Advent

Sidste søndag i november blev julen sunget ind på Kongens Nytorv. Igen blev det hamret ind, at julen varer hele december - eller rettere lige til det rigtigt bliver jul, for så er julen jo forbi forretningsmæssigt.

Første søndag i advent begynde det nye kirkeår, og kirkeåret med dets forskellige tider er kirkens geniale opfindelse. I Ny testamente læser vi om Jesus og alle begivenheder i hans liv. Men kirkeåret med dets forskellige fester lader os opleve dem lige fra Jesu fødsel til hans himmelfart og Helligåndens udsendelse.

Det fortælles om mange af de kristne mystikere, at deres ansigt afspejlede hvilken tid på kirkeåret man var i. At være mystiker er at leve i og af mysteriet.

Nej, julen er ikke kommet omkring 1.december. Vi lever i advent, i ventetiden.

Teologer skelner mellem futurum og adventus. Begge ord peger ud i fremtiden, men futurum er det sælulariserde menneskes fremtid, den fremtid som for en stor del er resultatet af dets egen anstrengelse, mens adventus derimod er det kristne menneskes fremtid, den fremtid som kommer til os.

I advent ser vi hen til at Jesus kommer til os. Han er her. Han bor i os. Og dog alligevel kommer han på nyt. I advent lever vi i et lykkeligt håb: Jesus kommer på ny. Alt vil blive nyt for os, for han siger: Se jeg gør alting nyt.

Dette kan præge og gennemtrænge vores meditation: Jesus kommer igen til mig. Han vil gøre alting nyt i mig. Min fremtid er ikke bare afhængig af min anstrengelse og planlægning. Min fremtid er Ham. Min fremtid er Hans forvandlende kraft i mit liv. Min fremtid er ikke bare menneskelig: Først opgang - måske karriere - så nedgang og død. Min fremtid er at få del i guddommeligt liv - fordi Gud blev menneske.

Som kirkefædrene udtrykte det: Gud blev menneske for at vi skal blive guddommeliggjort

Derfor er den kristne meditation en stadig åbnen os for det nye liv. Jeg kan sidde dér som en tom skål, der bare venter på at blive fyldt. Jeg kan tænde et lys foran mig og lade det symbolisere Jesus, verdens lys, som vil oplyse mig. Jeg kan også forestille mig lyset inden i mig selv: Jesus, verdens lys, bor i mig. Jeg er lys. Vi er lysets børn. Derfor tænder vi lys.

En velpræpareret Gentoftedame kvidrede ved en juleafslutning: Det er det yndige ved julen, at det hele er så naivt.

Historiens største drama: At Gud blev menneske - er for nutidsmennesker blevet noget yndigt og naivt.

Lad os dog for Guds skyld - og for vor egen - gøre vort til, at julen beholder Guds mål og at den ikke bliver nedsmeltet i sentimental naivitet.

Og uden at sende sure opstød omkring os over juleriet. Lysene og glæden hører jo til i advent, for vi lever i en lykkelig venten - som allerede er opfyldt, men netop derfor fylder os med endnu større forventning, for Gud har altid noget nyt og større i vente til os.

Da Johannes af Korset sad i et mørkt, lille fangehul, uden noget som kunne minde ham om jul, digtede han en romance, som skildrer hele frelseshistorien, lige fra det man har kaldt "Den hellige rådslutning", de Tre guddommelige Personers beslutning om skabelsen og inkarnationen - til Jesu fødsel.

Det bemærkelsesværdige i denne romance er, at Johannes ser det hele i brylluppets tegn. For ham står eros, Guds uendelige kærlighedslængsel, i centrum af alt. Alt er skabt ud af uendelige kærlighed.

Her følger dele af denne romance - en god adventsmeditation.

Skabelsen beskrives i Johannes af Korsets digt som et brudeforhold:

Faderen taler:

Min Søn, jeg ønsker at give dig
En brud som vil elske dig.
For din skyld vil hun fortjene
At dele vort fællesskab
Og spise ved vort bord,
Det samme brød som jeg spiser,
At hun må kende den skat jeg har i en sådan Søn
Og glæde sig med mig
I din nåde og fylde.

Sønnen svarer:

Jeg er meget taknemmelig.
Jeg vil dele min klarhed
med den brud du giver mig
så hun i den må se
hvor stor min Fader er,
og at jeg har modtaget
min væren fra din væren.
Jeg vil holde hende i mine arme
og hun vil brænde af din kærlighed
og i evig glæde
vil hun fryde sig i din godhed.

"Bliv tíl!" sagde Faderen
for din kærlighed har fortjent det.
Og i det sagte ord
havde han allerede skabt verden;
et palads for bruden
havde han beredt i stor visdom.

Her følger en beskrivelse af ventetiden - hele Det gamle Testamentes tid: 

Tiden var nu kommet
da det var tilbørligt
at bruden blev købt fri,
hun som med tungt åg gjorde slavetjeneste
under den lov, som Moses havde givet hende.
Da talte Faderen med øm kærlighed
og sagde:
Du ser, min Søn, at din brud
har jeg skabt i dit billede,
for at hun skulle ligne dig
og passe godt til dig;
men hun er anderledes fordi hun er i et kødeligt legeme
som dit enkle væsen ikke har.
I fuldkommen kærlighed
gælder den lov:
At den elskende gør sig lig den elskede,
for større lighed giver større glæde,
en glæde som uden tvivl ville tiltage
hos din brud
hvis hun så dig lig sig selv
i kødet.

...

Da kaldte Gud på en ærkeengel
som hed Gabriel
og sendte ham til en jomfru
og hun hed Maria,
med hvis samtykke
mysteriet fuldbyrdedes
i hvilket hele Treenigheden iklædte Ordet kød.
Og selv om tre udførte værket,
skete det kun med én;
Og Ordet blev kød i Marias skød.
Og han som kun havde en Far,
fik nu også en Mor ...
og derfor kunne han,
gudesøn, blive kaldt menneskesøn.

Om fødslen.

Nu var tiden kommet
da han skulle fødes.
Som en brudgom
steg han ud af sit kammer
omfavnende sin brud
som bar ham i sine arme;
Så lagdes han af sin lykkelige moder
i en krybbe
blandt dyrene
som stod just dér.
Menneskene sang sange,
englene spillede musik,
for at fejre det bryllup
som de var vidne til. .
Men Gud i krybben
græd og klynkede dér,
for det var de smykker som bruden
førte med til brylluppet.
Og Moderen var både
forundret og bestyrtet
over at se et sådant bytte:
menneskets gråd i Gud
og i mennesket lykke og glæde,
hvilket for dem begge
plejede at være så fremmed

Grethe Livbjerg