Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side


 

Søg freden og bevar den

Jo, at søge freden er den bedste medicin. Og vi vil aldrig søge forgæves: Jesus sagde dog: ”Min fred giver jeg jer”. Freden er der altså som noget objektivt, noget én gang givet, noget der kan blive virkeligt i vort liv.
Jo, der er betingelser som må opfyldes for at finde freden. Jesus sagde: ”Jeg giver jer ikke som verden giver”. Vi må altså vælge: Den fred verden giver, eller den Jesus giver. Den kan nemlig ikke ejes af hvem som helst, uafhængig af hvilken holdning man har over for Gud. Den, der sætter sig op mod Gud og mere eller mindre bevidst søger at undgå ham og hans kald, kan ikke bevare Jesu fred.
Den indre fred er som et barometer for vort forhold til Gud. Når vi er Gud nær, elsker ham og vil tjene ham, er det djævelens strategi at forsøge at få os til at miste freden, mens Gud kommer os til hjælp for at give os freden tilbage. Men omvendt: De, som er langt borte fra Gud, eller handler ondt, forsøger djævelen at berolige og holde fast i en falsk fred, mens Herren, som ønsker deres frelse og omvendelse, giver dem uro for at få dem til at vende om.
Den gode vilje, en uafbrudt intention at altid sige ja til Gud i stort som småt, et betingelsen for den indre fred.
Og så vil nogen – også jeg – sige: Men så er jeg udelukket fra den indre fred, for jeg siger ikke altid ja, jeg ønsker af og til at gå min egen vej – måske sådan lidt skjult, under pænt dække, og dog alligevel.
Der er niveauer i vore ønsker, vore intentioner. Vores grundintention kan være at søge Guds vilje for at leve i den, men der er andre ønsker der kæmper mod den og ofte sejrer. Gud ser på vores grundintention. Han har medlidenhed med os, når vi ikke magter at følge den.
I den første del af denne bog tager forfatteren os med rundt i alle de faldgruber, som vi så let dumper ned i, og giver os vejledning i hvordan vi søger Guds fred. Og i den sidste del citerer han hvad helgener gennem tiden har sagt om dette.
Frans af Sales siger: ”Den som har Gud som mål og gør hvad han kan, hvorfor bekymrer han sig? Hvad har han at frygte? Nej, nej, Gud er ikke så forfærdelig streng mod dem, der elsker ham. Han er tilfreds med lidt, for han ved at vi ikke har meget at give”.
Det er blevet in at finde en åndelig vejleder. Men vi har en sådan i os selv: Den indre fred. Er jeg i den, føler jeg dybt inde freden, så er jeg på ret vej. Er jeg kommet ud af den, så må jeg gå tilbage. Hvornår mistede jeg den? Hvad skete da? Det er at omvende sig – og det må vi gøre hver dag. Den indre fred er ikke en kapital vi bare kan sætte i vort sinds bank, og så er den der altid. Den skal igen og igen erobres tilbage. Men netop i denne kamp kan der dybt inde være fred: vi er på ret vej.
Måske vil også oktoberteksten dreje sig om dette!

 

                             Grethe Livbjerg

 

 

Levende Vand | Kollegievej 4 | 2920 Charlottenlund | Telefon 39 63 53 33