Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Grethe livbjerg

Hjertes bøn 

- inspireret at Jean Lafrance: La prière du cæur og afsluttende med uddrag fra denne bog

 

På min reol står ved siden af hinanden to bøger, der efter flittigt brug i mange år er ved at falde fra hinanden. De har samme titel: La prière du cæur (hjertets bøn). Den ene er skrevet af den franske, ortodokse teolog Olivier Clément, den anden af en nu afdød fransk, katolsk præst, Jean Lafrance, som i årtier var en søgt retræteleder. Foredrag fra hans retræter er senere udgivet i bogform.

Olivier Clément var som ung ateist, men blev stærkt engageret i yoga og hinduistisk meditation, indtil Gud kaldte ham ind i en pludselig omvendelse.

Jean Lafrance havde stiftet bekendtskab med de forsøg på at integrere østlige meditationsteknikker i kristen meditation, som prægede kristne kontemplative miljøer i 1960-erne og et par årtier frem. Begge accepterer at kroppen har en vigtig plads i bønnen. Vi beder som hele mennesker. Men de ved, at teknikker aldrig alene kan føre til hjertets bøn. Begge citerer Séraphim af Sarov: "Det kristne livs sande mål er at blive fyldt af Helligånden".

Lafrance udfordrer i sin indledning læseren: "Har du nogensinde oplevet, at dit hjerte under bønnen er begyndt at banke voldsomt? Det er en konkret oplevelse, som jeg gerne vil fremprovokere hos dig. Alle har vi vel oplevet, at vi i mødet med et menneske, der lever i dyb bøn eller i læsning af en bog om bøn, drages ind i det mysterium, som forholdet mellem Gud og et menneske er. Vi må da mindes de to disciple i Emmaus, som efter at have været sammen med Jesus udbrød: ’Brændte vore hjerter ikke i os, da han brød brødene ?’ (Luk 24,32)."

Et virkeligt møde med Jesus får vore hjerter til at brænde. Det er en erfaring, som går langt udover, hvad meditationsteknikker kan give os. Den ligger på et helt andet niveau.

Når vi skal tale om bønnen, må vi gå ud fra den hellige Treenigheds liv i vore hjerter. Det som hindrer, at dette liv udvikles og bliver levende for os, er at det er indkapslet i vore stenhjerter. Hvis vi ikke når til at have en levende bøn, er det ikke på grund af mangel på tid eller på grund af adspredthed, men fordi vore stenhjerter er indesluttede i det, som Paulus kalder "kødets legeme" (Rom 7,26).

Vi kan ikke afhjælpe denne tilstand med nok så mange teknikker, eller med blot at søge ind i os selv. Vi må ty til Guds løfte: "Jeg vil give jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver min Ånd i jeres indre… " (Ez 36, 26-27).

Det er denne proces, som man i den kristne spiritualitet kalder omvendelse. Denne er ikke primært en moralsk venden om eller en blot følelsesmæssig oplevelse. Nej, omvendelse er en ontologisk proces: Det er selve livet som skifter centrum. Vi kan ønske en sådan omvendelse, vi kan bede om den, vi kan forberede os på den, men selve omvendelsen er Guds værk. Den kan aldrig blive en afsluttet proces, nej, vi skal leve i stadig omvendelse. I den proces kan vi opleve det mysterium som traditionen kalder "tårernes gave".

Og så lader vi Lafrance tale:

Enhver omvendelse er passivt aktiv: det er en nåde, der støtter os med et uforudset og uforudsigeligt lys, som vi lader os gribe af. De tårer, som denne nåde fremkalder over forgangne synder stammer ikke længere fra uro eller frygt.

Vi indser, at vi har takket nej til kærligheden, men også, at den samme kærlighed tilbyder sig igen, mere end nogensinde. Vi har foretrukket os selv frem for Gud og har såret hans hjerte. Hver gang det sker, selv med hverdagens små synder, kan de samme tårer bryde frem.

Vi siger, at omvendelsen er passivt aktiv, fordi den forudsætter vort samtykke, men det er alligevel noget der overgår os, ikke noget vi selv frembringer, for det er vort livs omdrejningspunk, der ændrer sig. Det er det, der skete for Augustin, og de store personer hvis omvendelse er beskrevet, f.eks. Paul Claudel (fransk digter) og Charles de Foucauld (fransk officer som havde levet ret udsvævende, men fik en pludselig omvendelse og blev stifter af Jesu små Søstre og – Brødres ordener). Vi kan ikke selv nå så langt, vi kan kun forberede os ved at bønfalde Gud om denne nåde.

Det er på sin plads her at præcisere, at den omvendelse, som vi ser hos Peter, Paulus og alle de store konvertitter, er den samme som sker i vort hjerte, for vi har alle hver dag brug for omvendelse. Sagt på en anden måde: For at omvende os skal vi nærme os mest muligt til Peters sindstilstand i det øjeblik, hvor han med den største overbevisning var i færd med at fornægte Jesus, og intet andet kunne stoppe ham end det lys, han ikke var forberedt på, og som han så stråle i Jesu kærlige blik.

Den hellige Isaac Syreren sagde: "Anger er altid nødvendigt for alle, syndere som retfærdige." Det bør være den normale tilstand for den kristne, som har et sønderbrudt, sønderknust hjerte, og som lever med bodens sakramente (skriftemålet). Samme Isaac siger videre: "Så længe vi lever her, er ingen anger fuldendt, hverken i varighed eller i gerninger".

Vi ser dette hos ørkenfædrene. Sisoes den Store ligger for døden. De andre samles om ham og siger, som deres skik er: "Fader, sig os et livets ord." Sisoes svarer dem: "Hvad kan jeg sige jer? Jeg er ikke engang begyndt at angre!"

Her genlyder allerede den korte bøn, der låner sin rytme til hele den østlige kristendoms spiritualitet: "Jesusbønnen", der fik sin endelige form i slutningen af det 13. og begyndelsen af det 14. århundrede. På Athos lød den: "Herre, Jesus Kristus, den levende Guds Søn, forbarm dig over mig synder."

Og her, i metanoia, i omvendelsen, hører vi tolderens bøn fra evangeliet: "Gud, vær mig synder nådig!" (Luk 18,13).

Det er nødvendigt at forstå, at angeren har en betydning, ikke kun en moralsk eller følelsesmæssig betydning (som skyldfølelse eller bare skrupuløsitet). Den har en altomfattende, personlig og eksistentiel betydning, sådan at forstå, at den omfatter hele menneskets væsen og betegner hele vort væsens omvendelse. Metanoia: meta er at vende om, noia - sindet - er os, ikke vort intellekt, men menneskets centrum, det der svarer til hjertet. Altså er angeren noget helt andet end en følelse af dårlig samvittighed, eller en erstatning for skyldfølelse, det er et sønderbrudt og sønderknust hjerte.

 

Tårernes salighed

I denne omvendelse, der udvikler sig til kontemplation af Guds overvældende kærlighed til os, findes der et stort mysterium: tårernes mysterium, eller tårernes salighed. "Peter gik udenfor og græd bitterligt" (jf. Matt 26,75). Indtil da havde han et hjerte af sten, en slags skal af marmor skabt af synden, men han vidste det ikke, selv om han ind i mellem havde en følelse af ubehag, tættere på skyldfølelse end på sand anger. Han erfarer nu, at angeren er noget helt andet end hvad hans hedeste ønsker kunne frembringe. Det er ikke muligt for et menneske at "opflamme sig" til anger. Det er endda farligt selv at ville skaffe sig dette angerens lys, lige som det for øvrigt er skæbnesvangert bare at forkaste enhver irrationel skyldfølelse og ikke længere søge efter dette lys, ud fra den holdning, at man kan nå til Gud uden denne angerens befriende omvæltning.

Netop bønnen til Helligånden - og skriftemålet - fremprovokerer denne eksplosion i os. Det der knuser vort hjerte, er en manifestation af Guds kærlighed, ikke udefra, men indefra, ved at vort hjerte invaderes af den guddommelige kærligheds altfortærende ild. Denne ild støder imod den forhærdelse, som synden mere eller mindre bevidst har forårsaget i os, og den bryder den skal itu, der har aflejret sig gennem års forhærdelse. Denne voldsomme eksplosion, skabt af kærligheden, er netop den sande omvendelse, og den fremkalder normalt tårernes salighed. Man skal altså bede Helligånden om dette hjerteforvandlende lys, som vi ikke selv kan fremtvinge. Denne indre sønderknuselse er meget mere smertefuld end alle skrupler og skyldfølelser, en usigelig bitterhed, men dens indre frugt er den ubeskrivelige befrielse, der følger af tårernes salighed. Og vi kan sige, at frugten er sød, fordi den lader os opleve Guds ømhed.

Gennem oplevelser og eksistentielle erfaringer bliver mennesket sig den tilstand af adskillelse bevidst, som udmønter sig i synd. Det er den holdning, der kommer til udtryk hos enhver, der har omvendt sig, og også hos enhver kristen, der omvender sig i bodens sakramente: Tilstå og bekende sit stenhjerte, eller snarere ydmygt indrømme ikke at have lidt under at være hårdhjertet. Man kan spørge sig selv, om en pastoral indsats, der ikke vender tilbage til denne fundamentale erfaring af et knust hjerte, ikke risikerer at ende i en ny moralisme? I stedet for at appellere til ajourførte eller fornyende samvittighedsransagelser burde man så ikke hellere opfordre de kristne til at bede længe og intenst om at modtage åbenbaringen af Guds barmhjertige ansigt?

Det drejer sig altså ikke nødvendigvis om strømmende tårer, men om den sødme der strømmer fra hjertet og får ansigtet til at stråle. Som Oliver Clement siger, er vi blevet en civilisation, hvor man ikke længere græder, og derfor bliver der skreget så meget i dag. De unge skriger, som ville de frigøre Helligåndens sukke, der sidder fanget i deres stenhjerter. Det er nødvendigt, at vi genfinder denne mulighed for i tårernes skikkelse at lade dåbens vande stige op i os og med tårernes væde opløse hjertets sten, så vort stenhjerte igen bliver et hjerte af kød.

Disse tårer er først og fremmest bodstårer, tårer ved erindringen om døden, når det bliver klart for os, at vi selv er skyld i vor tilstand af adskillelse. Vi har alle gjort sådanne erfaringer. Der findes dage, hvor vi er helt lykkelige fordi vi er elskede, og fordi vi ved vi har gjort et godt stykke arbejde. Og pludselig, midt i lykken, smager det hele af aske og død, for vi ved at det alt sammen skal forgå. Jeg tror, at dette er en erfaring af erindringen om døden.

I tårernes salighed forvandles erindringen om døden til erindringen om Gud. Gennem ydmyghed, tillid og erindringen om Gud, der gik i døden og besejrede døden, bliver angerens tårer til forundringens, taknemmelighedens og glædens tårer.

Den hellige Johannes Klimakus sagde: "Efter dåben er tårernes kilde større end dåbens vand. Den der klæder sig i tårer som i en bryllupsklædning, kender sjælens salige smil."

Det er i denne omvendelse at man gerne taler om den negative eller apofatiske teologi. Gregor af Nazians kalder Gud: "O, Du hinsides alt". Der er hos alle disse spirituelle mennesker og teologer en vished om, at man ikke kan fange Gud i billeder eller begreber: Gud-hyper-Theos, hinsides navne og begreber ... Han er altid hinsides. Gud endog hinsides ordet Gud. Og de fortsætter altid med at sige: "Omvend jer! Foran den Utilgængelige kan man kun indtage én holdning: Bæven forvandlet til anger, tilbedelse og fejring."

Ingen kan se Gud uden at dø. Erindringen om døden er opdagelsen af, at alt i os er løgn og tomhed og bør slås ihjel. Den sande apofatiske teologi er imidlertid også noget andet, det er det store modstykke til afgrunden og korset. En fyldens afgrund hinsides alle ord, alle billeder og alle begreber.

"Begreberne skaber afgudsbilleder af Gud," sagde en kirkefader, "kun grebetheden lader os ane noget om Ham." Og på samme tid er denne Gud-afgrund, denne Gud-hinsides-Gud også den korsfæstede. Han åbenbarede sig for os på korset. Og afstanden mellem afgrunden og korset viser Guds umådelige kærlighed til os.

Vi fatter nu, at denne adskillelse mellem Gud og mennesket, som er vor angst og af og til vort helvede, for den er også vor adskillelse fra de andre og fra os selv, denne adskillelse, denne afgrund, er identisk med såret i Jesu side, stukket af lansen. Af dette sår vælder lyset frem, det vil sige vand og blod. I dette vand så fædrene dåbens vand og i blodet Eukaristiens blod og Kirken som opstandelsens kraft. Ligesom Eva er født af Adams ekstatiske søvn, fødes Kirken, det vil sige menneskeheden på vej mod guddommeliggørelsen, af Kristi ekstatiske søvn på korset.

Her genfinder vi tårernes salighed. I den betydning kan vort hjerte kun være gennemstunget (jf. Ap G 2,37) i samme grad som vi har betragtet Jesu gennemstungne hjerte og er trængt ind til sakramenternes levende kilde der udspringer af Hans side. Så fatter vi kærlighedens mysterium. Såret i Kristi side er den flænge der giver adgang til Guds uendelige kærlighed.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

 

(levende Vand 1 2004)

 

 

Hjertets bøn

 

"Du har fortryllet mig, min søster, min brud“

Af Peter Halldorf

 

 

Hjertets bøn

Af Grethe Livbjerg

 

 

Den rene bøn eller hjertes bøn

Af Dumitru Staniloae

 

 

Daglig bøn

Ole Andreas Dahl

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk