Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Per Åkerlund

Trædesten 

"Fra Egypten kaldte jeg min søn" og andre mærkelige måder som vor Herre ledsager os på

 

For nogle år siden hørte jeg for første gang om begrebet "trædesten" i sammenhæng med psykologisk og åndelig vejledning. Et enkelt begreb i det hav af erfaringer og kundskaber der findes, om hvordan et menneskes muligheder og evner kan udvikles.

Det anvendes sådan: Man føler stærkt et kald eller en tilskyndelse til en ny livsvej. I sit indre føler man entusiasme. "Det er det, jeg skal gøre! Hvis jeg gør det, bliver alt godt. Det må være Guds vilje at jeg skal gå den vej."

Gode råd, klap på ryggen, bønner bekræftes, alt glider fremad og beslutninger træffes. Efter en uge eller tre indser man at det var helt galt, at man har taget et forkert valg. Man blev alligevel ikke ledt af sin intuition eller af Guds gode Ånd, man havde bare af uudgrundelige årsager, sikkert egoistiske, satset helt forkert.

Måneder med bekymringer og tvivl følger, og man sidder dér og ved hverken ud eller ind - der sker ikke noget ud over en opslidende kamp mellem resignation og følelsen af fiasko. Hvorfor endte det nu sådan? Hvad er Guds plan med det?

Så - helt uventet - åbnes der gennem en ven der siger noget, eller gennem noget man læser, en helt ny og ukendt vej. Stille, helt uden den entusiasme man troede var tegnet på et rigtigt valg, ledes tankerne videre, og døren åbnes. Noget nyt viser sig at være det kald, den Guds gode førelse, som man dybt i sit indre, håbede på med en hensygnende tro.

Hvorfor anvendes da begrebet "trædesten"? Jo, det første valg, det man mente var helt forkert og som forårsagede så megen lidelse og bekymringer, var en nødvendig "trædesten" for at komme til det kald, som man nu føler en indre fred ved. Det første kald var godt, som en nødvendig sten i åen. Ikke som én man skulle blive stående på, men som én der gjorde det muligt at komme over.

Da jeg hørte dette, faldt brikkerne på plads for mig. Det var jo sket i mit liv! Jeg havde været praktiserende kristen i 35 år og for længst givet op med hensyn til at fatte Guds planer eller Hans eventuelle kaldelser. Men det her genkendte jeg, og jeg havde flere smertefulde erfaringer med at have satset forkert og på uforståelig vis alligevel ende det rette sted. Så dukker et begreb op, en viden der ikke bare peger på en undtagelse i reglerne for Guds handlen, derimod snarere på hovedregelen. Jeg mener, tænk bare på Israels vej til Egypten og tilbage igen ligesom mange andre grundlæggende historier i Bibelen. For slet ikke at tale om fortællingerne om mange af de hellige i Kirkens historie.

Mit livs vigtigste beslutning/kaldelse/valg - ved siden af mødet med min hustru, Inger, der var både en gave og et valg - var min kaldelse til at blive præst. Det gik sådan til: Jeg havde læst filosofi, teologi og sociologi i Uppsala sådan lidt på må og få, det var aldrig faldet mig ind at blive præst. At arbejde i kirken på en eller anden måde kunne jeg godt forestille mig, men præst, aldrig.

Efter en tid som menighedsassistent i Skellefteå i 1973/74 følte jeg i 1975 et stærkt kald til at blive missionær. Det var indlysende og utvetydigt, Deus vult, Gud vil det!

Inger var med på ideen. Vi skulle naturligvis være missionærer i Tunesien. Alle brikker i vort unge, hengivne liv faldt på plads. Entusiastisk læste vi arabisk og fransk, aften efter aften, måned efter måned. Tænk at få et sådant kald!

I juni 1976 rejste vi efter knapt et års forberedelse til Bizerte i det nordlige hjørne af Tunesien med vore tre små børn. Dér skulle vi genoptage en virksomhed som var startet årtier i forvejen af trofaste mænd og kvinder. Vi skulle i det stille og skjulte være Guds vidner i arbejdet blandt børn og handikappede. To måneder senere stod vi, efter umulige arbejdsopgaver (landet havde udviklet sig på en sådan måde at vore job ikke længere fandtes), efter sygdomme og fiaskoer i en kattepine. Total fiasko!

At give op var ikke en mulighed, at blive dér var ensbetydende med indre død. Uger fulgte med sløvhed og ren overlevelse. Så en aften åbnedes Ordet og kaldet til et nyt liv. Jeg vil ikke gå nærmere ind på hvad der skete, men al mulig tvivl var blæst væk, eventuel social fornedrelse over fiaskoen var uinteressant. Vejen til Nordafrika havde været et led i en plan. Jeg skulle forvalte Guds ord og blive præst i Norrland.

For Inger og mig var de fire måneder i Tunesien en erfaring af Guds handlen som kom til at få livslang betydning. Det synes os at vi dér på kort tid har fået indsigter som det normalt tager år at få. Gud leder, af og til gennem ørkener, men Han leder. Vi plejer at drille hinanden med at det var der vi forstod, at det i sidste ende er Herren der ved, hvor skabet skal stå. For mit vedkommende blev kaldelsen i Tunesien (og den salvelse, den gave som fulgte kaldelsen) noget som har været mit daglige arbejde lige siden. Intet andet lokker. Jeg fik et søm at slå på, og det gør jeg stadig.

De fleste praktiserende kristne har lignende erfaringer i småt og stort. Har man lagt sit liv i Guds hænder, kan man mærke af der foregår en kamp mellem Guds gode ledelse og ens egen modstand, mellem Guds plan og min egen oplevelse af svaghed og manglende evne til at forstå.

Jeg har anvendt det moderne begreb "praktiserende kristen". Før talte man om "levende kristne", frelste, omvendte eller lignende. Indholdet i ordene er det samme, at man bevidst regner med Gud og stoler på at Han nu leder, samtidig med at man er klar over sin ulydighed. Når man får lejlighed til at tale stille og oprigtigt med medkristne om dette, opdager man hvor ens erfaringer mange har. Det er det samme når man læser sjælevejledende breve og åndelige råd fra kirkens store skatkammer. Mønsteret er det samme, Herren leder gennem død til liv, gennem mørke til lys, gennem renselse til oplysning. Det synes at være sådan at vi skal forberede os til vort kald/gave/opgave gennem først at renses, vor egen forstand må tie stille, vor egen vilje må opgives og vor egen kraft blive til intet.

Nu vil jeg så også fortælle om et andet begreb i denne sammenhæng: Ratslør. Jeg har aldrig hørt nogen tale om det, men det kom til mig netop inden jeg forsøgte at begribe en vis type handlen hos Gud.

Da jeg tog kørekort i 1967 havde de gamle biler vi unge havde råd til, et lille slip i styringen, så vi måtte hele tiden sidde og dreje rattet lidt frem og tilbage for at føle hvor styretøjet virkelig tog ved. Der var et lille slip i bevægelsen fra rattet over ratstangen og styretøjssnekken til styreleddene og til sidst dækkenes position.

Et slip i tilværelsen, et tomrum! et lille område, man ikke har kontrol over. Det billede dukkede op hos mig for mange år siden. Så mange gange havde jeg erfaret at netop i små huller i min bevidsthed, i korte stunder af uvirksomhed (kald det bare sløvhed), fødes impulser der synes at komme fra et højere sted. Jeg tager uden at have planlagt det, telefonen og ringer til en person, jeg overhovedet ikke har tænkt på i lang tid. Nogle måneder senere ringer denne person tilbage og siger at den samtale havde været en stor trøst. Jeg drysser tankeløst omkring ved bogreolen og tager en bog og begynder at læse, Det der dukker op er rent guld for mig netop da.

I mit arbejde som forlægger er ideer til bogudgivelser ofte dukket op på denne måde. Men også påmindelsen om Forsynets altomfattende omsorg - jeg sidder i bilen på vej til posthuset og tænker på ingenting, og helt pludselig er det store Nærvær der med et enhedens barmhjertige lys over alt, der er ... over den støvede gade, husenes facader, menneskerne der venter på grønt, hamburgerbaren der lokker med ekstratilbud ... alt er gennemtrængt af Ånden.

Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke. Måske er nogle af os så stressede og så fokuserede på vores arbejde at vor Herre ikke kan få et ord indført. Hans eneste chance er at søge de små huller i vor bevidsthed. "Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt" (Joh 14,26). Guds Hellige Ånd, Talsmanden, behøver det lille hul for at minde os om, for at vise, for at lokke - for at vi skal vide at vi altid er omsluttede. Måske er det sådan.

Og alligevel, for mange af os er det i sidste ende gennem Ordet og sakramenterne at Herren frem for alt ledsager. Eftersom jeg er blevet bedt om at skrive et personligt vidnesbyrd om Guds gode omsorg og ledelse, vil jeg også gøre det. Jeg er nok ikke vågnet i godt humør mere end et par morgener i hele mit liv. Det normale er at jeg vågner og er urolig, bevidst om de genvordigheder og ulykker den kommende dag kan bringe. Mine første vågne tanker er derfor ofte ordene fra Davids salmer: "Fra det dybe råber jeg til dig, Herre ..." Derefter plager jeg vor Herre med korstegn og usammenhængende bønner om hjælp og Helligåndens bistand de første minutter.

Efter den første kop kaffe letter det, og jeg begynder at læse nogle sider i en åndelig bog for at smidiggøre ånden. Så bliver det til læsning i Bibelen - derfra hvor jeg sluttede i går. Et kapitel fra det Gamle Testamente, et fra det Nye og en af Davids salmer. Og læsningen taler næsten altid. Til og med krønikebøgerne! Uudholdelige kapitler med navn efter navn og alligevel fyldes sjælen langsomt med kræfter til dagens opgaver. Efter bibellæsningen, en tur med hunden, og efter dette slid i bønnens lianer er jeg så til pas mig selv igen at jeg nogenlunde kan starte på mit arbejde.

For nogle af os er det gennem Ordet, og frem for alt gennem Davids salmer at vi lettest fornemmer Guds røst og vejledning. Her giver Han kundskab og råd, advarsler og trøst.

På samme måde er det med messen. Der findes tider for de fleste kristne hvor intet andet kristenliv har været til stede end at man fysisk har taget imod Kristi legeme og blod. Jesus er nærværende hos os fordi Han selv vil være der. Ens egen sjæl kan være som død og udtørret, det spiller ingen rolle. Jesus er nærværende hos os fordi Han selv vil det. Vi føler ingenting, vi erfarer ingenting, vi forstår ingenting og alligevel kommer Han og bor i os. Det er som med det grundmønster, jeg nævnede i starten: Guds vej går gennem død til liv, gennem lidelse til stjernerne, gennem ørkenens tørke til liv. Hele processen synes at være til for at udtørre vor egen fornuft, vor følelse og vor kraft, så at vi kan tage imod den ufortyndede nåde.

Ordet, messen og dåben. Til disse ydre nådemidler har vor Herre knyttet sin nåde. Dér flyder den gyldne olie (jf. Zak 4,1-7). De fleste kristne har erfaret små eller store ekstraordinære hændelser hvor Gud har grebet ind, men disse er ofte få. Hverdagen er Ordet og sakramenterne. Dér findes Guds vejledning og omsorg objektivt nærværende. Det er underligt at læse om de store skikkelser i kirkehistorien. Mange af dem var blevet udrustet med fantastiske nådegaver, men alligevel er det de ydre nådemidler, Ordet og sakramenterne, der har været bærende for dem alle. "Der ser du Guds godhed mod dig!" (jf. Rom 11,22), står der på et gammelt olietryk der hænger over mikroovnen i vores køkken. Sådan er det. I det små, i det store bærer Han. Kom, Helligånd, og mind os altid om det!

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

Per Åkerlund er præst i Svenska Kyrkan, og stifter og daglig leder af bogforlaget Artos, der forsyner Sverige og mange danskere med perler fra den kristne tradition.

 

  

(Levende Vand 1 2010)

  

Ledet af Ånden

 

 

Kirkens enhed - et mirakel, der er Helligånden værdigt

Af Biskop Anders Arborelius & Sten-Gunnar Hedin

 

 

Helligånden

Af sr. Veronica, Op

 

 

Guds nærvær i alle ting

Af Gunni Bjørsted

 

 

Åndelig vejledning

Af Charlotte Thaarup

 

 

”Himlen er hans trone, og Maria er hans moder”

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

 

 

Hvem er hun,

der komme op fra ørkenen, lænet til sin elskede?

Af Marianne Bønløkke

 

 

Trædesten

Af Per Åkerlund

 

 

 

Røster fra Oldkirken

Du er bange for din skygge

Isak af Syrien

 

 

Vidner

Jean Pierre de Caussade – øjeblikkets mystiker

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

 

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk