Hvad er kristen mystik?

Mit 14-årige barnebarn fortalte mig, at hun havde skrevet en stil om mystik. Naturligvis var jeg nysgerrig efter at høre, hvad hun havde skrevet: "Jo, vi har læst en bog om genfærd og sådan noget, og det var det, vi skulle skrive om". Så ved man, hvilken opfattelse af mystik de børn har fået! Men måske dækker den bare, hvad "gennemsnitsdanskeren" forstår ved dette begreb.

"Åndslivet er i krise. Kirken har mistet sit tag i os, så vi forsøger at tilfredsstille vores glubende behov for åndsliv ad andre kanaler", skriver Peter Bastian i sin bog "Ind i musikken". Hænger åndslivets krise ikke sammen med, at kirken - her til lands i det mindste - har mistet forståelsen for den ægte mystik?

Men i løbet af de sidste år er der begyndt at udkomme bøger om mystik og om mystikere. Interessen for kirkens mystiske tradition er ved at vågne.

For et par år siden udkom på Århus Universitetsforlag: "Mystik den indre vej" af Per Bilde og Armin W. Geertz. Forfatterne prøver at finde en dækkende definition på begrebet "mystik", men ender i "definitionernes labyrint" og fastslår, at de forskellige definitionsforsøg mere afspejler forskernes skoler, teorier, tidsånd osv. end det fænomen, som forsøges defineret.

Dette nummer af Levende Vand kan heller ikke give et udtømmende svar på spørgsmålet: "Hvad er Levende Vand?" Men gennem de forskellige bidrag fra protestantisk (reformert), ortodoks og katolsk side fornemmes noget fælles, som peger hen på, at der mellem de kristne mystikere findes en dyb enhed, som vejer tungere end alle forskelle. Måske kan man deraf uddrage den konklusion, at det væ-sentligst er i mystikken - som også kaldes kristendommens hjerte at kristne allerede finder enhed, og at det fremfor alt er ud fra mystikken, at enheden mere synligt skai vokse frem.

Den reformerte mystiker, Gerhard Tersteegen, skriver, at kun den, der selv er mystiker, kan vide noget om, hvad mystik er. Mystik forstås indefra. Men det må ikke opfattes, som om mystik er subjektivt føleri. Den kristne mystik er deltagelse i det mysterium, som Paulus beskriver i Fil. 2,6-11:

Han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være Gud lig,
men han gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden
ja, døden på et kors.
Derfor bar Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn
hvert knæ. skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge skal bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Guds Faders øere.

Kristusmysteriet - Guds menneskevordelse, død og opstandelse -får vi del i ved dåben, som Paulus beskriver det i Rom. 6,3-5:

Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden,
for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.

En kristen har opdaget den fulde konsekvens af sin dåb og lever den. Måske kommer opdagelsen som en pludselig, stærk Gudserfaring, der vender op og ned på alt. Ofte opleves den mere som en langsomt voksende bevidstgørelse. Men tages konsekvenserne af opdagelsen, fører den ind i et nyt liv.

Dåben fører os ind i et eukaristisk liv. Den kristne mystik er eukaristisk. I katolsk og ortodoks sammenhæng kalder man med forkærlighed messen for eukaristi, et græsk ord, som betyder taksigelse. Ved påskemåltidet i jødiske familier beder familieoverhovedet den store lovprisnings- og takkebøn - eukaristi. Jesus bad også denne takkebøn, da han holdt måltid med sine disciple, og dermed knyttede han forbindelse mellem det jødiske påskemåltid og sin død på korset. Jøderne siger stadig, når de fejrer påske: "I dag går vi ud af Egypten". De ikke bare mindes denne begivenhed, men aktualiserer den. Eukaristien er heller ikke bare et mindemåltid, men en aktualisering af Jesu påske.

I messen forvandles brød og vin til Jesu legeme og blod. Han udgiver sig for os, her og nu. I kommunionen - nadveren - modtager vi Jesus selv. Han bliver kød og blod i os. Vi bliver nye mennesker i ham. Eukaristien er forvandling.

At leve eukaristisk er uafbrudt at modtage sig selv fra Gud og med hele vor person at overgive os til ham. Det er at leve uhyre dynamisk, i en stadig forvandling, indtil vi kan sige med Paulus: "Nu er det ikke længere mig, der lever, men Kristus i mig" .

Det er alvorligt at modtage den hellige kommunion - den hellige nadver. At modtage Kristus uden at ville forvandles af og til ham er en selvmodsigelse.

De kristne mystikere er mennesker, som ivrigt er gået ind i den forvandling - den helligelse - som det er at leve eukaristisk. Derfor bringer de også altid fornyelse med sig, når "åndslivet er i krise". Når kirken alt for meget har "skikket sig lige med denne verden", kalder Gud mystikere til at råbe vagt i gevær. De udfordrer til at leve dåbens "anderledes liv" - til at leve sandt eukaristisk.

Mystikerne er ikke flok-mennesker. De har ladet sig forme af Gud som leret af kunstneren - og Gud skaber ikke på samlebånd, men unikke kunstværker.

Den svejtsiske læge og mystiker Adrienne v. Speyr skriver: "Mystikken er givet os for at udvide de kristnes liv, for allerede her på jorden at give dem en del af himmelens liv, uden at de kan tage det helt til sig. Mange kristne, som har det godt på jorden, forsøger at tilskære alt, som hører åbenbaringen og kirken til, efter deres egne mål, forringer det, gør det intetsigende og hverdagsagtigt. De ønsker at installere sig, ikke blot her på jorden, men også på forhånd i det hinsides, og på den måde være beskyttede mod alt uforudset. Det er fremfor alt det, mystikken vender sig imod. Guds ting må beholde Guds mål. Hvert forsøg på bare at slå sig til ro må sprænges. Guds væren evigt ny skal ikke bare forkyndes, men også synliggøres."

Grethe Livbjerg