Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Peter Halldorf

”Du har fortryllet mig, min søster, min brud“ 

Fra jesusbøn til tungetale: Hjertes forening med Gud set i lyset af Højsangen

 

I

Målet for al bøn er hjertets forening med Gud.

Når Gud, i hvem vi lever, bevæger os og er til (jf. ApG 17,28), lever, bevæger sig og er til i vort hjerte, er vi ved målet. Ikke som et slutpunkt som havde vi sprængt snoren og var nået i mål. Nej, først da lever vi det liv vi er skabt til at leve, i forening med Gud.

Guds nærvær er tilværelsens mest fundamentale virkelighed. Gud er, og udenfor Ham ophører alt med at være til. Derfor er bøn det mest virkelighedsnære vi kan tage os til. Vi er omsluttede af Gud, hvad enten vi beder eller ej, tror eller ej, søger Ham eller ej. Men ved at gøre bønnen til vort livs luft bliver vi mere og mere bevidste om Guds nærvær. Vi lader vort liv blive sænket ned i den kilde der er Gud. Vi tænker Kristi tanker (jf. 1 Kor 2,16) og beder Jesu bønner, vi græder Hans tårer og synger Hans lovsange. Vi bliver selv en kilde i haven, "en brønd med rindende vand" (Højs 4,15), og vort indre skælver når Treenigheden sætter sig på kanten af brønden for at drikke.

I bønnen bliver vi ét med Gud og Gud bliver ét med os. Han er for os "som et æbletræ blandt skovens træer", og vi hvisker med bruden: "I hans skygge elsker jeg at sidde, hans frugt er sød for min gane" (Højs 2,3). Når han har ført os derhen, "under sin kærligheds skilt" (jf. Højs 2,4), er det som om vi "forsvinder" i Ham. Ikke ved at udslettes. Nej, men i det afklarende møde med den elskede bliver vi endelig os selv!

Denne forening med Gud er ikke et privilegium for et fåtal af mystikere eller åndeligt begavede personer. Den venter os alle "når regntiden er ovre, regnen er hørt op, og sangens tid er inde" (jf. Højs 2,11-12). Vi er alle skabt til denne "guddommeliggørelse" som de gamle teologer kaldte det. I kaldelsens tid når vi gennembores af pilen fra kærlighedens flammende ild (jf. Højs 8,6), vågner vor længsel og vore spørgsmål: "Du, som jeg elsker så højt, fortæl mig, hvor du vogter din hjord, hvor du holder hvil ved middagstid, så jeg ikke skal gå omkring ... ved dine venners hjorde" (Højs 1,7).

Som Guds afbillede er mennesket kun sig selv i den grad det er en afglans af Gud. Afbilledet kan ligne urbilledet mere eller mindre, og det kan i højere eller mindre grad afspejle urbilledet. Det er bønnens fællesskab med Gud - beskrevet som brudens forening med brudgommen - der får afbilledets lighed med urbilledet til at stå klart. Når de to er ét, ser man den ene i den anden, forskellen er i en vis forstand ophævet, selv om de to altid forbliver to unikke og selvstændige personer. Men det er netop deres forening med hinanden der fuldender dem, så de i fuld frihed kan være sig selv.

Hjertets forening med Gud kan derfor aldrig være noget eksklusivt. Den gør os til mennesker i egentlig betydning. Når vi vokser i lighed med Gud og man ikke længere kan finde ud af hvor vort arbejde holder op og Guds begynder, lever vi ud fra vor identitet som Guds billede. I bønnens sammensmeltning med Gud bliver vi tydelige for os selv.

Et menneske er aldrig så frit, aldrig så meget sig selv som når det fortaber sig i Gud. "Jeg er min elskedes, og min elskede er min" (Højs 6,3), synger bruden. I denne forening er hendes skønhed fuldendt. Hun er den Eneste for den Ene (jf. Højs 6,9)

 

II.

I løbet af de tre år disciplene levede sammen med Jesus, iagttog de mesterens bønsliv. Marias søn lignede sine brødre i ét og alt (jf. Hebr 2,17), og også for Ham var bønnen den atmosfære i hvilken han smagte kærlighedens forening med sin himmelske Fader.

På trods af det stærke indtryk som disciplene fik af Jesu bøn og bønsvaner, åbnede bønnens verden sig ikke for alvor for dem i den tid de tilbragte sammen med Jesus. Dette kan synes mærkeligt, men Jesus var klar over hvordan det var. Derfor sagde Han til dem: "Det er det bedste for jer, at jeg går bort" (Joh 16,7a).

Naturligvis var de ord uforståelige for disciplene. Hvad kunne være bedre end at være sammen med Jesus. Men Jesus forklarede: "For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer" (Joh 16,7b).

Forbilleder er vigtige når vi skal lære at bede, men de er ikke tilstrækkelige. Vi kan blive inspirerede, udfordrede og vejledt af de erfarne som er gået forud for os på bønnens vej. Men for at vor egen bøn kan få liv, har vi brug for Helligånden. Hvis ikke Ånden kommer os til hjælp bliver vor bøn kun ord og tanker om Gud. Liturgien bliver meningsløse handlinger og gentagelser, medens selve virkeligheden forbliver stum.

Helligånden er ikke bare en støtte i vor bøn, Han er vor bøn. Hvis vi med bøn mener noget mere end de ord vi siger - hvis al virkelig bøn egentlig er forening med Gud - så er Ånden selve ilten i vor bøn. Ånden gør Gud virkelig og Hans ord levende. Gennem Ånden gennemstrømmes vi af Guds nærvær. At fyldes med Ånden gør os til "én ånd med ham" (1 Kor 6,17). Derfor skal vi altid "bede i Helligånden" (Jud 1,20).

På samme måde som Bibelens bogstav er dødt uden Helligånden, er vore bønner livløse uden Ånden. De får ikke vinger, åbner ingen døre hverken inden i os eller i verden. Al virkelig bøn sker i et dybt og tæt samarbejde med Helligånden. Når vi svarer Gud med de ord Han taler til os, bliver bønnen en udveksling af kys.

"Ville han blot give mig kys af sin mund!" udbryder bruden (Højs 1,2). Og brudgommen svarer: "Din gane (er) som den dejligste vin, der flyder rigeligt til mig" (Højs 7,10).

 

III

Treenigheden - de Tres fællesskab i en evig kærlighedsbevægelse - er mønstret for alt på jorden, også for vor bøn. Gud er ikke isoleret. Han er den evige dans mellem Faderen og Sønnen og Ånden som frembringer skabelsen i en svimlende kosmisk piruette. "Se, der kommer han springende hen over bjergene, dansende hen over højene" (Højs 2,8). Skabelsen flyder ud af den indbyrdes kærlighed i Treenigheden. Gud er ikke bare energi eller kraft, Han er person i ordets egentlige betydning.

Vort ord "person" kommer fra et ord på latin der betyder ansigt. Person er den der har sit ansigt vendt mod en andens ansigt. Ligesom individet bliver til ved at afgrænse sig fra andre, bliver personen til ved at indgå i relation med andre.1 

At være skabt i Guds billede er at være skabt som person. Gud er Faderen som lader sit blik hvile på Sønnen, og i deres midte står Ånden som en brændende kærlighedslue. Mennesket bliver til i verden ved at vende sit ansigt mod en anden. I det lys bliver troen begribelig, først sådan forstår vi bønnens sande væsen. Troen er mødet med den anden. Bønnen er vejen til dette møde. Med kærlighedens reb drager Ånden os ind i de Tres Fællesskab, ind i den svimlende dans: "Hvad fryder I jer over hos Shulamit, som hun danser mellem rækkerne?" (Højs 7,1).

"Stå op, ... kom dog!" råber brudgommen til bruden i Højsangen (Højs 2,13). Når vi tvivler, lokker Ånden os. Vi må komme ud af os selv, dér hvor vi har gemt os. Gud vil se vort ansigt. Han vil lade os hvile i sit blik. Den der går op i sit eget spejlbillede, bliver fremmed for sig selv, ja en fange i sig selv. Friheden venter i kærlighedens møde med den anden. Derfor "står han bag vores mur, han kigger ind ad vinduet, spejder gennem gitteret" (Højs 2,9), og venter på at vi skal komme ud af vort fangenskab og sole os i Hans blik.

Troen som mødet med den Anden, indebærer en befrielse fra mig selv. Kristen tro havner derfor i konflikt med al upersonlig åndelighed, det vil sige al åndelighed der tilbyder en oplevelse af fred og ro uden et kald til omvendelse der indebærer at forlade skjulestedet og møde den Andens ansigt. Før denne omvendelse finder sted, bruger vi fortsat hinanden til vor egen bekræftelse. Også Gud bliver én vi bruger for vort eget velbefindendes skyld, ikke det store Venskab der er sin egen løn og glæde.

Bøn er langt mere end at søge fredfyldte og trøsterige følelser. En åndelighed som i første række søger oplevelser, bidrager kun til at forøge vor rastløshed. Vi søger hele tiden mod det sted - til det kursus, den konference, retræte eller åndelige lærer - hvor vi mener at finde den største trøst og den dybeste fred. Når vi derimod bliver inddraget i Guds eget liv og hjemmehørende der, bliver vi samtidig hjemme overalt, selv om vi er fremmede i verden. Dette kærlighedens paradoks sætter skomageren Hjalmar Ekström ord på i et af sine breve:

"Når du er gået ud af dig selv for ikke at vende tilbage igen (ikke mere leve i dig selv), så er du blevet en hjemløs vandrende og søgende. Men derfor er du ikke uden hjem, du er hjemme hvor du end kommer hen, hvor dit blik end falder. Intet er længere betydningsløst for dig, i de mindste ting og i de fattigste mennesker finder du en bolig for din sjæl. Alt bliver åndeliggjort, alt bliver levende under dit blik og i din hånd. Det der førhen var dødt og værdiløst og derfor forkastet, tager din ånd sig nu af, og se, det skyder nye skud, grønnes og vokser. Dette er kærligheden."

Derfor skal vi "give op". Jesu formanende ord om at man finder sit liv ved at miste det, skal forstås på denne baggrund. Det handler ikke om at fornægte eller fortrænge sig selv og sine egne behov, men om den befrielse fra mig selv som kærligheden opfordrer mig til. "Jeg er en mur, og mine bryster er som tårne," erklærer bruden, for til sidst at kapitulere: "Men over for ham måtte jeg overgive mig" (Højs 8,10).

Når vi klatrer uden for vort eget jegs mure og stiger ned fra det tårn vi har bygget for at bevogte vort ego, venter den store befrielse! Eftersom mennesket er en person - uden et ansigt at være vendt mod, reduceres personen til individ - bliver det til gennem kærlighedens paradoksale "nederlag". Når vi har lært at sige "du" behøver vi ikke længere at sige "jeg". Vi har opgivet al vor stræben efter at vinde vort liv, vi hviler med vort væsen i den Anden. Vi er kommet hjem!

Helligånden hviler i et fuldkomment Du. Ånden, sendt af Faderen, har hele sin glæde i at lyse på Sønnen. Selv træder Ånden i baggrunden. På en måde er Ånden den i Treenigheden der allerklarest åbenbarer kærligheden. Helligånden er det kærlighedsbånd der forener Faderen og Sønnen. Den fuldkomne kærlighed er holdt op med at sige "jeg", den siger bare "Du". Det er ikke et tilfælde at Åndens første frugt er kærlighed (jf. Gal 5,22). Ånden ærer Faderen og lyser på Sønnen, men skjuler altid sit eget ansigt!

Den bøn der er "bøn i Helligånden", hviler ligeså i et Du. Det er kun i Helligånden at et menneske kan sige: "Hvem har jeg ellers i himlen? Hos dig ønsker jeg intet på jorden" (Sl 73,25). I sit livs Du finder den bedende sin store glæde. "Jeg er min elskedes, og han begærer mig" (Højs 7,11).

Åndens anden frugt er glæde (jf. Gal 5,22).  

 

IV

I lyset af det vi har sagt, bliver det meningsfuldt at tale om hjertets bøn der også er troens bøn. Vi taler her om en bøn der ikke er beskæftiget med at bede om noget, men kun søger den andens blik. Den bøn som "syg af kærlighed" (Højs 2,5; 5,8) lytter efter sin ven.

Når Bibelen taler om "hjertet" mener den vort indre liv. Hjertet er kærlighedens bolig, det indre øje med hvilket vi skuer Gud og derfor fanger Gud. "Du har fortryllet mig, min søster, min brud, du har fortryllet mig med et eneste blik" (Højs 4,9). Det er med øjet vi tror, med hjertets øje, ikke med tanken. Det er med kærligheden vi besejrer Gud. Kærligheden er det møde hvor man ser og lader sig se, hvor intet længere er skjult for den anden, hvor der ikke længere er noget at skjule.

Hjertet er det skjulte bedekammer i vort inderste dyb. Åndens brudekammer: "Dér vil jeg give dig min elskov" (Højs 7,13). Menneskehjertet er skabt til bøn - til kærlighedens møde med den anden - og forbliver rastløst inden i os indtil vi lukker op for Ham der banker på dets dør.

Hvordan er det så med vore tanker, ord og følelser i bønnen? Er de uvigtige? Overhovedet ikke. Dér skal vi starte, og til dem skal vi bestandigt vende tilbage. "Jeg kaldte på ham, men han svarede mig ikke" (Højs 5,6), klager bruden når tankerne begynder at strejfe om. Udtrykket "hjertets bøn" står ikke i modsætning til "tankens bøn". Den bedende taler om tre niveauer i vort bønsliv: Læbernes bøn, tankens bøn og hjertets bøn. Vi bevæger os hele tiden mellem disse tre. For begynderen er det en stor hjælp at få støtte af formulerede bønner, ikke mindst dem vi finder i Bibelen. Ved bedende at læse disse, øver vi os i at vende vort ansigt mod Gud og være nærværende for Ham.

Den som beder læbernes bøn, kan af og til føle sig frustreret over at anvende så megen energi på ordene, især hvis det er en fælles bøn hvor man beder sammen med andre, måske med mange ord. "Jeg har jo nok at gøre med at følge med," udbryder nogle lidt opgivende. Men bare tag det roligt. Når vi har øvet os et stykke tid og har lært ordene og den ydre form at kende, mærker vi at det går lidt lettere også at tænke på de ord vi anvender i bønnen. Og uden at vi egentlig mærker det, har vi flyttet os fra et "niveau" til et andet: fra læbernes bøn til tankens bøn. Langsomt fornemmer vi dernæst hvordan ordene vi beder, fylder os, sænker os ned i Guds nærvær. Vi er gået fra tankens bøn til hjertets bøn.

Tankens forening med hjertet er afgørende i al bøn. Det sker ikke ved at hjertet "hæver sig" til tankens niveau, tanken må derimod stige ned i hjertet hvor troen fødes og tankerne bliver klare. Det er derfor vi behøver vore åndelige øvelser. Al bøn sigter på en måde mod tankens forening med hjertet. I hjertet bor Gud, og det er når vi stiger ned i hjertet at vi møder Ham.

Ordene er os en hjælp i denne nedstigning. Men de kan også være en hindring. Af og til er det netop vore ideer og tanker om Gud der forhindrer os i at stige ned i hjertet hvor vi sidder til bords med Gud og alt får sin forklaring. I så tilfælde skal vi afstå fra vore forestillinger og tankekonstruktioner om Gud - korsfæste dem - og i stedet tage vor tilflugt til ord der er så enkle og nøgne at de ikke risikerer at nære vort hovmod. Teologerne har altid haft en svær kamp at kæmpe mod den subtile fristelse det er at lægge beslag på Gud med filosofiske ideer og intellektuel glans.

En af de mest slidstærke og økumeniske bønner som her kan komme os til hjælp, er den bøn der kaldes "hjertets bøn" eller "Jesusbønnen". Den har sin oprindelse i Evangeliernes: "Forbarm dig over os, Herre, Davids søn!" (Matt 20,31). Men den kan blive endnu enklere; kærlighedens bevægelse i vort liv er en bevægelse mod stadig større forenkling.

I sin aller enkleste form består bønnen af en gentagelse af Jesu navn. Navnet står for personen. I Jesu navn findes hele Guds nærvær samlet. Når Ånden drager vort hjerte, vækkes Jesu navn ofte til live inden i os. Ånden, hvis eneste opgave det er at forherlige Kristus, hvisker i vor ånd: "Jesus". Vi lader os drage med, gentager navnet, tilbeder navnet, hylder navnet der er "ypperst blandt titusinder" (Højs 5,10).

Denne gentagelse af Jesu navn kan ske spontant og praktiseres hvor som helst: i bussen, i køkkenet, på arbejde, medens man går i seng eller står op. "På mit leje om natten søgte jeg ham, som jeg elsker så højt" (Højs 3,1). Men vi kan også afsætte bestemte tider og steder hvor vi bevidst beder Jesusbønnen. Jeg "førte ham til min mors hus, til kammeret hos hende, der fødte mig" (Højs 3,4).

Meget er vundet hvis vi fra starten gør os anstrengelser for at få gode vaner i vort bønsliv. For eksempel kan det at bede Jesusbønnen ved hjælp af en bedekrans, være en konkret hjælp til at samle tankerne om bønnen. Ved bedekransens perler "haler" vi os langsomt ned i hjertet, perle for perle! Gennem en enkelt øvelse vækker vi, som bruden, kærligheden. "Under æbletræet vækkede jeg dig" (Højs 8,5).

Med tiden mærker vi at kærligheden til Jesus - synet af Hans ansigt - driver os til at hviske Hans navn i tide og utide. Så er vi ikke længere så afhængige af de faste bønstider, selvom vi aldrig helt opgiver dem. 

 

V

Jo mere Jesusbønnen fører os ind i vort hjerte - og dermed ind i Gud som bor i vort hjerte - jo mere bliver endog ordene, også gentagelsen af Jesu navn, overflødig. Vor ånd er nedsænket i Guds Ånd, vi er i Kristus og Han er i os. I hjertets forening med Gud er det nok bare at være og vandre for den Uendelige i hellig tavshed. Vi fornemmer nu for alvor hvad det er at standse og forstå at Herren er Gud (jf. Sl 46,11). Bruden vidner på sin egen måde om denne erfaring: "Hans venstre hånd er under mit hoved, hans højre omfavner mig" (Højs 2,6).

Men det er heller ikke usædvanligt at en anden form for bøn her gør sig gældende: bønnen i tunger, eller som Paulus også kalder den, bønnen i ånden. Når han skriver: "Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden" (1 Kor 14,15), fremgår det af sammenhængen at udtrykket "bede med ånden" hentyder til tungetale.

Stilheden og tungetalen er to sider af den samme mønt i bønnens verden. Mange gange har de der var fortrolige med den ene side af mønten, stået ganske fremmede overfor den anden side og er derved gået glip af den halve rigdom. I traditioner hvor der lægges meget vægt på den tavse bøn, er det ikke så almindeligt at opfordre til tungetale. Og hvor tungetale praktiseres hyppigt, har man ikke altid opdaget hemmeligheden med stilheden for Guds åsyn. Når Ånden giver os mod til at vende mønten om, hvilken af siderne vi end betragter som "vores", vil glæden i bønslivet fordobles!

Stilhed og tungetale kan desuden hver for sig ses som det mest træffende svar på Guds uudgrundelighed og storhed. Over for Gud kommer alle menneskelige ord til kort. Hver egenskab vi tilskriver Gud, skal kompletteres med adskillige andre, og alligevel kan alle de navne vi giver Gud, ikke yde Ham retfærdighed. Gud er altid større. Med tiden indser vi at vi ikke når længere end til at sige hvad Gud ikke er - Han er ufattelig, umålelig, uudgrundelig. Den negative eller apofatiske teologi voksede frem i oldkirken som en måde at beskytte talen om Gud fra banalisering.

Tungetalen er den apofatiske teologis logiske konsekvens på bønnens område. Den er udtryk for en bøn der ikke prøver at fange Gud og fortælle Ham hvad Han bør gøre, men lader Ånden lede bønnen på et sprog der overgår såvel vore gennemtænkte som vore ugennemtænkte formuleringer.

 

VI

Tungetalen skal dog ikke ses som en højere form for bøn, men er på en særlig måde udtryk for hjertets intimeste samtale med Gud. Her pludrer vi i helligt enfold foran Gud. Tungetalen afspejler den gode og befriende naivitet som kendetegner al inderlig tro. Vi giver ikke afkald på vor fornuft, vi lader den kun hvile medens vor ånd drages ind i Helligåndens bøn. Hvis vi nogensinde er børn for Gud, er det når vi taler i tunger. Det er ikke farligt, tværtom kan det være en stor lettelse.

I det Nye Testamente er Jesus den første der nævner tungetale som et tegn der følger den troende (Mark 16,17). Alligevel trækker næsten al vejledning i denne bøn på Paulus’ første brev til korintherne kapitel 14. Paulus skriver at "den, der taler i tunger, taler ikke til mennesker, men til Gud; ingen forstår ham jo, det, han taler ved Ånden, er hemmeligheder" (1 Kor 14,2). Det er med andre ord ikke en bøn andre skal lytte til, og endnu mindre en bøn man skal optræde med. Den hører brudekammeret til. Inden for dets dør hviler brudgommen som et myrrabundt mellem brudens bryster (jf. Højs 1,13). Hvis nogen vil forstyrre denne kærlighed "stænger vi ... med en cedertræsplanke" (Højs 8,9).

Hovedårsagen til det karismatiske kaos der rådede under gudstjenesterne i Korinth da Paulus skrev sit brev til dem, var netop at folk ikke respekterede denne "ordning". Alle talte i tunger i munden på hinanden, og nye gudstjenestebesøgende vendte om i døren, rystede på hovedet og sagde: "I er vanvittige?" (1 Kor 14,23). Paulus havde ikke noget imod at de talte i tunger: "Jeg taler mere i tunger end nogen af jer" (1 Kor 14,18), men han hævder på det bestemteste at det ikke hører hjemme som offentlig ytring i gudstjenesten.

I sit personlige bønsliv priser Paulus sig lykkelig over sin tungetale. Det er den menneskelige ånds inderlige og unikke bøn. Her sprænges forstandens og det menneskelige sprogs rammer, vi erobrer en frihed og lethed i bønnen. Tanken er ikke aktiv, vi forsøger ikke at huske hvad vi skal bede om eller hvordan vi skal bede - det er Ånden der beder sammen med vor ånd. Når vi ikke ved hvordan vor bøn bør være, går Ånden selv i forbøn for os med uudsigelige sukke, siger apostelen (Rom 8,26).

Selv om Romerbrevets ord om Ånden som støtter os i vort bønsliv, ikke kun drejer sig om tungetale, fremhæver de hvor afhængige vi er af Helligånden i vor bøn. Den keltiske kristenheds apostel, sankt Patrick af Irland, giver et lysende vidnesbyrd om hvordan ånden beder inden i ham:

"På ny så jeg ham bede i mig, jeg befandt mig i min krop og jeg hørte ham bede over mig, det vil sige over mit indre menneske, og han bad kraftfuldt, med uudsigelige sukke. I hele den tid det stod på, var jeg helt stum og forundret. Jeg undrede mig over hvem det var der bad i mig. Hen mod slutningen af bønnen talte han som om det var Ånden, og så kom jeg til mig selv og huskede på at apostelen havde sagt: Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke (Rom 8,26)".

Af og til kan vore egne formuleringer dræne os så meget for energi i vor bøn at vi bliver mere optaget af disse formuleringer end af Gud. Der findes to veje ud af denne form for selvbetragtning i bønnen. Den ene er stilheden, den anden tungetalen. Både i stilheden og i tungetalen råber dyb til dyb. I det ene tilfælde helt uden ord, i det andet tilfælde med ord som kun Gud kender. Vi har ind i mellem brug for at blive mindet om at styrken i vor bøn hverken ligger i mange eller de rette ord. Det handler mere om at være "én ånd med Gud" (1 Kor 6,17).

Der er ingen tvivl om at Paulus anså tungetalen for at være et rigtigt sprog ikke bare en tilfældig samling lyde. Det var et sprog der hørte Himlen til ikke jorden. Han kalder det også for "englenes sprog". Det er altså et sprog der foregriber det vi skal tale i den næste tidsalder, når alle "er som engle i himlen" (Matt 22,30). Den bedende smager allerede nu dette sprog, "som den dejligste vin" (Højs 7,10), i hjertets forening med Gud og tilhører "det himmelske Jerusalem" (Gal 4,26), det vil sige Kirken, og taler derfor i fortid til Gud på engles vis, med ord der spreder sin nardusduft (jf. Højs 1,12).

 

VII

Skal man så bede i tunger for at leve et "dybere" bønsliv? Nej overhovedet ikke. Men muligheden findes. Paulus’ ord til korintherne: "Jeg ser gerne, at I alle taler i tunger" (1 Kor 14,15), kunne lige så godt være henvendt til os.

Lad mig derfor til sidst få lov til at sige et par pastorale ord om tungetale. Først til dig der synes at tanken om at tale i tunger er fjern og fremmed, det er ikke noget du længes efter eller føler behov for. Du kan med god samvittighed springe det over jeg har sagt; dit bønsliv står og falder ikke med tungetale. Du har fundet andre former og udtryk for bøn som beriger dig. Dem skal du uddybe stadig mere i dit bønsliv. Måske skulle du dog, inden du helt forlader tanken, sige til Gud: "Herre, hvis du vil give mig denne bønnens gave, så lad Ånden vække en længsel efter den i mit hjerte." Du har nu lagt sagen i Guds hånd.

Til dig der engang har gjort erfaring med tungetale i dit bønsliv, men af forskellige årsager ikke har brugt denne gave i lang tid, vil jeg sige: Hvad Gud har givet, tager Han ikke tilbage igen. En åndelig gave kan ligge mange år og vente på at blive genoplivet. Derfor behøver du ikke at bede om gaven. Paulus’ formaning til Timoteus om at genoplive sin nådegave gælder også dig (jf. 2 Tim 1,6). Blæs liv i det du allerede har inden i dig. Tag gaven i brug, den venter på dig!

Endelig til dig der aldrig har bedt i tunger, men som efter at have læst dette, føler en længsel til også at måtte bede med ånden på Pauli vis. Hvad skal du gøre?

For det første skal du bede om tungetalens gave. Sig med Bruden: "Konge, før mig ind i dit kammer" (jf. Højs 1,4).

For det andet skal du tro at Gud giver dig det du beder om, når det drejer sig om ting der ifølge det nyt Testamente er tilgængelige for enhver.

For det tredje skal du vove et skridt i troen. For at gå må man tage et skridt, for at svømme må man kaste sig i vandet. Du skal turde stole på at det er Brudgommen der kalder dig til at åbne dine læber: "Lad mig høre din stemme; for din stemme er dejlig" (Højs 2,14).

"Men tænk om det er mig selv der taler," indvender vi af og til. Det er afgjort dig selv der taler. Tungetale er ikke noget som bare "overgår" et menneske. Mennesket vælger at tale. Men det er Ånden der inspirerer. Denne inspiration kommer - for det meste - meget stille og udramatisk. Så naturligt at kun troen formår at tage imod den. "Honning og mælk er under din tunge" (Højs 4,11). Brudgommens ord til Bruden er også Kristi ord til sjælen. Selv mærker sjælen ikke sødmen i sine egne ord, tværtimod kan de føles tøvende og usikre. Men den elskendes blik giver sjælen mod til at stole på hans forsikringer og "åbne for sin kæreste" (jf. Højs 5,5).

En munk fra østkirken påpeger i sin undervisning om Jesusbønnen at en almindelig begynderfejl er at forvente sig stærke, intensive indre følelser, og for at lokke disse følelser frem, tager man fat og forsøger at udtale navnet med endnu større kraft. "Men Jesu navn skal ikke skriges eller behandles med vold, heller ikke i vort indre," påpeger han. Det samme kan siges om tungetalen. Og når den samme munk fortsætter med at sige at "gentagelsen af Jesu navn kan lignes ved de vingeslag med hvilke en fugl flyver op mod himlen," er ligheden med bønnen i ånden atter stor. Han siger: "Det må aldrig være kunstlet og forceret, anstrengt eller nervøst. Det skal være blødt, let - og i ordets dybeste betydning - behageligt."3 

Sådan er det netop også med tungetalen. At forsøge at fremtvinge tungetale gennem krampagtig bøn og høje råb er ikke bare en effektiv stopper for tungetale, det er at udsætte folk for åndelig voldtægt. I overspændte religiøse miljøer kan sådanne overgreb lede til alvorlige indre sår og blokeringer. En dyb indre heling er ofte nødvendigt for at den der har været med til noget sådant, på ny vover at åbne sig for muligheden af at tale i tunger.

I det hele taget leder enhver anspændelse i det indre liv til kramper. Når vi derimod bliver stille og slapper af, åbner vi vort indre for Åndens tilskyndelser. Hvis der er noget den kristne erfaring i de forskellige traditioner samstemmende vidner om, er det at Ånden aldrig trænger sig på. Helligånden besætter aldrig nogen med sit nærvær. Ånden træder varsomt ind, når Han bliver indbudt. Som en lun søndenvind blæser Han gennem vort livs have så dens vellugt flyder (jf. Højs 4,16).

Når et menneske længe har øvet sig i at bede Jesusbønnen, føler det at den spontant flyder over læberne i de mest dagligdags situationer. Den er blevet ét med menneskets hjerte. På samme måde forholder det sig med åndens skjulte og hemmelighedsfulde samtale med Gud. Den foregår i vor underbevidsthed, dag og nat, til og med søvnen er oplyst af den. Det er ikke usædvanligt for mennesker der har for vane at bede i tunger - eller at bede Jesusbønnen - at vågne op og finde bønnens hemmelige sprog, eller Jesu navn, flyde over læberne. "Jeg sov, men mit hjerte var vågent" (Højs 5,2).

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Peter Halldorf er præst i den svenske pinsebevægelse, redaktør af bladet Pilgrim og forfatter til en række bøger.

 

 

Noter:

1.     Denne tanke udvikles af Martin Buber i "Jeg og Du".  Reitzel 1997.

 

2.     Dette forhold udredes i stor enkelhed af broder Lorens i det lille skrift:

        At leve i Guds nærværelse. Karmel 2003.

 

3.    Se bogen: Jesusbønnen af Wilfrid Stinissen

        samt Påkaldelse af Jesu navn af en munk fra Østkirken.

        Serien Kristen spiritualitet nr 2, Niels Steensens Forlag 1994.

 

 

 

Hjertets bøn

 

"Du har fortryllet mig, min søster, min brud“

Af Peter Halldorf

  

Hjertes bøn

Af Grethe Livbjerg

 

Den rene bøn eller hjertes bøn

Af Dumitru Staniloae

 

Daglig bøn

Ole Andreas Dahl

 

Noter

 

1.

Denne tanke udvikles af Martin Buber i "Jeg og Du".

Reitzel 1997.

 

2.

Dette forhold udredes i stor enkelhed af broder Lorens i det lille skrift:

At leve i Guds nærværelse.        Karmel 2003.

 

3.

Se bogen: 

Jesusbønnen af Wilfrid Stinissen samt Påkaldelse af Jesu navn af en munk fra Østkirken.

Serien Kristen spiritualitet nr 2, Niels Steensens Forlag 1994.

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk