Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Grethe Livbjerg og Marianne Bønløkke

Den hellige Birgitta, økumeni, spiritualitet og mystik

Samtale med Sr. Aloisia O.Ss.S., Sankt Birgitta Kloster i Maribo

 

En mandag i september kørte vi til Sankt Birgitta Kloster i Maribo for at besøge søstrene. Som altid blev vi taget godt imod med varme, glade smil og stor gæstfrihed. Det blev på alle måder en god dag, som sluttede med en fin samtale med Søster Aloisia, der 1995 kom tilbage til Danmark efter at have været nonne på klostre i Schweiz, Italien og Sverige i over 30 år. I 2006 indviede man det nye smukke Sankt Birgitta Kloster, som i dag er rammen om mange retræter.

 

Den hellige Birgitta levede i 1300-tallet – hvad er det hos hende, som kan inspirere i dag?

Den hellige Birgitta er jo den eneste nordiske kvinde, der har grundet en nordisk klosterorden. I 1992 deltog jeg i et symposium i Mariager, og jeg var forbavset over, at der var så mange forskere fra nordiske lande, som gennem deres arbejde havde stødt på Birgitta. Det var arkitekter, historikere, lærere – og kulturpersoner. Så mange forskellige professioner viser interesse for Birgitta – og møder hende fra vidt forskellige vinkler. Det synes jeg er interessant,­ og det har vel blandt andet at gøre med hendes aristokratiske baggrund, hendes dybe religiøsitet allerede fra barndommen, hendes visioner og kærlighed til den korsfæstede Kristus.

Vorherre forbereder jo enhver af os til den opgave, vi vil få i livet. Allerede som barn var hun dybt religiøs og tænkte over Kristi lidelse – havde stor kærlighed til Guds Moder – og tilstræbte hele tiden foreningen med Herren. På den måde bliver hun et forbillede, også for sin fremtidige orden. Hun var først og fremmest et almindeligt menneske – hun var gift og havde otte børn. Og netop det tror jeg gør, at folk tænker: så er hun en af os. Birgitta var ikke ekstrem med det religiøse. Og hun blandede sig i sin samtid og i kirkens indre affærer. Hun var ikke bange for at træde frem, men alligevel meget ydmyg – som hun selv siger det et sted: ”Mine knæ ryster, når jeg skal træde frem for de høje herrer, men jeg er jo blevet en fin Herres budbærer. Jeg er Herrens talerør, og så må jeg gøre det.”

Så man kan sige, at hun som kvinde var en normal person, men hun følte, at hun havde en opgave fra Gud, og den tog hun på sig – koste hvad det koste ville.

 

Det billede af Birgitta, som du giver os her – er det noget, der præger Birgitta-søstrene i dag?

Det præger jo en, at man i alle ”stænder” – i enhver livssituation – er skabt for at søge Gud. Slutningen på ethvert menneskes liv er, at vi skal mødes med Gud. Og hvem vi end er, så ligger det dybt i os. Selv i vores ikke så religiøse del af verden mærker vi i dag, at mennesker, bevidst eller ubevidst, søger Gud.

Nu har jeg i mange år været i kloster i udlandet og er nu vendt tilbage til Norden, og jeg mærker, at denne søgen efter Gud er blevet tydeligere. Og da er der nogle, der ligesom Johannes Døberen bereder vejen – f.eks. dit arbejde, Grethe, med Levende Vand og retræterne – og da støtter vi os jo til hinandens spiritualiteter. Både Birgitta og Teresa af Avila – hver har jo i deres tidsperiode forstået, hvad Gud ville med dem – og da næres vi af hinandens karismer og kan berige hinanden. Jo nærmere vi kommer Gud, jo nærmere kommer vi også hinanden.

 

Det handler jo også om økumeni – hvilken rolle spiller den hos Birgitta-søstrene?

Det er et indslag, som Birgitta-ordenens fornyer Moder Elisabeth Hesselblad (1870-1957) har givet til vores gren af ordenen. Hun ville åbne op og ønskede derfor, at der skulle være gæstehuse tilknyttet Birgittaklostrene. De skulle være de kontemplative kolonner med den hellige eukaristi og tidebønnen, for at bønnens flamme kan holdes absolut levende. Tilbedelsen – adoratio – hele tiden befinde dig ind for Gud. Ligesom Marta og Maria. Der er ikke noget kontemplativt liv, uden at man føler ansvar for de andre.

Som nordisk, da har jeg hele mit klosterliv tænkt, at det er synd for danskerne. Jeg gik i kloster i 1960’erne. Jeg følte mig i den grad opfyldt af Vorherre og forlod mit land i 1968, hvor tiden var sådan, at man indirekte søgte Gud, men der var så meget andet. Og da jeg så kom tilbage efter 30 år i udlandet, så mærkede jeg, hvordan det er anderledes i dag. Vi kan jo ikke leve uden Gud. Vi er skabt i hans billede.

Og Moder Elisabeth Hesselblad ville, at vi skulle have kontakt med mennesker, og derfor kunne hun ikke forestille sig, at man skulle have et lukket kloster med ekstrem klausur. Hun havde blik for, at der i Norden er behov for, at man kan sidde og tale med hinanden. Bare det at kunne tale sammen er begyndelsen, så kommer der en tid, hvor vi kan deltage i hinandens liv. Og det mærker vi jo i vore klostre – med gæsterne – at samtalen er nødvendig.

Der er stor uvidenhed omkring de forskellige kirker Og det kan folk ikke gøre for – hvor skulle de vide det fra? Hvis man ikke har haft forældre, en skole eller andre, som hjælper en på vej, så lærer man ikke den kristne tro og de forskellige kirkesamfund at kende.

Og da er det, at folk i dag kommer til klostrene – ja, for nu er det næsten moderne – og viser utrolig stor åbenhed over for, hvad vi står for. Det mærker jeg meget som dansk – denne nye åbenhed, som findes i vor tid. Også indbyrdes mellem kirkerne. Vi har f. eks. lige haft den danske ortodokse kirke på retræte her i weekenden. Og de, der kommer på retræterne er jo ikke først og fremmest katolikker. Nej, de, der kommer, er ofte søgende og nærmer sig langsomt. Ved første besøg siger de ikke noget – men kommer og er her, og måske stiller de spørgsmål. Og så er det vores opgave bare at være her.

Når klokken ringer til bøn, så iler vi ind til bøn. For det er jo vores opgave. Det er derfor du går i kloster – derfor vi er her. For at holde bønnens flamme levende, som forener med Vorherre. Og de, der så vil, og som forstår, de kan komme igen og igen. Det ser vi også i klostre andre steder – at folk vender tilbage. Og så taler man med dem på en anden måde. For nu kender de os.

 

Kan man tale om en særlig birgittinsk spiritualitet?

Ja, vi må have vore egne rammer, og her på Sankt Birgitta Kloster i Maribo er der gode rammer for den birgittinske spiritualitet. Som svenskerne siger: ”ödmjukt og starkt” – altså en ramme med harmoni, med enkelhed, nordisk i sin stil, noget hvor man føler resonans: Her kan man godt være, og man må være sig selv. Der er rummelighed. Det er en stor del af birgittinsk spiritualitet, at der skal være åbent for alle – og at det skal være rent og enkelt. Folk skal føle sig godt tilpas, og det gør de fleste i det enkle.

Marianne: Ja, det mærker jeg også, når jeg holder retræter hernede. Den enkelhed og også skønhed i rammerne, som findes her, betyder meget for retrætedeltagerne. Den måde I er gæstfrie på – at maden er enkel og smukt serveret, at der er blomster på værelserne, at man føler sig velkommen og hjertelig imødekommet af jer på en enkel og smuk måde.

Sr. Aloisia: Ja, det er sandt. Ofte siger folk: Tak for jeres måde at være på! Netop dette forbavser mig, og får mig til at tænke: Jamen, hvordan er vi? Vi er jo søstre fra mange forskellige verdensdele, som er sammen her i klosteret. Men søstrene lever sig ind i den nordiske birgittinske åndelighed. Og jeg føler det som et mirakel, at vi nu er kommet tilbage til Maribo. Det havde jeg aldrig troet.

Grethe: I får oven i købet en stor pengegave, så der kan bygges et nyt kloster.

Sr. Aloisia: Ja, og der er en arkitekt, som forstår at finde ind til den særlige birgittinske spiritualitet. Det nordiske, den enkle skønhed er det bærende i det nye kloster. Han har til og med lagt klosteret, så når solen kaster sine første stråler på alteret, så skal klosterfolket intonere laudes – det er mod øst – den kommer om morgenen her, og så drejer den rundt. Når vi så synger vesper, så kaster den sine aftenstråler over korset. Så tænker man: Nu er der igen gået et døgn.

Vi lever jo med naturen. Det er en del af det nordiske, at vi elsker naturen og har behov for lyset. Derfor skulle vinduerne i birgittinske klosterkirker være klare. Sådan har det altid været – og er det stadig – ligesom her i Sankt Birgitta kloster i Maribo. De klare vinduer danner den nødvendige ramme omkring den birgittinske spiritualitet – og former den. Og selve spiritualiteten i Birgitta-klostrene er enkel – der er tidebøn, dvs. korbønnen på forskellige tider af døgnet, tavsheden og tilbedelsen. Enkelheden er en velsignelse.

 

Hvornår gik du i kloster – og hvorfor blev det Birgittinerordenen?

Det gjorde jeg, da jeg var 22 år. Jeg er ud af en katolsk familie. Min far var bogtrykker i Holte, som havde trykkeopgaver for nonnerne. Så indimellem tog vi til Vadstena med tryksager – og andre gange til højtider. Men dengang i 1950’erne og i begyndelsen af 60’erne var der et meget levende katolsk kirkeliv – og nogle store katolske familier. Dog oplevede jeg det som barn ikke som noget overdrevet. I min familie var det ikke noget med, at man skulle gå i kirke – nej, det var meget diskret. Jeg mærkede på mine forældre, at de var afhængige af Vorherre – de var katolske på en ”nordisk” måde, kan man sige.

Først søgte jeg dog det mere kontemplative klosterliv – søgte ind på et benediktinsk kloster i Schweiz. Jeg har altid holdt meget af at synge, og korbønnen, som fylder meget i kontemplativt klosterliv, følte jeg mig meget draget af. Men så kom jeg – næsten tilfældigt – til at støde på Birgitta-kloste-ret i Schweiz. Da jeg så hørte den enkle korsang i dette kloster, så vidste jeg bare, at det var det jeg skulle. Jeg var også stødt på Birgitta i andre sammenhænge, da hun jo er den eneste nordiske stifter af en klosterorden. Jeg kendte som sagt også nonnerne fra barn og mine besøg i Vadstena. Jo, jeg har – på forskellig vis – mærket, at Vorherre ville, at jeg skulle træde ind på den vej og søge klosterlivet i Birgittinerordenen.

 

Betyder det noget for dig, at den hellige Birgitta var mystiker?

Ja, for mig var det vigtigt, at jeg skulle ind i et lukket kloster og være for Vorherre i klosterfællesskabet. Derfor søgte jeg også en kontemplativ orden. Jeg har aldrig tænkt på, at jeg som nonne skulle være sygeplejerske eller lærer. Nej, det kontemplative var for mig den lige linje mellem himmel og jord.

Og efter, at Moder Elisabeth Hesselblad åbnede Birgittiner-ordenen – så den blev det man før kaldte ”semikontemplativ” – da kunne det kontemplative og det at være blandt folk forenes. For som dansk føler jeg ansvar for mit folk. Vi har så megen velstand – har det på en måde for godt, og så glemmer vi Vorherre. Det synes jeg er synd for de nordiske folk.

Og da jeg så erfarede Vorherre – ja, det var jo ligesom at være forelsket – og jeg vidste, at det var mig han så på. Det er det største jeg har oplevet – at vide, at jeg er elsket af Gud. Da må jeg give mig selv. Har du erfaret Gud på den måde, som han har åbenbaret sig for mig, så bliver man nødt til at satse absolut på det lukkede klosterliv. Vi skal holde korbønnen levende og flammen brændende. Men det betyder jo ikke, at man lukker sig om sig selv.

Når man først har forstået, at Gud er kærlighed, så har man lyst til at give denne kærlighed videre til sine medmennesker. Jeg kan huske, at da jeg var ung, så tænkte jeg: Hvad skal jeg dog gøre med al den kærlighed? Og da kommer det jo af sig selv, at man må kanalisere det ud. Det må ud i vores land. Tænk, hvis det var sådan, at folk ikke måtte se nonnerne, eller vi ikke måtte tale med dem! Som det er nu, så er vi midt iblandt mennesker, og de kan tale med os – og se, at vi er ganske almindelige mennesker, der bare har forstået, at Gud er Kærlighed med stor K.

De kan se, at har man kaldelsen, så er man opfyldt af det i krop og sjæl – man går frit ind i cølibatet – for som der står i salmen: ”Det opfylder ens hjerte, man mangler ingenting.” For vores seksualiserede mentalitet i Norden er det svært at forstå.

Men har man erfaret Gud, så er det et svar på Kærligheden, at du må give dig selv fuldstændigt. Og jeg kan ikke sige andet, end at jeg altid har været meget lykkelig i klosteret. Du har fået lov til at erfare Guds nærvær. Og det kan man ikke glemme.

 

 

(levende Vand 4 2010)

 

  

Mystikere i Norden

 

 

 At tænde lygter

Af Ulrika Ljungman

 

 

Mystikeren Hjalmar Ekström (1885-1962)

Af Lisbet Rømer

 

 

En mystiker i den svenske vækkelsesbevægelse

Af Joel Halldorf

 

 

Den hellige Birgitta, økumeni, spiritualitet og mystik

Af Grethe Livbjerg og Marianne Bønløkke

 

 

Ramt af det uventede

Af Grethe Livbjerg

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk