Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Elizabeth Knox-Seith

Pilgrimsspiritualiteten som kroppens bevægelse

- en længsel efter genopdagelsen af tabte dybder

 

Den moderne pilgrimsbevægelse er et opgør med den rationalitet, som har kendetegnet vor tid. Det er et opgør mod sækulariseringen, og et forsøg på at finde ”det hellige” på ny. I denne søgen vælger mange at bryde op for at vandre som pilgrimme. Kirken står med en stor udfordring, når det handler om at møde dybden af denne søgen. Ikke mindst en udfordring til at forstå betydningen af kroppen som klangbund for troen.

Mange moderne pilgrimme vil nok betegne sig selv som ”opdagelsesrejsende” i et univers, der længe har ligget relativt ordløst hen i vor kultur. Pilgrimsbevægelsen har fået en renæssance, og det er ofte mennesker med meget forskellig baggrund, der begiver sig ud for at vandre.

Hvad er det, som sker i et menneske, når det med højst 8 kilo på ryggen vandrer ud under den åbne himmel for i ugevis at begive sig afsted mod et helligt mål? For nogen betyder det hellige mål ikke i sig selv noget, men de vandrer alligevel mod det, for på den måde at være en del af den bevægelse, der fører mange andre afsted i samme retning. Det er ikke kun det at vandre alene i naturen, der trækker mennesker ud på en pilgrimsvandring, men også det at dele vejen sammen med andre. Ofte er det skelsættende samtaler med medvandrere, som er det egentligt givende på en vandring - selvom selvvalgte, lange perioder af ensomhed ligeledes er af betydning.

At vandre som pilgrim er blevet mere og mere populært inden for de seneste 10 år, ikke bare i Norden, men i hele Europa. At være pilgrim er at være i bevægelse, i opbrud, på vej mod noget nyt, ikke mindst med det ”det numinøse” eller ”det uudgrundelige” som sigte.

Over hele verden, gennem mange tusinde års historie, har mennesker vandret som pilgrimme, i stort set alle religiøse traditioner. Rent sprogligt betyder pilgrim, ”perigrinatio” at være en fremmed. At være i verden, men ikke af verden. Dette gemmer et paradoks: Den fremmede søger væk fra verden, og mod det guddommelige, men gør samtidig dette ved at forbinde sig dybt med verden, gennem den fysiske vandring, der bringer vedkommende i kontakt med helt andre lag af sig selv og af den åndelige og kropslige virkelighed.

 

Vandringens helbredende virkning

Hvad er det særlige ved pilgrimsbevægelsen? Måske det særlige, at man netop bevæger sig. I fællesskab og hver for sig.

Midt i Viborg er der mange vandrestier, og Hjerteforeningen har på standere omkring søerne i byen lagt foldere ud, hvor man kan læse om ”hjertestierne”. I disse foldere opridses flere gode grunde til at gå en tur. Her er syv af dem:

- Du forbedrer dit hjertes og kredsløbs funktion, særligt hvis du er ude af form.

- Du forebygger forhøjet blodtryk.

- Du forbedrer musklernes følsomhed overfor insulin og forebygger sukkersyge.

- Du styrker sener og knogler og forebygger knogleskørhed.

- Du styrker dit immunforsvar.

- Risikoen for stress, angst og depression mindskes.

- Gang er en sikker og effektiv form for motion.

Folderen fra Hjerteforeningen viser, at det ikke kun er entusiastiske pilgrimsvandrere, der ser vandring som en sund form for motion. Måske er én af grundene til, at pilgrimsbevægelsen har vundet så stor popularitet, netop det, at det på alle mulige måder er godt for kroppen at gå. Som pilgrim får man en ekstra ”gevinst”, fordi man på én gang både bliver sund og kan dyrke sin tro på en måde, der er inspirerende. Gennem at vandre kan pilgrimmen gå på opdagelse i, hvordan ånd og krop hænger sammen. Dette er ét af de forhold, kirken ofte har undladt at sætte i fokus. Tværtimod har der i den kirkelige tradition været en tilbøjelighed til at opfatte ånd og krop som to adskilte dimensioner. Mange moderne mennesker opfatter kirken som ”kropsfjendsk” og har ikke kunnet finde en genklang i forhold til de spørgsmål, de bærer med sig omkring forholdet mellem krop og spiritualitet.

"Vandringen er en urtypisk bevægelsesform," siger Elisabeth Paludan-Müller, som er sygeplejerske og aktiv i Viborg Pilgrimscentrum. Hun har hele sit liv arbejdet med kroppens bevægelse, især gennem personlig brug af Mensendick-metoden. Desuden har hun været en ivrig pilgrimsvandrer gennem flere år.

"Når vi vandrer, kommer vi i kontakt med en helt oprindelig måde at bevæge os på," fortæller Elisabeth Paludan-Müller. "Hvis man forestiller sig, hvordan vi bevægede os helt tilbage til stenalderen, helt tilbage til den tid, hvor civilisationen endnu ikke var 'opfundet', så gik mennesket oprejst, stærkt og spændstigt. Hele vores motorik er indrettet på vandringen som den primære bevægelsesform. Så når vi går, og gør det på den rette måde, kommer vi i kontakt med noget oprindeligt i os. Vi kommer i kontakt med noget, som får os til at spænde af. Hvis vi vel og mærke ikke tror, at vi skal løbe afsted som pilgrimme, på samme måde, som vi gør det i vores stressede hverdag. Mange af os lider af den skavank, at vi bevæger os forkert, og dermed overanstrenger os selv, også som pilgrimme."

 

Kroppens afspænding og de syv nøgleord

I Sverige har den nu penisonerede præst og pilgrimsentusiast Hans-Erik Lindström været initiativtager til oprettelsen af Pilgrimscenteret i Vadstena i midten af 1990´erne. Han har udformet syv nøgleord, som har fået betydning for mange i den skandinaviske pilgrimsbevægelse:

- Langsomhed

- Frihed

- Enkelhed

- Bekymringsløshed

- Stilhed

- Fællesskab

- Åndelighed

Blandt de syv nøgleord er især langsomhed meget vigtig i bevægelsesmæssig sammenhæng. Men også det at bevæge sig frit og bekymringsløst. At kunne lade ”skuldrene falde”, så at sige. At kunne føle og sanse nærheden omkring sig i afspændthed, når man går gennem landskaberne og oplever omgivelserne omkring sig.

Bodil Hindbo er fysioterapeut og ligeledes aktiv i Viborg Pilgrimscentrum. Hun er enig i, at vandringen, set fra et rent fysiologisk synspunkt, kan være meget helbredende og genoprettende for det enkelte menneskes balance, ikke mindst i en stresset hverdag.

Et af de emner, som optager hende, er ”det kemiske menneske” – at alle vores sansninger, tanker og følelser har et kemisk udtryk i kroppen. Og her spiller åndedrættet en vigtig rolle med henblik på at opretholde balancen i kemien.

"Vi har forskellige dele af vort nervesystem, som på hver sin måde er forbundet med åndedrættet," forklarer Bodil Hindbo. "Når vi ånder ind, gør vi brug af det sympatiske nervesystem, og når vi ånder ud, gør vi brug af det parasympatiske nervesystem. Begge dele hører ind under det autonome nervesystem – den del af vort nervesystem, som vi ikke har kontrol over, og som står for kroppens automatiske funktioner. Det er denne del, der får organerne til at virke og hjertet til at slå. Når hjertet trækker sig sammen, gør vi brug af det sympatiske nervesystem, og når hjertet udvider sig, er det parasympatiske nervesystem i funktion. Begge systemer er lige vigtige, arbejder hånd i hånd, så at sige, som brødre og søstre, sol og måne."

"Vi kan ikke klare os uden at ånde ud og ånde ind, uden at hjertet både trækker sig sammen og udvider sig," fortsætter Bodil Hindbo. "Det meste af det, som sker, er helt ubevidst for os. Problemet er, at vi i vores kultur ofte bliver så stressede eller anspændte, at det sympatiske nervesystem arbejder på bekostning af det parasympatiske. Vi spænder op og holder vejret, har svært ved at ånde ud og finde afspænding. Hjertet trækker sig sammen og kommer ud af sin rytme. Der sker mange ting i kroppen, som gradvist bringer os mere og mere ud af balance, når det sympatiske nervesystem arbejder mere end det parasympatiske. Der kan ligge mange kodninger her, som vi ikke er klar over, og som bidrager til stress og fastholdelse af uhensigtsmæssige tanke- og adfærdsmønstre. Tidligere erfaringer lagrer sig i vores krop, og gør det svært for os at slappe af, ikke mindst når den sympatiske del af nervesystemet tager over."

"Åndedrættet er afgørende," fortsætter Bodil Hindbo. "Hvis vi bevidst kan ånde dybt – med et 'frit' mellemgulv - helt ned i maven, frisætter vi energi, kropsligt og mentalt. Ved udåndingen kommer vi i kontakt med det parasympatiske nervesystem. Vi kan også komme i kontakt med følelser og tanker, som ellers er os ubevidste, og vi har mulighed for at give slip på de ofte mere frygtprægede mønstre, som har præget os, og komme i kontakt med en mere tillidsfuld og afspændt side hos os. Derfor er det afgørende, at vi har bevidsthed om vores åndedræt, når vi vandrer. Og det er også vigtigt, at vi går på en opret og balanceret måde, så vi ikke gentager de spændinger, vi er vant til at leve med. Det gælder om at 'tænde' for de muskler, som retter os op imod tyngdekraften og finde en måde at bevæge os på, som vi egentlig er 'designet' til, fra naturens hånd. På den måde kan det at vandre som pilgrim blive stress-forebyggende, og vi kan få fat i dybere lag af os selv."

Det at gå er ifølge både Bodil Hindbo og Elisabeth Paludan-Müller noget, man kan øve sig på og blive bedre til, sådan at vandringen kan blive til afspænding og hjælpe os i tilstande af stress. Ofte gentager man de anspændte bevægelser, man er blevet vant til, når man vandrer som pilgrim. Mange har tilbøjelighed til at ”styrte afsted” og dermed gentage de stress-mønstre, man er vant til fra hverdagen. Det, som det gælder om, er at indøve en mere afslappende bevægelsesform, der kommer tættere på den mere oprindelige gang, som ligger i vores gener. Derfor er netop langsomheden så vigtig.

"For at forebygge helbredsskadende stress kan vi lære os at gå i en bevidst tilstand, som gør os i stand til at give slip på de anspændende mønstre, vi mere eller mindre ubevidst er blevet vant til at leve med," understreger Bodil Hindbo. "For at kunne det, må vi aktivt i kontakt med det parasympatiske nervesystem. Åndedrættet kan hjælpe os her og er nøglen indad i kroppen. Ved at være bevidst om en fri åndedrætsbevægelse i mellemgulvet, styrker vi det parasympatiske nervesystems funktion. Det at vandre over længere tid, med opret holdning, hjælper os til at få et bevægeligt mellemgulv og et afslappet åndedræt. Og derudover styrkes kroppen på mange andre måder."

"Pilgrimsvandringen er for mig at se en måde at komme i kontakt med en mere afspændende tilstand i vores krop," slutter Bodil Hindbo. "Det hjælper særligt, hvis vi aktivt forsøger at sætte bevidsthed til vore bevægelser. At blive mere nærværende i alt, hvad vi gør, i hver bevægelse, vi tager. For mig at se er det at være pilgrim netop dette: At være bevidst og nærværende, tilstede i kroppen, så ånden kan flyde frit i os.”

 

Opdagelsesrejsen i det dybe kildevæld

Ikke alle vandrende er bevidste om den åndelige længsel, når de begynder deres vandring, men de færreste kommer hjem uden på en eller anden måde at være blevet berørt i deres gudsforhold. Der findes dog også kulturelt orienterede pilgrimme, som først og fremmest vandrer eller bevæger sig ad de gamle pilgrimsveje for at genopdage noget af den kulturarv, der ellers synes at have været på vej til at gå tabt i den nyere europæiske historie. Men for de fleste udgør det religiøse og spirituelle på en eller anden måde et fascinationsfelt, uanset om man betragter sig selv som troende eller ej.

Mange moderne pilgrimme kommer fra helt andre baggrunde end de traditionelt kirkelige. De har ofte gået ad kringlede livsveje, der har ledt dem uden om de kristne traditionslag. Men et sted midt på livsvejen mærker de en inspiration til at fordybe sig i, hvad deres rødder består i. De vil ned i det ”dybe kildevæld” – ikke blot høre på foredrag om tilfældige, underholdende emner. De vil høre om urkirkens kristendom, om ørkenfædrene og om traditionerne for stilhed og bøn. De vil på retræter, og langt ud i fjerne skove for at møde Gud. De vil gerne i klostre, og rejser på egen hånd til ældgamle pilgrimsmål, såsom Assisi i Italien og Santiago de Compostela i Spanien. Nogen tager rygsæk på og vandrer, uden at føle det tungt, mere end 2.000 kilometer for at være i dialog med Gud undervejs.

Mange vender tilbage med erfaringer, som de har brug for at kunne integrere i deres dagligdag. En del udtrykker længslen efter at kunne dele det, de har lært undervejs, med nogle, som forstår erfaringerne. Hvad svarer kirken da til alle de pilgrimme, der vender hjem efter en lang, erfaringsdannede vandring? Hvilket klangrum kan kirken give for de mange åndelige, kropslige og identitetsmæssige oplevelser, som folk vender tilbage med?

For at kunne rumme disse erfaringer er det grundlæggende vigtigt at turde se på kirken som en bevægelig instans, Guds egen bolig på vandring. Kirken er ikke bare et urokkeligt hus, men et telt, der holdes fast af teltpløkker, der er til at trække op af sandet. Det betyder ikke, at kirken ikke står godt og fast forankret i sin bekendelse, men det indebærer en bevægelighed og rummelighed i forhold til de spørgsmål, som mennesker i vor tid kæmper med.

Ligesom Jesus selv var konstant på vandring i sit forsøg på at være nærværende for mennesker i sin tid, må kirken også i dag være et billede på Guds bevægelighed i forsøget på at nå sit folk. Og kirken er jo netop – KROP. Kristi legeme, af kød og blod, der forbinder os alle. Ligesom Jesus også, da han vandrede på jorden, var et menneske fuld af sansninger og følelser, som var kropsligt forbundne.

I det moderne samfund, der er fuld af opbrud og diskontinuitet, har mange oplevet at gå igennem svære eksistentielle kriser. Det er ikke ualmindeligt at gå fra terapeut til terapeut og opsøge et hav af metoder, der lover helbredelse. Og længslen efter at finde en ukendt, tabt identitet, som kan være svær at sætte ord på, lurer lige under overfladen.

Den populære filosof og forfatter Eckhart Tolle taler om ”smertekroppen”, som vi alle bærer på – de mange lag af traume-erfaringer, vi hver især rummer, og som forhindrer os i at være i nuet, eksistentielt nærværende, i forhold til det, som sker omkring os og i os. I dag findes måske mere end noget andet en dyb længsel efter, med Tolles ord, at blive befriet for vægten af smertekroppen.

I kirkerne må vi derfor turde forholde os til de kropslige og psykologiske lag af den menneskelige livs- og eksistenserfaring. Det er vigtigt at kunne begynde at finde nye ”spejle” i debatten om, hvad det er at tro og eksistere som menneske – både på sanselige, sjælelige og følelsesmæssige måder. Alt i alt kan disse dimensioner ikke skilles ad og er til sammen en del af den menneskelige ”ånd” eller ”væren”.

Troens spor

Den moderne pilgrim vandrer ikke for frelsens skyld, men i længslen efter at finde spor af Guds stille fodaftryk i verden. Det er alt det, som er blevet smidt ud med rationalismens badevand, der nu skal genfindes og genopdages, og derfor trækker pilgrimstanken i så mange. For så vidt er den moderne pilgrimsspiritualitet et opgør med sækulariseringen, skabt på sækulariseringens egne præmisser. Udgangspunktet for sækulariseringen er nemlig, at troen på Gud ikke længere er sikker, men et åbent spørgsmål. Pilgrimmen vandrer derfor for at finde eller opdage Gud, som et spejl genfundet både i omverdenen og i den indre identitet – gerne på en måde, der er kropslig og til at sanse.

Moderne pilgrimme kan tilføre kirken megen nyttig erfaring, ikke mindst erfaringen om, hvad det betyder at turde tage skridtet for at bryde op – et opbrud, der drives af længslen efter at genfinde nye spor af noget, som synes at være gået tabt i vor kultur: Den dybe vished om Guds nærvær i det enkelte menneskes liv og i verden – det, som binder os sammen i en uendelig helhed og forbundethed, fysisk, kropsligt og konkret.

Gennem vandringen erfarer mange at finde en dybere tro. Vejen når aldrig sin fulde ende, men er et pilgrimsspor ind i stadigt nye opdagelser af dybderne i den menneskelige eksistens, både i tidens og evighedens perspektiv. Det er en livslang opdagelsesrejse, blandt andet gennem bevægelsens kropslige sanselighed; i dyb forstand en trosvandring.

 

Elizabeth Knox-Seith har redigeret antologien ”Pilgrimsspor” udgivet på forlaget Univers, 2007. Hun er oprindeligt uddannet magister i kultursociologi og har i mange år arbejdet med formidling i økumeniske og diakonale sammenhænge.

 

 

(Levende Vand 2 2010)

 

     

Min krop længes

 

 

Gnosticisme

Af Peter Halldorf

 

”Et tårn af længsel vil jeg bygge”

Af Kirsten Kjærulff

 

Pilgrimsspiritualiteten som kroppens bevægelse

Af Elizabeth Knox-Seith

 

Er klosterlivet for alle?

Af Simon Christoffer Fuhrmann

 

De nye kommuniteter

Af Grethe Livbjerg

 

Røster fra Oldkirken:

Gå ind i stilhedens kultur

Isak af Syrien

 

Vidner:

Franz Jalics - den kontemplative livsholdning

Af Grethe Livbjerg

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk