Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Simon Christoffer Fuhrmann

Er klosterlivet for alle?

Reportage fra konferencen ”One in the Spirit” på det økumeniske kommunitet i Bjärka-Säby, 29.-31. januar 2010

 

"En præst havde i længere tid erfaret, at en mand i hans menighed ikke kom til morgenmessen," fortæller den koptiske munk, abuna Maximos, på sit stille engelsk. Derfor formanede han manden til at begynde at deltage. "Åh, jeg vidste ikke, at der var nogen morgenmesse," svarede manden og spurgte, hvornår messen starter. "Klokken fem," svarede præsten. "Glimrende," sagde manden begejstret, "for jeg starter min morgenbøn klokken tre og er netop færdig med den klokken fem!"

Latteren brød ud i det stopfyldte bibliotek

"Dét er rigtig nok en koptisk historie," lo fader Paulo, hvorefter salen igen brød ud i latter

 

One in the Spirit

Under den lette stemning mærkedes den alvorlige længsel. En længsel efter at monastiske (det vil sige klosterlignende) fællesskaber igen må få lov at vokse frem i de skandinaviske lande, der er domineret af protestantiske og anti-monastiske tanker. Men tendensen er ved at vende. Ikke mindst på grund af det økumeniske kommunitet på Nya Slottet i Bjärka-Säby, Sverige, der er med tiden har udviklet sig til at være et af de mere toneangivende centre, der fremmer monastiske og økumeniske idéer og praktikker.

Johannesakademiet, der er et studiemiljø, som er vokset frem på Nya Slottet, har inviteret til international konference under temaet ”One in the Spirit” med gæster i ledende positioner fra fremtrædende klostre rundt om i verden. Budskabet er klart: Klostervæsenet må med nødvendighed blomstre frem for at kirken igen kan blive autentisk og blive forenet.

 

En økumenisk manifestation

"Jeg er ikke selv munk, men jeg har mødt munke," sagde professor i kirkehistorie og leder af Johannesakademiet, Samuel Rubenson, idet han citerede ørkenfaderen Makarios den Store. Som den eneste gifte person sad han sammen med sine fire gæster i panelet.

Mens sneen lå i meterhøje driver udenfor, og kuldegraderne gik under minus 15, samlede konferencens deltagere sig omkring gæstetalernes stolerække og ildstedet foran i biblioteket. Til fælles havde vi alle en interesse for klosterlivet. Nogle havde romantiske forestillinger om livet i ørkenens stilhed. Andre længtes efter en hverdag, der var præget af balance og regelmæssighed. Og de fleste af os sad med spørgsmålet om, hvordan man lever et almindeligt liv i lyset af en klosterspiritualitet.

Vi skulle dog alle snart opleve, hvordan romantiske forestillinger og illusoriske tankemønstre skulle brydes i mødet med de munke og nonner, der selv udlevede deres klosterkald: Abuna Maximos havde taget vejen fra det koptiske ørkenkloster Antoniosklosteret, der er historiens måske første kloster opkaldt efter den mest kendte ørkenfader, Antonios den Store. Nu sad han her, stille, smilende i det kolde Sverige med den ekstra jakke over sig. Søster Katarina kom fra det svenske, katolske Heliga Hjärtas kloster. Den tidligere jesuit, fader Paulo, er den åndelige leder af det syrisk-katolske kloster, Deir Mar Musa, som ligger øst for Damaskus. Broder og subprior Guido Dotti repræsenterede det økumeniske kloster i det nordlige Italien, Bose.

Gæsternes forskellighed afspejledes også hos deltagerne i konferencen. Her sad vi sammen. Frikirkelige og katolikker, protestanter og ortodokse kristne. Mennesker fra alle Skandinaviens lande. Nonner og munke, lægfolk og klerikale. Alle med et ønske om at få del i den Ånd og glød, der brændte i gæsternes øjne.

 

Er alle munke?

"Klosterliv handler ikke bare om munke og nonner, men handler om os alle sammen," lagde Samuel Rubenson ud. "At være alene, ensom, er at være munk." Ikke en usædvanlig udtalelse fra professoren, der altid understreger, at det liv, ørkenfædrene og –mødrene levede, er et forbillede for alle kristne.

"Vi er også munke," fulgte søster Katarina overraskende op. "Ja," tænkte jeg ved mig selv, "ordet ’munk’ kommer jo af det græske ord ’monachos’ og er ikke oprindelig tænkt kun at gælde for mænd, som det er blevet på dansk. Kvinder kan altså også være munke." Rubenson oversatte frit monachos til ’dem, der lever med et udelt hjerte’. Og dette er jo alle menneskers kald.

Hvad betyder det da, tænkte jeg. Er vi alle i princippet munke? Også os, der lever i ægteskab? Guido Dotti hjalp med en præcisering: "Der er det, der er særligt for nonner og munke, og det, der er fælles for alle kristne. At være munk er blot en af de måder, hvorpå man kan vidne gennem et kristent liv. Munkene lover cølibat og lydighed. Men den helt fundamentale overgivelse gælder alle, der vil være disciple," sagde han.

Snakken faldt hurtigt på de mange nye kristne fællesskaber, ikke mindst den nye tendens, der kommer fra USA, hvor man taler om begrebet ’new monasticisme’ – en ny form for klosterliv – der indebærer, at gamle klosteridealer bliver tolket ind i en postmoderne kontekst.

"Man må skelne mellem de fællesskaber, der er inspireret af klosterlivets idealer og så rigtige klostre," sagde Peter Halldorf, der er leder af det økumeniske kommunitet på Nya Slottet. "Det springende punkt mellem disse to er cølibatet," mente han, uden at han kunne lægge skjul på den begejstring, han havde over for alle nye fællesskaber, hvor cølibatet kunne få en plads.

 

Cølibat og ægteskab

Ja, der er jo en enorm forskel på det cølibatære liv og singlelivet, tænkte jeg. At være single er endnu ikke at have fundet eller valgt sin livsvej, mens man i det cølibatære liv – ligesom i ægteskabet – lever sin kaldelse ud. Jeg ransagede min hukommelse, men kunne ikke komme på én eneste person i frikirkelig kontekst, der bevidst havde frasagt sig ægteskabet for at hellige sig et cølibatært liv. Men kalder Gud ikke længere mennesker i frikirkekredse til klosterlivet? Eller er det snarere sådan, at vi i frikirkerne er kommet så langt væk fra det monastiske ideal, at vi ikke længere kan høre Guds stemme?

"Hvor forskellige er munke og nonner egentlig fra andre kristne? Det handler mest om, at vi udlever det kald forskelligt, som vi alle har fået gennem dåben," sagde Guido Dotti.

Guido Dotti forklarede, at det cølibatære liv og det ægteskabelige liv kan sammenlignes. I ægteskabet er det sådan, at før man finder sammen og indgår ægteskab, lærer man sin partner at kende. Først efter kendskabet opstår kærligheden, og man bliver forelsket. Linjen går fra kendskab til kærlighed. I klostrene er det omvendt, fra kærlighed til kendskab. I klosteret starter vi med kærligheden til vores brødre og søstre, og derefter lærer vi dem at kende. I klosteret vælger man ikke selv sin familie.

"Forskellen på klosterlivet og familielivet er ikke stor," pointerede søster Katarina. "Det er egentlig de samme kampe, vi møder."

Det kunne jeg nikke genkendende til. Aldrig har jeg prøvet en sværere askese, øvelse, end at blive gift!

 

Hvad er en munk?

Når nu alle på en eller anden måde er kaldet til at forholde sig til klosterlivet, hvad er en munk da?

"At være munk er at være en fremmed med en opgave. Munke og nonner er tegn på gudsriget gennem den måde, de lever på," svarede Samuel Rubenson, idet han pegede på, at munke og nonner altid vil være kendetegnet ved at være specielle – fremmede – personer i samfundet.

"En munk er den, der hver dag spørger sig selv: hvad er en munk?" provokerede Guido Dotti.

Er munke og nonner da specielle, særligt udvalgte mennesker? Ja, det måtte jeg jo indrømme. Ikke særlige i den forstand, at de er anderledes end alle andre, men særlige fordi de har valgt en speciel livsvej, hvor de har mulighed for at være så selvopofrende, at de bliver tegn for verden.

"Munke og nonner er en elite, men de har ikke elitens ånd. De er kaldet til at være specielle, men de skal have Jesu ydmyghed," sagde fader Paulo.

 

Hvad er klostrene godt for?

"Klosteret er et laboratorium, sagde fader Paulo, og abuna Maximos fulgte hurtigt op: "Klosteret er også et teater. I laboratoriet arbejder forskerne på en professionel måde. På samme måde forholder det sig i teatre. Skuespillerne må øve sig og være dygtige. I klosteret prøver vi – ligesom skuespillerne – at spille skuespil og imitere Gud. Målet er kærlighed. I klosteret producerer vi kærlighed."

Konferencens deltagere rykkede uroligt på stolene. Hørte vi rigtigt? Abuna Maximos sagde vel ikke, at det hele er et spil for galleriet? Peter Halldorf kom de forvirrede deltagere til hjælp: "Vi efterligner, spiller skuespil, for i længden at blive det, vi efterligner. For at blive som Kristus," præciserede Peter Halldorf.

 

Ørkenen og byen

"Livet som munk handler om at forstå sig selv. Ørken er det sted, hvor vi kan se os selv. Ørkenen er ikke romantisk. Ørkenen er en kampplads, ikke et sted med stilhed. Romanticisme redder ikke verden," formanede Samuel Rubenson alle os, der sad med en romantisk forestilling af ørkenens liv.

Man går ikke ud i ørkenen for at slippe for kampen. Nej, man træder ind i ørkenen for at tage kampen med sig selv op. Den store kirkefader, Athanasios, der skrev Antonios’ liv, anvendte udtrykket ’byen i ørkenen’. Den ørken, som alle kristne må møde, er ikke nødvendigvis den fysiske, ydre ørken, selv om den kan hjælpe. Ørkenen findes i princippet overalt og inden i os. Abuna Maximos delte sin konkrete og praktiske erfaring med ørkenlivet: "I gammel tid var det ikke tilladt munken at gå udenfor klosteret. Munken så aldrig ørkenen. Munken sad i stedet i sin celle og så solen, månen, bjergene og ørkenen gennem vinduet. Og dette var nok. Han behøvede ikke mere. I dette rum, denne celle, er der ingen ørken. I min tradition var der fædre, der blev i deres celle og aldrig gik ud. Derfor behøver man ikke være i nogen virkelig ørken. Meningen med ørkenen er at stå foran Gud. Og det kan du gøre alle steder," opmuntrede abuna Maximos.

 

Fra biblioteket til kapellet

Med ord som disse i hjertet vandrede vi fra biblioteket til kapellet, fra bøgerne til bønnen. Under konferencen samledes vi nemlig til kommunitetets regelmæssige tidebønner. Her fik deltagerne tid til at lade samtalerne synke fra hjerne til hjerte. Når tidebønnens ord nåede kapellets loft oplevede vi, hvordan vi i sandhed blev ’one in the Spirit’.

Under søndag morgens gudstjeneste vandrede gæsterne og kommunitetets medlemmer ind i procession. Alle i deres forskelligfarvede klosterklæder og liturgiske klæder: blåt, sort, hvidt, gyldent. Trods de synlige forskelle bøjede de sig alle for det ene alter som tegn på, at de tjente den samme Herre. Mens vi bevægede os mod gudstjenestens centrum, eukaristien, blev bibeltekster læst på engelsk og bønner bedt på arabisk. Her fandtes en enhed, der gik bag om ord.

 

Tør kirken inkludere klostre?

"For at klostre kan vokse frem, må der findes kristne fællesskaber, hvor klosterlivets værdier er vigtige," sagde Samuel Rubenson, idet han refererede sin samtale med fader Paulo under en af pauserne. Fader Paulo fulgte op med sin radikale begejstring.

"Kirkerne skal være modige nok til at fremme evangelisk radikalitet, evangelisk liv. Der er ingen nødvendig modsætning her. Man kan modtage mange, tage sig af mange og prøve at lære troen fra sig til mange, og på samme tid kan man adlyde Ånden, der vælger nogle til at udtrykke en mere radikal tro. Alle kan udfordres til at leve et mere radikalt liv, der er præget af enkelhed og kyskhed," sagde fader Paulo.

Efter mange forvirrende og modsatrettede idéer og tanker, begyndte brikkerne at falde på plads for mig. Samuel Rubenson hjalp mig på vej, idet han til sidst præciserede, hvordan det klosterkald, der lyder til alle, hænger sammen med munke og nonners særlige kald: "Det handler måske om kaldet. Ikke kun kaldet for dem, der er kaldet til klosterlivet, men et kald til alle om at skabe grobunden for klosterliv," afsluttede han.

 

Simon Christoffer Fuhrmann er cand. teol. og med i Levende Vands referencegruppe.

 

 

(Levende Vand 2 2010)

 

   

Min krop længes

 

 

Gnosticisme

Af Peter Halldorf

 

”Et tårn af længsel vil jeg bygge”

Af Kirsten Kjærulff

 

Pilgrimsspiritualiteten som kroppens bevægelse

Af Elizabeth Knox-Seith

 

Er klosterlivet for alle?

Af Simon Christoffer Fuhrmann

 

De nye kommuniteter

Af Grethe Livbjerg

 

Røster fra Oldkirken:

Gå ind i stilhedens kultur

Isak af Syrien

 

Vidner:

Franz Jalics - den kontemplative livsholdning

Af Grethe Livbjerg

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk