Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Vidner

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

 

 

Grethe Livbjerg

Beslutsomhedens vej: Teresa af Avila

  

”Hvad er det moderne menneskes største problem?” spurgte en af mine venner den nu afdøde starets: Sofrony. ”At det ikke kan beslutte sig,” var hans prompte svar.

Ikke at kunne beslutte sig svarer til den opfattelse, at frihed består i at holde alle muligheder åbne. Tænk at beslutte sig til noget, og så risikere at gå glip af noget mere spændende, som kunne dukke op om næste hjørne!

Men uden beslutsomhed - ud fra et mål, vi vil satse alt på - dalrer livet af sted på bedste beskub, kun styret af de kortsigtede mål: Næste eksamen, næste ferie, næste nye indkøb ...

For Teresa af Avila (1515-1582) var beslutsomhed et nøglebegreb. I et kort kapitel i hendes selvbiografi forekommer ordet ”beslutsomhed” ti gange. Hun erfarede friheden i at gennemskue illusionerne, så virkeligheden står klart og så beslutte sig til at følge hvad man har indset.

”For altid - for altid” var den remse hun og hendes bror Rodrigo som børn sang i et stadigt gentaget refræn. På deres barnlige måde havde de fattet, at det evige var den virkelighed, alt skulle prioriteres ud fra.

Teresa mistede tidligt sin mor, hendes brødre rejste en efter en til Amerika, den netop nyopdagede verden. Hendes indre traumer, kombineret med et heftigt temperament gjorde hende til en strid teenager, og i sin afmagt sendte Faderen hende på klosterskole. De 1½ år hun tilbragte der blev en indre kamp: Skulle hun gifte sig eller gå i kloster? Andre valgmuligheder fandtes ikke. Ingen af dem tiltalte den frihedstørstende Teresa.

Kampen fortsatte i flere år. Ridderromaner - den tids triviallitteratur - førte Teresa ind i en drømmeverden, som var ved at opsluge hende. Men mødet med en from onkel sporede hende ind på åndelig litteratur, som førte Teresa til at beslutte sig: Hun ville tjene Gud som nonne i karmeliterordenen. Hendes beslutning var totalt uden illusioner, så objektivt funderet at den kunne minde om et fornuftsægteskab, men hun fortrød den aldrig.

Inkarnationsklostret, som Teresa indtrådte i, var langt fra at leve op til idealet for et karmeliterkloster, og dog fandt Teresa dér en ny glæde: ”Sommetider når jeg fejede gulve på tidspunkter hvor jeg før havde moret og pyntet mig, og jeg tænkte, at nu var jeg fri for alt det, så fyldtes jeg med glæde.”

Men kampen fortsatte. Hendes umættelige behov for andres bekræftelse og beundring, slap hun ikke fri af, fordi hun gik gennem en klosterport, ja i varierende grad fulgte behovet for menneskelig opbakning, med de skuffelser, som dette måtte medføre, hende det meste af livet.

Hendes religiøse liv udspilledes i disse første år overvejende på viljens og anstrengelsernes plan. Bønnen, der skulle have været hendes kraftkilde, blev årsag til ”voldsomme sjælekampe”. Ingen havde vejledet hende i indre bøn.

Teresa blev alvorligt syg, måske følge af lang tids stress, og i tre år var hun lammet. Teresas fromme onkel så klart, hvad der var galt og lånte hende en bog om indre bøn. Hvad Teresa dér læste, var balsam for hendes sårede sjæl:

I den mundtlige bøn henvender vi os til Gud for at bede ham om det, vi behøver ... I den anden form for bøn bruger vi ikke ord, men vort hjerte taler dybt i os til Vor Herre ... I den tredje, mentale bøn hæver det højeste i vor sjæl sig mod Gud, rent og kærligt, kun draget af inderlig længsel og kærlighed...”

Nu fik hendes sygdom indhold. Hun brugte megen tid til indre bøn, og impulsivt underviste hun alle i at ”holde indre bøn”. Senere angrede hun disse forsøg på at være åndelig vejleder og kunne ikke nok advare mod at undervise andre, før man selv har opnået en vis modenhed. Gud må rense sit instrument, før det er rigtigt brugbart, ellers kan hovmod og dømmesyge åbenlyst eller sublimt snige sig ind. Der må i det indre opbygges en rigdom, før man begynder at dele ud, og det tager tid og må tage tid. Ganske vigtigt at tage i betragtning i vor tid, hvor de hurtige resultater står i højsædet, hvor ønsket om succes også kan snige sig ind i de frommeste kredse, så man glemmer traditionens visdom, at begyndere skal gemmes væk og modnes før de bruges.

Teresas begynderiver i bønnen var hurtigt opbrugt, og hendes selskabstørstende jeg tog over. Med sin charme virkede hun som en magnet, og samtaleværelset stjal tiden fra bønnen. Hun spildte sin tid med snak og var styret af, hvad ”man” tænkte og gjorde. Bønnen havde mistet sin tiltrækningskraft: ”Meget ofte ønskede jeg, at den time var forbi, som jeg havde afsat til bøn.” Ja, hun kunne ruske timeglasset af utålmodighed.

I atten år kæmpede Teresa mellem verden, som drog hende, og Gud der kaldte, man kan også sige at hun kæmpede med ambivalensen i sin egen natur.

Hendes far blev syg. Ved hans dødsleje mødte Teresa faderens præst, der med profetisk klarsyn sagde til hende: ”Du er ved at miste dig selv. Du må igen begynde regelmæssigt at holde indre bøn og aldrig mere opgive den.”

For Teresa blev dette hendes første egentlige omvendelse, hendes beslutsomhed fordybedes og vandt i fasthed.

Nu blev livet svært! Hvem vover at påstå, at bøn altid gør livet let? I bønnen så hun klart sine fejl. Gud kaldte hende dybere ind i bønnen, og verden trak. ”Alt hvad der havde med Gud at gøre, fyldte mig med glæde, men samtidig holdt verden mig bundet”.

Teresa oplevede en stærk indre splittelse. Kun hendes beslutsomhed holdt hende på ret vej. Hun indså, at hun ikke af egen kraft kunne bryde gennem til det helstøbte liv, hun inderligt længtes efter.

Augustins Bekendelser var netop udkommet på spansk, og Teresa genkendte sig selv i hans ønske om omvendelse, ”men ikke nu”.

Hun identificerede sig så stærkt med Augustin, at da hun læste om hans omvendelse, følte hun at Herren også talte til hende. ”Åh Gud! Hvor en sjæl lider ved at opgive friheden, og hvilke kvaler den gennemgår ved at slippe tøjlerne! Nu undrer jeg mig over, at jeg kunne leve i en så stor kval. Gud være lovet, som gav mig liv og frelste mig fra en så fuldstændig død”.

Nu var hun forberedt til den endelige omvendelse. En dag kom hun ind i klostrets bedeværelse og så et billede, der normalt ikke hang dér. Det forestillede Kristus, dækket af sår. Så meget havde han lidt for hende - så dårligt havde hun takket ham. Hun knælede ned og bad grædende om på en gang at få kraft til aldrig mere at såre hans kærlighed, ja hun sagde, at hun ikke ville rejse sig før hun blev bønhørt.

Det blev hun. I sin selvbiografi kalder hun dette for ”omvendelsen”. Der havde været mange omvendelser i hendes liv, men dette var den afgørende.

”Herfra er det et nyt liv. Hidtil havde det været mit liv, men lige fra min omvendelse er det Gud som har levet i mig.”

Teresa havde også tidligere i sin bøn haft erfaringer af Guds nærvær, men nu overtog Gud hendes bøn.

Vi finder her det mønster i omvendelsen, som går igen hos mange af historiens store kristne skikkelser  - og som vi også kan genfinde i os selv: Gud kommer altid først. Det er ham, der kalder. Vort første svar er vores første omvendelse: Vi stræber efter at gøre Guds vilje.

Men det er mere eller mindre os, der stræber. På et tidspunkt - måske sent i livet - får vi som nådegave den egentlige omvendelse: Gud gør sin vilje i os. Som Paulus udtrykker det: ”Så er det da ikke længere mig, der lever, men Kristus i mig” (Gal 2,20).

Nu - efter de mange års kampe møder vi Teresa som den store mystiker. Hendes beskrivelser af sine mystiske oplevelser kan virke verdensfremmede, men de var forenet med et yderst aktivt liv. Hun rejste Spanien tyndt for at stifte nye klostre. Om sommeren i ulidelig hede, om vinteren over isglatte fjelde i kulde og sne. Da en vogn væltede i en rivende flod udbrød Teresa: ”Er det sådan du behandler dine venner Herre, kan jeg godt forstå at du har så få af dem.”

Bøn var for hende venskab. Det råd hun gav sine søstre, gælder også os: ”Tag Herren som en god ven, hav Ham altid ved din side, tal med Ham om alt. Skulle det tage dig et halvt år at indøve den vane er den tid givet godt ud. Der vil komme en tid, hvor du ikke kan slippe af med ham igen!”

Teresa skrev meget, men digter blev hun aldrig. De vers hun har efterladt, er skrevet ud fra øjeblikkets inspiration. Hun udtrykker i dem sin længsel efter Brudgommen, men den gør hende ikke passiv, tværtimod inspirerer den hende til at stille sig til Guds rådighed i handling:

 

Jeg er din og skabt af dig.

Hvad ønsker du af mig?

    

Din, du skabte mig

Din, du frelste mig,

Din, du holdt ud med mig.

 

Hvis du vil at jeg skal hvile,

vil jeg hvile af kærlighed til dig.

Skal jeg arbejde,

vil jeg dø, mens jeg arbejder.

Kære Herre, sig mig

hvor, hvad, hvornår?

 

Efter hendes død fandt man en lille seddel i hendes tidebog:

 

Lad intet forvirre dig.

Lad intet skræmme dig.

Alt forgår.

Gud forandrer sig aldrig.

Tålmodighed opnår alt.

Den, som har Gud,

vil opdage, at han intet mangler.

Gud alene er nok.

 

 

Mere om Teresa af Avila:

Grethe Livbjerg: Teresa af Avila - Venskabets mystiker, Katolsk Forlag.

 

 

 

Omvendelsens vej 

 

 

Omvendelsens vej

At arbejde på sin frelse med frygt og bæven

Af Samuel Rubenson

 

De rettroendes synd

Hvad har jeg i mit hjerte, når jeg ser på mit medmenneske?

Af Peter Halldorf

 

Det tilgivne menneske

Når Jesus tilgiver, gør han alting nyt

Af Anthony Bloom

 

Vidner

Beslutsomhedens vej: Teresa af Avila

Af Grethe Livbjerg

 

Som en duft i vinden

Af Augustin

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk