Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Peter Halldorf

Gnosticisme

 

Hvis korsets tilstedeværelse er et afgørende tegn på klassisk kristen åndelighed, er kroppens nærvær et andet.

Kirken blev født og voksede i en verden fuld af åndelighed. Det var en verden gennemsyret af gnosticisme. Det mest anstødelige i den kristne tro var vidnesbyrdet om at Gud havde påtaget sig menneskeskikkelse. En Gud, der havde blandet sig med kødet, var en umulig tanke for en græsk gnostiker og en chokerende hændelse for en from jøde.

Det græske gnosis betyder kundskab eller indsigt. En gnostiker var altså en der var nået til en større indsigt i den åndelige virkelighed. Ordet var ikke nødvendigvis negativt ladet og havde heller ikke fra starten de eksotiske overtoner, det senere skulle få. Også kristne kunne hævde at de besad en "gnosis" og ikke uden en vis stolthed acceptere at blive kaldt "gnostikere". De kristne fædre, ikke mindst Paulus, var bevidste om at indsigt i den åndelige virkelighed ikke var alle forundt. "Guds hemmelighedsfulde vished," skrev Paulus, "kan man kun forkynde for de åndeligt fuldvoksne.”

Gnosticismen i senantikken var altså ikke alene en åndelig strømning, den havde tusind ansigter. Et gennemgående træk i denne åndelighed var imidlertid spændingen mellem kroppen og ånden. For en gnostiker stod materien i skarpt modsætningsforhold til ånden, ja den var rent ud sagt dæmonisk. Ånden var det sande menneske, og kroppen den "grav" hvor den "guddommelige gnist" blev holdt fanget. Derfor kunne kroppen aldrig frelses. Den var en "ulykkeshændelse" som måtte forkastes, bekæmpes og kues for enhver pris. Den frelse man håbede på, bestod i åndens befrielse fra kroppens "fængsel".

At mange kristne blev tiltrukket af gnosticismen, skal man ikke forundres over. Dels rummede den forestillinger der er sandt kristne, dels havde den præg af "radikal" åndelighed, og det tiltalte de kristne der gerne ville gå længere i hengivenhed og radikalitet end andre. En gnostiker ønskede jo at blive stadig mere "åndelig" og mindre "verdslig"!

Hvor gnostiske tankegange forenedes med den kristne tro, fandtes der naturligvis noget, der udgjorde en udfordring for en kirke med søvndyssende gudstjenester og tandløse prædikener. Naturligvis fremhævede gnostikerne sig selv som dem der var mest tro overfor apostlene. Kirkens mænd, biskopper og præster, blev beskrevet som "kanaler uden vand" under hvis ledelse de troende gik i ring og aldrig kom videre ad vejen.

Mange steder i den tidlige kristenhed var grænsen mellem kristendom og gnosticisme flydende. Nogle gik langt hvor det drejede sig om at skabe en syntese. Til dem hørte Valentinus og Marcianus i det første århundrede; de overtog væsentlige dele af det gnostiske verdensbillede og skar lige så væsentlige dele af evangelierne bort. De skabte gnostiske fællesskaber der havnede på kollisionskurs med den øvrige kristenhed. Andre, og deriblandt kirkefaderen Origines, kunne uden problemer knytte an til de gnostiske synspunkter der harmonerede med den kristne tro, samtidig med at han aldrig forlod det kristne fundament. Troen på at det materielle, og dermed også kroppen, er skabt af Gud og derfor i grunden god og omfattet af frelsen blev fremhævet i kontrast til den gnostiske dualisme.

Spændingen mellem kroppen og ånden, som for en gnostiker i antikken var og blev uløselig, findes også i Bibelen. Gnostikerne citerede gerne Paulus. Også han talte om menneskets udsathed i legemet, om følelsen af fremmedgørelse i den nuværende tidsalder og længselen efter en renere verden i det hinsides. Og apostelens ord om åndelige og kødelige legemer der lå i kamp med hinanden, kaldte på en tolkning. For en gnostiker var den indlysende. Det kødelige legeme var lig med kroppen. Ikke sjældent var tolkningen radikalere endnu; det kødelige legeme betegnede seksualiteten.

Tanken om at Paulus hentydede til "det gamle menneske", ikke kroppen som sådan, men begæret og fristelserne hvis tvang hindrer mennesket i at virkeliggøre sin dybeste vilje rodfæstet i Gud, blev opfattet som alt for "liberal".

En afgørende forskel mellem kristen tro og gnostisk tankegang angik frelsens udstrækning. Gjaldt den også kroppen? De kristne fremhævede at krop og sjæl var en enhed der delte skæbne og var omfattet af samme løfte. Den græske opfattelse var at kroppen skulle man, ligesom samfundet, administrere ikke forædle.

For kirkefædrene havde Evangeliet åbnet nye horisonter. Gennem inkarnationen havde Gud bøjet sig dybere end nogensinde. Han var blevet kød som én af os i bogstavelig forstand, med alt hvad det indebar af begrænsninger og dødelighed. Enhver anden slutning end at hele mennesket, også kroppen, var indenfor forvandlingens rækkevidde, var dermed utænkelig.

Troen på kroppens "helliggørelse" bliver allertydeligst i ørkentraditionen. Med deres strenge askese fremstår ørkenens eremitter og munke i vore øjne som absolut kropsfjendtlige. Men at beskrive disse som "dualistiske" i gnostisk forstand er at tage fejl på et afgørende punkt.

Askesen var ikke en kamp mod kroppen, den var en kamp mod lidenskaberne - for hele menneskets frelse! At være pilgrim i ørkenen indebar ikke en flugt fra kroppen, men en vej man kunne slå ind på til dens forvandling.

"For ørkenfædrene," skriver historikeren Peter Brown i bogen The Body and the Society, "var kroppen ikke en irrelevant del af den menneskelige person der kunne 'sættes i parenteser.'" Og han tilføjer: "Sjældent i den antikke tanke havde kroppen været betragtet som så dybt involveret i sjælens frelse, og aldrig havde den båret en så tung byrde."

Her blev kroppen ikke behandlet med den mangel på interesse der var almindelig blandt hedenske gnostikere. Kroppen var den "vej" ad hvilken man nærmede sig Gud.

"Denne krop," kunne eremitten sige, "som Gud har skænket mig som en mark at dyrke, hvor jeg kan arbejde og blive rig!"

Det ultimative tegn på at krop og sjæl hørte sammen var at Ordet var blevet kød. Det mest brændende teologiske stridspunkt i den unge Kirke var: Hvor meget menneske var Jesus blevet?

At teologer med baggrund i den asketiske bevægelse i fire- og femhundredetallet angreb dette spørgsmål med så stor energi viser hvor vigtigt de anså det for at være at fremhæve foreningen mellem menneskeligt og guddommeligt i en eneste person. Denne forening i Jesu liv var for dem et tegn på, et løfte om at kroppens og sjælens frelse gik hånd i hånd i deres egne liv.

Evangelisten Johannes, mystikeren par excellence blandt apostlene, var samtidig den der tydeligst markerede den kristne tros kropslighed. I kampen mod de radikale gnostikere betonede han Kristi "komme i kødet" som et afgørende punkt for det specifikt kristne. På det punkt lagde Johannes ikke fingrene imellem: at fornægte Kristi "kropslighed" var at slå sig sammen med antikrists ånd.

I apostlenes ånd forkynder de første århundreders kirkefædre, ikke mindst Irenæus af Lyon, Guds sande menneskevordelse som en afgørende forudsætning for menneskets frelse: "Jesus Kristus, vor Herre, er i sin umådelige kærlighed blevet det vi var, for at vi fuldkommen kan blive det Han er." Og Tertullian udtrykker det slående således: "Caro cardis salutis" - kødet er frelsens hængsel. Hvis ikke Jesus var blevet virkeligt menneske, var Hans død på korset meningsløs.

Alligevel fik den gnostiske åndelighed til tider så stor plads i kristendommen at det i visse områder var gnostiske menigheder og en "gnostisk kristendom" der dominerede. Problemerne med at holde sammen på krop og ånd var store i den verden apostlene og deres efterfølgere virkede i.

 

Den gnostiske skygge har lige siden Kirkens første dage nappet den kristne menighed i haserne.

I hver tidsalder trives i Kirkens mørke afkroge folk der ser dæmonernes tilstedeværelse ikke kun i det mindste udtryk for sanselighed og legemlige lyster, men i alt der tilhører denne verden. Hvor de får overtaget er det ikke kun kropsfjendtligheden der trives, det materielle overhovedet, skabelse og verden, foragtes og reduceres; det der tæller er det "åndelige".

Når nogen beretter om en gudserfaring i haven, fnyser gnostikerne og taler foragteligt om en "Gud i græsset-teologi". Når kristne engagerer sig for dyr og natur tager gnostikerne til genmæle og siger: "Vi er kaldede til at frelse sjæle, ikke sæler!"

Når der er nogen der tager kampen op for fred og miljø indvender gnostikerne, at denne verden er dømt til undergang.

Troen på at alt hører sammen, materie og ånd, jord og himmel, tid og evighed, at alt udgår fra Faderen og en dag skal sammenfattes i Kristus, har ikke nogen plads i et gnostisk verdensbillede.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

 

Peter Halldorf er leder af Ekumeniska Kommuniteten i Bjärka-Säby og redaktør af det svenske tidsskrift Pilgrim.

 

 

(levende Vand 2 2010)

 

 

Min krop længes

 

 

Gnosticisme

Af Peter Halldorf

 

”Et tårn af længsel vil jeg bygge”

Af Kirsten Kjærulff

 

Pilgrimsspiritualiteten som kroppens bevægelse

Af Elizabeth Knox-Seith

 

Er klosterlivet for alle?

Af Simon Christoffer Fuhrmann

 

De nye kommuniteter

Af Grethe Livbjerg

 

Røster fra Oldkirken:

Gå ind i stilhedens kultur

Isak af Syrien

 

Vidner:

Franz Jalics - den kontemplative livsholdning

Af Grethe Livbjerg

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk