Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Ole Andreas Dahl

Daglig bøn

 

Da jeg for mange år siden, i Pinsen 1977, blev optaget i Den Ortodokse Kirke, fik jeg en bønnesnor i gave af min Gudmor og Gudfar. Den ortodokse bønnesnor er uløseligt forbundet med Jesusbønnen. Flere år forinden havde jeg læst "En russisk pilgrims beretninger" (første gang udgivet i Kazan i 1881 og på dansk 1967) og fulgt dennes kamp for at tilegne sig Jesusbønnen. Men det var faktisk først, da jeg fik denne sorte uldsnor med de mange store knuder på, at denne bøn fik mere regelmæssig plads hos mig. For hver knude på snoren gentager man denne simple bøn: "Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over mig synder". En tilsyneladende enkel bøn, ingen komplicerede lange ordstillinger, alle kan lære den. Ordene er så nemme at forstå og huske. Den knytter sig ikke til et bestemt tidspunkt på dagen: Morgen, middag, aften, nat; den er så såre aktuel hele tiden, altid. Så nem at udtale, at sige, men ikke altid så nem at bede. Især i begyndelsen førte den mange ekstra tanker med sig, ting man grunder på, og ofte blev det til et hjertets skriftemål. Der er mange måder at bede denne bøn på. Man kan grunde over hvert ord i bønnen, eller hvert led. Men en sådan vejledning vil jeg ikke give mig ud på her, det er jeg slet ikke kompetent til.

 Ud over "En russisk pilgrim" er der skrevet mange bøger om Jesusbønnen, på dansk kan jeg anbefale Wilfrid Stinissen og En munk fra Østkirkens bog om Jesusbønnen, der udkom i bogserien "Kristen Spiritualitet" for en del år siden.

Bønnesnoren er en god hjælp i begyndelsen, den hjælper en til at fastholde ordene i Jesusbønnen, til at gøre bønnens ord til en kontinuerlig strøm i ens hjerte. Men efter en tid opdager man, at bønnen flyder af sig selv, når man kalder på den. Til tider dukker den op af sig selv, den er der bare. Og bønnens ord bliver, uden at man aner det, til et eneste ord: Jesus. Og i dette ene ord er alt. Jeg nævnte at Jesusbønnen ikke er knyttet til et bestemt tidspunkt på dagen; vi har morgenbønner, aftenbønner, bønner før maden og efter, bønner før arbejde, før en rejse, forbønner for levende og døde, takkebønner, ja bønner til alle døgnets timer og anledninger. Men Jesusbønnen er for mig blevet en slags ta-med-over-alt-bøn (undskyld udtrykket) som følger mig hele dagen. Jeg har altid haft en stærk følelse af fællesskab når jeg beder. Det gælder i de fleste af dagens bønner, men måske stærkest i Jesusbønnen. Fælleskabet i bønnen som forener os i Ham. Tit, når jeg står i køen i mit lokale supermarked, eller når jeg venter på bussen og let bliver irriteret over, at det synes at tage så lang tid, finder jeg Jesusbønnen frem. Hvad ved jeg om de andre i køen? Måske beder en af dem, eller flere, netop nu? Blot tanken kan fylde mig med glæde, og pludselig opdager jeg at ventetiden er blevet positiv, og ikke et irritationsmoment.

Sidste år stiftede jeg bekendtskab med en af de ufatteligt mange skæbner fra postrevolutionens Sovjet-Rusland. Den russiske præst fader Arsenij som tilbragte 20 år i fangelejr blot på grund af sin tro og blev tortureret og ydmyget og sultede. I en bog om hans liv fortælles bl.a. om hans stærke tro og hans bøn. Og, det som slog mig var, at hans bønner var takkebønner. Midt i al menneskelig fornedrelse og ondskab kunne han bede bønner med tak til Gud. Hvad så med mig? Skulle så min dag ikke være fyldt af takkebønner? Fader Arsenijs takkebønner har gjort stærkt indtryk på mig, og ofte opdager jeg, at mit hjerte også fyldes af takkebønner. Ofte er de ordløse, som om de ikke er formuleret af mig selv, men springer ud af mit hjerte som en sprudlende kilde.

 Jeg er født i en smuk natur, og har altid følt lyst til at bryde ud i lovsang, når jeg har en stor naturoplevelse. Det være sig oppe i Nord-Norge hvor jeg kommer fra eller her i Danmark. Ofte kommer nogle af verserne fra Salmernes Bog til mig; "Min sjæl lov Herren! Herre min Gud, Du er såre stor! Du er klædt i højhed og herlighed, hyllet i lys som en kappe! Himlen spænder Du ud som et telt; Du hvælver Din højsal i vandene...." som læses i Den Ortodokse Kirkes aftengudstjeneste. Igen er jeg i et bønsfællesskab. Og igen fyldes jeg af en følelse af rigdom og glæde. Takkebøn.

Er jeg da altid glad? Åh, nej. Men det sker også at mit hjertes klagende bønner, hvor jeg føler mig forladt af Gud og mennesker, vendes og forunderligt bliver til bønner hvor jeg igen ikke er alene. Og sammen med alle de andre ukendte, der beder sammen med mig får jeg igen styrke. Og tit overtager Jesusbønnen pladsen, endnu en gang.

Min gamle bønnesnor som jeg fik i Pinsen 1977 blev slidt op. Jeg klagede min nød til søster Abraham, som forærede en ny til mig. Og nu er Jerusalem også knyttet ind i min bønnesnor og endnu et bønsfælleskab lukket ind i mit hjerte.

 

 

(levende Vand 1 2004)

 

  

Hjertets bøn

 

 

"Du har fortryllet mig, min søster, min brud“

Af Peter Halldorf

 

 

Hjertets bøn

Af Grethe Livbjerg

 

 

Den rene bøn eller hjertes bøn

Af Dumitru Staniloae

 

 

Daglig bøn

Ole Andreas Dah

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk