Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Peter Halldorf

De rettroendes synd 

Hvad har jeg i mit hjerte, når jeg ser på mit medmenneske?

 

En af brødrene i ørkenen havde syndet, og de ældste skulle samles for at drøfte, hvordan man skulle behandle ham. Man bad den gamle fader Moses være med.

Han vægrede sig. En af de ældste gik så hen til ham og sagde: ”Kom, brødrene venter på dig!”

Han rejste sig da og fulgte med. Frem tog han en gammel slidt kurv, som han fyldte med sand, og den slæbte han efter sig.

Da han nærmede sig, gik de ældste ham i møde og spurgte forundrede:” Hvad er dette, fader?”

Han svarede: ”Jeg slæber mine synder efter mig, og jeg ser dem ikke. Men i dag kommer jeg her for at dømme en andens fejl.”

Da de hørte dette, havde de intet at sige til broderen, der havde syndet, men tilgav ham.

 

Spørgsmålene om ret og uret tapper os for megen energi. Striden i debatten står om det etisk forsvarlige i snart den ene, snart den anden handling. Det er vigtigt at være for eller imod. For den bibeltroende er der vel ingen slinger i valsen i etiske spørgsmål. Guds ord har vel ingen gråzoner? Sagde Jesus ikke, at den som ikke er med mig, er imod mig?

Nej, spørgsmålene om ret og uret er på ingen måde uvæsentlige. Budene, de ti, som Gud gav Moses på Sinalbjerg, blev ikke forældede med den gammeltestamenlige epokes udgang. De er tidløse, eftersom de svarer til det, som er bedst og mest barmhjertigt for at vi ikke skal skade os selv og hinanden.

 

Salige er de rene af hjertet...

Men er ”åndelig modenhed” kendetegnet ved, at vi kan fastslå, hvad der er ret og hvad der er synd? Kan man aflæse hjertets renhed i lærens renhed?

”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud,” siger Jesus i bjergprædikenen. Blandt gudselskerne er disse Jesusord altid blevet opfattet som summen af evangeliet. Alt handler om at få et rent hjerte.

 Hvordan kan et menneske vide, at det har opnået hjertets renhed? spurgte Isak af Syrien, en af de største åndelige ledere i 600-tallets kristenhed?

Isak besvarede selv dette spørgsmål: Når man betragter alle mennesker som gode, og ikke bedømmer nogen som uren eller nedsmudset, da har man virkelig et rent hjerte.

Man behøver ikke være særlig from for at have skråsikre og for den sags skyld aldeles rigtige opfattelser på etikkens område.

Men evangeliet stiller os overfor et andet, betydeligt mere nærgående spørgsmål end etikkens: Hvad har du i dit hjerte, når du ser på dine medmennesker?

Hvad hjertet er fuldt af, når jeg ser på et menneske, strømmer mine ord over med, når jeg dømmer dets handlinger.

Er det muligt at betragte alle mennesker som gode? Man kunne lige så godt spørge: Er det muligt at få et rent hjerte?

 

Befriet til nyt liv

Men al ondskab, alle onde handlinger? Skal de ikke fordømmes?

Den kristne tro forholder sig ikke ligegyldigt over for etikken, men den bevæger sig på et højere plan, da den i hvert menneske ser den person for hvilken Gud, med Pascals ord, har udgydt en dråbe af sit blod. Hvert menneske er i grunden godt, fordi det i sit væsens dyb er et billede af Gud. Men alle mennesker er også syndere: Billedets lighed med urbilledet er blevet forvrænget.

Det menneske, som møder sig selv - sin synd - på dybet og har forstået at det alligevel ikke er forkastet, har set ind i Guds blik. Det menneske vil nu ikke længere synden, for dets hjerte er blevet rent, og hvad mere er: Det erfarer en hidtil ukendt ømhed, når det ser på mennesker.

Når Jesus brød tabuer og var sammen med toldere og prostituerede uden at moralisere over deres liv, var det ikke et frihedsbrev for deres livsstil. Ved at elske dem, som alle andre foragtede, viste han hvordan et menneske i Guds øjne er mere værd end hele verden. Han løftede dem ikke bare ud af deres selvforagt. Han befriede dem til et nyt liv.

 

Evnen til at elske

Hvad er det som får os til at falde på den åndelige vej? Erfaringen i den åndelige vejledningstradition giver os et fingerpeg, som viser sig at være meget sikkert.

Den nye kristne falder på grund af havesyge.

Den, som er kommet lidt længere på vejen, falder på grund af en alt for høj selvopfattelse.

Den, som er nået langt på vejen, falder i den synd at dømme sin næste.

Foragten er den sværeste synd, fordi den er uafhængig af ret og fejl. Den som begår den synd, ser det ikke selv - han har jo ret! Alle Åndens frugter kan sammenfattes i en eneste: en vægren ved at foragte et eneste menneske, hvor afskyelige dets handlinger end er.

Kan man måle åndelig modenhed? Naturligvis ikke. Og alligevel er der i den kristne erfaring enighed om, at der findes et sikkert tegn på sand åndelig udvikling: evnen til at elske.

At elske sine egne, de som mener og lever som mig, er ingen dyd. Den svære kærlighed, som Olivier Clement kalder den i sin vidunderlige bog Kilder – Kirkefædrene om troens liv, er den kærlighed som ser med ømhed på det menneske, som går en helt anden vej end den man selv foretrækker, og derfor omtaler det respektfuldt.

Forskellige opfattelser udvikles i indbyrdes brydninger. Ret må sættes op mod fejl. Foragten spejles ikke i vore meninger. Den bor i den tone med hvilken jeg fremfører mine meninger, i det blik med hvilket jeg betragter min næste. Dette siger uendeligt meget mere end ordene, for det afslører, hvad jeg har i mit hjerte, når jeg ser på mennesker.

Oversættelse: Grethe Livbjerg

 

Peter Halldorf er redaktør af det svenske tidsskrift Pilgrim, forfatter til en række bøger og retræteleder

 

Omvendelsens vej

  

Omvendelsens vej

At arbejde på sin frelse med frygt og bæven

Af Samuel Rubenson

 

De rettroendes synd

Hvad har jeg i mit hjerte, når jeg ser på mit medmenneske?

Af Peter Halldorf

 

Det tilgivne menneske

Når Jesus tilgiver, gør han alting nyt

Af Anthony Bloom

 

Vidner

Beslutsomhedens vej: Teresa af Avila

Af Grethe Livbjerg

 

Som en duft i vinden

Af Augustin

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk