han bedt om at åbenbare sin inderste hemmelighed. Jo større den åbenbaring er, man har modtaget, jo større må ydmygheden være for at videregive den. Uden tvivl følte fader Serafim sig ikke ydmyg nok. "Det er Helligånden, som kan lære dig dette. "Ingen kender, hvem Sønnen er, uden Faderen, eller hvem Faderen er uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham"(Luk. 10,22). Du må blive søn for at kunne bede som Sønnen og for at du kan deltage i det samme intime forhold til Ham, som han kalder sin Far og vores Far, og det er Helligåndens værk. Han vil lære dig alt det, som Jesus har sagt. Evangeliet vil blive levende i dig, og Han vil gennem det lære dig at bede som du skal."

Den unge mand insisterede: "Sig mig noget mere". Den gamle smilede til ham : "Ja, så må jeg hellere ganske enkelt sige dig det: At meditere som Jesus sammenfatter alle de former for meditation, som jeg har lært dig. Jesus er det kosmiske menneske. Han kendte til at meditere som klippen, som markvalmuen, som oceanet, som duen. Han kendte også til at meditere som Abraham. Kærligheden i hans grænseløse hjerte rakte ud til hans fjender og bødler: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør". Han praktiserede gæstfrihed for dem, man kaldte de syge, synderne, de prostituerede, tolderne..... om natten trak han sig tilbage for at bede i det skjulte, han hviskede som et barn "Abba", "papa".... Det kan forekomme dig umuligt at kalde den uendelige, unævnelige Gud, Han, som er udover alt, for far. Ja, det kan virke som gudsbespottelse, men dog er det Jesu bøn, og i det enkle ord er alt sagt. Himmel og jord er kommet hinanden forfærdelig nær. Gud og mennesket bliver ét... måske skal man have oplevet, at et lille bange barn midt i en mørk nat kalder én far for at forstå dette..... men i dag vil det intime forhold mellem en mor og far og deres barn måske ikke sige så meget. Måske er det et dårligt billede....?

Det er derfor jeg foretrækker intet at sige, ikke bruge noget billede og bare vente på, at Helligånden nedlægger i dig de følelser og det kendskab, som var i Jesus Kristus så dit "Abba" ikke kommer fra læberne, men fra hjertet. Den dag begynder du at forstå hjertets bøn og meditation."

Nu: Rejs!

Den unge mand blev endnu flere måneder i klostret. Det, som han havde tænkt skulle være en lang ferie, blev et sabbatsår. Jesu bøn førte ham ned i hidtil ukendte dybder, nu og da var han ved grænsen til en vis "dårskab". "Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus i mig", kunne han sige med Paulus. Som ham var han også opfyldt af ønsket om at "alle mennesker skal frelses og komme til sandheds erkendelse". Han blev kærlighed, han blev ild. Den brandende tornebusk var ikke længere blot en metafor for ham, men virkelighed. Han brændte, men blev ikke fortæret.

Men nu greb fader Serafim ind: "Nu er det nok, nu skal du rejse". Han bad ham forlade klostret og tage hjem til sit arbejde og så skulle det vise sig, hvad hans ophøjede meditationer var værd.

Den unge mand rejste. Han kom tilbage til Paris. Man syntes, at han havde tabt sig, og man fandt ikke noget særlig åndeligt i hans solblegede skæg og lidt forsømte udseende.

Men livet i byen fik ham ikke til at glemme den gamle munks undervisning. Når han følte sig stresset, satte han sig som en klippe - måske bare på en fortovscafé. Når han følte hovmodet stige op i sig, mindedes han markvalmuen "alt kød er som græs", og på ny vendte han sit hjerte mod lyset, som aldrig forgår. Når tristhed, vrede, livslede holdt sit indtog i hans sjæl, åndede han dybt som oceanet. Han fik pusten igen i Guds åndedræt, han påkaldte Guds navn og mumlede: "Kyrie Eleison". Når han så menneskers lidelse, deres ondskab og sin egen magtesløshed i at ændre noget, mindedes han Abrahams meditation. Når man bagtalte ham eller talte hårdt og ukærligt til ham, var han lykkelig over på den måde at meditere med Kristus.