Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Vidner

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

 

 

Sebastian Olden-Jørgensen

Jean Pierre de Caussade - øjeblikkets mystiker

  

Ikke så få spirituelle traditioner eller forfatterskaber kan opsummeres under et enkelt motto: Franciskanernes "fattigdom", Luthers "troen alene", Ignatius' "Alt til Guds større ære", Julian af Norwichs "Kærlighed var hans mening" osv. Selvfølgelig rummer de oftest mere, og de skal alle forstås i en større sammenhæng, for kun i deres samspil kommer de til deres fulde ret og undgår den ensidighed, der fører til splittelse og vildfarelse. Alligevel er det jo netop koncentrationen om den enkelte pointe - man kunne også sige skatten i marken eller den kostelige perle (Matt 13,44) - som rammer os, oplyser os og engagerer os. Det afbalancerede og systematiske er sjældent lige så fængende. En vis ensidighed må derfor være enhvers ret. Det er fællesskabet, Kirken, der skal stå som den på én gang rummelige og afbalancerede ramme.

Forstået på denne måde er Jean Pierre Caussade SJ (1675-1751) en typisk ensidig forfatter, hvis spiritualitet kredser om et enkelt punkt: hengivelse til Guds vilje i det nuværende øjeblik. Det er ikke meget, vi ved om fader Caussades liv, og det er heller ikke så vigtigt, for det er hans skrifter, som er interessante. Han selv trådte som 18-årig ind hos jesuitterne, blev præsteviet som 30-årig og tilbragte sit liv i en typisk jesuitisk "jobrotation" som lærer, folkeprædikant, åndelig rådgiver for ordenssøstre og leder af forskellige jesuitiske skoler og ordenshuse. Hans sidste år må have været stille, for han blev blind. I årene 1733-40 var han åndelig vejleder for nonnerne af Besøgelsesordenen i Nancy, og det var moder Thérèse de Rosen i klosteret dér, der samlede hans retræteforedrag og breve om det åndelige liv. Teksten cirkulerede kun i håndskrift, og det er blevet forklaret med, at Caussade frygtede at blive angrebet for at hælde til quietismen, en af tidens omstridte og officielt fordømte åndelige retninger. Det forbliver dog spekulation. Selv om Caussade også er en stor stilist med et blomstrende og pointeret sprog, så synes han med sand jesuitisk ydmyghed ikke at have haft forfatterambitioner. Eller også havde han for travlt med at søge Guds vilje i øjeblikket til at hellige sig det langvarige og selvcentrerede arbejde, som det er at skrive en bog. Det er imidlertid en kendsgerning, at da en af Caussades senere medbrødre, jesuitten Jesuit Henri Ramière, i 1861 udgav hans værk under titlen L’Abandon à la Providence divine (Hengivelse til det guddommelige forsyn), blev Caussade genopdaget, og han har siden nydt en vis konstant popularitet. Wilfred Stinissens bog Mit liv i dine hænder. En bog om overgivelse (Boedal Forlag 2008) bygger f.eks. i høj grad på Caussade. Omvendt er der også flere, der har gjort opmærksom på, at Caussade i sin spiritualitet har træk, der stemmer overens med den karmelitiske tradition, sådan som den møder os hos Johannes af Korset.

De følgende smagsprøver er taget fra L’Abandon à la Providence divine, der også findes i flere engelske oversættelser.

 

Kapitel 1: Hvordan Gud taler til os, og hvordan vi bør lytte

Gud taler stadig i dag, ligesom han tidligere talte til vore fædre, da der hverken fandtes åndelige vejledere eller metoder. Guds vilje udgjorde hele spiritualiteten, der ikke var udviklet til en ophøjet og detaljeret kunst, fuld af regler, anvisninger og rettesnore. Vor tid har haft behov for dette, men sådan var det ikke i de første tider, hvor der fandtes større retskaffenhed og helhjertethed. Dengang vidste man blot, at hvert øjeblik rummede en pligt, som man trofast skulle opfylde. Det var tilstrækkeligt for den tids åndelige mennesker, og det var det, de koncentrerede sig om, ligesom urviseren, som angiver timerne og hvert minut flytter sig den afstand, den skal. På samme måde blev deres opmærksomhed under Guds stadige tilskyndelse hele tiden rettet mod de nye genstande, der efter Guds vilje mødte dem dagen igennem.

Det var den skjulte drivkraft bag Marias hele væremåde, hun, den mest helhjertede og gudhengivne af alle skabninger. Det svar, som hun gav englen, da hun begrænsede sig til at sige "Lad det ske mig efter dit ord" (Luk 1,38), afspejler hendes forfædres spiritualitet. Dengang som i dag kunne alt sammenfattes i sjælens reneste og mest helhjertede hengivelse til Guds vilje, uanset hvilken form denne måtte tage. Denne højsindede og smukke indstilling, som var grundvolden i Marias sjæl, stråler beundringsværdigt frem i disse ligefremme ord: Lad det ske. Læg mærke til, at de svarer fuldstændig til det, som vor Herre vil, at vi altid skal have på læben og i hjertet: Ske din vilje (Matt 6,10). Det er sandt, at det, som kræves af Maria i det berømte øjeblik, var meget ærefuldt for hende, men al herligheden havde ikke gjort indtryk på hende, hvis ikke Guds vilje, der alene var i stand til at røre hende, havde kaldt på hendes opmærksomhed.

 

Men hvad er hemmeligheden bag at finde denne skat, dette sennepskorn, denne guldmønt? Der er ingen hemmelighed. Denne skat er overalt, den tilbydes os til hver en tid, overalt. Ligesom Gud skænker alle venligtsindede og fjendtlige skabninger os den med begge hænder og lader den strømme gennem alle vort legemes og vor sjæls sanser lige til midten af vort hjerte. Lad os åbne munden, og den vil blive fyldt. Guds handlen overstrømmer universet, den gennemtrænger alle skabninger, den oversvømmer dem. Overalt hvor de er, dér er også Guds handlen, som går forud, ledsager og følger dem. Man skal blot lade sig bære af dens bølger. Måtte Gud give, at kongerne og deres ministre, Kirkens og verdens fyrster, præsterne, soldaterne, borgerne osv., med et ord: alle mennesker vidste, hvor let det ville være for dem at opnå en strålende hellighed. Det drejer sig for dem kun om trofast at opfylde kristendommens og deres stands simple pligter, lydigt at tage imod de kors, der er forbundet dermed, og underkaste sig Forsynets vilje i alt det, der uafladeligt skal gøres og lides, uden at man søger det. Det er den spiritualitet, der har gjort patriarkerne og profeterne hellige, før man havde nogen læremestre. Det er en spiritualitet for alle aldre og alle livsomstændigheder, for der findes ingen sikrere, højere, mere ekstraordinær og samtidig nemmere vej til hellighed end at benytte det, som Gud, den sande åndelige vejleder, skænker dem hvert eneste øjeblik at gøre eller at lide for at vise lydighed mod Kirkens eller fyrstens love. Hvis dette var tilfældet, ville præsterne kun være nødvendige for sakramenternes skyld, og man ville næppe have brug for dem til alt resten, som man ville finde i sine hænder hvert øjeblik. De helhjertede sjæle, som uafladeligt søger de rette midler for at nå til Gud, ville være befriet for de tunge og farlige byrder, som de unødvendigt pålægges af dem blandt deres egne, som kan lide at dominere dem.

 

Kapitel 9: Om Guds viljes og det nuværende øjebliks fortræffelighed

Der er intet mere fornuftigt, mere fuldkomment og mere guddommeligt end Guds vilje. Hvordan skulle dens uendelige værdi kunne forøges ved forskelle i tid, rum eller ting? Hvis I får skænket den hemmelighed at finde den hvert eneste øjeblik, så har I fået opfyldt vores mest dyrebare og bedste ønsker. Hvad ønsker I mere, hellige sjæle? Giv jeres fantasi frit løb, lad jeres ønsker sprænge alle bånd og grænser, udstræk, udbred jeres hjerte i det uendelige. Jeg ved, hvad der kan opfylde det, der findes ikke det øjeblik, hvor jeg ikke kan lade jer finde det, I kunne ønske.

Det nuværende øjeblik er altid fuldt af uendelige skatte, der indeholder mere, end I kan rumme. Det er troen, som er målestokken, for I vil finde lige så meget, som I tror. Kærligheden er også målestokken, for jo mere jeres hjerte elsker, jo mere det længes, og jo mere det tror at finde, desto mere finder det. Guds vilje står parat hvert øjeblik som et umådeligt hav, jeres hjerte ikke kan udtømme. Det modtager kun så meget, som det søger gennem troen, tilliden og kærligheden. Hele resten af skabelsen kan ikke opfylde jeres hjerte, for dets kapacitet overstiger alt det, der ikke er Gud. Bjergene, som forskrækker øjnene, er kun for atomer at regne i hjertet. Det er fra denne vilje, skjult og tilsløret i alt det, som sker for jer i det nuværende øjeblik, at man skal øse, og I vil dér altid finde uendeligt meget mere, end I drømmer om. Gør ikke nogen jeres opvartning, tilbed ikke skyggen og skinnet, de kan hverken give jer noget eller berøve jer noget. Lad Guds vilje alene fylde jer helt, tilbed den, gå lige til den, idet i gennemtrænger og giver afkald på ethvert skin. Sansernes død, deres nøgenhed, deres fravær eller ødelæggelse er troens sejr. Sanserne tilbeder skabningerne, troen tilbeder den guddommelige vilje. Hvis sanserne fratages deres afgudsbilleder, vil de græde som fortvivlede børn, men troen vil triumfere, for man kan ikke fratage den Guds vilje. Når øjeblikket gør alle sanserne bange, sultne, nøgne og tyngede, så nærer, beriger og levendegør det troen, som ler af tabene som en høvedmand i en uindtagelig fæstning ler af de nyttesløse fæstningsværker.

 

At tilbede Jesus på Tabor, at elske Guds vilje i ekstraordinære ting, det er ikke så fremragende et troens liv som at elske Guds vilje i de almindelige ting og tilbede Jesus på korset. For troen er kun virkelig levende, når det synlige og sanselige modsiger den og forsøger at ødelægge den. Denne sansernes krig gør troens sejr mere ærefuld.

At finde Gud i de mindste og mest dagligdags ting lige så vel som i de store, det er at have en stor og ganske særlig tro. At stille sig tilfreds med det nuværende øjeblik, det er at nyde og tilbede den guddommelige vilje i alt det, der skal lides og gøres i de ting, som den ene efter den den anden udgør det nuværende øjeblik. I kraft af deres levende tro tilbeder disse helhjertede sjæle Gud også i de mest ydmyge omstændigheder, intet uddrager sig deres gennemtrængende tro. Jo mere sanserne siger: "Dér findes Gud ikke", desto mere kysser og binder disse sjæle en buket af myrra. Intet forstyrrer dem, intet bedrøver dem. Maria så apostlene flygte, men hun forblev stående ved korsets fod og genkender sin søn, uanset hvor vansiret han er af spyt og slag. Tværtimod gør det ham i denne ømme moders øjne blot mere tilbedelsesværdig, mere elskelig, og jo mere han overdynges med spot, desto mere vokser hendes ærefrygt. Troens liv er ikke andet end en stadig søgen efter Gud tværs gennem det, som forklæder ham, vansirer ham, så at sige ødelægger ham og udsletter ham.

 

Guds skrevne ord er fuldt af mysterier, og det gælder ikke mindre hans ord, som udfolder sig i verdens gang. Begge disse bøger er forseglede. I begge tilfælde slår bogstavet ihjel. Gud er troens centrum, og fra ham udstråler et dyb af mørke, som omslutter alt, der udgår fra ham. Alle hans ord, alle hans værker er så at sige dunkle stråler fra denne endnu dunklere sol. Vi åbner legemets øjne for at se solen og dens stråler, men sjælens øjne, hvormed vi ser Gud og hans værker, er lukkede.

 

Gud, du taler til alle mennesker i almindelighed gennem de store begivenheder. Alle omvæltninger er ikke andet end dit Forsyns bølger, uvejr og storme, som nysgerrige mennesker gransker. Du taler indviduelt til alle mennesker gennem det, som sker for dem i hvert enkelt øjeblik, men i stedet for heri at høre Guds stemme og respektere hans ords dunkelhed og mysterium, ser man kun det materielle, tilfældighed og menneskelig vilkårlighed. Man siger imod, man vil tilføje, formindske, ændre, og man tager sig fuld frihed til at begå overgreb, hvoraf det mindste ville blive anset for et attentat, hvis det drejede sig om et enkelt komma i den Hellige Skrift. "Det er Guds hellige og sande ord", siger man. Hvis man ikke forstår det, er man alligevel fuld af ærefrygt og yder dybene af Guds visdom fuld ære og retfærdighed. Det er kun helt rigtigt. Men det, som Gud siger jer, min kære sjæle, de ord, han udtaler hvert øjeblik, og som ikke er med blæk på papir (1 Kor 3,3), men står skrevet i det, I til hver en tid lider og skal gøre, har de ikke krav på opmærksomhed? Hvorfor respekterer I ikke i alt det Guds sandhed og godhed? I er ikke tilfredse med noget, I dømmer alting. Ser I ikke, at I med sansernes og fornuftens målestok bedømmer det, som kun kan måles med troen? Og at når I med troens øjne læser Guds ord i Skrifterne, så gør I forkert i at læse hans gerninger med andre øjne.

Troen er nødvendig for alt, der er guddommeligt. Hvis vi uafladeligt levede troens liv, ville vi være i konstant kontakt med Gud, vi ville tale med ham ansigt til ansigt. Det, som luften er for videregivelsen af vore tanker og ord, det samme er alt, som vi skal gøre eller lide for Gud. Det er simpelthen hans ord, som dér finder et legemligt ydre udtryk, og derfor skal det for os være helt igennem helligt og fremragende. Herligheden udvirker dette i Himlen, men troen gør det her på jorden, det er kun en forskel i måden.

 

Sebastian Olden-Jørgensen er lektor i historie og med i Levende Vand’s redaktion

  

(Levende Vand nr. 1 2009)

 

 

Ledet af Ånden 

 

 

Kirkens enhed - et mirakel, der er Helligånden værdigt

Af Biskop Anders Arborelius & Sten-Gunnar Hedin

 

 

Helligånden

Af sr. Veronica, Op

 

 

Guds nærvær i alle ting

Af Gunni Bjørsted

 

 

Åndelig vejledning

Af Charlotte Thaarup

 

 

”Himlen er hans trone, og Maria er hans moder”

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

 

 

Hvem er hun,

der komme op fra ørkenen, lænet til sin elskede?

Af Marianne Bønløkke

 

 

Trædesten

Af Per Åkerlund

 

 

 

Røster fra Oldkirken

Du er bange for din skygge

Isak af Syrien

 

 

Vidner

Jean Pierre de Caussade – øjeblikkets mystiker

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

 

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk