Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Henrik Højlund

Sjælen som turist

 

Det, mennesker hungrer efter i dag, er slet ikke personlig frelse, men personligt velvære, fuldkomment helbred og psykologisk tryghed." Sådan skrev den norske kulturskribent Bjørg Vindsetmo i 1995 i bogen Sjelen som turist. Og hun fortsætter: "Efter at troen på det kristne er forladt, har vi fået andre mål at stræbe efter: Det er vigtigt at "komme i kontakt med vore følelser", spise helsekost, udvide vores horisont i fritiden, det vil sige lære orientalsk mavedans og fordybe os i Østens visdomstraditioner. Lige så vigtigt er det at dyrke motion, lære hvordan man skaber meningsfulde relationer og sørge for fuld kvote af fuldgyldige orgasmer. Udvidet bevidsthed, helse og personlig vækst er stikordene." Vindsetmos signalement er næppe mindre dækkende for situationen i dag end for 15 år siden.

 

Religiøsitetens genkomst

Religiøsitetens genkomst er et ubetvivleligt faktum. For 50 år siden spåede de fleste intellektuelle, inklusiv teologer, at religionen gik sin død i møde. Gudløshedens tid var indtrådt. Ateismen triumferede. Kristendommen måtte tale på en ny måde. På en religionsløs måde. Gud uden religion.

Da vi ankom til det nye årtusind, var religionens tilbagekomst et uomtvisteligt faktum. Ateisterne havde også set det, så de oprustede. Det første årti af tredje årtusind forsøgte ateisterne på ny at sætte dagsordenen, så det kunne høres fra Los Angeles til Lohals. Men religiøsiteten er tilsyneladende uudryddelig.

Nyreligiøsiteten gjorde sit indtog allerede i 1970’erne. 1950’ernes og 60’ernes materialisme parret med ateistiske over- og undertoner blev for meget. Derefter fik vi indvandringen af andre religioner, ikke mindst islam med religiøse tydelighed i det offentlige rum. Og langsomt greb det i et vist omfang også den helt almindelige dansker, så man knap finder en eneste ordentlig ateist mere i kongeriget. Der er få, der ikke kan deres trosbekendelse: "Der er mere mellem himmel og jord, end man kan måle og veje."

Vi mærker det i folkekirken. I den indtil da religiøst set knastørre folkekirke begyndte der for en 15-20 år siden at lyde andre toner. I dag tales der frit og frejdigt om åndelig vejledning, bøn, troserfaringer, meditation, retræte, pilgrimsvandringer osv. En (tidligere) biskop, som var rundet af en stærkt intellektualiserende kristendomstype, og som vedgik, at han i sit personlige bønsliv ikke var kommet længere end til Fadervor, udgav en bog om bøn.

Man skulle være en sten, om ikke man blev benovet over dette stemningsskifte. Skiftet gør indtryk, når man har taget udviklingen med fra en tid, hvor det at kalde sig "kristen" oftest blev forbundet med et helt særligt, meget personligt forhold til troen, måske gerne noget "missionsk", til i dag, hvor de fleste kalder sig "på en eller anden måde kristen". Jeg har hørt præster tale om "vækkelse".

 

Vores eget velvære

Men så er der Vindsetmos skarpe karakteristik. Har hun ret? Ja, jeg tror, at Vindsetmo har et meget vigtigt memento til religiøsitetens genkomst. Ikke til sur afvisning af genkomsten. Men til ikke at møde den nye religiøsitet med sentimental overgivenhed, men med på én og samme tid et åbent hjerte og en klarhjernet opmærksomhed på en tendens, som også findes i religiøsitetens genkomst. Tendensen til en religiøsitet, som kun tjener menneskets eget velbefindende.

På en måde kan tendensen ikke overraske. Har tendensen ikke altid været der? Tendensen til at vi mennesker plejer vores eget velvære under et hvilket som helst fromt og pynteligt dække?

 

Som på Jeremias’ tid

Den gammeltestamentlige profet Jeremias afslører samme tendens i Israels folk. Gennem hele Jeremias’ bog er der stærke domstoner overfor gudsfolket. Det er ikke nyt. Det finder vi hos den ene profet efter den anden domstoner over for et folk, der svigter pagten med Gud. Det interessante hos Jeremias er, at han er profet i en tid, hvor folket oplevede en fornyelse af pagten, af religiøsiteten. Omkring 622 f.Kr. gennemførte kong Josias en omfattende religiøs reform. Mange konger får i Det Gamle Testamente et stærkt kritisk eftermæle på grund af deres manglende opgør med vildfarende religiøsitet. Josias er en undtagelse. Han får det fineste eftermæle efter kong David. Og Jeremias må have haft et godt forhold til Josias, siden han var den, der fik det ærefulde hverv at synge ligklagen ved hans død.

Det afholder imidlertid ikke Jeremias fra at fastholde dommen over folket. Når Israels folk smukt og fromt kom til templet og sagde, "vi er reddet", så talte Jeremias i stedet om deres "afskyelige handlinger" (Jer 7,10).

På lang (læse)afstand kan det være alt for let at bedømme Israels fromhed som hykleri. Den historiske bagklogskab er som bekendt for nem. Man må forsøge at leve sig ind i, hvordan det har været at leve lige midt i det, leve med disse mennesker, som søgte templet i oprigtig forventning om Herrens hjælp. Og oven i købet suppleret med omfattende reformer af pagten. Man kunne jo ligefrem mene, at Jeremias’ forkyndelse omsider bar frugt. Vækkelsen kom. Helt fra toppen af samfundet til bunden. (Det er et mærkeligt træk ved Jeremias’ bog, at Josias’ reform ikke omtales direkte nogetsteds og måske kun et par steder indirekte). Skulle Jeremias ikke snarere have udtrykt glæde over omvendelserne?

Jeremias har ikke haft det lettere end os. Han har levet med disse mennesker i lyst og nød. De har været hans naboer, venner, familie. Han har set deres religiøse længsel, deres tilbagevenden til templet, deres sympati for Josias’ reform. Og alligevel fasthold han dommen.

 

Falsk tryghed sætter Gud under anklage

Der er to træk ved folkets religiøsitet, som er gennemgående temaer i Jeremias’ forkyndelse.

For det første er folkets religiøsitet præget af falsk tryghed og forsikring om Guds milde hjerte. "Hans vrede har vendt sig fra mig", siger folket. (Jer 2,35, plus flere andre lignende eksempler).

Vi møder det samme til overmål i dagens Danmark. Jeg møder det hyppigt som præst. I dåbssamtaler, begravelsessamtaler og andre samtaler møder jeg sjældent den rene gudsfornægtelse. Tværtimod. Gang på gang gives der udtryk for religiøsitet med varierende grad af kristelige over- og undertoner. Men næsten altid sammen med en helt uanfægtet tryghed: "Vi har det fint med Vorherre". Der er ingen antydning af uro eller anfægtelse. Hvis Vorherre findes – og det gør han jo nok – så er han i et og alt på vores side…

For det andet er Israels folks religiøsitet præget af noget, der ved første øjekast kan ligne en modsætning til det med trygheden: Gud kommer hurtigt og ofte på anklagebænken. "Hvorfor har Herren vor Gud gjort alt dette mod os" (Jer 5, 19). Det er dog ikke en modsætning til den falske tryghed, men snarere en konsekvens af den. Det kender vi også fra vor egen tids folkekirke-religiøsitet: Der er en forventning om, at man står på god fod med Vorherre. Men når så livet begynder at vise sig fra en anden side, lidelser af den ene eller den anden slags melder sig, så er den første, der står for skud, Vorherre selv. Han har jo svigtet, ham der skulle være evig og altid god og rar mod os mennesker, en livsforsikring mod det meste, men nu… Gudsfornægtelse ligger lige i forlængelse af den falske forvisning om den evigt rare og venlige Gud.

Jeg vil skynde mig at tilføje, at anklagen mod Gud kan komme til at fylde enhver af os, når vi rammes af livets barske sider. Men det er ikke sådan, som en ikke-troende ofte vil mene det, at når et troende menneske møder lidelsen, så holder troen næppe til det. Nej, det gør den måske ofte ikke, hvis troen havde basis i en falsk forvisning om, at Gud ikke har andet at bestille end at beskytte os mod alt ondt. Men en tro, der er forankret dybere i Gud, ved bedre, og tåler mere.

 

Fornemmelsernes Gud

Den mangel på sandhed og alvor, Jeremias fælder dom over, kommer ikke ud af det blå. Den kommer fra falske forkyndere, fra falske profeter, præster og politikere. Desto hårdere er dommen, som fældes over dem. De forkynder fred, fred og ingen fare.

 

"Til dem, der lader hånt om mig, siger de:
 ”Herren har sagt: Nu bliver der fred”,
 og til alle, der vandrer i hjertets forstokkethed, siger de:
 ”Ulykken rammer jer ikke" (Jer 23,17).

 

Der er en interessant pointe i Jeremias’ karakteristik af den falske forkyndelse: "syner forkynder de ud af eget hjerte og ikke af Herrens mund" (Jer 23,16). Den falske forkyndelse er et resultat af deres egne drømme. "Jeg har hørt de profeter, der profeterer løgn i mit navn, sige: »Jeg har drømt, jeg har drømt!« (Jer 23,25).

Gud er så egentlig ikke andet end vore egne fornemmelsers Gud. Også den tone kender vi til overmål i dagens Danmark. Endda med en vis teologisk overbygning. I visse dele af den teologiske lærdom har man gennem længere tid dyrket den tanke, at Gud dybest set er en gud, der er groet op af vores eget religiøse instinkt, af vore egne syner og drømme.

For nogle år siden fik vi det lige i ansigtet, råt og utilsløret gennem Grosbølls udmeldinger. Både læg og lærd reagerede massivt. I første omgang. I anden omgang dukkede den ene efter den anden (teolog) op med først forsigtige og efterhånden utilslørede forsvar for Grosbølls "anliggende". Anliggendet delte man i nogen grad. Og anliggendet var netop dette: at fastholde Gud i forlængelse af det menneskelige, at fastholde Gud som det modsatte af Petter Dass’ Gud: Gud er ikke Gud, om alle mand var døde. Nej, for Gud ville netop være død og borte, hvis ikke mere der fandtes mennesker, der havde drømme og syner om Gud.

 

Gud uden ord

Den type teologi kan måske være relativt let at gøre op med. Men den har en mere from aflægger, som spiller en langt større rolle hos oprigtigt søgende mennesker. Vi finder det i tendensen til dyrkelsen af det ordløse møde med Gud. Gud findes i stilheden, får vi at vide. Ord og dogmer spærrer for det ægte møde med Gud. Gud er større end vore ord. Ordene og dogmerne indsnævrer erfaringsmulighederne, de guddommelige dybders spændvidde. Det er de sande mystikeres erfaring, siges det. Og det kan vel være sandt nok. Men for de sande kristne mystikere har Skriftens og bekendelsens ord aldrig været sekundære. Deres erfaringer var altid en høst af disse ord.

Magnus Malm har et velgørende klart opgør med dyrkelsen af ordløsheden i bogen Bag billedet. Han ser det som en gnostisk tendens under indflydelse af østlig religiøsitet. "Gud er ubeskrivelig og ophøjet over alle vore kategorier, og vil man i kontakt med ham, må man bevæge sig om bag sprogets primitive begrænsninger," lyder det nye paradigme. Men, siger Malm, "dermed blander man to helt forskellige overbevisninger sammen: at Gud er mere end vore ord (hvilket er en selvfølge i Bibelen), og at ordene skiller os fra Gud (hvilket er en ukendt tanke i Bibelen)" (Bag billedet, s. 171).

Denne tendens falder i øvrigt også i god tråd med den postmoderne dekonstruktivismes tanker om sprogets uegnethed til at sende entydige, klare meldinger. Ordene devalueres fuldstændig i takt med afvisningen af muligheden af den store sammenhængende sandhed om alt. Den findes ikke. Hvert menneske konstruerer sin egen sandhed. Vore ord refererer ikke mere til en fælles, given virkelighed og sandhed. Vore ord taler højest om vores egen lille sandhed. Dermed har ord og forklaringer kun begrænset betydning. Og alle forsøg på at tale alment forpligtende og autoritativt om Gud falder til jorden.

 

Det stumme gudsbillede

Imod dette fremholder Malm, at mennesket er et verbalt væsen. Sproget hører til det grundlæggende hos mennesket. Ja, ordene er til, før mennesket blev til. Gud skabte alt ved ord. I begyndelsen var Ordet. "Sproget er ikke et menneskeligt fænomen, som vi projicerer over på Gud. Sproget kommer fra Gud" (Bag billedet, s. 173).

Gud er en Gud, der taler. Det står om noget klart, når man læser Jeremias. Hele bogen er båret af et "så siger Herren". Og endda så bogstaveligt, at Jeremias bliver bedt om at skrive ordene ned. Og da han bliver udsat for bogbrænding, får han besked om at starte forfra! Gud taler så konkret, at det fås sort på hvidt.

Malm skriver: "Så længe jeg selv er stum, er også mit gudsbillede stumt" (Bag billedet, s. 180). Der kan være mange fordele ved et stumt gudsbillede. Ens religiøsitet forbliver på en måde uforpligtende. Gudserfaringen er jo stum. Gud siger ikke noget til mig. Og slet ikke noget om, hvad jeg skal og ikke skal. Den norske teolog og forfatter Paul Otto Brunstad skriver: "De samme personer og institutioner, der spørger efter kristendom, siger nej tak, hver gang de bliver tilbudt kristendommens konkrete livsytringer. De kan blive tilbudt det kultiske og sakramentale fællesskab, men nej tak. De kan blive tilbudt det kristne "etos", etikken, de konkrete bud og forskrifter, men nej tak. De kan blive tilbudt et fast og forpligtende fællesskab, men stadig lyder der et klart og bestemt nej tak." (Samfundstrends og ungdomskultur, s. 75f)

Jeremias siger det ligeud om konsekvenserne af drømmenes Gud, den uforpligtende gudserfaring:

 

"Profeterne profeterer løgn,
 præsterne rager til sig,
 og mit folk elsker det sådan!" (Jer 5,31)

 

Hvorfor elsker folk det? Jo, for så er folket selv fritstillet. Fri til at dyrke Gud, som det måtte behage en.

 

Åben favn og fast bryst

Men Gud er hverken stum eller døv eller blind.

 

"Er jeg kun Gud her på stedet? siger Herren,
 er jeg ikke også Gud langt borte?
 Hvem kan skjule sig på steder,
 hvor jeg ikke kan få øje på ham?
 siger Herren.
 Er det ikke mig, der fylder
 både himmel og jord?
 siger Herren." (Jer 23, 23-24)

 

Den Gud, der taler, hører og ser, skal være fortegnet for kirkens møde med det søgende menneske. Med vidåben favn skal kirken møde det søgende menneske, åben for dets hjemlængsel, uanset hvor vildfarent det er. Og samtidig skal det søgende menneske modtages af en kirke med fast bryst, den kirke der taler med myndighed. Ikke sin egen myndighed, men myndigheden, som hele tiden gives den af kirkens Herre.

 

Henrik Højlund er sognepræst i Løsning.

 

 

(levende Vand 3 2010)

 

 

Synd og nåde

 

 

Når præsten synder

Af Peter Halldorf

 

Den dyre nåde

Af Dietrich Bonhoeffer

 

Sjælen som turist

Af Henrik Højlund

 

Tårerne skal frelse verden

Af Simon Fuhrmann

 

Barmhjertighedens kilde

Af Thomas Aquinas

 

Hvordan Gud danner et klostermiljø

Af Grethe Livbjerg

 

Kommunitetet på Nya Slottet Bjärka-Säby

Af Samuel Carlsson

 

Påske

Af Grethe Livbjerg

 

Røster fra Oldkirken: Landet, hvor tankerne finder ro

Af Isak af Syrien

 

Vidner:

 Starets Siluan – angerens mystiker

Af Kirsten Krog

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk