Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Dumitru Staniloae

Den rene bøn eller hjertes bøn 

 

Udrag af Prière de Jésus et experience du Saint-Esprit.

Dumitru Staniloae (1903-1993), rumænsk teolog, var en af det 20. århundredes betydeligste teologer. Det rumænske område har altid været mødested for flere kulturer og i levende kontakt med både Orienten og Vesten. Staniloae beherskede de vestlige sprog og havde et dybtgående kendskab til vestlig teologi. De tragedier som ramte Rumænien i slutningen af krigen og ved den kommunistiske magtovertagelse vakte en fordybelse af det åndelige liv, især hos de intellektuelle unge. For at nære denne åndelige fornyelse udgav Staniloae en fire binds stor rumænsk Philokalia – samling af tekster om bønnens liv – som er langt fyldigere end de tilsvarende græske og russiske samlinger. Det var hans fortjeneste at Jesusbønnen blev til en udbredt praksis. Han insisterede på at en kirke er svag i samme grad som dens teologi er svag. Selv var han gift og far til flere børn, men han var den åndelige inspirator for det opblomstrende klosterliv.

I 1958 blev han arresteret, og de følgende fem år tilbragte han i fængsler og arbejdslejre. Hans eneste kommentar til denne periode var: "Det var en erfaring som så mange andre, lidt vanskelig for min familie. Den eneste periode i mit liv hvor jeg faktisk uafbrudt har kunnet praktisere påkaldelsen af Jesu navn".

Det jeg vil fortælle i de kommende linjer, er dels noget jeg har fra en rumænsk munk, som i mange år har praktiseret Jesusbønnen, dels mine egne overvejelser over det han har fortalt mig.

I den rene bøn drejer det sig om at genforene forstanden med hjertet. Hverken forstanden eller hjertet skal stå alene. En bøn der kun kommer fra tanken, er en kold bøn; en bøn der kun kommer fra hjertet, er en rent sentimental bøn der er uvidende om alt det Gud har givet os, giver os og vil give os i Kristus. Det er en bøn uden horisont eller perspektiv; en bøn hvor vi ikke ved hvorfor vi takker Gud, hvorfor vi priser Ham eller hvad vi skal bede om. Det menneske der beder, har følelsen af at fortabe sig i en upersonlig uendelighed. Det er en følelse der ikke stemmer overens med vor erfaring af en personlig Gud. Og derfor er det ikke bøn.

Det er nødvendigt at præcisere at dette møde mellem forstand og hjerte ikke kommer i stand ved at hjertet stiger op til forstanden, men ved at forstanden stiger ned til hjertet. Det vil sige at det ikke er i forstanden at hjertet finder hvile, men at forstanden finder den hvile der er målet for dens søgen i hjertet, eller rettere i hjertets afgrund forenet med Guds afgrund.

Fædrene taler bestemt også om forstandens åbning mod Guds uendelighed, men det synes som om denne forstandens åbning mod Guds uendelighed finder sted i hjertet. I sin søgen efter Gud virkeliggør forstanden hjertets afgrund og forvandler den til en afgrund for Gud, den egentlige Uendelige. Afgrund råber til afgrund (Sl 42,8). Guds uendelighed kan ikke erfares uden den kærlighed Gud har til os. Og denne Guds kærlighed til os kalder på vor kærlighed, og det er vor kærlighed, vort hjerte, kærlighedens sæde der erfarer den. Men takket være forstanden der er steget ned i hjertet, ved vort hjerte at denne uendelighed er den personlige Guds uendelighed, og at Gud indleder et personligt forhold til os gennem Kristus. Det er derfor forstanden hviler i hjertet. I hjertet finder den Guds uendelighed. Det er ikke hjertet der hviler i forstanden, for det ville betyde at følelsen af Guds uendelighed ville være blevet en teori der gjorde tanken kold. Det er ikke følelsen der skal køles ned af tanken, men tanken der skal varmes af hjertets følelse i den virkelige kontakt med Guds uendelighed og således give et præcist indhold til denne følelse.

Faktisk møder forstanden der er steget ned i hjertet, ikke længere Gud gennem ideer, men gennem følelsen af Hans nærvær, og det tillader os at bekræfte det forstanden har tænkt. Tankerne om Gud eller ideen om Gud fyldes og gennemtrænges, ja gennembores af følelsen af Guds virkelighed. Virkeligheden fortrænger ideen og bekræfter den samtidigt; ideen står ikke længere mellem os og Gud. Altså er hjertet en slags forstandens sanseapparat og registrerer forholdet til Gud, ligesom legemets sanser er et apparat til at opfatte den virkelighed legemet møder.

Men der er flere forhindringer for forstandens forsøg på at stige ned i hjertet, på at trænge sig frem hinsides ideerne og føle Guds realitet samtidig med at den bekræfter sine ideers budskab. Disse hindringer kommer fra de legemlige sanser eller fra forestillinger der er fremkaldt af dem. De skyldes også de vanskeligheder forstanden møder, når den vil nå hinsides dens naturlige erfaringer; de vil nøjes med at bringe et flygtigt budskab om Guds uhåndgribelige virkelighed, ikke at fængsle forstanden.

De følelser eller forestillinger der forsøger at hindre forstanden i at stige ned i hjertet og nå frem til den rene bøn eller hjertets bøn, er dels følelser eller forestillinger der udspringer af menneskets syndige tilbøjeligheder, dels af følelser eller forestillinger der giver mennesket indtryk af at være tiltrukket af en god handling eller af et møde med Gud selv, mens de i virkeligheden slet ikke fører mennesket til Gud. Derfor advarede fædrene også munkene mod forestillinger der forekom gode. De formanede munkene om ikke at lægge vægt på nogen slags forestillinger eller syner. For øvrigt anså fædrene tanken, også den teologiske tanke, for ikke mindre farlig for forstandens indtrængen i hjertet. Man skal være på vagt for ikke at forblive i teologien eller for ikke at glide derhen i det øjeblik man vil bede, eller i løbet af bønnen. Tanken om Gud afbryder den direkte kontakt med Gud eller mødet med Ham. Gennem den teologiske tanke lukker mennesket sig inde i sig selv. Fædrene talte om en bøn, skabt af en eneste tanke. Det er ikke en tanke i normal forstand, men det er bevidstheden der føler sig helt fyldt af erfaringen af Guds virkelighed. Denne erfaring kaldes "tanke" fordi den ikke kun er en samling diffuse følelser eller følelsen af at miste sig selv i et hav af uartikuleret virkelighed. Den er bevidstheden om mødet med den personlige uendelighed hos Gud der elsker os. For tanken er det en bekræftelse af virkeligheden. I denne uendelighed fortaber jeg mig ikke, for det er den personlige Guds uendelighed, Hans kærligheds uendelighed som jeg besvarer med min personlige kærlighed. Hjertet er jo netop det sted man føler kærligheden fra den anden og hvor man besvarer den. I denne uendelighed fortaber jeg mig ikke, for det er den personlige Guds uendelighed, hvis kærlighed fryder mig; jeg er afhængig af Hans kærlighed som af Hans barmhjertighed, for jeg føler mig altid lille og syndig foran Ham.

Jesusbønnen udtrykker både dette kærlighedsmøde, følelsen af den uendelige forskel på Gud og mig og den barmhjertighedens nødvendighed som mennesket føler. Hjertet er følelsernes kilde og altså også kærlighedens. Kærligheden betyder mødet med den anden. Og fordi kærligheden er opflammet af en uendelig kraft, bliver den ikke fuldkomment tilfredsstillet andre steder end hos Gud, den Uendelige.

Men hjertet er også lidelsens kilde, og det er i hjertet at lidelsen føles. For Guds åsyn erfarer hjertet smerten over synden, over de krænkelser som det har tilføjet Ham. I sit hjerte græder mennesket og beder om tilgivelse. Af hjertet udspringer tårer, bodstårer, men også glædestårer. Her lægger mennesket forstandens rigiditet bag sig. Men hvis hjertet synker ned til et lavere niveau bliver det sæde for de lidenskaber der er en uendelig bundethed til verden og til mennesket selv. Lidenskaberne er en uendelig tilknytning til endelige ting og personer. Fra hjertet kommer de gode tanker og ord, men også de begærlige og hadefulde tanker og de morderiske tilbøjeligheder. Endog de onde ord og tanker får fra hjertet et strøg af uendelighed over sig, skønt de relaterer sig til endelige ting. Men denne uendelige tilknytning til endelige ting kan ikke tilfredsstille hjertets sande uendelige tørst. Kun hjertets møde med Gud kan stille denne tørst. Derfor skal hjertet skille sig fra lidenskaberne, det vil sige dets tilknytning til endelige ting med hele dets kapacitet for det uendelige.

I mødet med Gud opfattes det uendelige som endeløs glæde, endeløst lys. Ved at udtrykke det i ord antyder mennesket denne glæde der overgår alt. Ordene i Jesusbønnen udtrykker, om end svagt, denne følelse af glæde, genkendelse og uendelig ydmyghed. Men det vigtigste er ikke at finde ord. Det vigtigste rummes i denne erfaring af glæde, genkendelse, kærlighed, ydmyghed eller endog af den uendelige smerte som synden forårsager. Ordene er ikke længere genstand for overvejelse hos dem der udtaler dem. De kommer ikke længere mellem mennesket og Gud, men mennesket henvender sig med dem til Gud der er til stede. Guds tilstedeværelse fylder alt.

Nu er ordene jo imidlertid væk lige så hurtigt de er sagt. Ordene bliver altså ikke fantasifostre der lever deres eget liv, de udtrykker den umiddelbare kontakt med Guds virkelighed. Opmærksomheden rettes ikke mod ordene, men mod Gud. Ordene har form af en henvendelse i en samtale, men man kan også leve denne dialog uden ord.

Derfor siger den munk jeg talte om i begyndelsen, at når man er nået til et bestemt trin i bønnen, kan man bede endog uden Jesusbønnen. Man behøver ikke holde fast ved andet end indholdet af den. Man henvender sig til Gud, og med selve sit væsen udtrykker man lovprisning af Gud, undren overfor Gud, anerkendelse og ydmyghed. Denne dybe og følelsesmæssige tilstand udtrykkes mest dækkende gennem hele ens væsen. Det er en erfaring hinsides ord. Det er ren bøn, hele væsenets bøn som ytrer sig i den følelsesmæssige gåen hinsides alle ting, hinsides alle tanker og hinsides sig selv i mødet med Gud. Og i denne gåen hinsides alt lever man i en tilstand af intens hjertets bøn. I hjertet er hele ens væsen rettet mod Gud i kærlighed, i en følelse af ubegrænset kærlighed.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

(levende Vand 1 2004)

 

  

 

Hjertets bøn

 

 

"Du har fortryllet mig, min søster, min brud“

Af Peter Halldorf

 

 

Hjertets bøn

Af Grethe Livbjerg

 

 

Den rene bøn eller hjertes bøn

Af Dumitru Staniloae

 

 

Daglig bøn

Ole Andreas Dahl

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk