Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Enzo Binachi

Død og tro

 

”Det er lykkedes for den moderne verden at nedvurdere noget, det egentligt er svært at nedvurdere helt og holdent, eftersom det har sin egen værdighed, nemlig døden”. Denne observation af Charles Péguy (1907) har givet Theodor W. Adorno meget at tænke over i sine Meditationer fra et såret liv. Det giver os muligheden for at grunde over det faktum, at døden her næsten hundrede år senere, i det mindste i vor vesterlandske kultur, er på en gang skubbet til side og skamløst vist frem; den har fået en næsten obskøn karakter - det vil sige døden er bandlyst fra de levendes scene og er blevet fremmed blandt vore sociale relationer. Samtidig har vi på en skånselsløs og demonstrativ måde fremhævet døden, næsten som en slags exorcisme, der er blevet kollektivt godkendt af massemedierne. Et narcissistisk samfund forsøger at fortrænge alt, der minder det om sine begrænsninger, og frem for alt om den hændelse, døden, der har magt til at tilintetgøre alle vore illusioner om vor egen almagt. Men i en sådan anæstetisk operation glemmer vi, at vi berøver os selv det element, som kunne være os til hjælp med at forstå os selv, en gådefuldhed, som med sin manglende mulighed for at kunne reduceres, kan blive en åbenbaring, åbne vinduer ud mod meningen med livet og frem for alt få os til at forlade det banale og middelmådige, som vi alt for ofte begrænser os til.

”Hvis vi vil forstå os selv, må vi spørge os selv om døden” (E. Jungel), vi må åbne os for den frygtelige magt, som spørgsmålet om døden stiller os overfor og er. At glemme døden og forsøge at fortrænge den, medfører en risiko for at umenneskeliggøre kulturen og samfundet. Vi må ikke glemme, at det var da Buddha så en død mand, at han blev bevidst om dødens virkelighed. Det var det afgørende øjeblik, efter at han var blevet bevidst om sygdom og aldring, der indebar starten på hans vandring mod oplysningen. Han var en ung prins, der altid havde levet i de kongelige paladser beskyttet af faderens vagter, som ville spare ham for verdens ondskab. Ikke desto mindre måtte også han overvinde det, der hindrede ham i en direkte kontakt med virkeligheden.

Nu mere end nogensinde har vi behov for et ”Memento mori”! Det vil sige at huske på døden. I hjertet af vor tro har vi kristne Kristi død og Hans opstandelse. Vi har derfor et ansvar for at holde mindet om døden levende blandt mennesker. Ikke for at være kynisk eller makaber, heller ikke for at vi ikke sætter pris på livet, men for at give livet vægt og tyngde. Kun dem, der finder en mening med at dø, har også en motivation til at leve. Kun den, der lærer at miste og accepterer livets begrænsninger, kan blive ven med døden. Kristi død lærer os både at dø og at leve. Kristi død er ikke en hændelse med et uventet mål, det er en handling - en kulminerende hændelse i livet. Det fremtræder levendegjort af kærlighed, Guds kærlighed til os mennesker, Guds guddommelige kærlighedspassion der bliver lidelsespassion i Sønnens død. Den erfaring vi har af døden, knytter vi til de personer som vi har haft kær og som er døde - i forbindelse med deres død er også noget i os dødt. Hvis kærligheden er det der giver livet mening, leder den til det punkt hvor vi betragter det som en logisk og indlysende konsekvens at give sit liv for den man elsker. Vi forstår noget af døden og lider under dødens konsekvenser i vor kærlighed, men døden kan også gøre en ende på vor kærlighed, skære den bort fra det ene øjeblik til det næste. Døden oplever vi oftest som fremmed og fjern, samtidig med at døden virkelig er vor egen virkelighed. Derfor er det helt enkelt umenneskeligt at fornægte døden for de døende på nutidens hospitaler. Norbert Elias noterer at i dag dør mennesker mere hygiejnisk end før, men også meget ensommere. Den kristne tror ikke på udødeligheden, men på opstandelsen fra de døde. Derfor ved han, at hans tro ikke kniber uden om dødens smerte, men hjælper ham til at nå hinsides den. Han ved også, at Gud har taget denne dramatiske adskillelse på sig, og at døden ikke er en slutning, men også en fuldendelse. Han lærer sig at leve døden som en bønsakt, ved at give tid, det vil sige liv, til Gud i bøn. Det er netop dér, at ”fjenden”, døden, kan leves som et liv for og med Gud, og på den måde blive vor ”søster”. Der findes en visdom, der opnås ved at ”holde tal på vore dage” (jf. Sl 90,12), og det indebærer med roligt sindelag at acceptere og slå sig til tåls med det begrænsede antal dage vi har at leve, den timelige dimension og døden. Vi kan nå denne fredfyldte accept, hvis vor tro bygger på Gud der har kaldt os til livet og som kalder os gennem døden. ”Du lader mennesket vende tilbage til støvet, du siger: ”Vend tilbage, I mennesker!” (Sl 90,3). Ja, den kristne tro er også en stor kamp mod døden og i særdeleshed mod angsten for døden: ”Som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom” (Hebr 2,15). Det drejer sig om en kamp, ikke om fortrængning. Det er en kamp, for døden viser altid et uvenligt og fjendtligt ansigt. Det er en kamp i Kristus, for adskillige af de midler vi bruger til at flygte for døden, er syndige og afgudsdyrkelse. Det er en alvorlig troskamp, hvor døden ikke har det sidste ord, med Gus selv og Hans kærlighed - den kærlighed der leder os til det evige liv gennem døden.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

Enzo Bianchi er prior for Bose Kloster i Norditalien. Teksten er fra hans bog: ”Ord Av Spiritualitet”, Artos 2007

 

 

(Levende Vand 4 2009)

 

   

Døden og det evige liv

 

 

Gennem troen overskrides tid og rum

Af Peter Halldorf

 
"Kun for deres skyld, som er uden håb, er håbet givet os"

Af Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Kunsten at dø

Af Wilfrid Stinissen ocd

   

Alderdom

Af Enzo Bianchi

 

Død og tro

Af Enzo Binachi

     

En lykkelig død

Af Christoffer Jamisson

 

Vidner

Makrina - en stærk kvinde og indirekte kirkemoder

Af Sebastian Olden-Jørgensen 

 

Det liv, som døden ikke standser

Af Johannes Værge

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk