Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Dagmar Norell

Det kontemplative liv

Uddrag af dagbogsoptegnelser. Fra "I krukmakarens verkstad"  

 

24. januar 1985:

Må Gud fuldbyrde tilintetgørelsen, den fører mig stadig nærmere korsets fod. I nogle uger har jeg gang på gang oplevet en sammentrækning i brystet af en indre gråd, som når man presser saften ud af en drue. Jeg fanger dråberne i et bæger og giver dem til min Herre og Frelser, som siger: "Jeg tørster".

 

Palmesøndag 1985:

Gud synes at have travlt med mig nu. Måske tænker han på snart at tage mig hjem til sig, eller også forbereder han mig på en ny opgave. Onsdag eftermiddag varede den intensive indre længsel meget længe. Efter en time begyndte jeg at tænke, om der var sket noget nyt. Jeg mærkede, at den stadige, korte gentagne bøn var blevet tavs, og at det endda var umuligt bevidst at formulere den.

Nu lever jeg i sønderknuselsen igen, ikke ind for Guds storhed, men ud fra en moralsk synsvinkel. Hvorfor bliver jeg mindet om gamle synder, som jeg jo allerede er blevet tilgivet for? Er det for at kunne erkende, hvad jeg er uden Kristus, uden Guds nåde og kærlighed, for at gøre mig ydmyg og taknemlig? Ja, jeg er uendelig taknemlig.

Jeg læser andagtsbøgerne, først og fremmest Karmels skrifter, om og om igen og beder om, at den sandhed, som helgenerne beskriver, må blive virkelighed også i mit hjerte. Jeg har meget svært ved at redegøre for bøgernes indhold intellektuelt.

 

Påskeaften, den 7. april 1985:

Vågnede op til en voldsom storm i den mørke nat, hvor jeg oplevede mig selv som en orm, der vred sig i livets bundfald. Forladt. Derefter blev jeg suget ind i den sorte malstrøm. Ind i gravens mørke. Underligt nok indfandt en ro sig efterhånden. Alt er vel, trods alt.

 

11. april 1985:

At bare stå der afklædt og med tomme hænder, ude af stand til at elske. Bare være villig til at lade sig elske og føres derhen, hvor man ikke vil. Åh, Herre Jesus, hjælp!  

 

12. april 1985:

"Kast mig ikke bort fra dig, og tag ikke din hellige ånd fra mig!" (Salme 51). Hvorfor dukker tanker om gamle synder op? Måske fordi jeg nu skal overgive det, som ligger dybere end den enkelte handling: Den sårede selvgodhed; hovmodet, at ville være perfekt. At tilgive sig selv. Bag ved problemerne med at tilgive sig selv ligger selviskhed og et stort hovmod.

"… tag alt jeg ejer i Din hånd, brænd slaggerne bort med Din renheds brand ... "

Når jeg råber "Herre,hvornår kommer du?" føler jeg, at der svares fra det allerinderste: "Jeg er her allerede," andre gange: "Jeg har taget over." En rede. En bolig. Siden påskeaften. Men i så fald, hvor er bryllupsglæden, hvor er kærlighedspilen, hvor er det afslørende lys?

 

5. juli 1985:

Jeg beder ydmygt om, at Gud må tage helt og holdent over og lede mig, i mig selv går jeg vild. Jeg ønsker at leve i Marias store "Ja." Hjælp mig til at se, hvad det indebærer.

Noget sker i mit indre, som minder om gamle dages hovedrengøring - efterår og forår - hvor praktisk taget alt i et rum blev ryddet ud, vinduet åbnet, alt skrubbet med sæbe og børste, lagt i blød og vasket. Måske er det Åndens vind, som hvirvler rundt og bearbejder mit indre. Om jeg blot rigtig kunne vågne. Om sluserne til mit inderste blot ville åbne sig, så hele mit væsen, hele min person, ånd, sjæl og legeme, levede i det Guddommelige Nærvær. Da behøvede jeg ikke at være ked af min svaghed. Da ville det være Guds Kærligheds styrke, som levede i mig.

 

29. august 1985:

I dag slog det mig, hvorfor jeg synes, det har været svært at skrive om min sygdomstid i mine optegnelser om episoder i mit liv. Jeg er igen i en krise, som dog går meget dybere. Det er ikke længere et spørgsmål om at reparere det nedslidte hus, det gælder om at lade det allersidste værn rives ned, dybt, dybt nede i mit væsen. Dengang overlevede jeg via en "navlestreng" til dr. Boss, nu gælder det om at sætte min lid til, at jeg bliver taget imod i Livets Kildespring, i Guds Barmhjertighed.

 

8. januar 1986:

Jeg er så taknemlig over det år, som er gået. Gud har sløset i sin kærlighed. Et af mine rigeste år i indre forstand, selv når de mørkeste perioder medregnes.

Det er, som om jeg levede på tre forskellige niveauer. I det ydre: en vis uro, som forårsagede bønnen: "Gud kom til min redning, Herre, il mig til bistand." Derunder den fredfyldte omgang med min Brudgom. Dybt nede i den uendelige stilhed lyder den nye lovsang til Treenigheden. Den er forbundet med "the sound of many waters", bruset af store vande, det vers i Johannes Åbenbaring, der på en forunderlig måde har fascineret mig helt fra mine tidlige teenageår. Vågnede i morges ved ordet, som lød i mig: "Hallowed be Thy Name!"

Under den indre bøn her til morgen forstod jeg endelig, hvad der menes med at hvile som afvandt barn i inderligt, kærlighedsfyldt fællesskab, uden at begære eller ønske sig noget andet.

 

Påsketiden 1986:

Er blevet mindet om, at korset er et sejrstegn. Under de forgangne år har jeg på en dybere måde forstået, hvordan korset og opstandelsen hører sammen. I opstandelsens lys bliver korset et sejrstegn.

Behøver at komme frem til, hvordan jeg, når korset bare føles tungt og håbløst, kan krybe ind under denne tyngde frem til foreningen med Kristus, gemme mig i hans sår og opstå med ham. Det er det forherligende og forvandlende Nærvær, som får mørket til at lyse - selvom natten råder.

I forening med Kristus kan jeg give mig som heloffergave for den, som lider i åndens og sjælens mørke og forvildelse. Han formår at helbrede, omskabe og gøre alting nyt.

 

7. august 1986,

under en personlig retræte i Norraby:

Denne uge har været en af de sværeste i mit liv. I et par måneder har den indre nat været svær og mørk. Da jeg kom til Norraby, føltes det som om, jeg holdt fast med fingerneglene, mens jeg hang over en afgrund, og at jeg når som helst kunne falde ned i dybet som i en dåbsgrav. For at dø med Kristus og opstå med ham.

Min skriftefar forklarede betydningen. Jeg var bange for, at det hele var en indbildning, jeg syntes, at budskabet var alt for stort. Han mente, at jeg var kaldet til forening med Gud, men hvornår det skal ske, kan jeg ikke selv bestemme. Det må være Gud, som får én til at slippe taget; han, som giver det sidste puf. Helt sikker på, at det sker i dette liv kan man ikke være, før det sker; men så ved man det.

Senere brød forvirringens og mørkets storm for alvor løs. Særligt i timerne i kapellet har den ene sorte bølge efter den anden forsøgt at drukne mig, og jeg har bare kunnet snappe efter vejret, inden den næste bølge er skyllet ind over mig. Ind imellem har jeg tvivlet på, om der findes en Gud. Måske det bare er ønsketænkning og indbildning. Dette gav mig en frygtelig følelse af forladthed og håbløshed.

Senere så jeg mit syndige væsen, som jeg aldrig tidligere har set det. Intet, jeg har tænkt, følt eller gjort, har været ret og rent. Alt var tilsmudset af synd - min venden-mig-bort fra Gud, egenviljen, selvoptagetheden - som når man havner i en vandpyt med slimede alger, som ikke kan fjernes på anden måde end i et nyt bad. Mistede fodfæstet.

I dag er det mere roligt, selvom der sker store forandringer på overfladen. Kom til at tænke på min firmelse i pinsen 1985, bekræftelsens sakramente. Det er stort, at det ikke er lille mig, der skal bestemme min tro, jeg må gribes af Kristi ord og Kirkens forklaring. Helgenernes liv er bekræftelser.

 

28. september 1986:

I nat drømte jeg, at jeg kom ud af et hus og så på det. Det var et stort hus i mange etager. Engang havde det været smukt og funktionelt, men nu var det fuld af revner, og væggene hældede. Om kort tid ville det være en grusbunke. Jeg så på huset med forundring, men uden frygt.

For nogle år siden hørte jeg på en retræte om "Den indre borg", at målet ikke var, at "huset" endelig skulle stå færdigbygget, men at det endelig skulle styrte sammen som et korthus.

 

10. juni 1987:

Jeg har en stærk overbevisning om, at Gud arbejder med mig med henblik på et bestemt endemål, en forberedelse med et bestemt mål. Jeg behøver virkelig at være tilkoblet Treenighedens blodomløb i forening med Kristus og således få en kontinuerlig blodtransfusion. I mig selv er jeg magtesløs.

Det var en særlig nåde, da jeg i pinsen fik lov at opleve, at lyset, at kildespringet brød igennem og lod mig erfare glæden og freden helt op til overfladen.

 

12. september 1988:

Er jeg virkelig på rette vej? Er det fristeren, som siger: "Du bilder dig det bare ind. Hvem tror du, at du er? Hvorfor skulle det være dit kald, det er bare selvoptagethed."

Og alligevel: "Jeg ved, på hvem jeg tror ... "

Ansigtet føles på en måde som "forladt", som om alt blodet og al kraft har draget sig tilbage ind mod mit væsens dyb.

Selvom alt i øjeblikket stadig er, som det skal være, så er det måske en forberedelse til at blive transparent i Hans ansigts lys, det uskabte lys. Forsøger at takke mere i min forbøn. Gud er jo hos os, når vi lider og har det svært. Maria bøjer sig ned for at trøste det lille barn!

Det, jeg virkelig behøver at råbe til Gud om, er, at vi får nåde til at åbne os for hans helbredende kraft, hans store og tilgivende barmhjertighed og hans omskabende kærlighed.

 

19. marts 1989,

under en personlig retræte i Norraby i den stille uge og i påsken:

Hvad indebærer det, at vi virkelig fra dybet beder i Jesu navn? Hvor ofte siges disse ord ikke skødesløst som en afslutning, et tillæg til bønnen. Men er det ikke at deltage i hans liv, at deltage også i hans lidelse?

 

3. juli 1990:

Hvordan klarer man at møde alle krav i hverdagen, når man så intenst længes efter at kunne gå ind i den dybe kontemplative stilhed?

Jeg tror, man må lære at leve på forskellige niveauer samtidig. Dybt nede denne endeløse tomhed, fyldt med Treenighedens liv, bevægelse og skjulte undervisning, dette lys. Derefter kommer et mere bevidst niveau, dog uden billeder og i hvile, hvorfra der med vejrtrækningen siver et "O Gud". Man fornemmer knapt disse ord, hvis tone sommetider er taknemlighed, sommetider lovsang og sommetider bøn om tilgivelse. Jeg drages mere ind mod dybet.

 

16. september 1991:

Det endeløse og lyset, Treenighedens dynamik findes i dybet, og jeg kan deltage med de Tre i mig og synge: ”Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden."

Samtidig er faren for at blive for abstrakt og ”åndelig" der. Selv de sjælelige, sanselige og legemlige aspekter af min jordiske eksistens skal synge med. Kristus er ikke "tænkt", ingen abstrakt Herre.

På det sidste har Maria Magdalenes møde med Jesus ved den tomme grav været levende for mig. Jeg kan høre tonen og varmen i hendes stemme, når hun hvisker Rabbouni, fuld af kærlighedens længsel, ømhed og glæde.

O, du min Mester, mit hjertes Herre og Brudgom, hele mit væsen tilhører dig! Du er her, du vender dit blik mod mig og ser på mig. Du er til for mig, Rabbouni! Min Mester!

 

Skærtorsdag 1993:

Ja, Kristus er ikke bare i sjælens centrum, men i mit skrøbelige legeme. Han tager del selv i mine legemlige besværligheder og smerter og kan anvende dem til sit formål. Alt tager han i besiddelse, intet er for uvigtigt eller lavt.

 

25. juni 1993:

Med årene har jeg lært at acceptere mine begrænsninger. Gud fordrer ikke det umulige, sådan som andre kan gøre. I min ungdom blev jeg opfordret til at have mottoet: "Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft." Men vi får kun kraft til det, som vi bliver opmuntret til at gøre fra vort indre, fra hvilen i vort centrum. Når Gud giver os en opgave, giver han os også kraften og muligheden for at udføre den. Hvilket ikke altid indebærer, at man også får lov at fuldføre den. Én er den, som sår, en anden den, som høster. Ofte er man blot en vejviser i et vejkryds.

I min jordiske eksistens er jeg skrøbelig og ufuldkommen. Men i mit væsens dyb er der ingen grænser, ingen tid, intet rum, men en uendelighed, et omsluttende lys, en elskende varme og fred, en glæde, som en rislende kilde. Begrebet ”jeg” synes ikke at findes dér, men et liv, som leves i mig. Kristus, du i mig og jeg i dig. Det er dig, som lever dér, dig, som lever i mig.

Alt dette minder mig om laudes i morges, hvor jeg i den korte læsning mødtes af Paulus' ord i Galaterbrevet, kapitel 2: "Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig."

"Mit liv her på jorden," - betyder det ikke "i den grad jeg lever"? Det væsentlige er det liv, som leves inden i os, evighedens liv allerede her på jorden.

Derfor behøver jeg ikke være bange for det øjeblik, hvor jeg skal aflægge mit jordiske legeme. Jeg kan fortsætte livet ind i den Barmhjertige Kærligheds lys - samme lys, men meget klarere og mere strålende, så glædesfyldt.

 

Oversat af Kirsten Krog

 

 

(Levende Vand nr. 1 2005

 

Dagmar Norell

  

Dagmar Norell

 - hendes liv og mystik

Af Kirsten Krog, mag.art.

 

 

Fra læge til pottemager

Af  Dagmar Norell

 

 

Det kontemplative liv

Af  Dagmar Norell

 

 

Aforismer

Af  Dagmar Norell

 

 

Bøn

Af Dagmar Norell, julen 1993

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk