Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Bønnens rensende og helbredende kraft

Mine egne erfaringer med at følge de anvisninger Jalics giver i denne bog - og samtaler med adskillige, der gør det samme - viser, at denne meditationspraksis fører ind i en dyb renselses- og helbredelsesproces.

I vort terapisamfund møder man utallige mennesker, som tilsyneladende opfatter det som deres vigtigste livsindhold at gennemgå fortiden lige til fosterstilstanden - og tror man på reinkarnation så til tidligere liv - for derigennem at blive frie, lykkelige og selvrealiserende. Mange nyere kristne bøger - især af amerikansk tilblivelse - har også en over-vægt af mere eller mindre hjemmestrikket psykologi. Jeg vil skynde mig at sige, at terapi kan have sin berettigelse, at utallige mennesker har fået en vigtig hjalp til at komme videre gennem de mest forskellige terapier, og at jeg kender mennesker som gennem terapi kunne komme til at lære sig selv bedre at kende ... men når så mange bliver fikseret i terapi som en slags frelsessurrogat, må man som kristen sige stop.

Jeg selv har for år tilbage i en slags bønsterapi - kaldet bøn for indre helbredelse - arbejdet med gamle minder, traumer osv. og mente i grunden, at fortiden stort set og i dybden var gennemarbejdet og helbredt, og at selv om man aldrig bliver færdig, ville det være usundt og selvcentreret at blive ved med at grave.

Denne bog er så befriende, fordi den tager vore indre sår og de deraf følgende komplekser alvorligt, men hele tiden bevarer perspektivet: Søg først Guds rige .. og alt andet skal gives dig i tilgift. Og netop i denne holdning findes den dybe helbredelse.

Ikke ret lang tid efter, at jeg var begyndt min hverdagsretræte ud fra denne bog, begyndte gamle minder at dukke op. Det irriterede mig, for dem var jeg jo færdig med, nu ville jeg videre.

Men Jalics har sin forklaring på, at vi må igennem sådanne erfaringer - og en anden mere befriende løsning end den blot terapeutiske.

Hans skildring af vores person nikker man genkendende til, hvis man er lidt fortrolig med Bibelen og de kristne mystikere:

"Vi mennesker blev skabt, så vi altid og med vores ganske væren var rettet mod Gud. Det er vores natur, det var vores urtilstand og i den lå hele vores lykke. Ved at alt i os var rettet mod Gud var vi også i harmoni med naturen, i fred med vore medmennesker og med os selv.

Syndefaldet bestod - og består - i at vi i stedet for at have Gud i centrum, sætter os selv på denne plads. Mennesket blev sin egen måle-stok. I stedet for at leve ud fra sit centrum, hvor Gud bor, blev det vore egne ønsker, planer og mål - kort sagt: vores egenvilje, som drev os. Vi er faldet fra Gud-scentrering til jeg-centrering. Og så blev der kaos. Mennesket blev adskilt fra sin kilde. Menneskets harmoni med naturen blev brudt ... krige brød ud mellem mennesker. Enhver sætter sine egne interesser, sine egne bedømmelser og ønsker i centrum. Det værste er den dualisme, som mennesket blev dømt til at leve i. I sin jeg-centrering lever mennesket i en kras modsætning til den universelle kærlighed, som det er skabt til."

Hvordan oplever den enkelte sin jeg-centrering? Den, som er angst, ser kun sit truede jeg. Den, som er vred, oplever sin afmagt i at kunne gøre sit lille jeg gældende. Den, som foragter andre, sammenligner andre med sig selv og stirrer på sine egne fortrin. Sådan kan vi ud fra enhver negativ følelse se, på hvilken måde den peger tilbage på vores jeg-centrering.

Jalics viser, hvordan vi ofte lever i en selvskabt drømmeverden, hvor vi arrangerer, bygger luftslotte og måske fantaserer om farer, der lurer - altså lever i en uvirkelig verden, hvor vi selv er i centrum. Selv de mest realistiske mennesker kan konstatere sandheden i dette ved at lægge mærke til de fantasier, som hindrer den indre samling i bøn.

Men dybt i os bor Den hellige Treenighed. I de Tre guddommelige personers liv findes ingen selvcentrering. De er total relation. Total kærlighed. Vi har i os et indre rum, hvor der er rent, kontemplationens rum.

Men uden om det er der som en ring af arvesyndens virkninger. Vi er født ind i en sammenhæng, hvor vi får skrammer. Selv de bedste forældre med den allerkærligste hensigt vil påføre deres børn traumer, fordi de selv lever i arvesyndens sammenhæng. Mange af vore psykiske brist kan henføres til oplevelser i den tidlige barndom, som i sig selv var bagateller, men af det lille barn blev oplevet i skræk og som har sat angstens mærker i sindet. Vi selv har med vores egen synd fået dette lag til at vokse i tykkelse, så vor inderste helligdom ligger i mørke for vort bevidste blik. Dette er vor egentlige elendighed. Som Teresa af Avila skriver det:

Ville det ikke være dumt, hvis et menneske slet ikke vidste, hvem han var, hvem hans far eller mor var, hvilket land han kom fra? Jo, et sådant menneske ville være dumt som
et dyr. Men det menneskes dumhed er uden sammenligning større, som ikke ved, hvilke rigdomme, der er nedlagt i dets sjæl, og som slet ikke bryder sig om denne indre skønhed
og drager omsorg for den.

Vi har formået at dække vor indre skønhed til med synden og dens følger. Og hele dette område med alle dets smertende minder og sår ville det være alt for smerteligt at leve med, så vi har dækket det til med den facade, som vi lever ud fra. Der kan være langt ind til vor indre helligdom.

I den kontemplative meditation søger vi ind i sjælens borg, for nu at bruge Teresas billede. Vi må da forlade vores ydre facade og kan da ikke andet end at nærme os det dybere smertefyldte område.

Hvis man følger de anvisninger Jalics giver, vil man få dette at føle. Særligt hans råd angående opmærksomhed på håndmidterne sætter os i forbindelse med dybt begravet gods. Sikkert fordi dette virker så dybt afspændende.
Hvad gør man så? Ja dér går Jalics tværs imod almindelige terapeutiske metoder, men også ad andre veje end dem, der ud fra karismatisk praksis beder for indre helbredelse. Hans vej er kontemplativ og derfor enkel.
Igen skelner Jalics mellem før-kontemplativ bøn og overgangen til kontemplativ bøn. I den før-kontemplative bøn kan det være rigtigt aktivt at beskæftige sig med sine indre sår. Men i den kontemplative meditation følger vi radikalt Jesu råd: "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så vil alt andet gives dig i tilgift." 

-"Vi har en kærlighedsfyldt opmærksomhed, rettet mod Gud." Det er en holdning, som ikke
vil opnå noget - hvor Gud er det absolutte mål.
- Vi er tillidsfulde. Gud selv vil føre os til foreningen med sig. Vi kan
være i fred.
- Vi elsker. Men med en anden kærlighed, end den, man normalt betegner med dette ord. Denne kærlighed er som solen, der skinner og ikke ophører selv om der ikke er noget eller nogen til at nyde dens varme og lys. En kærlighed, som bare er. Den kan vi ikke selv skabe, men i kontemplationen elsker Gud gennem os.
- Vi kan lide. Jalics betoner den afgørende betydning af vores beredskab til lidelse.
"Vi er her på jorden for at lade mørket i os og andre bliver forløst. Synden, mørket i os, skiller os fra Gud og fra mennesker. Først når alt mørket i os er forløst, er vi totalt optaget i Guds evige kærlighed. Først når den mørke zone i os gennem lidelse er forløst, kan vi skue Gud.
Deri består målet for vort jordiske liv."

Jesus steg ned i menneskets dybeste mørke. Sammen med ham stiger vi ned i vort eget og andres mørke, så det kan forløses. Det medfører lidelse. Det kan gøre meget ondt. Men det er en sund lidelse. En neurose derimod er en flugtmekanisme bort fra en autentisk lidelse.
Hvert menneske oplever dette på sin måde, med netop sin baggrund, sin mørke zone, og intensiteten er afhængig af, hvor meget man engagerer sig på denne vej.

De allerførste skridt på vejen indad kan være opløftende. Vi oplever, hvordan sansningen og bevidstheden om energien i vore hænder gør os samlede og nærværende - vi erfarer Guds nærvær og er i dyb bøn. Men så kan tankerne igen myldre frem. Af og til hårdnakkede tanker og følelser, som kredser omkring negative oplevelser og holdninger. Men mest en tankestrøm, som det føles umuligt at standse. I stilheden, den indre samling og afspændingen har gamle flugtmekanismer og fortrængninger fra det underbevidste nu sat sig i bevægelse: De skal op og forløses. Vores reaktion kan være forskrækkelse: Hvad har jeg dog gjort? Vi spekulerer over, hvad vi kan gøre bedre - eller hvor alt dette dog kommer fra. Men dermed er vi tilbage i den førkontemplative fase, hvor vi vil gøre noget. I stedet skal og kan vi tage det roligt. Samle os om bevidstheden i vore hænder - de er blevet et konkret samlingspunkt - og dermed forblive i Guds nærvær. Det er hans kærlighed, som skal forløse mørket i os.

Hvis vi er trofaste i denne holdning, vil forløsningsprocessen fortsætte. Den kan blive smertefuld. Midt i en fredfyldt meditation i Guds nærvær bryder pludselig en dyb sorg igennem og gråden presser på.
Den terapi-vante vil straks begynde at analysere: Hvor kommer dette fra? Hvad kan jeg gøre? - Og så er kontemplationen forladt. Det er ikke længere Gud, men mig, som er i centrum.

Den afgørende holdning i denne proces er: Lad alt være som det er. Lad alt komme frem. Fortræng ikke, men beskæftig dig heller ikke aktivt med det, som melder sig. Hold dig i Guds nærvær, bevar den kærlighedsfyldte opmærksomhed rettet mod Gud - kontakten mellem dine hænder og sansningen af energien mellem dem er den konkrete hjælp til at være nærværende.

Det, som gennemlides i Guds kærlige nærvær, bliver forløst og vender ikke tilbage.

Der kan i meditationen opstå fysiske smerter. Hvis det er smerter, som vi også lider af uden for meditationen, må vi skifte stilling, men hvis det er hidtil ukendte smerter, har de samme årsag: Vore fortrængninger sidder også i vores krop. Nu melder de sig. Hvis vi ikke analyserer, hvor disse somaliseringer kommer fra, men stille forbliver i nærværet, kan de forstærkes til det næsten uudholdelige. Og så pludselig kan de være væk og freden fordybes.

Nogle drømmer mere end sædvanligt, får måske mareridt. Holdningen er den samme: Analyser ikke, forbliv tillidsfuldt i nærværet.

"Det er vigtigt, at vi tyder alle disse tilstande rigtigt. Alt hvad der kommer og er, må være der, men vi beskæftiger os ikke med de opdukkende tanker, smerter og spændinger. Vi forsøger hele tiden at forblive i nærværet og med beredvillighed at gennemlide, hvad der kommer. Det er som at vandre på en smal bjergryg: På den ene side ikke fortrænge noget, på den anden side ikke beskæftige sig med noget. Når der opstår smerter af en eller anden slags, forholder vi os til dem som til et fysisk sår. Det må først renses og forbindes, derefter kan man gå til sit arbejde. Det vil en tid lang gøre ondt, men vi behøver ikke at beskæftige os mere med det. Det læger af sig selv, eller rigtigere sagt helbredes det gennem den livskraft, som gives os.

Ikke anderledes er det med mørket i os, som afsløres gennem smerter. Kontemplationen - at skue mod Gud og være i hans nærvær - er renselse og forbinding. Vi behøver ikke at beskæftige os med smerten. Vi kan vende tilbage til vort arbejde, hvilket i meditationstiden betyder, at vi vender tilbage til nærværet gennem opmærksomhed i vore hænder. Vore smerter vil blive helbredt. Åndens kraft vil opløse mørket, når vi er tro i at forblive i nærværet ...

Jeg håber, at vi virkelig er klar over, hvad Jesus gennem sit ophold i ørkenen og sit møde med mørket ville gøre os opmærksom på, så at vi kan betragte vore dunkle og svære tider som nødvendige for vores forløsning."

--------------------------------------------------------------------------------


En deltager fortæller i en samtale med Jalics om sit indre mørke:

Margot: De sidste dage har varet meget svære. Så meget fra min
fortid og mit indre kaos melder sig. Det er ikke bare lidt tilfældig tristhed. Det er hele min egen indre struktur, som er så syndig og forkert. Aldrig har jeg set så dybt i mig selv.

Jalics: Det har rystet dig?

Margot: Ja og det vil ingen ende tage. Jeg er fuldstændig fortvivlet. Først følte jeg en total afmagt over for mine fejl. Så vældede vrede og utålmodighed op, som drev mig til fortvivlelse. Det umulige i at få rede på mit indre kaos og komme fri af det har ført til en følelse af total håbløshed. Jeg kan ikke holde det ud mere. Jeg finder ingen udvej og er bange for, at den heller ikke findes.

Jalics: Der findes en udvej. Den består i en radikal omvendelse fra en jeg-centreret holdning til afhængighed af og tillid til Gud. Det er oven i købet en stor nåde at gå gennem denne håbløse fortvivlelse. Først da forstår man, at man selv ikke kan gøre noget, andet end ydmygt at vende sig mod Gud og bede: "Herre, jeg er afmægtig og fortvivlet. Men du er min Herre og min Gud. Du kan føre mig ud af denne fortvivlelse og helbrede alle mine indre sår." Denne omvendelse er nødvendig. Fortvivlelsen fører til en sikker indsigt i egen afmagt og indsigt i, at vejen frem kun kan findes i en radikal tillid til Gud.

Artikler om bøn

    

Den indre bøn - svar på Guds kærlighed

 

Naturen som læremester i bøn

 

Skuffelse i bøn - og hvad så?

 

Bønner

 

Indføring i en kontemplativ meditation

 

Bønnens rensende og helbredende kraft

 

Praktiske anvisninger

 

Ikonen i det ortodokse fromhedsliv

 

Udbrændt i bønnen

 

Centrerende bøn I

 

Centrerende bøn II

 

Advent

 

Det gode forsæt - at leve i Guds nærvær

 

Forbøn

 

Helbredelse ved bøn

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk