Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Sr. Veronica, Op

Helligånden

 

”Vi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd”, svarede nogle disciple Paulus, da han spurgte, om de havde fået Helligånden, da de kom til tro (ApG 19,2). Mange kristne i dag kunne sige det samme. De har jo hørt tale om Ånden, men de lever deres liv uden Helligånden. De bilder sig ind, at Ånden er forbeholdt dem, der har specielle gaver, karismer: de som kan helbrede, gøre undere, tale profetisk, tale forskellige slags tungetale, tolke tungetale, de som har specielle tjenester i Kirken (1 Kor 12, 9-12). Visse kategorier af kristne - lidt eksalterede - tror, at menigmand klarer sig uden alt dette, at det er muligt at være kristne uden Ånden. 

*****

 

Jesus siger til sine disciple, der er fulde af uro og sorg stillet overfor hans bortgang: ”Det er bedre for jer, at jeg går bort, for går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer” (Johs 16,7). Jesus måtte forlade dem og os, han måtte gå hele vejen gennem lidelsen og døden for at give os Ånden. Ånden, Sandhedens Ånd, Hjælperen, som skal lære os alt og minde os om alt, hvad Jesus har sagt og gjort (Johs 14,26). Ånden, som bliver vores indre mester, Ånden, som forvandler os indefra, Ånden, som Ezekiel profeterede om: ”Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre” (Ez 36,26-27).

Uden Ånden er kristendommen en lære, en ideologi, en moral og dogmer. Den bliver ikke det glade budskab, som har magt til at forvandle vore liv!

 

”For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud” (Mark 10,27)

Mennesket er større end sig selv. Det er skabt til at være Guds afbillede, kaldet til at blive Gud lig.

Det er ikke bare jordisk, som dyrene, det bliver først levende, når Gud blæser sit eget åndedræt ind i dets næsebor (1 Mos 2,7). Dyr er jordiske og har ingen identitetsproblemer. De er sig selv fra ende til anden. De ledes af instinktet, som fortæller dem, når det er tid at parre sig, at bygge sig en bolig, at flytte. Mennesket har i sig, ligesom dyrene, instinktive kræfter, men det skal ikke lade sig lede af dem. Mennesket må beherske dyret i sig selv, lægge det under sig for at blive det, det er kaldet til at være. Menneskets vej er jordisk, og dets vej er hinsides det jordiske. Målet er Gud selv. Kun Han kan opfylde menneskets store længsel.

Vi kender ikke vejen til at blive os selv. Vore tanker er for trange. Alene Gud kender menneskets hemmelighed. Kun han ved, hvor stort mennesket er. Han, som har skabt os, kalder os uafladeligt.

”Hør, Israel!” står der i Det gamle Testamente, ”Den, der har ører at høre med, skal høre”, siger Jesus (Mark 4,9). Vort liv er et kald. Vi er kaldede til at blive os selv, at blive store, sådan som Gud selv har tænkt os.

Når vi ser på os selv uden for Guds lys, når vi tror, vi er vores egen kilde, når vi beholder vort liv i vore hænder, når vort liv bliver vort eget projekt, så bliver det trangt for os. Det bliver svært at trække vejret i vort eget lille indestængte jeg.

 

”Hvordan skal det ske?” (Luk 1,34)

”Hvordan skal det ske?” spørger Maria. Hvordan kan hun føde en søn? Menneskeligt set er det umuligt. Hvordan kan Peter blive klippen, han som fornægtede sin herre? Hvordan kan disciplene gå ud i hele verden, de som sidder bag lukkede døre af frygt for jøderne? Hvordan skal vi leve som kristne hjemme, i skolen, på vort arbejde, når vi bare er os selv?

”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig”, siger englen til Maria. ”Bliv i byen, indtil I bliver iført kraften fra det høje”, befaler Jesus sine disciple (Luk 24,49). Det er det glade budskab. Vi kan intet af egen kraft, men Gud selv kommer ned, Gud selv giver os sin Ånd, Guds Ånd gør i os, det vi ikke selv er i stand til at gøre.

”Ikke gennem noget menneskes styrke eller kraft, men gennem min Ånd, siger Herren” (Zak 4,6 - oversat fra den svenske 1917-oversættelse). Vi er ikke dømte til at klare os selv med vore små resurser, at resignere. Vi kan blive os selv, blive store, blive Gud lig. Vi kan elske hinanden, som Jesus har elsket os, vi kan give vore liv for hinanden. Vi kan gøre det, fordi Jesus er død for os, fordi han er opstanden, fordi han har givet os sin Ånd.

 

Hjælperen, Helligånden, skal lære jer alt

Så længe disciplene fulgte Jesus på hans jordiske vandring, kendte de ham på jordisk vis. De forsøgte at følge ham med deres menneskelige kræfter og kom til kort gang på gang. Da Helligånden fyldte dem, kendte de ham indefra. Ånden åbenbarede Jesu mysterium for dem. De forstod, at den mand, hvis disciple de var og som de havde erkendt som Messias, var ”Den usynlige Guds billede, al skabningens førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden” (Kol 1,15-16). Han er Ordet gennem hvilket alt blev til (Johs 1,3).

Korsets mysterium åbnede sig for dem og de betragtede det store paradoks: Jesus frelser os gennem sin totale hengivelse, gennem sin totale lydighed, indtil døden. Han som ejer Guds skikkelse hjælper ikke sig selv, han stiger ikke ned fra korset. Han vogter ikke over sin jævnbyrdighed med Gud, sådan som det første menneske gjorde - Adam ville blive Gud lig gennem sin egen kraft, som ville stjæle sig til jævnbyrdigheden. ”Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge skal bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære” (se Fil 2,6-11; Mark 15, 21-31).

De forstod, at mennesket står over for et valg: at tilhøre Adam eller at tilhøre Kristus. At være i Adam eller i Kristus. Enten følger vi Adam i hans ulydighed, vi revolterer mod Gud, eller vi går ind i Jesu lydighed, og bliver nye mennesker. ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til” (2 Kor 5,17). Ånden leder os på denne nye vej, som Jesu død og opstandelse har åbnet for os.

 

”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til”

Begyndelsen på dette nye liv er dåben:

”Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv” (Rom 6,4).

”I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed” (Kol 3,3-4).

”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus” (Gal 3,27).

Paulus anvender meget stærke ord for at skildre den kristnes forening med Kristus. Hans nye liv er Kristi liv:

”Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer?” (2 Kor 13,5b).

”Når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed” (Rom 8,10).

”For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans” (Rom 6,5).

Når vi tager imod Åndens, ophæves ikke vor menneskelige natur, men et nyt livsprincip, som kommer fra Kristus - den nye Adam - er indgydt i vore hjerter (Rom 5,5). Vi lever ikke længere ud fra vor egen begrænsede natur, men ud fra det nye liv, som findes i Kristus, og som er indgydt i os. Hele vort væsen bliver nyskabt i overensstemmelse med den herlighed, som findes i Jesu Kristi menneskelige natur. Det handler om en ny skabelse (Gal 6,15).

 

Vandre i Ånden

Gud vil skabe os på ny gennem sin Ånd, men han manipulerer ikke med os. Han handler ikke med os som om vi var viljeløse trædukker. Han giver os sin nåde, og vi må tage imod den. Han giver os sin Ånd, og vi må lade Ånden besøge os, trænge ind i vort inderste, helbrede og forny os. Vi må åbne vore hemmelige gemmer og tillade Ånden at komme ind. Det er den åndelige kamp.

 

En fornyelse af vore tanker

Om vi vil det eller ej, så er vi, bevidst eller ubevidst ”formet” af den kultur vi lever i, af de værdier samfundet bygger på. Vi tænker, som verden tænker. Den gamle verden er indestængt i sig selv og kan ikke tænke nyt, selvom den tror det! Det virkelig nye kan kun komme fra den, som til stadighed skaber alting nyt. Når vi åbner os for Helligånden, når vi tillader ham at komme ind i os, er vi ikke længere fanget i verdens måde at tænke på. Vi begynder at tænke på en ny måde. ”Vi tænker Kristi tanker” (1 Kor 2,16). ”Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes”, skriver Paulus (Rom 12,2).

 

En ny frihed til at handle

Når Ånden oplyser vor forstand og vort hjerte begynder vi at opdage en ny måde at handle på i vor hverdag. Vi er ikke længere i vor kødelige natur, vi begynder at leve åndeligt. ”De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag. Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til” (Rom 8,8-9).

”I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst, for kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. Men drives I af Ånden, er I ikke under loven. Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige. Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden (Gal 5,16-26).

I os fødes og vokser et nyt menneske, det gamle menneske giver plads for det nye. Dette sker ikke magisk, på én gang, men skridt for skridt og det er ofte besværligt. Det er svært at lytte til Ånden, at lade sig lede af ham. Vi falder gang på gang tilbage til vore gamle vaner. Vi er som israelitterne, der vandrede i ørkenen. De syntes, at det var besværligt at vandre mod friheden under Guds ledelse. Det var bedre at være slave i Ægypten. Man sad ved gryderne og fyldte sin bug med alle mulige lækre agurker, vandmeloner, porrer, løg og hvidløg (4 Mos 11,5). Livet dér var godt nok trangt, men trygt!

 

Ifør jer Guds rustning

”Vær stærk i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning […]. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle Den Ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord”, skriver Paulus (Ef 6,10-11, 14-17).

 

Vi er ikke udleverede til os selv i denne kamp. Ånden kæmper i os og med os. Han gør det i os, som vi ikke selv kan gøre. Dette er troens paradoks. Vi forbliver os selv, men vi går i en andens kraft. Vor svaghed skræmmer os ikke længer. Vi forbliver fattige, og samtidig er vi opfyldt af Guds kraft. Vi giver alt det vi har, vore fem brød og to fisk, og 5000 bliver mætte. Vi gør det han siger til os, vi gør det i hellig lydighed, og vandet bliver til vin. Ånden støtter os i vor kamp. Vi vandrer i troen, ledet af Ånden.

 

Ånden leder os ind i dybet hos Gud

”Det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder, for hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige. Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for et sådant menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok. Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen; for ’hvem kender Herrens tanker og kan belære ham?’ Men vi har Kristi tanker” (1 Kor 2,10-16).

 

Helligånden opbygger Kirken

Ånden er ikke givet til individer, som vil realisere sig selv. Ånden er givet til dem, som Gud kalder til at være levende stene i det åndelige byggeri som Kirken er (1 Pet 2,5). Helligånden selv føjer de forskellige sten sammen. Han ved, hvor hver enkelt passer ind. Hver med sine unikke gaver og sit højst personlige kald.

Kirken er det sted, hvor vi modtager Ånden. Han er givet os i dåben. Han vokser i os - eller rettere sagt vi tager mere og mere imod ham, åbner os mere og mere for ham - gennem sakramenterne. I firmelsen bekræfter Ånden selv den gave vi fik i dåben - det er ikke os der bekræfter vores dåb! - og fylder os med kraft til den åndelige kamp. Hver gang vi tager imod nadveren og forsoningens sakramente, kommer Ånden med ny kraft til os.

Ånden beder i os og lære os at bede. Hvis vi vil vokse i det åndelige liv - et liv ledet af Ånden - må vi bede. Ånden er Guds gave. En gave er altid noget, vi tager imod. Vi ejer det ikke, da er det ikke længere en gave, men da bliver det et rov. Gud giver Ånden i overflod til den fattige, som har åbnet hænderne for at tage imod.

Ånden kommer til os med syv gaver. Syv, det vil i bibelsk tale sige, fylden af sine gaver.

1. Styrke: som forvandler bange mennesker til modige vidner.

2. Sandhed: han vejleder os i hele sandheden.

3. Hjælp i bønnen: han styrker os i vor svaghed og går i forbøn for os med uudsigelige sukke.

4. Trøst: han trøster os i alle vore trængsler, så vi kan trøste dem, som har det svært.

5. Frihed: vi er ikke længere slaver under synden. Vi er Guds børn.

6. Hellighed: "den som tror på mig, fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand".

7. Kærlighed: "Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter, ved at han gav os Helligånden".

 

Når vi begynder at vandre i Ånden fyldes vi af hellig glæde. Vort indre øre fornemmer stærkere og stærkere Åndens stemme, som kalder os, vi begynder at se det nye, som Gud lader spire frem (Es 43,19). Vejen åbner sig, vi befries fra vort trange lille jeg. Vi forstår, at Evangeliet er et glædeligt budskab for alle mennesker.

Oversat af Kirsten Krog

 

Sr. Veronica er dominikanersøster, men også medlem af det økumeniske kommunitet ”Den hellige Treenighed”, som arbejder på retrætecentret Berget i Rätvik, Sverige.

 

 

(levende Vand 1 2010)

 

 

Ledet af Ånden

 

 

Kirkens enhed - et mirakel, der er Helligånden værdigt

Af Biskop Anders Arborelius & Sten-Gunnar Hedin

 

 

Helligånden

Af sr. Veronica, Op

 

 

Guds nærvær i alle ting

Af Gunni Bjørsted

 

 

Åndelig vejledning

Af Charlotte Thaarup

 

 

”Himlen er hans trone, og Maria er hans moder”

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

 

 

Hvem er hun,

der komme op fra ørkenen, lænet til sin elskede?

Af Marianne Bønløkke

 

 

Trædesten

Af Per Åkerlund

 

 

 

Røster fra Oldkirken

Du er bange for din skygge

Isak af Syrien

 

 

Vidner

Jean Pierre de Caussade – øjeblikkets mystiker

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

 

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk