Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Grethe Livbjerg

De nye kommuniteter

 

Johannes d. 23. var kun pave i fem år (1958-63). Hans fremskredne alder taget i betragtning ventede man kun en overgangspave, og som den runde og joviale person han var, kunne han vel ikke gøre skade. Der var kun få, der forventede sig noget særligt af ham. Og så blev han den pave i nyere tid, der fik sat mest fornyelse i gang.

Han indså, at Kirken trængte til en gennemgribende fornyelse, og derfor indkaldte han til det kirkemøde, der fik navnet 2. Vatikankoncil. Katolske biskopper fra hele verden opholdt sig gennem tre år (1962-1965) i månedlange perioder i Vatikanet for at gennemtænke kirkens lære og liv i forhold til den moderne verden. Udover katolske biskopper var der indbudt såkaldte observatører fra andre kirkesamfund. Når alle var til stede, kunne man tælle 2.750.

Ved indledningsmessen bad paven en bøn, der kom fra hjertet: ”Send os din Hellige Ånd, giv os igen en ny pinse … ”.

Bønnen blev hørt. Et nyt forår brød frem. Ligesom livskraftige skud kan bryde gennem hård asfalt, brød det, der fik navnet ”den karismatiske fornyelse” frem rundt omkring i hele Kirken. Pave Paul VI udtalte til det samlede kardinalkollegium, at han i dette genkendte ”Helligåndens livgivende åndedræt, som vil aktivere de slumrende energier i kirken og vække de sovende karismer, så kirken kan få den vitalitet, som i hver periode af historien gør kirken ung og up-to-date, parat til at forkynde sit evige budskab”. Og ud af denne fornyelse opstod en række nye kommuniteter.

Et af de mest udbredte er Emmanuel, der også har et dansk medlem, Antonia Holstein-Ledreborg. Under et kort besøg hos hendes familie fik Levende Vand lejlighed til at høre om dette kommunitet.

 

L.V.: Jeg har lige læst bogen om jeres stifter Pierre Goursat og er meget betaget af, at Emmanuel fra en spinkel start hurtigt fik så stor udbredelse. Hvad er hemmeligheden ved denne eksplosive vækst?

 

Antonia: I 1970-erne var det som Helligånden havde meget travlt med at forny og samle mennesker, og da opstod disse nye kommuniteter, også Emmanuel.

I 1972 mødtes den 58-årige hotelejer Pierre Goursat og den unge læge Martine Laffite (nu gift Catta) ved et karismatisk møde. De oplevede begge en fornyelse i Ånden og fik tungetalens gave, som især betød meget for Pierre. Samtidig fik de et klart kald til at bede og arbejde sammen. Pierre havde som ung i en personlig omvendelse givet sit liv til Herren og efter denne brændte han for at bringe mennesker til Jesus. Nu blev han i denne Åndens fornyelse udrustet til en omfattende evangelisation.

Da Pierre og Martine begyndte at bede sammen, havde de ingen forestilling om, hvad deres fællesskab skulle udvikle sig til. De blev overrumplet! De inviterede deres venner til at bede sammen med dem, men de kom ikke. Derimod kom der andre, de slet ikke kendte, og gruppen voksede ganske hurtigt til 50.

Gruppen måtte deles og deles igen. Efter et år var de 500. Selvom disse bedegrupper blev spredt rundt omkring i Frankrig, delte de en fælles karisme og sluttede sig sammen i ét kommunitet, som fik navnet Emmanuel, Gud med os.

I dag er Emmanuel udbredt over alle 5 kontinenter og har omkring 8.000 medlemmer. De fleste er ægtepar, men der er også præster (223) præstestuderende (100) og lægfolk, som lever i cølibat for Guds Rige (mænd 25 og kvinder 170), og desuden mange unge, som endnu søger deres livsvej. Vores dyrebare nådegave er, at vi alle er del af den samme kommunitet og lever af den samme karisme. Dette giver et stærkt vidnesbyrd, da det er hele Guds folk vi repræsenterer og det som berører folk i vores evangelisation, er vores samarbejde, Vi er brødre og søstre, og mennesker ser vores indbyrdes kærlighed til hinanden og det er ofte mere det, som gør indtryk, end det vi siger.

 

L.V.: Hvad er Emmanuels særlige karisme?

 

Tilbedelse, medfølelse, evangelisation er de tre karismer, som hænger sammen og ikke kan splittes.

Emmanuel-kommunitetens nådegave kommer fra den eukaristiske tilbedelse af Jesus (Katolikker tror, at brød og vin i messen forvandles til Jesu Legeme og Blod, og at denne forvandling forbliver også uden for messen, hvorfor Jesu Legeme opbevares i tabernaklet, det lille skab, hvor der normalt brænder en rød lampe foran. Det er derfor at mange, der kommer ind i en katolsk kirke, overraskes af en særlig følelse af nærvær).

Pierre havde tidligt følt et særligt kald til tilbedelse og kunne tilbringe timer foran tabernaklet. Et af vores engagementer er at tilbringe en ”lang tid” (ca. en time) i tilbedelse hver dag

Fra tilbedelsen fødes medfølelsen til alle vore medmennesker som dør af sult ikke kun den materielle sult, men især den spirituelle sult, alle dem, der ikke har mødt Guds personlige kærlighed. Af denne medfølelse fødes så tørsten til at gå ud og evangelisere verden - evangelisering for alle aldre og for mennesker i alle livsformer.

Pierre Goursat havde en stor kærlighed til verden ”Dieu a tant aimé le monde (så meget elskede Gud verden)” og ”vi er i verden men ikke af verden.” Vores kald er at bringe og forkynde Herren, hvor vi end er, og vise at Gud er nærværende - Emmanuel ’Gud med os’ - i vores daglige liv.

Endnu en karisme, som er særlig for Emmanuel, er lovsangen som også er en del af vores forpligtelse udover den daglige messe og tilbedelsen: At starte dagen med lovsang i familierne, alene eller samlet når det er muligt. En af frugterne af lovsangen er glæden.

Paray le Monial er vores spirituelle fødested.

Pierres intuition var at tage til Paray le Monial i 1975 og siden den dag har vi hver sommer, og nu også hele året rundt, ledet retræter der for folk i alle aldre. Over 30.000 mennesker deltager hvert år.

I 1700 tallet viste Jesus sig for Marguerite-Marie, der var nonne i et kloster i Paray le Monial, i en åbenbaring hvor han blandt andet sagde: ”Se her er mit hjerte som har elsket mennesket så meget ...” og ”mit hjerte har en så lidenskabelig kærlighed til menneskeheden”. Kort sagt: Jesus søger venner, som vil tage imod hans kærlighed! Han beklagede sig til Marguerite-Marie over, at folk er ”ligeglade overfor hans brændende kærlighed.”

Her i Paray indbyder vi folk til at komme og åbne deres hjerter for den Herre, som kun ønsker at udgyde sin brændende kærlighed til hvert enkelt menneske, som i hans øjne er unikt og dyrebart.

I Tyskland har vi i mere end 15 år organiseret samme slags træf i Altötting. Og i Polen har vi i flere år arrangeret ungdomsmøder i Wadovice. For ikke at tale om i Rwanda og Elfenbenskysten hvor Emmanuel hver sommer ligeledes i flere år har ledet store sommerretræter.

Emmanuel har fået stort ansvar ved verdensungdomsdagene. Mange biskopper rundt i verden beder om at få Emmanuelpræster til deres stift, og der er flere end 60 sogne med vore præster.

 

L.V. Hvor har du mødt Emmanuel, og hvordan er du blevet en del af kommunitetet?

 

I 1986 var jeg i Medjugorje, hvor jeg oplevede Guds personlige kærlighed og alt vendte op og ned på min tilværelse, jeg genopdagede min tro, eukaristien, tilbedelsen, Maria. Jeg oplevede en glæde, fred og frihed som jeg aldrig nogensinde havde troet eksisterede - Gud elsker mig som jeg er. Jeg forstod ordet jubel: jeg jublede over livet!

Jeg boede på det tidspunkt i København og arbejdede i Ordrup, hvor jeg underviste i Mensendieck.

Når jeg havde pauser, løb jeg over til kirken for at bede. Jeg længtes efter at lære min tro bedre at kende, og en ung pige fortalte mig om Emmanuels evangelisationsskole i Paray-le-Monial. Jeg besluttede mig til at tilbringe et år på den. Dér mødte jeg andre unge mennesker, der alle ønskede at følge Herren og give deres liv til Jesus, og de var glade. Jeg mødte ”sunde” glade unge præster, og ægtefolk, der gav deres liv til Jesus. Efter det år ønskede jeg at blive medlem. Nu er jeg i rådet, og for tiden bor jeg i Belgien, hvor jeg leder unge kvinder, der er ved at finde ud af, om de er kaldede til at leve i cølibat for Guds Rige. Udover dette besøger jeg også søstre i forskellige lande for at støtte og vejlede dem. Om en måned tager jeg til Indonesien, og på vejen tager jeg forbi vores nye evangelisationsskole i Filippinerne for at tale om det Gudviede liv i Emmanuel-kommuniteten.

 

L.V. I driver gademission, hvordan foregår det?

 

På diverse måder og ved større eller mindre arrangementer. Vi er ofte blevet inviteret til at organisere en uges mission i menigheder. Det er så det helt store program hele ugen.

Men den ganske enkle metode, vi startede med, forbliver stadig den samme, og det er at have lovsang og oplæsning af Biblen på gaden. Når folk standser op for at lytte, går vi hen til dem og taler til dem om Herren … altid 2 og 2 ud fra princippet: én beder, den anden taler. Der er i dag mange mennesker, der har mødt Herren gennem disse gademissioner.

Andre gange samarbejder vi med sognepræsten i en menighed. Vi gør det samme, men bringer så menneskene ind i kirken, hvor sakramentet er udstillet på alteret og et kor synger meditative og tilbedende sange. Folk opfordres så til at lægge deres byrder og intentioner foran Herren, og ganske konkret kan de skrive dem på et papir og lægge det i en kurv ved alteret. Derefter opfordres de til at tage et Guds Ord i en anden kurv. Alt er enkelt og Herren virker stærkt. Vores erfaring er, at folk faktisk er utrolig åbne og modtagelige. De er søgende, og Gud kommer dem i møde.

 

L.V. Ville dette kunne praktiseres her i Danmark?

 

Antonia: Ja, hvorfor ikke?

 

Grethe Livbjerg er redaktør af hjemmesiden LevendeVand.dk

 

 

(Levende Vand 2 2010)

  

 

Min krop længes

 

 

Gnosticisme

Af Peter Halldorf

 

”Et tårn af længsel vil jeg bygge”

Af Kirsten Kjærulff

 

Pilgrimsspiritualiteten som kroppens bevægelse

Af Elizabeth Knox-Seith

 

Er klosterlivet for alle?

Af Simon Christoffer Fuhrmann

 

De nye kommuniteter

Af Grethe Livbjerg

 

Røster fra Oldkirken:

Gå ind i stilhedens kultur

Isak af Syrien

 

Vidner:

Franz Jalics - den kontemplative livsholdning

Af Grethe Livbjerg

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk