Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Vidner

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

 

 

Grethe Livbjerg

Vidner: Franz Jalics - den kontemplative livsholdning

  

Normalt har vi som vidne præsenteret afdøde personer. Nu præsenterer vi en nulevende præst, fordi hans undervisning passer til dette nummers tema.

Franz Jalics er født i Budapest i 1927 i en dybt troende katolsk familie med 9 børn. En barndomserindring fortæller noget om den opdragelse, han fik: man havde spillet et eller andet familiespil, hvor den lille femårige Franz havde følt sig uretfærdigt behandlet. Han skreg op og smed omkring sig med tingene. Følgende dag underviste hans mor ham som led i forberedelsen til at modtage den hellige kommunion. Hun fortalte ham om, hvor uretfærdigt Jesus blev behandlet, og at han udholdt alt dette for os. Hun lod i den forbindelse falde en lille bemærkning om Franz ` reaktion dagen før, det var dog kun i en lille ting, han havde følt sig dårligt behandlet. Franz forstod slet ikke dette perspektiv, hvad man heller ikke kan forvente af en fem-årig: det var ham, der var blevet forurettet. Men livet igennem kunne han i detaljer huske denne begivenhed. Denne undervisning prægede ham dybt.

Som søn i en officersfamilie blev han sendt på et militærgymnasium med streng disciplin. Hver morgen gjaldede en trompetfanfare ud over sovesalen og alle måtte straks stå ret ved sengen og synge nationalsangen. Franz begyndte at spørge sig selv om meningen med denne undervisning, ja med livet. Først tænkte han: At få gode karakterer og uddannelse. Men spørgsmålet meldte sig igen. Nu blev svaret: At glæde sine forældre? Men det svar holdt kun et par dage. Han tænkte videre: Engang at stifte et lige så lykkeligt hjem som det, han selv var vokset op i. Men heller ikke det svar var tilfredsstillende. Endeligt kom han til, at Gud var livets mening. Og så holdt spørgsmålene op.

I krigens sidste tid, så fyldt af forvirring, blev de unge officersaspiranter sendt til Nürnberg for at yde humanitær bistand. Franz vidste, at hans forældre og søskende var flygtede, da russerne nærmede sig, men anede intet om, hvordan de havde det, og om de overhovedet levede. Lige ankommet måtte de unge i beskyttelsesrum. Det var et helvede af larm og ødelæggelse. Franz oplevede en frygtelig angst. Han var ung og ville ikke dø. Hele hans livsvilje reagerede med vrede og desperation ved udsigten til udslettelse. Men pludselig blev han overstrømmet af en dyb fred. Han vidste, at Gud var der: ”Guds nærvær var helt konkret. Guds eksistens var mig så hævet over enhver tvivl, at det ville have været lettere for mig at tro, at jeg ikke selv eksisterede end at Gud ikke var til. Jeg var sytten år og kunne ikke reflektere over denne erfaring, og jeg vidste heller ikke, om andre oplevede det samme.” Dermed var spørgsmålet, om han skulle leve eller dø uden betydning. Han beskriver denne oplevelse som en umiddelbar viden, som gav fred, sikkerhed og tryghed. Da han gik op fra kælderen, erfarede han, at midt i alle ødelæggelserne, mellem alle de døde, sårede, deprimerede og angstfyldte, kunne han med glæde og kærlighed yde sanitær hjælp.

I 1946 samledes moderen og børnene i deres hjem, som de fandt ødelagt og tømt for værdier. Faderen var blevet arresteret af kommunisterne og kort efter dræbt. Da de havde bredt deres madrasser ud i kælderen, det eneste tilgængelige rum, knælede alle ned i bøn, og moderen bad for alle dem, der havde lidt i dette hus og for alle dem, som havde ødelagt, røvet og dræbt. Hun sagde senere, at det værste ville være, hvis der hos børnene skulle være bitterhed og had.

Denne lektie prægede Franz meget, og han fik brug for den. Han indtrådte i jesuitterordenen, og efter studierne underviste han i mange år i Argentina, hvor der netop da var borgerkrig mellem højreorienterede regeringstropper og oprørsguerillaen. Han og en medbroder flyttede ud i et af de fattigste kvarterer for at vise, at man på fredelig måde kunne identificere sig med de fattige. Men snart blev der udspredt rygter om dem, at de støttede guerillaen, og de blev arresteret, fik hænderne bundet på ryggen og stramme hætter trukket ned over ansigtet, så de intet kunne se. I fem døgn lå Franz i denne tilstand. Så fik han hænderne bundet fortil, en officer sagde til dem, at de var uskyldige og snart ville blive sat fri, men intet skete. Af andre officerer fik de at vide, at frigivelser altid skete om lørdagen. De så hen til lørdag, men intet skete. ”Alle” vidste, at mennesker forsvandt, og Franz kendte ingen, som var vendt tilbage. Dyb fortvivlelse og vrede overfaldt ham, og han kom ind i en depression, som først lettede, da han havde grædt nogle timer. Så kom håbet om befrielse den følgende lørdag. Men heller ikke den lørdag var der det mindste tegn på løsladelse. Denne ugentlige rytme af fortvivlelse, depression, håb og skuffelse gentog sig i fem måneder. Men midt i alt dette fastholdt han den stadige påkaldelse af Jesu navn og den stadige bøn om tilgivelse for dem, som havde forrådt ham.

Da han efter fem måneder blev frigivet, rådede hans venner ham til at rejse til USA. Han opdagede da, at en tendens til lettere depression, som altid havde plaget ham, samt en vis aggressivitet var totalt forsvundet. Månederne i ufrihed og stadig angst for henrettelse, hvor han næsten uafbrudt havde påkaldt Jesu navn og bedt om tilgivelse for sine forfølgere, havde udvirket en dyb indre renselse. Derefter begyndte Jalics at holde retræter, fra 1978 i Tyskland, og han har samlet sin undervisning i bogen Kontemplative Exerzitien. Bogen blev i 2009 oversat til svensk og udgivet på forlaget Artos. Franz Jalics S.J.: De andliga övningarna i kontemplativ form. En introduktion till den kontemplativa livshållningen och Jesusbönen.

 

Hvem er denne bog skrevet for?

Jalics er i sin tjeneste som sjælesørger blevet overbevist om, at mennesker i de mest forskellige livsomstændigheder bærer på en dyb længsel efter Gud, men at den vej, kirken viser dem, ofte er for kompliceret og utilfredsstillende. Gennem årene som åndelig vejleder har han oplevet, at når han førte mennesker til en enkel og umiddelbar inderlighed, åndede de lettet op, og mange sagde, at de i årevis mere eller mindre bevidst havde søgt dette.

I sit forord til bogen skriver Jalics, at denne enkle inderlighed er den helt væsentlige forudsætning for at kunne bevare balancen i en kompliceret, teknisk og hektisk verden.

”Denne enkle vej, som er kendetegnet ved umiddelbarhed i forholdet til Gud, kalder man kontemplation.”

Jalics beskriver de klassiske inddelinger af den åndelige vej: renselse (via purgativia), oplysningen (via illuminativa) og foreningen (via unitiva), men forenkler til at tale om den førkontemplative og den kontemplative bøn.

Den førkontemplative bøn omfatter alle former for aktiv bøn og betragtning af Guds ord. Den kontemplative bøn – også kaldet mystikken – kan vi ikke selv skabe, den er ren Guds gave.

Jalics henvender sig til mennesker, som er i en overgangsfase, som beder, men længes efter større enkelhed, fordybelse – ja, efter bare at være hos Gud i stilhed og tilbedelse.

Disse mennesker skal anstrenge sig – for ikke at anstrenge sig. Vi må være rettet mod Gud i stilhed og tillid til, at han vil give os alt. ”Hvis vi retter os mod vort centrum, mod Den hellige Treenigheds iboen i os, kommer der derfra til os en utrolig styrke, som lidt efter lidt skænker os alt og indvier os i kontemplationens tilstand.”

Jalics kalder denne overgangsfase for aktiv kontemplation. Der er mange veje til kontemplation, Jalics viser kun en af dem – men en meget direkte og én, som bygger på mange menneskers erfaring. Man mærker, at denne bog er frugt af en personlig lang modningsproces og et helt livs erfaring i sjælesorg. De i bogen ca 200 gengivne samtaler med retrætedeltagere giver læserne del i denne visdom. Jalics siger selv, at han har brugt tyve år på at skrive denne bog. Derfor bliver man heller ikke hurtig færdig med den.

Bogen er udformet som en ti dages retræte, og skal den bruges som sådan, kan det være godt at tilbringe tiden i et kloster. Man kan dog også følge bogens anvisninger i en hverdagsretræte, der så strækker sig over mange uger – dette har jeg selv gjort og kan anbefale det. Det kræver, at man har mindst en time til daglig læsning og meditation, men ellers lever som sædvanlig. Man kan også bare læse bogen og finde meget interessant i den, men Jalics lægger ikke skjul på, at en blot intellektuel læsning afslører, at læseren i grunden ikke har sans for åndeligt liv. Hans ønske er, at læseren praktiserer de anvisninger, han giver i bogen, og derved bliver ført til kontemplativ bøn.

 

Bogens grundliggende tanker

I den kontemplative bøn er Gud i centrum. Derfor skal man ikke meditere for selv at opnå noget, men kun for at være rettet mod Gud. Jalics bliver ikke træt af at gentage, at vi som indledning til vores meditation skal give den til Gud og gøre dette konkret, ikke bare som en vag tanke: ”Gud, jeg giver dig denne halve time….” Efter meditationen kan vi bedømme, om vi virkelig gav Gud denne tid. Hvis vi er skuffede: Dette gav mig jo ikke noget, jeg kan ikke meditere osv. – Ja så har vi søgt noget i os selv. Vi bør altid slutte vores meditation med at takke Gud for den tid, vi har tilbragt i hans nærvær, hvad vi end har følt.

Jalics tager det også som en selvfølge, at man under retræten går til daglig messe, hvis dette er muligt ligesom Bibellæsning forudsættes. Det betyder dog ikke, at religiøst søgende uden kirkelig baggrund er afskåret fra at få et stort udbytte af at leve efter bogens anvisninger.

For at beskrive den kontemplative vej forestiller Jalics sig, at den rige unge mand i stedet for at spørge Jesus, hvordan han skulle arve evigt liv, havde spurgt, hvordan han skulle holde retræte. Jesus kunne da have svaret – og Jalics udformer nu Jesu svar ud fra Ignatius` exercitier, den jesuitiske form for retræter: ”Hold nogle betragtninger over meningen med dit liv. Tænk over dine synder og omvend dig. Læs så evangeliet, hold betragtninger over det og tag den ene gode beslutning efter den anden. Beskæftig dig så med at ændre din karakter og fordyb dig i din psyke, så du kan bearbejde ubevidste konflikter. Hvis det ligger for, så træf et valg angående din fremtid ud fra, at du overvejer argumenter for og imod og da lægger mærke til dine indre stemninger af fred og ufred.”

Og den rige mand svarede: ”Jamen sådan har jeg holdt retræter i mange år, har Gud ikke mere til mig?”

Jesus svarede ham: ”Jeg viser dig nu en stejlere, mere direkte vej. Sælg alle dine tanker, dine intellektuelle overvejelser, din optagethed af din psykiske sundhed. Sælg alle dine bekymringer om fremtidsplaner, alle dine beslutninger og aktiviteter. Sælg dine billeder, dine ønsker og forestillinger. Og når du ikke i din sædvanlige måde at bede på finder mere støtte, som du kan hage dig fast i, og du derfor føler dig helt afmægtig, da kom og hvil i mit nærvær”.

Den kontemplative bøn er at være i Guds nærvær, uden tanker og ideer, kun Gud er i centrum. Gud er nærvær. Man kan ofte høre mennesker sige, at Gud er fraværende. Nej, Han er nærvær. Det er os, der er fraværende. Den kontemplative meditation – det Jalics kalder for overgangsfasen fra den før-kontemplative, aktive bøn, til kontemplation – indebærer en øvelse i nærvær. ”Wahrnehmung” er et gennemgående udtryk i bogen, og det kan vel bedst oversættes ved: at blive var, at sanse, fornemme. Når jeg her anvender ordet opmærksomhed må det ikke forstås som en aktiv spændt opmærksomhed, men en vågen hvilen i sansningen.

Vi er skabt sådan, at vi har tre tempi i vores relation til naturen, kunsten, ja alt, hvad vi ser, hører og rører ved: vi bliver opmærksomme på tingen, sanser den. Umiddelbart efter tænker vi og måske inden vi får tænkt, handler vi. Vi forbliver ikke i den blotte opmærksomhed. Og jo mere stresset samfundet bliver, jo hurtigere afløser de tre tempi hinanden, og vi er aldrig bare i opmærksomheden.

Vi kan tænke på forskellige mennesker, der går tur i skoven: der er forstmanden, som betragter skoven ud fra sin viden. Løberen der måske slet ikke ser noget. Biologen der betragter skoven ud fra dyrs og planters levemuligheder – og alle os, der bare traver vores sædvanlige skovtur, hvor vi måske nok ser naturen, men tænker på alt muligt andet. Nu og da standser vi måske op for at lytte til en særlig fuglekvidder, men bare for at konstatere, hvilken fugl, der er tale om. I alt dette bliver skoven blot et objekt, vi er ikke bare nærværende i den, så den kan møde os på sine betingelser. Vi er ikke bare i opmærksomheden.

Hvis dette er vores daglige holdning, som uden at vi måske lægger mærke til det bliver præget af stadig voksende tempo, så vil denne følge os ind i meditationen. Vi er ikke i stand til bare at være nærværende – og vi vil opleve Gud fraværende. Det er opmærksomheden – die Wahrnehmung – som fører os til Gud. Kontemplationen er skuen, opmærksomhed. I evigheden skal vi skue Gud, ikke tænke fromme tanker om ham. Vi skal heller ikke være beskæftiget med ham i ydre aktivitet, men se og elske ham. Men hvad der i evigheden skal være vores eneste beskæftigelse, begynder allerede her på jorden.

For at forberede os på at modtage kontemplationens nåde, må vi øve os i opmærksomhed.

Jalics har gennem mange år som retræteleder konstateret, hvor langt nutidsmennesker er fra bare at være i nu`et, i den blotte opmærksomhed. Derfor gør han så meget ud af forberedelsen til kontemplation.

De i bogen refererede samtaler med retrætedeltagere afslører, at nogle af disse i begyndelsen af retræten er utålmodige eller rent ud synes, at de spilder deres tid: de er kommet for at bede, for at holde retræte og så får de anvisninger som tilsyneladende intet har med bøn at gøre, men som er forberedelse til Jesusbønnen, som retræten munder ud i. Meditationerne sigter på at samle og øge opmærksomheden. Og de daglige oplæg har som sigte at føre ind i et liv, hvor ”ikke længere jeg lever, men Kristus lever i mig” (Gal 2,20).

Jalics fortæller om, hvordan han som ganske ung tilbragte nogle måneder i en flygtningelejr. Han bad om lov at deltage i undervisningen i et nærliggende gymnasium, men blev afvist. Den totale ledighed sled på ham, men han havde frihed til at gå lange ture i en naturskøn omegn.

Hans daglige ture kom efterhånden op på fem timer. I naturen fandt han en indre stilhed og kom altid hjem med nye kræfter og en følelse af at være blevet renset. I skoven, på engen, i solens eller månens lys anede han Jesu Kristi nærvær, i hvem alt er skabt. Spontant steg bønnen op i ham. Da han i 1946 vendte hjem til Ungarn, havde han gennem disse vandringer i naturen fået et kontemplativt fundament, som han erfarede i en indre ro og klarhed. Først senere blev han mere reflekteret klar over, at naturen, og som det kommer til udtryk i Bibelen ganske særligt ørkenen, er mødesteder mellem Gud og mennesker.

Derfor er retrætens første tid viet naturen. På 10-dages retræten en hel dag med det ene program at være i naturen, uden at tænke på bøn eller noget som helst andet, bare være nærværende. På hverdagsretræten bliver man opfordret til gennem to uger at være en time daglig i naturen.

Claudia, en retrætedeltager, havde en samtale med Jalics efter en dag i naturen:

Claudia: Jeg gik ud med blandede følelser. Jeg havde ingen bog med mig, for du sagde jo, at vi ikke skulle læse.

Jalics: Har det være ubehageligt for dig?

Claudia: Ja, for uden bog føler jeg mig sårbar, mere konfronteret med mig selv. Men jeg vovede det. Der kom mange tanker. Da jeg stod et par meter fra et udgået træ, blev jeg dybt berørt.

Jalics: Du identificerede dig med dette træ?

Claudia: Ja, ret så meget. Jeg blev trist, virkelig ked af det. Jeg så mig selv i dette træ. Jeg vendte tilbage til en bønsform, som jeg ikke længe har praktiseret, hvor jeg bare helt enkelt lod alt være som det er.

Jalics: Dermed blev du roligere?

Claudia: Ja, tristheden blev først ved med at være der, blev endda mere intensiv. Jeg græd også. Senere blev der mere ro. Ved at betragte træet fandt jeg meget liv omkring den døde stamme, og jeg blev længe stående helt i fred.

Jalics: Dette er en kontemplativ holdning. Du har opdaget stilhed uden at nogen har gjort dig opmærksom på den. Kærligheden siger: Det er som det er. Se og lad det være som det er. Det er kontemplation.

 

Hændernes rolle i meditationen

Enhver, som har lidt erfaring med meditation, har også oplevet, hvordan kroppen kan spille en både negativ og positiv rolle i vores bestræbelse på at komme til ro. Vores stress, uro, bekymringer, træthed, tristhed…sidder i vores krop. Jalics har haft en erfaring, som han har videreudviklet, og som spiller en ret så central rolle i hans meditationsanvisninger.

Da han før sin præstevielse indøvede de forskellige bønsstillinger, undrede det ham, så megen vægt der i anvisningerne blev lagt på de nøjagtige håndstillinger, f.eks. at præsten under den store takkebøn skulle stå med hænderne i skulderhøjde, ca. en håndsbred ud fra skulderen og håndfladerne direkte rettet mod hinanden. Da han første gang i messen indtog denne bønsstilling, oplevede han, hvordan der mellem håndfladerne strømmede en vældig kraft, som bevirkede en vågen og levende indre samling.

Uden måske at reflektere over det, har vi vel alle mærket, at der er en kraft i vore hænder. I det daglige arbejde strømmer den ud fra os. En mor, der står ved et sygt barn, lægger uvilkårligt hænderne på det syge sted, og i dag gør man meget ud af at berører spædbarnet i en mild massage, hvor med barnet får livsenergi. En smertende tand får hurtigt hånden i sving. Kirken har altid anvendt håndspålæggelse ved indvielse til særlige embeder, ligesom biskoppen i konfirmationen ved meddelelse af Helligånden lægger hånden på konfirmandens hoved. Paulus skriver til Timotheus (2 Tim 1,6): ”Derfor på lægger jeg dig at opflamme den nådegave fra gud, du fik under min håndspålæggelse”. Ved bøn for syge lægger vi hånden på den syge. Derved forener vi den skabte energi, som er Guds gave, med Helligåndens kraft.

Kristne har altid anvendt forskellige håndstillinger i bøn: foldet hænderne, strakt dem i vejret eller holdt dem op for brystet – altid med håndfladerne mod hinanden. Dette har sin oprindelse i en almenmenneskelig erfaring af, at energien mellem hænderne har en samlende effekt på hele mennesket.

Jalics inddrager dette i sin undervisning: ”Vælg en håndstilling, som falder dig mest bekvem – bedst er det dog at lægge den ene hånd let over den anden, så midten af håndfladerne er i tæt kontakt uden dog at berøre hinanden. Hvis skuldrene bliver trukket frem, når man lægger hænderne på skødet, kan man anvende et sammenrullet håndklæde at støtte dem på, så ryggen kan være ret.

Forny dit motiv til meditation: at give Gud denne tid som hengivelse, tilbedelse, tjeneste”.

Dette er ikke terapi. Det er at samle den energi, som vi i det daglige giver ud, og rette mod Gud.

”Gå kroppen igennem og mærk forskellige kropsdele. Ud fra følelse af kontakt og den medfølgende spænding kan du nærme dig dine hænder. Hvis du ikke straks kan mærke energien mellem hænderne, så forsøg at mærke hænderne i det hele taget, nærm dig håndfladerne til du også mærker håndmidten. Fæst nu opmærksomheden mod midten af håndfladerne, som ville du spørge: Hvordan føler jeg midten af mine håndflader?”.

Mange vil straks føle som en strøm mellem hænderne, ofte en stærk varme, måske en stikkende fornemmelse i håndmidten, og snart erfare, at dette gør dem nærværende og derfor fører til bønssamling. Andre føler ingenting og vil være tilbøjelig til at ræsonnere: Sikken en omgang urealistisk teknik! Jalics – og alle vi, som har gjort nogle erfaringer med dette – vil sige til disse mennesker: Bliv ved, du er måske slet ikke vant til at tage din krop i betragtning, når du beder – eller også er du meget spændt og kan derfor ikke mærke noget. Derfor må du være tålmodig – hvad spændte mennesker jo sjældent er – og regne med en øvelsestid. Og man fristes til at tilføje: Du har allermest brug for dette, og det kunne ændre dit liv.

Det væsentlige i denne praksis er, at når man bliver bevidst om midten af håndfladerne og føler energi mellem håndmidterne, så bliver man nærværende og afspændt. Det kan føles som om en afspændende energi breder sig ud i kroppen.

Men man må aldrig glemme det, som Jalics ustandselig gentager: Dette er ikke terapi, men jeg giver den tid, jeg har afsat til Gud, for Han – og ikke jeg og mine problemer – er centrum i den kontemplative bøn.

Mine erfaringer med at følge de anvisninger Jalics giver i denne bog – og samtaler med adskillige, der gør det samme – viser, at denne meditationspraksis fører ind i en dyb renselses – og helbredelsesproces.

Det som er så befriende ved Jalics er, at han tager vore indre sår og deraf følgende komplekser meget alvorligt, men hele tiden bevarer perspektivet: Søg først Guds rige….og alt andet skal gives dig i tilgift. Og netop i denne holdning findes den dybe helbredelse.

Grethe Livbjerg er redaktør af hjemmesiden LevendeVand.dk

 

  

(Levende Vand nr. 2 2010)

 

 

Min krop længes

 

 

Gnosticisme

Af Peter Halldorf

 

”Et tårn af længsel vil jeg bygge”

Af Kirsten Kjærulff

 

Pilgrimsspiritualiteten som kroppens bevægelse

Af Elizabeth Knox-Seith

 

Er klosterlivet for alle?

Af Simon Christoffer Fuhrmann

 

De nye kommuniteter

Af Grethe Livbjerg

 

Røster fra Oldkirken:

Gå ind i stilhedens kultur

Isak af Syrien

 

Vidner:

Franz Jalics - den kontemplative livsholdning

Af Grethe Livbjerg

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk