Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Dagmar Norell

Fra læge til pottemager

Uddrag af selvbiografien "I krukmakarens verkstad"

 

Da jeg kom til Zürich og ikke længere blev holdt oppe af mine pligter, men kunne føle hvor dødtræt jeg var til legeme og sjæl efter svære tropiske infektioner og en tung arbejdsbyrde, brød jeg sammen psykisk. Jeg gik ind i en tung og meget mørk og angstfuld tid.

Men takket være professor Boss' menneskekædighed og kyndighed ser jeg nu de fire år i Zürich som de måske vigtigste og rigeste i mit liv. Det forstod jeg ikke, da jeg var i den svære krise, som blandt andet indebar, at jeg indså, at jeg ikke orkede at fortsætte som læge - og hvem var jeg så?

Forunderligt nok brød en anden side frem hos mig, min kunstneriske åre, som jeg ikke havde været bevidst om tidligere. Men det tog mere end to års terapi, inden jeg begyndte at forstå, at det kunstneriske virke måske skulle blive mit fremtidige virke, og det var en drøm, som viste mig vejen. Inden jeg helt kunne sige ja til en så uvis fremtid, måtte der yderligere ske noget på dybet af mit væsen.

Da alt var natsort, nedbrændt og dødt, da tilværelsen var eneste kaos, og min eneste tryghed var den daglige kontakt med min læge, da kom den indre genfødsel.

 

Noget nyt vokser frem

Efter næsten tre år havde jeg ind imellem næsen oven vande og længtes efter at kunne genoptage den (billedlige) meditation over bibeltekster, som jeg havde anvendt siden slutningen af 30'erne. Men den fungerede ikke, jeg kunne ikke bede. Efter i nogen tid at have lyttet til min klage, spurgte dr. Boss stille:

"Skal bøn ske med ord?"

Jeg kom med det samme til at tænke på den afskedsgave, Indien gav mig et par måneder før, jeg tog hjem. I en uges tid var jeg hos den helgenagtige eremit Purushottamananda i grotten Vashishta Guha ved Ganges, fire timers bustur nord for Rishikesh. Fra solopgang til solnedgang, kun afbrudt af en lang siesta, sad jeg i meditation skråt bag ham på flodskråningen eller i en lille halmhytte.

 

Den vise gamle mand tog kærligt imod mig. Han lod til at vide alt om mig og mine inderste tanker uden at spørge om noget. Han gav mig heller ikke instruktion i, hvordan jeg skulle sidde, eller hvordan jeg skulle meditere. Han tog mig med ind i stilheden, og jeg fik lov til i hans selskab bare at være i Guds lys og "hav af barmhjertighed".

Nej, bønnen behøver ikke være med ord. Fra den stund kunne jeg til tider synke gennem angsten ned til en hvile på Grunden indeni mig, Guds nærvær på dybet af mit væsen.

Jeg tror, det var en af de vigtigste dage under min behandling, da jeg mod slutningen af terapitimen spontant gik ind i en meditativ tilstand. Alt blev stille og varmt indeni mig, jeg følte mig fyldt af et helbredende nærvær.

Det var, som om jeg hørte hele kosmos genlyde af ordene: "JEG ER. Jeg er den, jeg er." Det var også begyndelsen til mit nye jeg, i en tryghed på dybet, som voksede til vished om, at jeg er accepteret, ja elsket af tilværelsens inderste.

"JEG ER" vakte også mit "jeg er" til live og gav mig sit livgivende vand at drikke, det vand, som jeg opdagede fandtes indeni mig. Først da kunne jeg helhjertet acceptere, at jeg ikke kunne fortsætte som læge, et virke, som jeg elskede, som havde været min identitet, og som jeg oplevede som en tjeneste for Gud. Den tidligere uforløste kunstneriske åre frigjordes mere og mere, og jeg begyndte at udtrykke mig i ler.

 

Fra en ydre aktiv tjeneste til en indre tempeltjeneste

Inden jeg efter fire år i Zürich rejste hjem til Sverige, stod det klart for mig, at min væsentligste opgave i resten af mit liv var at leve meditativt, et liv i indre bøn. Hvordan livet skulle komme til at udforme sig i det ydre måtte vise sig efterhånden. Jeg talte selvfølgelig mange gange med dr. Boss om dette, og han var enig med mig. Han forstod min dybe gudslængsel. Da jeg nævnte min hunger efter at "se" Gud og blive forenet med ham, svarede dr. Boss: "Ja, den krise, du nu er gået igennem, er den bedste forberedelse til et kontemplativt liv. Men man sætter ikke 10.000 volt i en lille glødelampe. Først må du vokse og blive stærkere i din nye livssituation." Der er erfaringer, som går dybere end de psykoterapeutiske, og som vi ikke kan forklare i psykologiske og psykodynamiske termer, erfaringer, som har med de dybeste eksistentielle spørgsmål at gøre, om livets mening og en evne til at få kontakt med livskilderne på dybet. 

For en del år siden sad jeg og bladrede åndsfraværende i en bog, som jeg havde læst et par gange tidligere nemlig dr. Boss' bog "Psychoanalysis & Daseinanalysis" (Basic Books 1963). Øjnene faldt på en side, hvor Boss forklarer filosoffen Martin Heideggers udtryk Dasein, og jeg læste ordene ”man is the there of Beingness". Pludselig gik et lys op for mig - og jeg mener det bogstaveligt. En gul lue flammede et øjeblik mellem øjenbrynene, og jeg forstod på en dyb måde ordenes inderste betydning. For mig kastedes et lys over livets mening. Vi skal være gennembrudspunkter i tilværelsen for det Guddommelige, for den guddommelige Kærlighed. Derfor lever vi. Vi skal gøre Gud synlig i tilværelsen.

Boss sendte mig hjem til Sverige i 1960 med ordene: "Det er vigtigt, at du mediterer hver dag og lytter indadtil hvad du får godkendelse til at foretage dig. Det er alene i kontakt med livskilderne indeni dig, at du kan få kraft. Du behøver ikke længere en psykiater, men jeg håber, at du en dag møder en sjælesørger, som kan hjælpe dig videre."

 

En ny måde at leve på

Mit skridt til at forlade lægegerningen vakte helt naturligt en voldsom modstand hos slægtninge og kollegaer og ikke mindst fra kirkefolk, som mente, at jeg havde svigtet mit kald. Det var den indre bøn og meditationen, som hjalp mig til ikke at gribes af mismod.

Trofast sad jeg hver morgen mellem seks og syv på gulvet i mit soveværelse i stille bøn, i en indre lytten, fyldt af en dyb længsel og tilbedelse. Nogle enkelte gange fornemmede jeg "the silent music", eller en pendulbevægelse som en kosmisk vuggen i Faderens skød, nogle gange hørte jeg, hvad jeg betegner som "the heartbeats of the universe, slower than my feverish heart". For det meste skete der intet. Alligevel var det meningsfyldt. Jeg mærkede, at min hverdag fik en helhed, og at arbejdet med leret blev mere og mere meditativt.

Leret var håndfast, holdt mig på jorden. Den bød modstand, men kunne alligevel formes og - når den var gået gennem ild og blevet forvandlet - blive bærer af et åndeligt indhold.

Arbejdet med leret var egentlig camouflage for min nye "tjeneste". Hvor jeg tidligere havde haft en ydre, meget aktiv opgave, fik jeg nu en indre tempeltjeneste, en bønnens og forbønnens opgave.

Efter nogle år herhjemme så det ud til, at den kunstneriske åre var udtørret. Hvad skulle der så blive af mig? Jeg skrev til dr. Boss, som gav mig følgende svar:

"Der er former, som venter på at blive til gennem dig, og som kun kan blive til gennem dig."

Hvilket herligt, opmuntrende svar til en ængstelig kunstner! Det hjalp mig til at arbejde videre i tillid og fortrøstning til, at den form skulle vise sig, som var et fyldestgørende udtryk for mit indre liv. Det tog yderligere nogle år, inden den form kom, født i en meditation. Jeg oplevede mit legeme, især brystdelen, som et kar, der skal tømmes og fyldes i ud- og indåndningen, i den guddommelige vejrtrækning, livets puls, i hverdagens stadige given og tagen.

Jeg gik direkte ind i værkstedet og påbegyndte den første meditative form af "mennesket er et skrøbeligt kar" som har mange variationer; den form, jeg er blevet mest kendt for som kunstner.

Leret var det "jordiske" jeg måtte anvende. Den hjalp mig at bevare begge ben på jorden, at hvile på Grunden og derfra bygge noget mere op. Arbejdet med leret blev en del af min meditation. Samtidig med at jeg byggede skulpturen op, formedes noget indeni mig selv. Det åndelige er ikke noget, som svæver som en glorie over vore hoveder, men det må være integreret, inkarneret i hverdagen. Alt hænger sammen, alt skal være en helhed.

På de mange udstillinger jeg har haft i årenes løb, har jeg forsøgt at være så meget som muligt tilstede, for de besøgende kommer og spørger, hvad som ligger bagved formen, hvordan man når den stilhed. Jeg plejer at sige, at man må "lære sig at sidde ned indvendig", at ikke altid haste af sted, men lytte indad efter godkendelse af det, man vil gøre. Når de ser mig blandt skulpturerne, vover de at komme med spørgsmål om vejen indad, spørgsmål, som vi ellers ofte er for generte til at stille.

 

Første kontakt med Karmeliterordenen

Efter atten år herhjemme, i foråret 1978, hørte jeg ved et tilfælde, at karmeliterbroderen Wilfrid Stinissen skulle lede en retræte på St. Davidsgården i Rättvik, Jeg studsede. En karmelit, fandtes der karmeliter i Sverige? Jeg meldte mig straks til.

Fader Stinissen holdt foredrag om Den indre borg af Teresa af Avila. Det var for mig en forløsende oplevelse. Jeg sugede ordene til mig. Endelig en, som kunne forstå min indre længsel. Det var tydeligt for mig, at det, han beskrev, var en levende virkelighed også i hans liv. Efterhånden begyndte jeg at rejse til fader Stinissens retræter i Sigtuna og Rättvik, og han opmuntrede mig i min søgen.

Jeg havde allerede læst af Lisieux's selvbiografi i 1939, en bog, jeg fandt i den gamle Eugeniakirke på Norra Smedjegatan i Stockholm. Nu begyndte jeg mere systematisk at læse de karmelitiske mystikeres og helgeners skrifter, og min indre søgen blev stadig mere intensiv i en åbenhed for, hvad Gud ville med mig.

Ved retræterne fik jeg mulighed for at tale med fader Stinissen. Han var god til at lytte, ja, det var, som om han lyttede det frem, som jeg havde svært ved at formulere, men som var et skrig i mig efter en dybere erfaring med Gud. Han sagde ikke meget, kom ikke med pegepinde, men opmuntrede mig. Jeg måtte lære at leve i tålmodighed og ydmyghed i overgivelsens åbenhed.

 

Nye opgaver og hverv

I mange år havde jeg levet et stilfærdigt liv i Sverige i meditation og kunstnerisk skaben, da en ny fase i mit liv begyndte. Jeg blev spurgt, om jeg ville lede weekendkurser i meditation i Sigtuna og Rättvik. Efter det første kursus tvivlede jeg. Havde jeg ret til at forsøge at lede andre? Skal man ikke først have vandret længe på den indre vej? En drøm kom mig til hjælp:

Jeg befinder mig i en vidtstrakt ørken. Foran mig er en meget høj og stejl sort klippe, ved hvis fod der står et lille oliventræ og nogle buske. En ung mand kommer løbende fra højre, ser op mod bjergets top og råber:

”Hvordan kommer jeg op til meditationens paradis (foreningen med Gud)?"

"Der findes ingen ydre vej. Man må ind i dybet."

"Hvordan finder jeg derind?"

"Du må låne min lommelygte, så du kan finde indgangen."

Efter en tid går jeg ind for at se, hvordan det går for ham. Vejen opad går i spiral og er bare en smal klippehylde, fyldt af besværligheder, stenrig og glat og med krybdyr og frøer på stien. Drengen har stadig min lommelygte i hånden.

"Smid lommelygten, du må gå med tomme hænder og føle dig frem. Skønt det er aldeles mørkt inde i klippen, er det, som om selve mørket lyser. Man må vandre i tro, indtil lyset pludselig viser sig."

Ja, mit enkle lys kan lånes ud til at hjælpe en anden til at begynde sin indre vandring. Og jeg kan være i nærheden for at opmuntre og støtte, når fristelsen til at give op kommer, fordi der tilsyneladende ikke sker noget. Men hver må gå sin egen vej ind i dybet af sit væsen og finde lys.

På en måde synes cirklen at blive sluttet tilbage til min ungdoms lederskab og mit arbejde som læge. Jeg begyndte at ane, at min tidligere erfaring i livet var en kapital, som jeg forvaltede som medmenneske.

I foråret 1984 blev jeg stadig mere forankret i mit væsens dyb i Grunden, den faste Klippe. Samtidig begyndte evangelierne at få en dybere betydning. Det krævede femogtyve års søgende længsel og "råb uden ord", inden jeg blev så befriet fra det bindende bogstav, prædikanternes stemmer og barndoms- og ungdomstidens alt for menneskelige gudsbillede, at jeg kunne begynde at læse evangelierne på en ny måde og ane mysteriet bag bogstaven og det synlige.

Gang på gang læste jeg Johannesevangeliet kapitel 17, Jesu ypperstepræstelige bøn og forbøn. Jeg forstod på en indre måde, at Kristus beskriver Treenighedens bevægelse af given og tagen, af strømmen til og i hinanden, og at jeg også kan blive delagtig i dette fællesskab, dette mysterium.

 

I Guds nærvær

I maj måned samme år var jeg på Fader Stinissens retræte i Rättvik. Lørdag middag, mens han gav en kort instruktion, kunne jeg ikke følge med i, hvad han sagde. Jeg blev draget indad som af en stærk magnet og oplevede intenst Guds nærvær. Jeg kunne se hele mit liv i en klar belysning, og det vakte en intens længsel i mig efter at blive hel, helbredt, hellig. Om aftenen fik jeg mulighed for at tale med fader Stinissen om min dybe længsel, og han kunne forklare mig, hvad det var, der skete i mig.

I flere måneder havde jeg anvendt de sidste ord i Bibelen som en gentagende bøn: "Kom Herre Jesus". Den lød i takt med mine skridt, når jeg gik, eller den var med vejrtrækningen, når jeg holdt en pause i arbejdet. Sidst på sommeren gik den ned i hjertet i takt med hjerteslagene.

I september skulle jeg have en udstilling i Malmö, og jeg fik mulighed for at tage nogle dage til retrætehjemmet Karmelgården i karmeliterbrødrenes kloster i Norraby/Tågarp, Det gav mig mulighed for nogle længere samtaler med fader Stinissen om det, som skete indeni mig, men også om mit syn på mit arbejde som kunstner og min nye opgave som meditationsleder.

Ved afskeden blev jeg opfordret til at skrive episoder fra mit liv ned, og det resulterede kort efter i det første udkast til bogen Från ögonspegel till lera.

Gud har arbejdet med mig i sit pottemagerværksted igennem hele mit liv og formet mig efter sin vilje, lige fra kaldet i min barndom til kærlighedens aktive tjeneste som lægemissionær, til en indre tjeneste i stilhed og tilbedelse i livets midte, et kald, som så småt igen med kærlighedens sprængkraft førte en ydre aktivitet med sig. Bogen Från ögonspegel till lera samt nogle interviews i radio og tv gjorde, at jeg er blevet kontaktet af mange urolige og angstfulde medmennesker, som behøver trøst og støtte for ikke at give op. Ud af det, der ser ud til at være kaos, kan noget nyt og livskraftigt vokse frem, fyldt af mening og glæde.

Det, jeg har erfaret igennem mit liv, har været en god forberedelse til en indre opgave, jeg har fået, nemlig at bede for de psykisk syge, at bede om dybere forståelse for deres vilkår og behov - bede om forvandlede terapeuter. En opgave, jeg håber at kunne fortsætte med stadig større klarsyn, selv når jeg slutter min vandring på jorden.

Oversat af Kirsten Krog

 

 

(Levende Vand nr. 1 2005)

 

Dagmar Norell

  

Dagmar Norell

 - hendes liv og mystik

Af Kirsten Krog, mag.art.

 

 

Fra læge til pottemager

Af  Dagmar Norell

 

 

Det kontemplative liv

Af  Dagmar Norell

 

 

Aforismer

Af  Dagmar Norell

 

 

Bøn

Af Dagmar Norell, julen 1993

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk