Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Grethe Livbjerg

Ramt af det uventede

 

Misundelsen presser sig på, når jeg står i en svensk klosterboghandel. Pengepungen siger stop før øjet. Så mange gode bøger, som slet ikke findes her i landet. Jo, vi er også ved at komme med, men vi er bagefter.

Nogle svenske bøger får mig til at spørge: Hvorfor udkommer sådanne bøger hinsidan? Hvorfor ikke her? Bøger om pludselige omvendelser, ikke skrevet af naive mennesker i almindelig vækkelsesstil, men af kendte, højtuddannede journalister, som om Gud har særlig forkærlighed for dem eller brug for dem. Hvorfor sker sådant ikke her? Som en af mine venner sagde: Det er, som om der er bygget en mur ned gennem Øresund.

En af disse omvendte journalister, Göran Skytte, giver en forklaring. Naturligvis tilskriver han Helligånden den helt afgørende betydning, men derudover findes der også psykologiske, sociologiske og et væld af andre årsager. Vigtigst af disse er, at svenskerne er blevet så åndeligt underernærede, både i kirken, men også gennem medier, som byder på aldeles vitaminfattig næring. Derfor findes der en sult og tørst efter ægte varer, oftest ikke erkendt som sådan. Kulturpersonligheder, deriblandt journalister – påstår Skytte – er et meget sensitivt folkefærd, hvor denne tørst bliver mere følbar. Derfor!

Men det samme kan jo siges her – uden at vi tilsyneladende bliver benådet med disse stærke omvendelser.

 

Elisabeth Sandlund: Drabbat av det oväntade (Cordia, 2005)

Elisabeth Sandlund var journalist med økonomi som speciale. Hun var erklæret ateist. I sin bog fortæller hun om, hvordan hendes mentalt handicappede datter ønskede at følges med sine kammerater til konfirmation. Men da datteren ville have hende med til altergangen, stod hun af: Dette var jo bare en tom skik, som hendes ærlighed forbød hende at deltage i. Men datterens gråd fik hende overtalt, så hun gik med. Hun skriver: ”Jeg gik op til alteret som ateist, men gik ned som troende.” Hun var ramt af det uventede! Hendes liv blev totalt ændret. Først blev hun redaktør på Kyrkans Tidning, og siden på Dagen, hvor hun stadig er. Men hun har også rejst rundt og fortalt om sin omvendelse, om at Gud fra at have været et fantasibillede blev en levende virkelighed for hende. Kirkeligt fandt hun ind i Sankta Klara Kyrka, midt i Stockholm, som er kendt for sit meget levende menighedsliv med et stort socialt engagement.

 

Göran Skytte: Omvänd (Libris, 2009)

Göran Skytte har åbent fortalt om sin omvendelse i bogen Omvänd. Han var en succesfuld journalist, tildelt fine priser. Gennem flere år ledede han med rekordhøjt seertal en tv-serie, der bar hans navn. I stigende grad fik denne religiøse toner, og disse tiltrak endnu flere seere. Hvad ingen vidste, var, at han morgen og aften blev smuglet ud og ind ad bagdøren til en psykiatrisk afdeling, hvor han var indlagt. Stressbetonet depression var den høje pris, han betalte for et stærkt liv med flere forhold bag sig, med spiritus, med tomhed, som han havde fyldt med arbejde.

Hans omvendelse var mere end de andres en udvikling med forskellige faser. Den 31.december 1999 fik han en pludselig indskydelse: Tag flyet til Rom og mød dér det næste årtusinde! Nytårsaften gik han til Peterskirken. Man skulle have adgangskort for at komme ind, og alle stod og flagrede med deres kort. Han havde intet, men gik lige forbi vagterne, den ene efter den anden, lige til han kom helt frem i kirken. Da paven kom ind, stod Göran Skytte helt tæt på ham, han oplevede at deres blikke mødtes, og at dette stærke blik sænkede sig ned i ham. Efter denne oplevelse turde han sige, at han var kristen.

Man kunne tro, at han så blev katolik, men efter at have gået rundt og snuset til forskellige kirker, blev Sankt Laurentiistiftelsens kirke i Lund hans hjemsted. Præsten dér, Bo Brander, var højkirkelig, og med ham som skriftefar opdagede Göran Skytte velsignelsen i bodens sakramente. Ud fra søndagsprædikenerne skabte de to sammen en bog Ett år med Jesus, som blev en bestseller.

Snart havde Göran Skytte en fyldt kalender og tilbragte sin meste tid i tog, bil og på hotelværelser. Fra at have været en succesfuld journalist var han nu en søgt forkynder. Ikke underligt, for i hans forkyndelse mødte mennesker en levende Gud, ikke bare tanker om Gud.

Hvor han end kom frem, var det til fyldte sale og kirker. Pludselig oplevede han, at en nisse var fulgt med: Hovmodet. Tanken truede med at fylde ham: Hvor mange var der til højmesse? Men når jeg kommer, så er her fuldt. En ung pige kom frem og fortalte ham, at der var sket noget med hendes far under foredraget: Han havde været absolut ikke-troende, men var gået med, fordi det var den fra tv så kendte journalist, der skulle tale. Men pludseligt begyndte han at ryste over hele kroppen ”Jeg tror, jeg tror,” sagde han. Mange kom til tro under disse foredrag. Og igen stak hovmodet sit grimme fjæs frem: Der sker intet, når andre prædiker, men når jeg ... Hovmodet havde også fulgt Göran Skytte som succesfuld journalist, men nu var det værre, for som kristen måtte han se på det som synd.

En dag bladede han i indkøbte, men ikke læste bøger. I én af dem faldt hans blik på sætningen: ”Hvis du erkender dit hovmod, kan det gøre dig ydmyg.” Hvem havde skrevet det? Wilfrid Stinissen! Straks satte han sig i bilen og kørte til Tågarp. Han traf Wilfrid Stinissen, der nøgternt konstaterede: ”Jamen, det er da ikke så underligt, at du mærker hovmod. Aften efter aften taler du jo for fuldt hus. Men også det kan hjælpe dig til at blive ydmyg.” Göran Skytte blev i klosteret tre dage, og da modnedes tanken om en samtalebog:Ansikte mot ansikte (Artos & Libris). Ud fra Wil frid Stinissens bøger havde Göran Skytte formuleret hundreder af spørgsmål, som han sorterede, så bogen i samtaler mellem de to beskrev en vandring fra et liv uden Gud til et liv med Gud.

 

Carolina Johansson: Bråkdelen av en sekund (Libris, 2010)

Jeg var omtumlet, da jeg lagde denne bog fra mig. Og lykkelig. Sådan kan Gud forvandle et menneskes liv. Carolina Johansson er journalist med økonomi som speciale, en kvinde med succes, kendt og efterspurgt som konsulent.

”Det, som er sket, er noget yderst mærkeligt. I min virkelighed, den som var da, fandtes Gud ikke. Gud har aldrig været til, vil aldrig findes, kun som en menneskelig konstruktion. En sutteklud for svage, eller endnu værre, en bombe for fundamentalistiske galninge. Jeg er et videnskabens barn, et barn af modernitet og rationalitet. Jeg har altid tvivlet på Guds eksistens. Han er noget, som uvidende mennesker finder på. Ikke noget for mig.

”Og så dette nye nu. Gud er til. Spørg mig ikke hvor, men jeg ved det. Jeg ved. Han har altid været der, vil altid være der. Han slog ned som et lynnedslag, og han sagde til mig, ja, han hviskede til mig. Han sagde: Du er mit kæreste barn.

”Skal sandheden frem, og det skal den vel, så oplever jeg det, som jeg kalder Gud, som meget virkeligere end den virkelighed, som findes omkring mig. Jeg kan tvivle på alt uden netop dette: Gud findes. Gud ER. Det må så være det eneste jeg ved, men så meget ved jeg i hvert fald.”

Det ene øjeblik ikke-troende – det andet dybt troende.

Hun vidste, at hun måtte døbes, for det var hun ikke blevet som barn. Gud havde givet sig til hende. Hun måtte helt give sig til Ham. Hun gik til en præst. Var lidt ængstelig for at fortælle ham, hvad hun havde oplevet. Men hans reaktion var: ”Du er kommet hjem.” Hun havde forestillet sig, at han straks ville hente et glas vand og døbe hende. Men nej, hun måtte gennem en forberedelse.

Jo, hun måtte også gå gennem tvivlens angreb, gennem oceaner af spørgsmål. Fem år senere fik hun besked om, at hendes mor var dødssyg, og hendes egen åndelige udvikling forløb, samtidig med at hun fulgte moderens dødsproces. Og det er en af denne bogs kvaliteter. Man følger på nært hold en dødsproces, oplevet gennem en datter, der så gerne vil, at moderen skal finde Gud, men som er yderst tilbageholdende. Aldrig havde de to jo talt sammen om sådant. For heller ikke hos moderen havde Gud haft nogen plads. Hun havde arbejdet videnskabeligt og rejst verden rundt og forelæst om medicinske emner. Nu, hvor døden var nær, kom Jesus til hende i en drøm. Salmevers fra hendes barndom blev levende for hende. Hun blev i sin allersidste tid barnligt troende. Da hun skulle på hospice, ville datteren så gerne, at hendes præst skulle komme og velsigne det værelse, som skulle være hendes mors sidste bolig. Præsten tog det ganske naturligt. Moderen også. En særlig fred kom ind i denne sidste tid.

 

Ingela Agardh: Den största nyheten (Libris, 2009).

Ingela Agardh var journalist i et lille hul på landet. Hun fik chancen at vikariere på TV-Aktuelt og fik i 1979 tilbud om at blive programleder. Og så gik det hurtigt. Hun blev kendt. Hun arbejdede altid. ”Vi kan vel drikke te sammen juleaften?” sagde hendes datter engang.

Hun fik cancer, som blev helbredt med stråler, men flere gange vendte den tilbage og til sidst tabte hun kampen mod den. Men i en periode uden cancer, men med alt for meget arbejde blev hun syg af stress. Hun søgte Gud, men han var åbenbart ikke til for hende. En nat måtte hun bede sin mand køre hende på den psykiatriske akutmodtagelse. Hun var bange for sig selv. Hun blev medicineret, men tiden, indtil pillerne virkede, blev hård. Kort før dette havde hun interviewet pinsepastor Stanley Sjögren og den katolske biskop Anders Arborelius. Begge havde sat noget i gang i hende. En kollega, pinseven, havde sagt til hende: ”Ingela, Gud omslutter dig på alle sider.” Det lød trygt, men usandsynligt.

Hun begyndte at læse Bibelen. Men hun fandt ikke Gud. Han syntes fjern. En dag da hun igen sad med Bibelen, lød det til hende: ”Du behøver ikke at forstå.” Det var ikke en vision, der var ingen hørlig stemme, men stemmen dybt i hendes indre gjorde det hele klart for hende: Jesus er her. Han bor i mig. Et mysterium, hun ikke behøvede at forstå, men som hun kunne leve ud af.

Hendes liv var ændret. For altid var al frygt forsvundet. Tanken kom til hende, om ikke hun burde ændre sit liv. Blive asketisk? Gå i kloster måske? Men den indre stemme sagde: ”Du skal være Ingela.” Og netop det er fælles for disse omvendte: De fortsatte med at være moderne mennesker, men med et liv med Gud som den store Virkelighed.

Ingela Agardh sagde sin stilling ved Sveriges tv op og skabte sit eget konsulentfirma. Hendes bog blev en bestseller og førte hende ud på en møderejse Sverige rundt, hvor hun fortalte om sin omvendelse og sit nye liv. Den sidste udgave af hendes bog, som er udkommet posthumt, indeholder også artikler, som hun skrev inden sin død.

 

Disse bøger prædiker i al deres forskellighed det samme: Gud er virkelig, den virkeligste af alt virkeligt. Fra al anden side høres det modsatte: Gud er ikke til. Vor tid behøver et stærkt vidnesbyrd: Gud er den levende, jeg har mødt Ham.

Disse mennesker er moderne personer, med et helt up-to-date-liv. Det ændres ikke. Men de oplever sig elsket, netop som de er. Under læsningen har det givet ekko i mig: Jeg er elsket, som jeg er.

Har jeg ikke altid vidst det? Har ikke den og den gode præst sagt det? Og dog er det, som ved jeg det først nu. Det lyder udefra og indefra: Du er elsket, som du er. Disse forfattere oplevede at gå fra absolut ingen tro til en dyb tro. Men de fører læseren ind i det samme, for den i forvejen troende bare med et andet udgangspunkt. Troens vandring er jo stadig at begynde forfra: Først nu…

Disse nyomvendte kan sige til mig og til dig: Du er elsket, som du er. Hør det, lad det synke ned, så får du en sikker grund at stå på.

 

  

(levende Vand 4 2010)

 

 

Mystikere i Norden 

 

 At tænde lygter

Af Ulrika Ljungman

 

 

Mystikeren Hjalmar Ekström (1885-1962)

Af Lisbet Rømer

 

 

En mystiker i den svenske vækkelsesbevægelse

Af Joel Halldorf

 

 

Den hellige Birgitta, økumeni, spiritualitet og mystik

Af Grethe Livbjerg og Marianne Bønløkke

 

 

Ramt af det uventede

Af Grethe Livbjerg

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk