Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Peter Halldorf

Gennem troen overskrides tid og rum

 

Når Kirken fejrer sin gudstjeneste, siger oldkirkens fædre, at den fejrer mysterierne. Hvad mener de egentlig med det?

Vi fejrer mindet om, hvad Jesus gjorde for os. Vi gør det ved at genfortælle historien om Hans liv - ikke kun som en historie, men som hændelser der sker i nuet. Ordet der læses, åbenbarer mysteriet, den menneskevordne Gud. Det er som et svar på den åbenbaring, at vi løfter Bibelen i vejret under gudstjenesten. Ordet vækker en glødende kærlighed til den levende Kristus inden i os. Det er derfor vi kysser Bibelen efter at have læst Evangeliet.

Men vi fejrer også mindet om Jesu liv og død i handlinger - frem for alt i de handlinger til hvilke Han på en hemmelighedsfuld måde har knyttet sit uafbrudte nærvær. Brødet og vinen i Eukaristiens måltid, vandet i hvilket vi bliver døbt til Hans død og opstandelse, foregribelsen af vor egen død og opstandelse.

I Vestkirken kom man med tiden til at kalde disse handlinger for sakramenter. I den tidlige kirke, og stadig i dag i Østkirken kaldes de mysterier. Den tidligt kristne litteratur taler ikke meget om mystik, derimod siger den adskilligt om mysterierne. Begrebet ”mystik” anvendes i vor tid ofte i en individualistisk betydning: personlige åndelige oplevelser. I den unge kirke er mysteriet, interessant nok, frem for alt knyttet til gudstjenesten. Kan der findes en dybere mystik end den vi erfarer, når vi i liturgien fejrer mysterierne?

Mysteriet åbner sin hemmelighed for os, når vi fejrer det. Vi reagerer med forundring, falder ned i tilbedelse, træder ud af os selv for at møde den anden. Dette er ekstasen, der følger af det åbenbarede mysterium - det græske ekstase har betydningsindholdet ”at gå ud af”. Det mysterium vi fejrer til vor forvandling, drager os ud af os selv, for at mødes med Gud og hinanden. Vi forvandles til ”et og samme billede”.

 

Alle troens mysterier er Kristus-mysterier. De er forbundne med hemmeligheden om Jesus Kristus. ”Jeg har fået indsigt i hemmeligheden om Kristus”, skriver Paulus i Efeserbrevet. Ordet ”hemmelighed” er i Det nye Testamente en oversættelse af det græske mysterion.

Hvordan har Paulus fået indsigt i Kristus-mysteriet? Alt begynder med en åbenbaring. ”Jeg har vist mig for dig”, hører han Jesus sige i mødet udenfor Damaskus. Vi fejrer altid gudstjeneste for at Jesus skal ”vise sig” for os. Det var derfor, at Faderen sendte Ånden som svar på Jesu bøn. ”Han skal forherlige mig, for af mig skal han tage imod det, han lader jer vide”, siger Jesus i Johannesevangeliet. Det, han lader jer vide ... Jesus forudser en formidling af indsigt, en afsløring af noget vi ikke kan tænke os til på egen hånd eller studere os til. Hvad er det, han lader os vide? ”Den dag skal I forstå, at jeg er i min Fader og I er i mig og jeg i jer”. Den indsigt Jesus taler om, når Han siger ”Den dag skal I forstå” består i en delagtighed i den hellige Treenighed. ”Alt hvad Faderen har, er mit, derfor siger jeg jer, at det er af mig han tager imod det han skal lade jer vide”. Delagtigheden i Guds mysterium - det vil sige i Guds eget liv - udtrykker vi hver gang vi bryder ud i liturgiens lovprisning: ”Ære være Faderen ... ”. Hver gang vi i tidebønnen beder disse ord, bekender vi at det at bede tidebøn lader os lytte til den hemmelighedsfulde samtale i den hellige Treenighed.

 

Gennem ihukommelsen flytter historien ind i nuet. Det der skete i går, bliver et ”i dag”. Det er derfor vi altid siger ”i dag” når vi fejrer gudstjeneste. Til Jul: ”I dag føder Jomfruen en søn ... ”. Ved forklarelsen på bjerget: ”I dag forvandles Jesus for sine disciples øjne ... ”På palmesøndag: ”I dag rider Jesus ind i Jerusalem ... ”. På den Store fredag: ”I dag står Jesus foran Pilatus ... ”, og på Alle helgens dag: ”I dag lovsynger de hellige for Guds trone”. I eventyrene hedder det: ”Der var engang ... ”.

Naturligvis kan også Evangeliets hændelser genfortælles som hændelser, der skete i fortiden. Sådan er Evangelierne jo skrevet, som beretninger. Men i liturgien bliver vi samtidige med beretningerne, vi siger i dag, når vi taler om det der skete i går.

Hvad skal vi lægge i troens ord i dag? Er det kun en retorisk finesse, en poetisk metafor, en leg med ord?

Vor tid opviser to store fristelser på troens område: rationalismen og sentimentaliteten.

Rationalismens fristelse: Troen bliver et spørgsmål om ideer, hensigter og svar på spørgsmål.

Sentimentalitetens fristelse: Troen reduceres til følelser og stemninger, et spørgsmål om velbefindende.

I det første tilfælde gøres liturgien til et råmateriale for, hvordan troen kan forklares, gøres intellektuelt redelig og klar. Det der ikke anses som intellektuelt forsvarligt for et moderne menneske, henføres til ”poesien”, sådan kan det få lov at blive der. Gudstjenesten bedømmes ud fra, hvordan det lykkes for den at svare på mine spørgsmål og indvendinger, og hvordan den harmoniserer med mit videnskabelige verdensbillede.

I det andet tilfælde bliver gudstjenesten bedømt ud fra om det ”føles godt”. Kommer den mine personlige behov i møde? Vækker den smukke følelser? Inspirerer den mig til at bede mere kraftfuldt? Selve indholdet i liturgien, dens bønner og læsninger, bliver sekundært i forhold til, hvad jeg som enkeltperson får ud af det. Gudstjenestens formål bliver at give mig et åndeligt kick.

Teologien som akademisk disciplin magter ikke at løfte os ud over ”ideen”. Det kan kun liturgien gøre. Oplevelser i vort eget kammer kan være dyrebare, men de holder næppe til at leve og dø på, når oplevelserne er klinget af. Men det vi sammen fejrer i liturgien, drager os ind i et mysterium, der er blevet åbenbaret i tiden, og som aldrig kan tilintetgøres: Guds menneskevordelse.

Al fejring forudsætter en hændelse og et fælles svar på denne hændelse. Fejringen er kun mulig, når mennesker kommer sammen og handler som ”et legeme” på en specifik hændelse. Vi fejrer forårets komme, et bryllup, en fødselsdag, en triumf, Det ligger i fejringens natur, at den overskrider både ideernes og individualismens niveau. Vi fortaber os, om så bare for et øjeblik, i det vi fejrer sammen.

 

Der er noget ambivalent over evnen til at mindes. Mindet er en kilde til den største glæde, men også til den dybeste smerte. At mindes nogen, som vi har elsket og som vi har mistet, indebærer to ting. Mindet giver ikke kun kundskab om fortiden. Når jeg mindes en der har stået mig nær og som er gået bort, ser jeg vedkommende for mig, nærværende og levende i min erindring. Ikke bare som summen af alt det jeg ved om personen, men som den intensivt levende person han eller hun var. Samtidig er det netop mindet om personens nærvær, der gør oplevelsen af savnet så håndgribelig og påtrængende. Han eller hun findes ikke længere her! Aldrig mere skal jeg her i denne verden føle berøringen af denne person, som er så intensivt levende i min erindring.

Erindringen er den mest forunderlige og den mest smertefulde af alle menneskets evner. Ingen anden afslører så håndgribeligt livets forgængelighed og skrøbelighed, det faktum at vi ikke kan beholde noget i denne verden. Erindringen viser os at ”tiden og døden” råder i verden. Det er netop denne unikke evne til at mindes, der er så central i den kristne tro. Den kristne tro hviler egentlig på mindet og et Menneske, en Hændelse, en Nat, i hvis dybe mørke man hører disse ord sagt: ”Gør dette til min ihukommelse”. I det øjeblik disse ord udtales sker underet. Vi mindes Ham - og Han er her! Ikke som et nostalgisk erindringsbillede, ikke som et stykke viden vi klamrer os til, ikke som et sørgeligt ”aldrig mere”, men som et nærvær der er så håndgribeligt, at kirken for altid kan gentage Emmaus-disciplenes ord: ”Brændte ikke vore hjerter, da Han talte til os?”

Den naturlige erindring er først og fremmest ”nærværet af den fraværende”. Jo mere levende en person træder frem i vor erindring, jo intensivere er smerten ved dennes fravær. Mindet om Kristus er gennem Helligånden nærværet af Ham, der siger ”Jeg er”. I Kristus ejer mindet en kraft der overskrider tidens skrøbelighed. Det er denne kraft - åndens overskridende kraft - der er selve hjertet i kirkens fejring af sin gudstjeneste. Det er hemmeligheden bag liturgiens ”i dag”. Ikke sådan at det er i dag, at jomfruen føder sit barn, det er naturligvis ikke i dag, at Jesus renser templet - som historiske hændelser hører de til i fortiden. Men i dag kan vi mindes disse hændelser i fejringen af vor gudstjeneste, så at ihukommelsen gennem Åndens kraft forvandler fortidens fakta til evigt meningsfulde hændelser.

Kristus har overvundet døden, og dermed overskrides den skrøbelighed, som tiden skaber. I sin person er Han altid nærværende hvor to eller tre samles i Hans navn. Og hvor Han er, er hele den himmelske verden - keruber og serafer, engle og ærkeengle, helgener og martyrer, ja alle dem, der har forladt denne verden i troen på Kristus! Derfor fejrer kirken sin gudstjeneste i fællesskab med alle de hellige over hele jorden og til alle tider. Hebræerbrevets forfatter fortæller de troende, at de er kommet ”til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet”.

I fejringen af helgenerne mindes vi dem, der er gået i forvejen, men ikke kun som døde. I vor ensomhed kan vi tage et billede frem af den, som har forladt os, og føle smerten over at vedkommende ikke længere er her. Men i gudstjenesten er mindet ikke længere kun smerte. I Helligånden skænker ihukommelsen fællesskab. Gennem troen ved vi, at de døde er trådt ind i livet. De er nu vore trofaste forbedere hos Faderen. Sammen med dem fejrer vi allerede nu måltidet med Kristus i Hans rige!

 

Vi lever i den vesterlandske kultur med et ekstremt kompliceret forhold til døden. Det gælder også os som kristne. Den mur vi har bygget mellem tiden og evigheden, mellem livet og døden, er blevet stadig mere uigennemtrængelig.

Det er ikke underligt, at vi forholder os til de døde som om de ikke ”findes”. Besøger vi andre dele af den kristne verden, for eksempel de lande, hvor Evangeliet først slog rod, slås vi af, at de forholder sig anderledes til deres døde. De er ikke ”ude af billedet”. Ikke sådan at man søger kontakt med de døde, men de, der har forladt jorden, opfattes ikke som om de er indtrådt i en stum skyggetilværelse, frem for alt så har de ikke forladt menigheden! ”Han er gået ind i evigheden”, siger vi af og til når nogen er død. Vi gør os billeder og forestillinger - ud fra Bibelens ord - om ”Himlen” og ”evigheden”, også selv om vi er klar over at virkeligheden overgår alt vi kan forestille os. Vi tilhører den skabte verden, og kan derfor kun tænke i termer af tid og rum. Men evigheden er ikke en tilstand af tid og Himlen er ikke et rum. Guds rige sprænger tid og rum. Gud er her, Gud er overalt, siger ørkenfædrene - Han er ikke begrænset til et bestemt sted. For det naturlige menneske er det svært at fatte: Hvordan kan Jesus være nærværende på tusind gange tusind steder jorden over, samtidig i en og samme person? Det er en hemmelighed, som kun troen har adgang til, for troen overskrider rummet.

Det samme gælder tiden. Det der er sket og det der vil ske - det der i vor tidsopfattelse er fortid og fremtid - er i Guds rige nærværende i nuet. Som om det sker her og nu. Gennem troen kan vi opleve en samtidighed med det der er sket - og foregribe det, der vil ske. Gennem troen overskrides tid og rum - og tanken gribes af svimmelhed!

En af de fester i kirkeåret, hvor dette er mest tydeligt er Herrens forklarelse - transfigurationens højtid - som fejres den 6. august. Det er ikke underligt, at denne fest i den ortodokse tradition er en af de største efter jul, påske og pinse. Evangeliet om ”forklarelsen” på ”det hellige bjerg” udvider på dramatisk vis vor indsigt.

Hvad er det, der sker på bjerget Tabor? To mennesker, der er trådt ind i evigheden, som hører Himlen til, viser sig pludselig på jorden. De er fuldt synlige og genkendelige for disciplene, trods de mange hundrede år der er gået siden de forlod det jordiske liv. Disse to, Moses og Elias, viser sig desuden interesserede i, hvad der sker på jorden. De fører en samtale med Jesus om Hans forestående lidelse og død.

Hvad siger det os? De der har forladt vores jord og er trådt ind i evigheden - dem vi kalder ”døde” - er langt mere levende end vi af og til vover at tro, nærmere os end vi aner, måske endda interesserede i det der sker her. ”Himlen” er ikke et sted langt borte - i Guds rige findes hverken steder eller afstand. Med evigheden er det som med Gud. Den er her og den er overalt. Men den er en anden, åndelig og usynlig sfære af tilværelsen. I enhver erfaring af Gud skaber evigheden en revne i tiden og vi genkender duften af det uforgængelige i vor forgængelige verden. Det er en sådan revne i tiden, disciplene oplever på bjerget. Evigheden bliver nærværende for deres øjne, og de ser de hedengangne, ikke som døde, men som intensivt levende personer. Som Jesus sagde da han talte om Abraham, Isak og Jakob: ”For Gud er alle levende”.

Er det ikke en smule afslørende og betænkeligt, at vi sletter folk af kirkens kartotek når de dør? Alle andre fællesskaber og foreninger er midlertidige. Når vi dør slettes vort navn med rette i deres kartotek. Kirken er det eneste fællesskab man ikke kan dø ud af. Man kan flytte sig fra den kæmpende og plagede kirke her på jorden til den triumferende og forherligede kirke i Himlen. Men det er samme kirke. ”For Gud er alle levende”. Når vi stryger dem, der dør af kartoteket, risikerer vi at skille menigheden på jorden fra menigheden i Himlen. Så blegner vor tro på at de, der er trådt ind i evigheden, er mindst lige så hengivne i menighedens lovsang og bøn som da de levede her på jorden. Når vi får et afstumpet forhold til de døde, begynder vor sorg at antage ligheder med sorgen hos dem der ikke har noget håb.

Bibelen beskriver de døde som en ”sky af vidner”, som omgiver os. Det vil sige, at vi er ”omgivet” af dem, når vi fejrer gudstjeneste. Den himmelske menighed og menigheden her på jorden er ét. De, der er gået i forvejen for os fra dette liv, deltager med os i lovsangen og bønnen for Guds trone. Forhænget mellem dem og os er langt tyndere end vi aner. I nogle øjeblikke brister forhænget på det hellige bjerg, og disciplene ser Moses og Elias.

Hvad ville vi se, hvis forhænget for et øjeblik brast for os? En sky af vidner som omgiver os? Nu tror jeg ikke at vi skal bede om at få dem at se. Vi lever i tro, ikke i beskuelse, men gennem troen kan vi nå til vished om, at de der har forladt denne verden, er trådt ind i livet. Og deres navne kan aldrig nogensinde slettes fra livets bog!

 

Den liturgiske gudstjeneste er kirkens genindtræden i den hændelse vi fejrer. Vi deltager i både fortid og fremtid. Nej, ikke som en slags idé. Heller ikke som en stemning, vi fremkalder, men som en levende og konkret virkelighed, så dybt meningsfuld for den der deltager, at den kan forvandle os og blive en del af vores liv.

Det er én ting at vide, at når Jesus udråber ordene: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” så manifesterer Hans fornedrelse og ydmyghed sig. Det kan man sige som en teologisk påstand. Det er en helt anden ting, at hvert år på den Store fredag, i fejringen af liturgien ved Jesu dødstime, hinsides alle rationaliseringer at blive forvisset om at disse ord, som en gang udtaltes af Jesus, er evigt gyldige - ingen sejr, ingen triumf, ingen hellighed, ingen ”syntese” kan nogensinde udslette dem. Han er den fornedrede Menneskesøn. Han er den korsfæstede.

Det var derfor Paulus havde sin stolthed i at prædike ”Jesus Kristus, den korsfæstede Kristus”. Krucifikset på alteret vidner om det: Den korsfæstede Kristus hørte for Paulus ikke fortiden til, Han var altid nærværende i hans liv. Var det mon fordi korset ikke var et overstået stadium i hans liv, at han også kunne erfare kraften i Kristi opstandelse?

På samme måde må vi, helhjertet og uden forbehold, vove at befinde os i det vi fejrer ihukommelsen af. På den Store fredag smager kirken, eksistentielt og fysisk, døden. Da synger vi ikke opstandelseshymnerne. Ved Jesu dødstime falder vi ned foran korset, foran det ufattelige og frygtelige: Gud, den evige der ikke kan dø, er død på et kors! Om nogle timer vil Hans legeme blive svøbt og lukket inde i en grav. Så går vi til graven, som er lavet til rette i kirkerummet, og sørger og græder, fortvivler, bevidner vor kærlighed til den døde. Først når vi har haft mod til at dvæle dér - i Guds død og i vor egen - kan Kristi opstandelse blive en hændelse der dybtgående forandrer vor venten på den uundgåelige død.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Peter Halldorf er forfatter, retræteleder og redaktør af tidsskriftet ”Pilgrim”.

 

  

(levende Vand 4 2009)

 

Døden og det evige liv

 

 

Gennem troen overskrides tid og rum

Af Peter Halldorf

 
"Kun for deres skyld, som er uden håb, er håbet givet os"

Af Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Kunsten at dø

Af Wilfrid Stinissen ocd

   

Alderdom

Af Enzo Bianchi

 

Død og tro

Af Enzo Binachi

     

En lykkelig død

Af Christoffer Jamisson

 

Vidner

Makrina - en stærk kvinde og indirekte kirkemoder

Af Sebastian Olden-Jørgensen 

 

Det liv, som døden ikke standser

Af Johannes Værge

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk