Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Anthony Bloom

Det tilgivne menneske 

Når Jesus tilgiver, gør han alting nyt

 

Efterhånden som årene går, er der nogle ting der bliver sværere at gøre, ikke på grund af alderen, men på grund af trætheden, fordi der er slidt på krop og sjæl. Og noget af det allersværeste er med vidt åbne øjne at stå ansigt til ansigt med sin fortid - uden at lade sig gribe af forfærdelse. Jo flere erfaringer, vi har opsamlet, jo mere forbløffes vi ved i et tilbageblik at opdage, hvor ofte vi har været blinde, døve og smålige, og over hvor mange gange vi kunne have gjort det gode, og over alle de gange vi kunne have undladt det onde.

Jeg husker en gammel kvinde fra vores menighed, hun er sovet ind for længe siden. Når jeg siger at "hun er sovet ind", udtrykker jeg præcis det, jeg føler: Efter mange år er hendes legeme sovet ind, og hun er gået ind i evigheden. En dag kom hun til mig, hun bar på en ængstelse, der ikke lod hende i fred. Hun fortalte mig, at nu hvor hun var blevet ældre, kunne hun ikke beherske sine tanker på samme måde som tidligere. tterne forekom hende længere og længere, fordi hun ikke kunne sove, og billeder fra fortiden dukkede op fra hendes hukommelse. Undtagelsesvis dukkede der også lyse minder op, men dem kunne hun kun kalde frem om dagen, hvorimod nattens minder var triste, sygelige og fyldte hende med skam. De omringede hende som uvejrsskyer uden et øjebliks pause. De forfulgte hende hele natten og dækkede hendes dag med slør af mørke, fortvivlelse og anger. Hun kunne ikke se nogen udvej til at blive befriet. Hvordan skulle hun slippe fri? Hun fik sovepiller, men billederne fra fortiden, hendes hvirvlende tanker og angstanfaldene forsvandt ikke, og i stedet for at efterlade klare og smertefulde minder, blev de til mareridt.

Jeg sagde det samme til hende, som jeg nu vil sige til jer, og som jeg ustandselig gentager for mig selv: Vi er ikke i stand til at vende tilbage til de øjeblikke i fortiden, der bliver ved at dukke op i vores hukommelse, og da - i lyset af hele vort livs erfaringer - ændre den måde, vi dengang handlede på.

  

I angeren tilintetgøres rædslen

Men fortiden præsenterer sig for os i forskellige aspekter. Der er nogle hændelser i fortiden, som er døde med denne fortid, de slipper os ligesom bladene falder fra træerne om efteråret. Den slags fortidige hændelser har haft deres tid og har tabt enhver betydning i nutiden. Sådan går det også med de synder, man angrer: Mennesket opfører sig dårligt i ord, handling, tanke, ønske, intriger, og pludselig gribes det af rædsel, det vender sig mod Gud, udskriger sin smerte, sin skam, det angrer over for Ham, og giver afkald på den sjælens tilbøjelighed, der har kunnet forlede det til en så dårlig opførsel og til at huse sådanne følelser og ord. En enkelt alvorlig synd er nok. Men i angeren tilintetgøres rædslen for en ond handling og efterlader kun et ar, der skal tjene os som advarsel ved at minde os om vores svaghed og om nødvendigheden af at leve med forsigtighed for ikke at falde tilbage i den gamle skure.

Gerningerne kan være frygtelige, men de kan udslettes totalt af en inderlig anger. Sankt Barsanuphe den Store siger, at hvis vi virkelig angrer over for Gud og ved, at fra nu af vil det være umuligt for os at vende tilbage til vores tidligere handlemåde, så er noget inden i os brændt væk i omvendelsen. Når dette gamle jeg er dødt, kan det ikke længere være skyld i den forkerte handling, som vi bærer ansvaret for, så kan vi sige, at alt er os tilgivet, og at det der er sket, er slettet af livets bog. Fortiden er forbi. Som det russiske ordsprog siger: Fortiden? Lad os ikke tale mere om den.

 

Død fra synden

Men i vores fortid findes der også handlinger, der engang udførte har overlevet tiden, og ikke er blevet slettede. På et givet tidspunkt kom der en modvilje mod et andet menneske ind i vort liv, og den udviklede sig til had. Der er måske ikke sket noget alvorligt udadtil, men dette had sidder et sted i os ligesom en gift. Og selvom vi ikke længere kan huske, hvem eller hvad der udløste disse følelser, er de der alligevel. Og hvordan end vores livsform har været, hvad slags mennesker vi end er blevet, forgifter det en del af vort liv dybt, helt ned i rødderne.

Således hører denne fortid ikke længere fortiden til; den er forankret i nutiden. Et afsnit af livet er ikke blevet tilbagelagt, det er forblevet ved udgangspunktet. Der må ske noget for at lede til den totale helbredelse af denne fortid.

For at illustrere min indledende bemærkning, vil jeg fortælle om en mand, hvis billede står helt klart i min hukommelse. Han var den første, der gik til skrifte hos mig. Lang tid inden havde han begået en forbrydelse, og i mange år havde han levet med en følelse af gru over denne handling. Han havde angret og var ikke kun ked af handlingen, men havde ladet sig opsluge af den rædsel, han havde været nedsænket i. Han endte med at finde Gud, takket være en anger der var modnet i ham, så han til sidst kunne sige til Gud: Jeg er ikke længere det menneske, der begik denne forbrydelse. Tilgiv mig, lad mig leve som en fri mand...!

I samme grad som vi er i stand til at sige: ”Jeg er ikke længere det menneske,” tvivler vi ikke på, at denne synd hører til den, vi var. Men det menneske er dødt, det findes ikke længere, der findes kun det nye menneske, født af angeren efter at have gennemlevet en frygtelig prøvelse. Sankt Barsanuphe den Store siger: ”I sådanne tilfælde kan man endog undlade at gå til skrifte, for man kan med sikkerhed sige: Gud har tilgivet mig, for Han har gjort mig til et nyt menneske ...”

Men ofte går det anderledes. Som den gamle dame fra menigheden fortalte: I billede efter billede trængte hendes fortid - store som små hændelser - sig ind på hende. Det var ikke synder, der var værdige navnet forbrydelse, men småsynder der forgiftede hendes hjerte og hendes liv. Altså glemme? Jeg holdt på, at det at glemme ikke var løsningen. Man kan modtage tilgivelse, men man kan ikke tilgive sig selv. Og det at glemme er ikke løsningen, for det løser ikke noget, helbreder ikke sjælen eller ændrer ens liv.

Hvad er der så at gøre? Jeg rådede hende til hver gang et billede fra fortiden dukkede op, at sige til sig selv: Hvis jeg på ny befandt mig i den situation, hvor jeg før havde syndet, hvordan ville jeg så, med den erfaring jeg har samlet mig igennem livet, opføre mig nu? Jeg var 20, 30 eller 40 år, nu er jeg 80; hvor meget har jeg ikke måttet udholde og forstå siden. Hvis jeg kunne vende tilbage til den begivenhed og se på den med et gennemtrængende og afslørende blik, uden bagtanker og uden selvmedlidenhed, og så spørge: Hvis det samme skete i dag, hvordan ville jeg så handle? Hvad ville jeg gøre...?

Hvis du så er i stand til at sige: Det kunne jeg ikke gøre, sige, tænke, leve igen, vid så, at du er genfødt og kan sige til Gud: den der begik den onde handling, den der var den handlende der, er død nu; jeg kan ikke engang angre de synder på en god og gyldig måde, fordi den person, jeg var, er død indeni mig...

Det får mig til at mindes et andet skriftemål, hvor skriftebarnet sagde: Dette er min fortids synder, jeg kender dem, jeg afsværger dem, jeg hader dem, men jeg kan ikke angre dem nu under tårer, for jeg er ikke længere det menneske, der begik dem, det er dødt og selvom jeg ikke har levet længe, er der ikke mere tilbage af det menneske, takket være de omvæltninger, som omvendelsen og boden har forårsaget i mit liv...

 

At gennemleve sit livsløb ny

Kvinden, jeg talte om, fandt mod til at konfrontere enhver oprørende begivenhed i sit liv. Hun undersøgte alt det onde, alle løgne, alle rædslerne i det hun havde gennemlevet, og stillede sig selv - og foran Gud - det afgørende spørgsmål: Kunne jeg gøre dette i dag? Ved på den måde at løse alle sit livs knuder, den ene efter den anden, følte hun, at hun lidt efter lidt befriede sig fra sin fortid.

Vort møde fandt sted, da hun allerede var en ældre kvinde, to eller tre år før hendes død. Men det samme spørgsmål dukker op, hver gang vi forbereder os til skriftemålet. Vi er, de fleste af os, midt i livet, i vores manddoms kraft. Vort liv river os med som en strømmende flod, vi udfolder en stor aktivitet, men vi mangler den afklarethed, der lader os betragte vores fortid, som når et menneske oppe fra et højt bjerg ser ud over naturen og ser på alt der sker foran ham med et retfærdigt, upåvirkeligt, gennemtrængende blik.

Vi bør fra vi er helt unge lære at forberede os til skriftemålet - som ikke nødvendigvis finder sted hos en præst - til de skriftemål der dag efter dag opsummerer vort liv for Gud. Hvis vi bare kunne møde hver dag der går, og det der dukker op fra vores fortid, og være bevidst om at denne fortid anklager os, sætter spørgsmålstegn ved vores ret til at kalde os kristne, ja endog til slet og ret at kalde os menneske...! Hvis vi var rede til at granske vores fortid således, kunne vi udslette den år for år og komme til skriftemålet med en dyb og sand anger, fjernt fra ethvert føleri, og med en samvittighed der er krævende og fuldt bevidst om vores status som synder. Denne væren klar over sin syndighed over for Gud og mennesker medfører at vi føler os uværdige til at rdsættes eller elskes. Lad os spørge os selv: Hvis alle vidste det, jeg ved om mig selv, hvordan ville jeg så tage mig ud i deres øjne...? Det er ikke tilstrækkeligt, at vi opildner vores angst ved tanken på, at alle vort livs hemmeligheder en dag, på dommedag, vil blive afsløret for alle, for ud fra den tanke kan vi ganske let udsætte til senere det vi burde gøre nu. Vi tænker: Ja, dommedag vil komme, og så får vi at se hvad der sker! Indtil da har vi god tid til at omvende os! Indtil da har vi god tid til at ændre os...! Men denne kommer aldrig, for døden venter alt for tidligt på os. Vi kan ikke leve hernede, som var vi allerede evigheden. Her er tiden knap. Derfor må vi ikke udsætte vores omvendelse.

Jeg vil slutte med at fjerne mig en smule fra den linje, jeg hidtil har fulgt. Det er  ikke nok, at vi omvender os fra vore dagligdags synder, det er ikke nok, at vi stiller et udelukkende moralsk spørgsmål: Har jeg opført mig godt, eller har jeg snarere opført mig dårligt? Det drejer sig om at vide, hvilken slags menneske jeg er. Jeg kalder mig et menneske, jeg er lykkelig for, at jeg er russer og ortodoks kristen, at jeg er datter eller søn, mand eller kone, forlovet, far eller mor; at jeg er ven, bekendt eller arbejdskollega: men hvem er jeg, når alt kommer til alt? Hvad er det autentiske, indre jeg, og hvad er bare ydre pynt? Hvor meget forsøger jeg at synes, i stedet for bare at være?

 

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

fra Anthony Blooms bog: ”Le sacrament de la guerison ”

 

 

Anthony Bloom (1914-2003) var ærkebiskop for den russisk-ortodokse kirke i Storbritannien. Med sine bøger om bøn blev han en af vor tids vigtigste åndelige lærere.

 

 

Omvendelsens vej

  

Omvendelsens vej

At arbejde på sin frelse med frygt og bæven

Af Samuel Rubenson

 

De rettroendes synd

Hvad har jeg i mit hjerte, når jeg ser på mit medmenneske?

Af Peter Halldorf

 

Det tilgivne menneske

Når Jesus tilgiver, gør han alting nyt

Af Anthony Bloom

 

Vidner

Beslutsomhedens vej: Teresa af Avila

Af Grethe Livbjerg

 

Som en duft i vinden

Af Augustin

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk