Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Charlotte Thaarup

Åndelig vejledning

 

Skriften - Traditionen - Erfaringen - Fornuften

John Wesley troede, at kristentroens levende kerne var åbenbaret i Skriften, oplyst af traditionen, levendegjort i personlig erfaring og bekræftet af fornuften.

Åndelig vejledning er dybest set den vejledning, som Helligånden selv giver det kristne fællesskab eller det enkelte menneske. Jesus sagde om sig selv: ”Jeg er Vejen, Sandheden og Livet.”1) At blive vejledt er at få hjælp til at følge Jesus, at være som ham, se verden og menneskene, som han ser dem, og at handle, som han ville gøre. Ånden blæser hvorhen den vil og ingen kan fange eller fastholde den. Åndelig vejledning kan ikke automatisk sættes på formel eller i skema. Åndelig vejledning er derfor altid et spørgsmål om en levende relation mellem Gud og mennesket og mellem mennesker.

Bibelens suveræne plads i den åndelige vejledning giver os mulighed for identifikation med personer og begivenheder i både lys og mørke, i medgang og modgang.

I Salmernes bog, hos Job og Prædikeren møder vi mennesker, der både kæmper og fortvivles. I fortællingerne om den første kristne menighed ser vi, hvordan de, efter mødet med Den Opstandne Herre, lod sig vejlede af Helligånden. Det jødiske folk, den kristne menighed og de mange mænd og kvinder i Bibelens beretninger dækker alle tænkelige situationer i det menneskelige liv. Målsætningen med Bibellæsningen er at tage ved lære af, hvordan Gud handler med mennesker. Herved opbygges en forståelsesramme og et verdenssyn, hvori vi kan vokse og udvikles som mennesker og som kristne. Vi tilbydes muligheden for at følge efter de mennesker, som Bibelen beretter om. Er det overhovedet muligt at efterfølge Jesus, hvis man ikke kan følge i et andet menneskes fodspor?

 

Hvordan finder jeg vej?

Som barn oplevede jeg på en spejdertur, at en mand gik ud foran en bil og blev kørt ned. Da den lille noget chokerede spejderflok kom tilbage til spejderlokalet og skulle afslutte dagens møde, bad lederen, der selv havde været med og overværet trafikuheldet, ikke blot Fadervor til afslutning, men også en personlig bøn for den ramte mand og hans familie. Den samme spejderleder havde, på en anden tur, stoppet bilen og var gået hen til to mænd, der stod og piskede løs på en hest, der uden held forsøgte at trække en kæntret vogn op af en grøft. Vores leder fik forklaret de to mænd, at det ikke nyttede at slå det stakkels dyr, hvorefter de spændte vognen fra og ved fælles hjælp fik vognen fri. Denne blanding af civil courage, sund fornuft og forbøn, som en helt naturlig forlængelse af egne kræfter, lærte mig tidligt noget om, hvordan Gud er virksom i vore liv. At vores spejderleder også var min mor gjorde naturligvis ikke lærdommen mindre.

Åndelig vejledning modtager vi gennem andre mennesker, der lever et liv, der rækker ud over dem selv.

 

John Wesley (1703 - 1791), metodismens åndelige fader, var teolog og præst i Den Anglikanske Kirke, som han ønskede skulle reformeres efter Oldkirkens idealer. I sine mange opgør med den rådende kirkepolitik oplevede han gang på gang, at de grænser, han var opdraget med, blev flyttet. Han fik fx forbud mod at holde gudstjeneste i en sognekirke, hvorefter han forsatte med at prædike fra sin fars grav på kirkegården. Tankegangen bag denne beslutning var: Hvad siger skriften? Vi læser i Bibelen, at Jesus prædiker i fri luft. Han havde ingen prædikestol eller kirke. Hvordan er det med traditionen? Den første kirke havde ingen lokaler. Man samledes i hjemmene. Erfaringen? Lad det komme an på en prøve. Virker det? Leder det mennesker til Gud? Og fornuften? Ja lige i dette tilfælde siger sund fornuft, at en prædiken i det fri kan være udmærket.

Hvordan kom Wesley frem til sine nye overbevisninger? Ved at kende sin Bibel rigtig godt, ved hele tiden både at studere og at læse til egen opbyggelse. Derved havde han altid en referenceramme, som den nye situation kunne sættes ind i. Han læste flittigt de oldkirkelige fædre og nyere kristne teologer og havde deres råd og vejledning præsent. Og han talte med andre kristne, lyttede til råd og vejledning fra mennesker fra forskellige kristne traditioner, studiekammerater, præstekolleger, sin mor, mennesker, hvis åndelige dømmekraft han stolede på. Men han traf sine egne beslutninger efter i bøn at have søgt Åndens vejledning i den givne situation. Og så evaluerede han. Virkede det? Ledte det mennesker til Gud? Var det til Guds ære?

De første kristne kaldtes, ”de, der følger Vejen”, 2) forstået på den måde, at det var mennesker, der fulgte Jesus. Ordet metode, har som grundbetydning det græske, ”at følge en vej”. Wesley’s efterfølgere blev kaldt metodister og valgte at beholde øgenavnet og gøre det til et hædersnavn; de ville følge Vejen! Metodisterne har altid haft den forståelse, at når Guds folk samles for i fællesskab at finde Vejen, så vil Guds Ånd vejlede til hele sandheden.3) Derfor er kirken i stand til at tale ind i enhver tid og situation - også der, hvor Bibelen ikke direkte siger noget om, hvordan vi skal forholde os. Åndelig vejledning er derfor konkret og social og givet til fællesskabet.

Men åndelig vejledning foregår på alle planer i tilværelsen. Det kan være en klassisk situation, hvor et menneske kæmper med afklaring af et kald til præstetjeneste eller et andet studievalg. Det kan handle om, hvorvidt man skal blive soldat, indlede et forhold til et andet menneske - lade sig skille, få en abort eller en fostervandsundersøgelse. Men udgangspunktet kan også være et problematisk forhold til fortiden og fx til forældrene.

 

De mennesker, der oftest søger vejledning, er kommet i forbindelse med kirke og tro af længsel og nysgerrighed, fordi de synger i gospelkor eller deltager i andre aktiviteter i kirken, eller de er blevet henvist af en ven fra menigheden pga problemer på arbejdspladsen eller i familien.

En stor del af mit arbejde som præst bliver brugt på sjælesorg og mentorvejledning; 200 - 250 timer på et år. Der er altid tale om længerevarende forløb, flere strækker sig over år. Jeg modtager supervision på samtalerne fra en kristen terapeut. Det er min erfaring, at mange problemer, der bliver fremlagt, som om de er åndelige, i virkeligheden er dybt menneskelige - og omvendt. Jeg finder det vanskeligt at skelne mellem almen vejledning og egentlig åndelige vejledning.

Åndelig vejledning er ikke rådgivning. Man giver ikke råd, men forsøger at pege på Vejen - at vise hen til Jesus, uanset om den, der søger, regner sig selv for et kristent menneske eller ej. Det handler ikke om at overbevise, missionere eller moralisere, men om at vise vej, lys og muligheder, og låne håb til den, der er fanget i fortvivlelse. Respekten for det enkelte menneskes egen vej er uomgængelig. Gud er ved sin Ånd til stede i netop dette menneskes liv. Han ved alt og kender alt og vil alt godt. Derfor må jeg som vejleder i ydmyghed forsøge at guide mennesket til selv at høre Guds stemme eller fornemme Hans vejledning. Det kræver stilhed og tålmodighed, men er det fineste, man kan være med til.

 

At skelne

Min præstefar fortalte af og til historien om gåsepigen, der var kommet til et vejkryds. Her stod hun med lukkede øjne, snurrede rundt og kastede sin vandrestav fra sig. Da en forbipasserende havde set det gentage sig flere gange, standsede han pigen og spurgte, hvad hun foretog sig. ”Jo”, svarede hun, ”Jeg ved ikke, hvilken vej jeg skal gå, men min stav viser mig vej. Jeg kaster den og vil følge den vej, staven peger.” ”Jamen”, indvendte den forbipasserende, ”du bliver jo ved med at kaste staven, hvorfor gør du det”? Hvortil pigen svarede: ”Det er fordi den endnu ikke har peget den vej, jeg vil!”

Det sværeste og vigtigste ved åndelig vejledning, som ved al vejledning, er at kunne skelne.4) - Hvordan véd man, hvad der er Guds vilje, og hvad der er ens egen? Man bruger de fire kriterier: Bibelen, Traditionen, Erfaringen og Fornuften. Og så venter man. Ikke på at den kastede stav viser det man har lyst til, men på at man har fred i den beslutning, man i bøn og overvejelse er kommet frem til. Hvis man, efter at have foretaget sit Bibelstudium, efter at have konsulteret kirkefædrene og brugt sin sunde fornuft, ikke kan spørge nogen til råds, fordi de ikke kan sætte sig ind i problemstillingen, eller fordi man ikke stoler på deres objektivitet, kan en mulighed være, at trække lod.5) Man skriver de forskellige muligheder man kan forestille sig på sedler, lægger en blank seddel imellem og trækker én. Får man den blanke, er man ikke nået frem endnu, ellers har man et svar.

At kunne skelne mellem godt og ondt er noget der kan opøves. Men det kræver overgivelse og tillid. En biskop, der begyndte sit virke som præst i Sydafrika under apartheidstyret har lært mig en vigtig lektie. Han fortalte, hvordan han kom direkte fra præsteseminariet i England og undrede sig over den praksis, man havde i Sydafrika, også i kirken. De sorte præster, der kunne være meget ældre end ham, fik fx ikke lov til at komme ind i husene hos de hvide kirkeledere, men måtte drikke deres kaffe af blikkrus ved køkkendøren, mens han som ung og nybegynder sad i stuen med porcelænskop. Efterhånden blev han klar over, at han ikke var alene om at undre sig. Men hele samfundet var indrettet på denne måde, og kirkens forkyndelse underbyggede det, og det var livsfarligt at stille spørgsmål. I Bibelen fandt nogle teologer belæg for apartheids praksis, traditionen i den sydafrikanske kirke støttede den, erfaringen viste, at det på et eller andet plan fungerede - men fornuften sagde dem, at det her var helt galt. Hvordan skulle de vide, hvad Guds vilje var? Jo, sagde den senere biskop, vi lærte gennem bønnen at spørge: Smager det her af liv eller af død? De lod med andre ord Ånden vejlede dem til at smage, om det under overfladen var til Guds ære eller det modsatte. Jesu død på korset så jo også ved første øjekast ud til at være ”til død” og ikke ”til liv”. Den senere biskop og hans venner, sorte som hvide, fandt, ved at ”smage på de forskellige dilemmaer”, ud af at skelne mellem ondt og godt. Og de fulgte deres overbevisning og lod sig både forfølge og fængsle, indtil aparheidstyret endelig faldt, og en ny retfærdig orden kunne tage over.

At følge Vejen er at følge Jesus. At følge Vejen er at være i en levende relation, hvilket altid er krævende og udfordrende. Jesus siger: ”Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen”. Johannes 15,26. Det er Den Treenige Gud selv, der indbyder os til at bære vidnesbyrd om hans nærvær i verden. Han indbyder os til at være Åndelige vejledere.

 

Noter

1): Johannes 14,6

2): Apostlenes Gerninger 9,2

3): Johannes 16,13

4): Hebræerbrevet 5,14

5): Apostlenes gerninger 1,26

 

Charlotte Thaarup, præst og med i Levende Vand’s referencegruppe.

 

(Levende Vand 1 2010)

     

Ledet af Ånden 

 

Kirkens enhed - et mirakel, der er Helligånden værdigt

Af Biskop Anders Arborelius & Sten-Gunnar Hedin

 

 

Helligånden

Af sr. Veronica, Op

 

 

Guds nærvær i alle ting

Af Gunni Bjørsted

 

 

Åndelig vejledning

Af Charlotte Thaarup

 

 

”Himlen er hans trone, og Maria er hans moder”

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

 

 

Hvem er hun,

der komme op fra ørkenen, lænet til sin elskede?

Af Marianne Bønløkke

 

 

Trædesten

Af Per Åkerlund

 

 

 

Røster fra Oldkirken

Du er bange for din skygge

Isak af Syrien

 

 

Vidner

Jean Pierre de Caussade – øjeblikkets mystiker

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

 

 

 

 

Noter

1

Johannes 14,6

 

2

Apostlenes Gerninger 9,2

 

3

Johannes 16,13

 

4

Hebræerbrevet 5,14

 

5

Apostlenes gerninger 1,26

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk