Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Ulrika Ljungman

At tænde lygter

De ere vel svage, dog verden forsvare, i Himlen de leve, på jorden dog gå, ... 

Christian Friedrich Richter (1676-1711)

 

Lygtetænderen Carl Flodberg, hvis levnedsbeskrivelse her skal fremlægges, var en af dem, der ”i Himlen leve, på jorden dog gå”, og som efterlod sig uforglemmelige spor. Til at begynde med skal hans yngre ven og åndelige frænde, Hjalmar Ekström, tegne dette portræt af ham: ”Man fik fra første øjeblik indtryk af en høj, ren enfoldighed hos ham. Han var på en sjældent set måde samlet og koncentreret omkring det eneste nødvendige, hvilket gjorde, at han resolut gik verden forbi. Men denne enfoldighed havde intet at gøre med det, man sædvanligvis kalder for enfoldighed, selvom man fra en ydre betragtning kunne fristes til at sammenligne den med den ret så mangelfulde ydre begavelse og skoling, som uden tvivl fandtes hos ham. Der var noget forunderligt ved ham. Han havde tilsyneladende små forudsætninger for på almindelig vis at tilegne sig kundskaber, og hans tænkning havde sine mangler. Men alligevel tilegnede han sig kundskaber, og hans tanke var klar. I den dannelse, som kaldes hjertets og åndens dannelse, var han en usædvanligt dannet mand. Sagen var, at han – i disse ting såvel som i andre – fik lov at gå en helt anden og ypperligere vej end den gængse. Som han helt levede af det åndelige til sin sjæls behov, sådan måtte han også stole på den indre åndelige vej, når det gjaldt om at tage imod og formidle forstandsmæssige ting. Så fik han den lærdom, som kommer fra Gud, og som er Åndens oplysning af Ordet. Han blev vis i den sande betydning. Hans ord ramte dér, hvor han kastede dem ud, korte, selvlysende, frigørende. Mange af dem, som han mødte, husker sådanne ord fra ham, som med ét fik hele deres syn forandret, åndeliggjort. Og mange er de, som blev hjulpet i deres nød og fandt det indre liv gennem sådanne ord af ham.

Ofte sagde han: ”Forudsætningerne for at forstå det hellige er en dyb ydmyghed og en dyb indre enfoldighed.” Det var mere end bare ord, når han talte sådan. Han vidste noget om at sænke sig ned i Guds-Ordets hav, så Guds Ånd fik lov at gennemtrænge ham og gøre ham til en iagttager af åndelige virkeligheder. Han vidste, at hvad han ikke havde set, kunne han ikke tage imod eller begribe. Hvis han talte sådan, blev det bare døde ord. Han plejede at sige, at ordet måtte fødes, ellers tjente det ingenting til. Han kendte også til virkeligheden af ikke at lade noget som helst i verden forstyrre kontakten med Gud. Derfor havde han også noget fra en anden verden at give de mennesker, han mødte. Når han sagde: ”Du har en reserveret plads ved Guds hjerte”, så var det, som om han kom direkte fra himlen og for nylig havde set dette menneskes reserverede plads. På denne måde blev de enkleste ord noget ufattelig mægtigt. Og når han sagde: ”Intet er så stort som fornedrelse, og intet er så højt som indre fattigdom”, så hang der et stykke åndelig og himmelsk virkelighed ved ordene. Man fik indtryk af, at han udtrykte ting, ikke ord. Kraften i det, han sagde, lå i selve ordets væsen. Og det samme gjaldt, når han citerede. Der findes mennesker, som har fået et helt nyt indhold i deres åndelige liv, når han i rette tid sagde til dem: ”For Herren vil skaffe sit folk ret, forbarme sig over sine tjenere, når han ser, at kræfterne svinder og hører fuldstændigt op” (5. Mosebog 32:36).

Der fandtes intet sentimentalt hos ham. Hans fremtræden og ord var på en gang mandigt alvorlig og blød. En vis enkel humor fandtes også hos ham. Han trådte gerne tilbage for andre og glædede sig over deres fremgang. Man så ham aldrig trænge sig frem noget sted, men han holdt sig usynlig blandt dem, han var sammen med. Sådan var det også i den kreds af mennesker, der interesserede sig for det indre liv, og som han ledede i mange år. Trods sin tilbageholdenhed, eller måske netop på grund af den, var han en rigtig god leder, og mennesker blev ikke trætte af ham. Hans ømhed for sjæle var stor. Det var i særdeleshed det enkelte menneske, han søgte at nå. Og med hver eneste, han nåede, opretholdt han den personlige kontakt. Dagligt gik han omkring i Stockholm og besøgte dem og hjalp dem med mere og mere at søge og finde det indre livs skatte. Uforglemmelig var han for alle, som han kom i berøring med, ikke mindst for dem, som på grund af åndelige vanskeligheder søgte ham i hans hjem.

Hans liv åbnede for Gud på en sjældent set måde, så han selv og hans menneskelige mangler ikke sås, men kun den Guds herlighed, som strålede igennem ham ud til mennesker i omgivelserne.”

Hvem var han så, denne lygtetænder på Själagårdsgatan i Gamla Stan i Stockholm, han, som havde en sådan indsigt i og medfølelse med sjælene? Hvad var det for en åndelig vej, han selv havde måttet vandre? Hvordan var den kreds, han samlede om sig? Og kan man stadig finde nogle af de åndelige guldkorn, han så generøst delte ud?

Carl Flodberg blev født i Värmland i 1848. Han blev tidligt forældreløs, og efter nogle arbejdsår i Gävle kom han i 1881 til Stockholm. Han forsørgede sig selv og sin familie, hustru, søn og datter, som lygtetænder. Han skaffede sig ekstra indkomster ved at hugge og bære brænde til familier på Nord og Øster Malm. Det var arbejde med lange strækninger, som krævede god fysik, og Flodberg var langbenet, høj og kraftig. Det var også arbejde i ensomhed og i nattens stilhed.

Allerede i 1877 i tiden i Gävle havde han haft en stærk Gudsoplevelse: ”Herren mødte mig midt på landevejen,” siger han, ”med en tydelig stemme: ”Se her!” Jeg standsede dér, hvor stemmen hørtes, uden at kunne se noget for det ydre øje, men dér talte Herren på en mægtig måde disse ord til min sjæl: ”Vend jer til mig, så bliver I salige, I alle jordens ender. Se på det værk, jeg gjorde for jer, se op på korset, dér bar jeg jeres synder, se på mig – se, de findes ikke mere!” Disse ord gennemtrængte hele min sjæl, og kærlighedens kræfters strømme blev så stærke, at mit indre smeltede for sådan en kærlighed.”

Grebet af denne Guds kærlighed levede Flodberg i 15 år sit kristenliv, mens han modnedes for den nye Guds skikkelse, som ventede ham.

I en af de familier, hvor han havde hugget brænde, blev Flodberg anklaget for tyveri. Det var portvagten, der havde begået tyveriet, men mistanken rettedes mod Flodberg. Hvad gjorde han så? Han forsøgte ikke at få ret og bevise sin uskyld, hvad vennerne ellers opfordrede ham til. Han knurrede ikke: ”Det er uretfærdigt.” Han tav og samtykkede, ikke til forbrydelsen, men til fornedrelsen. For ”Herren kom så kraftigt med disse ord: Lad dem hellere gøre dig ondt.” Allerede tidligere havde Jesu ord fra Matthæusevangeliet talt til ham: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (Matt. 5:44). Men samtidig blev han nu sat i en indre nød og et dybt indvortes indre mørke: ”Ingen trøst i Ordet, ingen kraft i bønnen, men en dyb angst omtågede min sjæl,” skriver han.

Først efter ni måneder blev Flodberg renset, og det rette forhold kom for dagen uden hans medvirken. Nu indså han, at det, han havde oplevet, var ”en rejse ind i Gud og en renselse fra det onde” – som han siger. Han var blevet flyttet til en højere klasse ”i Guds skole”, hvor han skulle komme til at ”gennemgå mangen død.” Nu på det sidste var han stiltiende død fra sin hæderlighed i andres øjne. Det kunne ikke være sket uden en fornyet fuldstændig overgivelse, en overladelse af sig selv og alt sit til den Gud, som står bag alt – også mørket og det tunge, som var overgået ham.

”Ikke at se på sig selv, når man står ved afgrundens rand, det er meget sjældent set, men det er også det, som gør overgivelsen fuldkommen. Nogle gange sker det, at man hos sådanne overgivne sjæle bliver bevidst ligesom om en udstråling indefra,” siger Madame Guyon. Netop dette var, hvad der fandtes hos Flodberg: Den sjældent sete overgivelse ved afgrundens rand og udstrålingen indefra. Selv sagde han: ”Overgivelsen til Gud er en salig vej for ånden, men en dødsvej for naturen. Der kræves, at man er tilstrækkeligt svag og enfoldig i sine tanker. Den salige enfoldighed siger os, at de mest ukyndige i dette hverv (overgivelsen) er de dygtigste.”

Den vej, som Flodberg førtes ind på, var dybt anderledes end andres veje og så ud til at blive en ensom vej. Der var kun plads for ”una Uni”, det vil sige: for den enkelte sjæl og Gud (”den ene for den Ene”). Nogle år senere havde Flodberg en oplevelse, som betonede dette: ”Herren talte til mig en aften, da jeg var gået i seng: Vil du følge mig på de enkeltes vej, så gå hen og gem dig i dit eget intet, og du skal finde alt. Der lå så meget i udtrykket ”de enkeltes vej.” Deri ligger hemmeligheden til at blive en selvstændig personlighed og til at følge Lammet.”

Det kan synes som om, ”de enkeltes vej” måtte blive en ensom vej, men inden vi bliver fanget af denne tanke, så lad os gå ind i det hjem ved Själagårdsgatan, som var Flodbergs i årtier.

Når man trådte ind i lejligheden fra den mørke trappegang, blev man forbavset over, hvor lyst der var. Dagligstuen var lang og smal med tre store vinduer på langsiden. Over taget på huset overfor strømmede sollyset ind. Midt på den modsatte langvæg fandtes et ordsprog: ”Gud – og intet andet.” Med ord fra den sangbog, kredsen omkring Flodberg benyttede, kunne ordsproget oversættes sådan: ”Det er ikke længere Dine gaver, det er Dig selv, jeg ønsker.” Eller med Flodbergs ord: Vejen går ”fra gaverne til Giveren selv.”

Rundt omkring ”Gud – og intet andet” hang billeder af mystikere og helgener. Hele langvæggen var fyldt af disse medvandrere på ”de enkeltes vej.” Dér fandtes biskop Fénelon og skomageren Böhme, amtsforvalter Louvigni og madame Guyon. Dér var Guds lille fattige Frans, og dér stod munken broder Laurentius i sit køkken og rørte i gryderne.

Flere yngre mennesker efterlignede Flodberg og satte deres mystikere og helgener op på væggen, men intetsteds var billederne så mange og så store som hos Flodberg. En del mystikere var protestanter, men de fleste katolikker og for det meste nogle, som den katolske kirke havde mistænkt eller dømt for kætteri. I Flodbergkredsen sagde man: ”Der findes hverken katolikker eller lutheranere eller andre ”ikker” og ”anere”, der findes kun Guds små børn.”

Mellem vinduerne ud mod helgenvæggen stod et bogskab fyldt med bøger af eller om disse mystikere og helgener. Ved siden af skabet stod en gyngestol. Dér omgikkes Flodberg med sine helgener. Dér lærte han af deres liv, deres råd og erfaringer. Ikke mindst havde de gamle mystikere hjulpet Flodberg igennem den periode af indre mørke og angst, som indfandt sig samtidig med anklagen for tyveri. De lærte ham ”at forblive på troens vej uden at mærke eller se.” Frem for alt var det Tersteegens Breve om åndelige emner og Louvignis Det skjulte liv med Kristus i Gud, som han havde fået fat i i den mørke tid, og som lærte ham at vandre troens vej i underkastelse under Guds vilje og i forvisning om, at alt havde mål og mening. Og målet var det gamle menneskes død for Guds hånd – ikke af menneskets egen kraft – men sådan at Kristuslivet mere og mere fik herredømmet i mennesket.

Man forstår godt, at Flodberg fandt en sjæleven i Louvigni og gerne tog hans ord til sig. I Louvignis 16. brev opdagede han endda, at denne var blevet uskyldigt mistænkt i en sag:

”Den mistanke, som man havde fattet mod mig, at jeg havde hjulpet M.D., har overalt givet mig et dårligt rygte i spørgsmål om en vis sag, som jeg ikke kan omtale. Nu har jeg besluttet ikke at stige ned fra dette kors, men lide og holde ud uden at beklage mig eller retfærdiggøre mig selv. Alle mine venner i Caen synes at svigte mig på grund af det dårlige indtryk, de har fået af min opførsel. Dermed glæder de mig mere, end de skader. For jeg vil jo, at mit liv her på det sidste skulle være skjult med Kristus i Gud” (Han havde åbenbart en anelse om, at han kun havde få måneder tilbage at leve i).

Og i brevet før – det 15. – fandt Flodberg hjælp til at udholde det sjælemørke, han befandt sig i. ”Er sjælen stadig i tørke og mørke, så kan selv denne Guds tilskikkelse have god virkning, hvis den i tålmodighed bærer sit mørke og sin tørke. Den bør ikke plage sig med at ville se og granske, hvad den gør, eller med at ville mærke sin egen sindstilstand. Sjælens fristelser og onde forestillinger gør ingen skade, hvis den med overgivelse forbliver i denne skærsild. Den hindrer ikke i at leve et retfærdigt liv, om end tørt og uden smag.”

Flodberg bad, som nævnt ovenfor, om ”Gud – og intet andet.” Deraf fulgte, at af Herrens tre bønneord: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer,” kom det første til at blive det mindst vigtige. Flodberg var jo ikke ude på at ”få”. Det blev snarere det sidste ord, som blev det vigtigste: En venten på, at den indre verden mere og mere skulle lukkes op. ”Må Herren udføre sit værk i min sjæl,” skrev han, ”så de indre sanser: syn, hørelse, lugt og smag mættes helt. Da søger man alene frugten på Livets Træ. Men faren består i, at man så gerne vil spise af Kundskabens Træ.” Læste man bøger bare for at få kundskab, brugte man dem forkert, mente Flodberg. Så spiste man af Kundskabens Træ.

En gang – og det må have været omkring det første år af 1900 – havde Flodberg lånt Taulers prædikener. Flodberg blev så grebet, at han udbrød til sin Gud: ”Herre! I otte år har jeg ikke bedt Dig om noget, men denne bog vil jeg have.” Der gik nogle timer, og så ringede det på døren. En medvandrerske kom ind og viklede en pakke ud. ”Jeg fandt en bog i antikvariatet,” sagde hun, som jeg tænkte kunne interessere Flodberg.” Bogen var Taulers prædikener!

Selvom det altså varede noget, før Flodberg fandt Tauler, havde han andre bøger, som fra begyndelsen indtog hæderspladsen i hans reol. Foruden Louvignis Det skjulte liv med Kristus i Gud var det Madame Guyons Åndelige strømme og Tersteegens Hellige sjæles liv. Dem læste han om og om igen, som man kan se af hans breve. Han indså, at man kunne blive forarget over visse af åndslivets ytringer i Hellige sjæles liv, for eksempel en helgens ekstase og askese eller en brudemystik, som føltes overdreven. Derfor siger han i brevet: ”Den enes vej er den andens død, hvis man vil efterligne den. Salig er den, som ser Gud i de hellige og ligesom bien går ind i blomsterne og tager honningen.”

Inden vi helt forlader Flodbergs boghylde, bør det tilføjes, at kredsen omkring Flodberg ikke var den eneste i Stockholm på det tidspunkt, som lærte af kristen mystik. Der fandtes også en kreds af præster, hvis ubestridte leder var hofprædikanten C. H. Bergman. Det var en lærd kreds. Dertil hørte også professor Waldemar Rudin, dr. teol. J. Ternstedt og præsterne Mazer, Petri, Laurell m.fl. Det var for en stor del dem, som forsynede Flodbergkredsen med nye udgaver af den kristne mystiks bøger. Bergman, som var velhavende, udgav oversættelser af TersteegensHellige sjæles liv, og Ternstedt oversatte hans breve. Det var denne kreds, som stod bag ”Petris bogsamling kristen mystik”, som nu findes på Sigtunastiftelsen.

Til fællesskabet med de hedengangne ”hellige sjæle” kom også fællesskabet med de levende. Flodbergs verden var egentlig ikke befolket med mennesker, men med sjæle, nødtørftigt draperet i kroppe. Han så dem alle som genstand for Guds værk og omsorg. Blev nogen fysisk syg, så han sygdommen som en renselsesproces for sjælen. Men var en sjæl blevet beklædt med en krop med godt hoved, så blev han bekymret. Da var der fare på færde. For at ”de grædende (skal være), som om de ikke græd, de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig” (1. Kor. 7:30), det kunne gå an. Men at være begavet, som var man ikke begavet, det var en indviklet sag. Med sådanne sjæle havde Gud særlig meget arbejde. De havde langt til Den Hellige Enfoldighed. Og her er Flodberg måske kommet til at blande enfoldighed sammen med naivitet.

Blandt alle disse sjæle havde Flodberg fået opgaven – og man må vel også sige den store nådegave – ”at tænde lygter.” Den evighedsflamme, med hvilken han tændte den ene efter den anden, var den kristne mystik.

De, som uigenkaldeligt ”hang fast på mystikens krog” – for at sige det med Flodberg – kom til at høre til Flodbergkredsen og blev hans nærmeste trosfæller. Fra begyndelsen af 1890’erne til Flodbergs sidste dage i 1930’erne samledes den, omend ikke regelmæssigt. Det ligger i sagens natur, at det ikke var de samme mennesker, som tilhørte den hele tiden. ”I den her kreds er vi næsten alle døde,” sagde Flodberg i 1930’erne, og man spekulerede på, om han mente den fysiske død eller ”den mystiske død,” og det vil sige det endepunkt på det gamle menneskes tilintetgørelse, som Flodberg så ofte talte om. Det viste sig, at han mente den fysiske død.

Det er svært at karakterisere en kreds, hvor man kom og gik igennem fyrre år. Årtierne omkring århundredskiftet var en tid, hvor kredsen var særligt gudhengiven og bevidst om sin særegenhed. På den tid rekrutteredes den delvist gennem embedsmanden Henrik Schager, som fremførte et inderligt og egenartet budskab forskellige steder i byen. Han var tyve år yngre end Flodberg, men blev hans bedste ven. ”Vi har gået i Guds skole sammen,” sagde Flodberg. Schager havde fundet den kristne mystiks vej gennem Flodberg, som gav ham Louvignis Det skjulte liv, samme bog, som Schager på sin side formidlede til den unge Hjalmar Ekström. Måske kunne man kalde det den kristne mystiks succession.

Igennem Schagers forsigtige fremtræden og indtrængende budskab nåedes flere personer, som senere blev Flodbergs nære venner. Nogle af dem kom til at bidrage med sange til Schagers sangbog. I det sidste oplag hed denToner fra det indre livs verden og blev flittigt anvendt i kredsen.

”Ikke mange vise, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem slægt” bliver kaldet, siger apostlen. Dette var særligt tilfældet med Flodbergkredsen, hvor de fleste tilhørte ”de stille i landet.” Men i årenes løb stod flere ”vise” præster den nær, og adskillige af ”fornem” adel sluttede sig til den, ligesom flere ”mægtige” og generøse, som kunne bistå deres mindre begunstigede venner. Blandt dem var Fanny v. Otter, Røde Kors´ daværende leder. Hun havde hørt Schager i Åhlinskolens festsal og tilsluttede sig, trods advarsler om kredsens manglende rettroenhed. Hun blev en stor ressource, både gennem sin evne til at formulere sine indre oplevelser, og ved at hun om vinteren åbnede sit hjem for kredsen og år efter år generøst indbød kredsens kerne til nogle sommerdage på familiegodset ved Gränna. Man læste Bibelen og de gamle mystikere, man talte om fundamentet, Kristi korsdød, om vejen, som havde nye eventyr at byde på, og om at hvile i Guds kærligheds omsorg. Man sang også sammen fra Toner.

Når man samledes enten i Gränna eller i Stockholm for at opbygges i den hellige tro, satte man megen pris på Flodbergs ord. Han talte gerne om nøgenheden, tabet af selvet. ”Man bliver så nøgen, så nøgen som en nål uden tråd,” sagde han, dvs. som et fuldstændig uanvendeligt redskab. Og denne nøgenhed gik til døden: ”Kristus blev korsfæstet – og dér var jeg med. Han blev begravet – og dér var jeg med. Men dér blev jeg. Da Han opstod, blev jeg tilbage i graven.” Ja, døden var livets kim: ”Så megen død, så meget liv har jeg – og ikke mere.” At sige, at man ikke er død, og søge at vandre i Jesu fodspor, ville være selvisk og fusk: ”Jesu efterfølgelse begynder dér, hvor alt slutter, både stort og småt, hos mennesket. Sikken et arbejde Gud må have, inden Den Hellige Ånd får lov at blive Herre over fornuftsånden. Fornuften vil altid være fremme og forsikre sig om alt. Man må dø igen og igen, før mennesket får fred for sine egne tanker.” I stedet for skulle Jesu eget liv indpodes: ”Hemmeligheden i opstandelseslivet ligger ikke i, at man forsøger at efterligne (”efterabe”) Jesus, men i at Jesus tager bolig i os og lever sit eget liv i os. Det er et stort skridt fremad, når vi mislykkes med alle vores forsøg på at efterligne Ham.”

Flodberg fortalte også. Det var små hverdagshændelser, der blev taget frem. De belyser, hvordan det indre tog skikkelse i hans hverdagsliv, og hvordan han mødte Guds omsorg i både småt og stort: Han mistede tålmodigheden en tid og bad indtrængende Gud om hjælp. En dag gik han som sædvanligt langt væk med øksen over skulderen for at save og hugge brænde. Vel ankommet til målet opdagede han, at han havde glemt saven. Han gik den lange vej tilbage og hentede saven. Da han kom til arbejdsstedet, havde han saven med sig – men øksen havde han stillet fra sig hjemme, mens han tog saven. ”Da forstod jeg, at dette var bønhørelse, og at Gud ville lære mig tålmodighed,” sagde han.

En anden anekdote – mere om end af ham – belyser det endnu bedre: Før køleskabets tid var det almindeligt, at familierne havde isskab ude på trappegangen, da de jo var store og optog megen plads. En morgen opdagede Flodbergs hustru, Lotten, at der havde været tyve om natten, som havde tømt skabet for madvarer. Hun blev meget oprørt og spurgte Flodberg, som var kommet hjem sent om natten: ”Så du ikke, hvad der var sket?” – ”Det gjorde jeg vel,” sagde Flodberg. – ”Hvordan kan du tage det så roligt. Hvad tænkte du egentlig?” – ”Jeg tænkte: De har ikke taget mere, end Gud har givet dem lov til.”

Til sidst fortalte han selv en episode, som morede ham meget, men som også illustrerer hans noget barske nøgenhedsmystik: Han mødte en bekendt på gaden og spurgte, hvordan det stod til. ”Det står meget, meget slemt til,” sagde manden, hvorpå Flodberg, som mente, at dette var gode tegn, svarede: ”Javel, har du drevet det så vidt nu?” Manden blev oprørt og mistænksom: ”Hvad menerFlodberg? Insinuerer han noget?” Flodberg havde ikke ”insinueret” andet, end at det står meget, meget slemt til, hvis vi forsøger at helliggøre os selv.

Flodbergkredsen samledes ikke så tit, at deltagerne kunne have deres faste hjemsted dér. Man tilhørte mange forskellige kirker og samfund. Om søndagen gik enhver til sin egen kirke. Men når kredsen var samlet, mærkede man ingen forskel på ”Guds små børn.” Man søgte altid kun kristen fordybelse, uden tanke på kirkeligt tilhørsforhold. Men indimellem kom der til Stockholm talere, som havde samme sigte: et dybere indre liv. Dem gik man hen og hørte, indbød dem også til kredsen. Omkring århundredskiftet hørte man gerne pastor Wetterlund, som skrev Åndens lov, og når vandrerpræsten Petander, kom, sluttede man op om ham. Og kredsen fik nye deltagere blandt disses efterfølgere. Fra Petander-tiden berettede Flodberg:

Mange af vennerne var taget til Petander-samling i Sala. Flodberg gik alene tilbage i Stockholm og tændte sine lygter. ”Nu er de alle dér og har det så vidunderligt,” tænkte han længselsfuldt, ”og her må jeg gå mellem mine lygter.” Da kom der et ord fra Herren: ”Er JEG ikke nok for dig.”

Flodberg tog imod Petander og Wetterlund uden forbehold. Men det gjorde han også med andre, som ikke havde samme lødighed. Gaven at skelne mellem ånderne var ikke hans. Sådan blev kredsen udsat for en og anden, som ikke lærte så sundt, og som tilmed pressede penge af dem til egne formål. I sit hjertes uskyld tænkte Flodberg godt om alle. En smule reserveret kunne han dog være. Efter at de havde lyttet til en lysende prædiken, spurgte en entusiastisk tilhører ham, hvad han syntes om den. Spørg mig om en måned, sagde Flodberg. Så meget, som der så er tilbage, så meget var det værd.

Der fandtes en lille sal på Köpmansgatan 10 i Staden-mellem-broerne. Den lejede to fromme skræddermestre, som hidkaldte forskellige åndsfyldte forkyndere. Fra tid til anden talte både Schager og Flodberg dér. Folk kom fra hele byen, men især bestod tilhørerne af havnearbejdere fra Skeppsbron og Stadsgården og umage eksistenser fra ungkarlehotellet i Gamla Stan. Der blev tit serveret smørrebrød, grød og kaffe, og der kunne undertiden blive ret så uroligt blandt tilhørerne. Men når Flodbergs statelige skikkelse gik på talerstolen for at frembære sit budskab, blev der så stille på bænkene, at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Ordene kunne være usammenhængende og knappe, men hans væsen talte mægtigt. Han var en af dem, men han bragte bud fra en anden verden, en stille, stærk og evig verden.

Kritikerne sagde, at den kristne mystik kun var en syslen med ens egen sjæl. De tog fejl. ”De enkeltes vej,” som Flodberg vandrede på, var også en vej til de enkelte. Han besøgte ensomme, syge og udstødte for at trøste og opmuntre og blev altid modtaget med glæde og taknemmelighed. Han kaldte det ”at slide hinandens trapper.” Af og til forstrakte han dem, der var i knibe, med penge fra sin egen eller andres pengepung. Han havde en særlig sans, som sagde ham, når nogen var i nød. Flodberg følte stærkt for disse udstødte. ”Det er så trist for hende,” hørte man ofte. En stor ære var det, når han sagde om en mand: ”Han er så lille, at man kan stoppe ham i lommen.” Til disse små havde Flodberg et budskab.

Medfølelse med menneskesjælene og en solid indre samling var kendetegnende for Flodberg. Derfor var det ikke bare ham, som opsøgte mennesker, men de søgte ham også. På hans ture mellem lygterne skete det, at en og anden fulgte ham fra lygte til lygte for at få glæde af en sjælesorgssamtale. Selv gaden var jo hans tempel. Når han mellem et par lygter blev hilst med spørgsmålet: ”Hvordan står det til,” standsede han et øjeblik og svarede: ”Jo tak, Gud er mit alt.”

Flodberg havde en indholdsrig brevveksling med folk, som var fraflyttet byen i kortere eller længere tid. Som følge af hans ringe skoleuddannelse var hans egne breve ofte hakkende og svære at tyde, men ligesom de var udsprunget af det indre liv, opmuntrede de til svar fra samme kilde. Han skrev til Schager og til den vanføre sangforfatter Linnea Hofgren. I de senere år fornyedes pr. brev bekendtskabet med Ekström, som tidligere havde truffet ham i Stockholm. Alle disses breve anså han for meget kostbare, for ikke at sige inspirerede af Gud. Ved en tilfældighed fik Schager i Stockholm opgaven at oplæse et af sine egne breve fra Norrköping. Da han helt naturligt forsøgte at unddrage sig, sagde Flodberg: ”Læs det. Og er der noget godt i det, så er det ikke af dig.” Brevene blev ikke bare læst op i kredsen til opbyggelse, men Flodberg fik dem også optaget i religiøse tidsskrifter.

Han var overbevist om, at han i den kristne nøgenheds vej havde fundet en perle, som var uvurderlig, og som han gerne undte andre. ”Jeg har noget – noget mere – som I også kan få,” sagde han engang blandt kirkeligt interesserede lægmænd uden for Östermalmskyrkan. En af dem følte stærkt, at det, som Flodberg sagde, var virkelighed, og han gik i gang med at søge efter perlen. Han hed Emil v. Schulz.

Længe efter sin pensionsalder gik Flodberg rundt på sine meget velsignede ture til de udstødte, men da han kom op i firserne, blev benene dårlige, og han sad mere og mere i gyngestolen ved bogskabet. Han bar en høj kalot på de sparsomme grå tjavser, den som man også ser på gamle præster. Han gav mere end nogen sinde indtryk af at være en patriark, en, som ”bøjede sig i bøn over grebet på sin stav” (Hebr. 11:21). Og det var netop, hvad han gjorde: Han bad og aflagde regnskab for sit liv. Som 83-årig skriver han til en ven:

– Det er nu på andet år, siden Herren tog mig til side, men den skole har også en dyrebar indre skole. Man lærer mere og mere at skelne mellem natur og nåde. Man får mange slagger at se, som mere eller mindre vildleder én. Der ville være meget at sige om den gift, som ligger i tungen. Læser man mystikerne, ser man, hvor meget det fødte ord betyder, og hvor sjæle, de betroede sig til. Dér passer ordet: ”Vær venlig mod alle, men betro dig ikke til en blandt tusind” (Siraks Bog 6:6). Men har du mødt en ven, så besøg ham ofte og slid hans trapper. Højsangen taler om ”en forseglet brønd.” Her har jeg svigtet meget.

Men så kommer Flodberg til at tænke på, at det vigtigste ikke er læbernes ordfattigdom, men sindets, og han fortsætter:

– Men når jeg i den sidste tid har holdt Mattæus 5 op for mig, ”for hvert eneste ord skal der gøres regnskab,” så mener jeg, at det ikke gælder noget retsligt, men ordene sigter til selve ånden. På den beror det. Ja, på at sindet, ved tingenes afslutning, er ludfattigt på alt skabt.

Hustruen Lotten døde i 1933 nogle måneder før Flodberg. Til det sidste deltog hun fra sin seng i kredsens samlinger. Derefter blev det den hjemmeboende datter, som tog sig af faderen. Flodberg var nu – halvandet år efter ovenstående brev – svært åreforkalket. Han blev mere og mere som et lille barn. Datteren kom ind engang og fandt ham grædende i sin stol: ”Mit ur er gået i stå,” snøftede han. Han, som havde holdt ud gennem sjælens mange mørke pas, som stiltiende havde ladet sig kalde tyv, som havde frasagt sig alt det skabte, han var ude af sig selv, da hans ur gik i stå. Det var den sidste nøgenheds tid.

Men den forestående død fik ikke indflydelse på Flodbergs ånd. Når han bad højt under en af de sidste samlinger, han kunne deltage i, var ordene forstandige, glasklare og inderlige. Det var den evigt unge og evigt overgivne sjæl, som bad til sit livs Gud.

På Flodbergs gravsten står der: ”Lær dig af døden at leve!” Han havde lært det. Han vidste, at den, som mister sit liv – time for time – han skal vinde det.

 

Teksten er et uddrag af Ulrika Ljungman:Gud – och intet mer. Levnadsteckningar och brev från den mystika Flodbergkretsen (Bokförlaget Artos, 1984 og senere). Oversat fra svensk af Annette Brønnum Nystrup. Det indledende citat er fra salmen ”Es gläntzet der Christen inwendiges Leben”(her citeret efter Brorsons gendigtning i Den Danske Salmebog (646)).

Ulrika Ljungman nævner Bergman­ kredsen samt nogle enkeltstående skikkelser (N.P. Wetterlund, David Petander, Waldemar Rudin), som antyder det åndelige landskab, der ligger omkring Flodbergkredsen i samtid og fortid. Om alt dette kan man læse i følgende bøger:

Bertel Andrén: N.P. Wetterlund (Stockholm, 1943).

Sigge Swensson: Vandrarprästen. David Petanders liv och förkunnelse (Uppsala,1933).

Bengt Åberg: Individualitet och universalitet hos Waldemar Rudin (Lund, 1968).

 

 

(levende Vand 4 2010)

 

 

Mystikere i Norden

 

 At tænde lygter

Af Ulrika Ljungman

 

 

Mystikeren Hjalmar Ekström (1885-1962)

Af Lisbet Rømer

 

 

En mystiker i den svenske vækkelsesbevægelse

Af Joel Halldorf

 

 

Den hellige Birgitta, økumeni, spiritualitet og mystik

Af Grethe Livbjerg og Marianne Bønløkke

 

 

Ramt af det uventede

Af Grethe Livbjerg

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk