Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Grethe Livbjerg

Adrienne von Speyr

Læge, husmor, mystiker: 1902-1967

 

Ofte har jeg mødt spørgsmålet: Hvorfor er Adrienne von Speyr, der dog er en så stor mystiker, ganske lidt kendt her i landet? Og i det spørgsmål gemmer sig: Hvorfor har I aldrig skrevet om hende i Levende Vand?

Måske netop fordi hun er så stor. Hvordan rumme hende i en lille artikel? Man må vælge ud af det enorme stof, der er om og af hende. Det betyder at det er mit billede der tegnes - og andre kunne få et andet billede frem.

Men når Gud sender en så ekstraordinær mystiker - på alle måder et menneske i overmål - så må Han ville os noget med det. Så er hun en profet for vor tid. Så må vi lytte.

Min tilbageholdenhed med at præsentere Adrienne skyldes også, at når man skriver om en mystiker med alle mulige spektakulære oplevelser, er der risiko for at tiltrække dem, der søger sådant, og for at det ekstraordinære, det spændende med underholdningsværdi, fylder så meget, at det væsentlige i hendes liv og budskab går tabt.

Gud fabrikerer ikke på samlebånd, men er kunstneren, der skaber unikke værker. Derfor er der så stor variation i mystikernes liv og bøn, og derfor kan enhver finde sin yndlingshelgen, sin model, vel vidende at jeg ikke skal være kopi, men at Gud også skaber mig unik. Adrienne er sådan et unikt, stort kunstværk.

Selv skriver hun det, som for mig gør det vigtigt at præsentere hende: ”Mange kristne, som har det godt på jorden, forsøger at tilskære alt, som hører åbenbaringen og kirken til, efter deres egne mål, forringer det, gør det intetsigende og hverdagsagtigt. De ønsker at installere sig, ikke blot her på jorden, men også på forhånd i det hinsides, og på den måde være beskyttede mod alt uforudset. Det er dette, mystikken vender sig imod. Guds ting må beholde Guds mål. Hvert forsøg på bare at slå sig til ro må sprænges. Guds væren evigt ny skal ikke bare forkyndes, men også synliggøres.”

Kristne har til enhver tid forsøgt at tilskære alt, hvad der hører åbenbaringen og kirken til, efter deres egne mål. Vores tid er præget af individualisme og det forstærker denne tendens. Og så sender Gud en mystiker, der ved at sprænge vore hjemmelavede tanker og mønstre ryster op i os.

Da jeg første gang læste om Adrienne von Speyr, tænkte jeg: Det er bare for meget, det er løgn - eller vildt overdrevet. Men jeg havde en dyb respekt for Hans Urs von Balthasar, der som hendes skriftefar fulgte hende tæt gennem 27 år. Når en så seriøs teolog sagde god for hendes mystik, måtte den være sand.

 

Den svære start

Hendes start i livet, d. 20.september 1902 var svær. Det var moderens anden fødsel, så helt anderledes end hendes første, lang og smertefuld. Adrienne mistænkte dette for at være skyld i moderens næsten livslange uvilje mod hende. Først da Adrienne var en kendt læge og gift først med en anset professor og efter dennes død med hans også berømmede kollega, gik det op for moderen, at Adrienne ikke var helt mislykket.

Men Adrienne havde fra hun var helt lille barn en hemmelig beskyttelse mod moderens daglige skænderier og kritik: Hun levede i et tillidsfuldt forhold til og i Gud, ledet at ”englen” som viste hende, hvad hun skulle gøre og ikke gøre, og hvordan hun kunne bare være i Gud. Denne indre fornemmelse af et stadigt nærvær styrkede hende. Englen - dette åndelige nærvær - lærte hende også, hvordan hun skulle forsage sig selv, og førte hende ind i en usædvanlig forståelse af ofrets betydning.

 

I skolen påtog hun sig skyld, når en kammerat havde forbrudt sig, og det i en sådan grad, at lærerne efterhånden ikke troede på hende. Og anklager mod hende selv accepterede hun stiltiende, for den holdning havde ”englen” lært hende.

Hun følte sig mere og mere forbundet med sin far og fulgte gerne med ham på lægebesøg, og da viste hun en udpræget evne til empati. Som otteårig spurgte hun en lille diabetiker, der ikke kunne lade være med at spise sukker, om det ville være lettere for ham at undvære sukkeret, hvis hun heller ikke spiste slik. Meget tidligt var det klart for hende, at hun skulle være læge som sin far.

Adrienne klarede sig fint i alle fag, undtagen i religion, hvor hun altid var i opposition. ”Gud er anderledes” var hendes påstand. Hun gav videre til de andre børn, hvad englen havde lært hende: Guds sandhed er større end menneskers, man kan ikke altid udtrykke alting, sådan som man forstår det i Gud.

Om katolikker vidste hun intet, havde kun opsnappet ironiske bemærkninger om dem. Men i en stil bebrejdede hun læreren, at han ikke ville drøfte andre kristne retninger, han gav eleverne skyklapper på, og det ville hun ikke finde sig i.

Hun var ofte syg, havde rygsmerter der tvang hende til at ligge. Og altid syg før påske, ”for langfredagens skyld” sagde engelen.

I puberteten fik hun en Mariavision, der fik livsvarig betydning for hende. Mange år senere skildrer hun den. ”Det hele var et billede, endda var Guds moder levende, i himlen, og englene rørte på sig […] jeg så ligesom i en ordløs bøn og var helt forundret, for aldrig havde jeg set noget så smukt, Jeg var ikke bange, men fyldt af en stærk og meget mild glæde.” Denne vision gav hende en bevidsthed om at være bærer af en hemmelighed. Hendes senere kald skulle være helt mariansk præget. Mariavisionen opfyldte et stort behov hos hende: Savnet af en kærlig mor. Både på det naturlige plan og i alle søndagsskolehistorierne var hun uden en mor, og hun spurgte: Hvorfor var disse beretninger moderløse?

 

Svære studieår

På tværs af moderens ønske fik Adrienne gennemført at komme i gymnasiet: Hun ville jo være læge. Hun fik dér to drengevenner, og sammen med dem lå hun fagligt i spidsen. Men moderen havde sine ægteskabsplaner for hende, som ikke skulle krydses allerede nu, lægejobbet var jo heller ikke for piger, så Adrienne måtte forlade gymnasiet og fortsætte i en pigeskole. Men da faderen en nat fandt hende i gang med at læse det tabte gymnasiestof op, fik han hende tilbage i sin gamle klasse. Drengene modtog hende i triumf.

Faderen havde fået et professorat i Basel, og familien skulle flytte. Adrienne vidste, at han snart skulle dø og spurgte ham, om flytningen var umagen værd. Hendes forudviden blev realitet. Faderen døde ret pludseligt, og familiens økonomi ændredes. Adrienne var nu værgeløs over for moderen, der afskedigede hushjælpen og forlangte at Adrienne overtog husarbejdet, og at hun derudover skulle følge aftenkursus på handelsskole.

Hun arbejdede sig til et fuldstændigt sammenbrud og en dobbeltsidig lungetuberkulose. Lægen på det sanatorium, hvor hun blev indlagt, fortalte hende efter en undersøgelse, at hun ingen chancer havde for at opleve det kommende år. Moderen bekymrede sig ikke om hende, besøgte hende kun én gang, hvor hun gennemrodede hendes ting, læste hendes breve, holdt moralprædikener for hende og rejste uden at forsyne hende med penge. Men Adrienne læste Dostojefski, og så svag hun end var, holdt hun foredrag for de andre patienter om ham.

Moderen og de andre børn flyttede til Basel, Adrienne var fransksproget, men måtte nu, efter at hun mod alle odds havde genvundet sit helbred, gå i tysk gymnasium og læse det op, som hun havde tabt under sin sygdom. Samtidig tog hun klaverlektioner, og musikken var for hende en vej til Gud. Efter et stort skænderi med moderen, der kastede hende ud af huset, var hun på selvmordets rand. Hun stod på broen over Rhinen og stirrede ned, men tanken at døden var en fej flugt, sejrede.

Nu gjaldt det medicinstudiet. Moderen havde skaffet en bankplads til hende, og reagerede på hendes nej til dette med ikke at tale med hende i måneder og hun forbød også hendes søskende at have kontakt med hende. Hun måtte finansiere studiet ved arbejde. Musikken måtte hun opgive, men gjorde det som et offer for sine fremtidige patienter. Hun forestillede sig, at kunne komme dem nærmere ved at forsage noget værdifuldt for dem. I studiemiljøet gjorde hun en forskel. En professor havde fejlmedicineret en patient, der døde af dette. Han gav en sygeplejerske skylden. Adrienne blev oprørt over denne uretfærdighed og fik sine medstuderende med på at sabotere hans undervisning, så han blev tvunget til at flytte.

Intuitivt vidste Adrienne at hun var kaldet til et liv, viet Gud, men hun kendte ikke katolsk klosterliv, livet som diakonisse tiltalte hende ikke, for det indebar ikke kyskhedsløfte. Hun måtte leve i en forpligtelse, hvad ægteskabet også er, så da nogle kammerater spillede giftekniv over for hende, var hun et let offer. Hun giftede sig med en professor, der var enkemand med to små drenge.

Da han efter syv år døde, var Adrienne igen på selvmordets rand.

I 1936 indgik Adrienne sit andet ægteskab, også med en professor og enkemand med to børn.

Den første mands død efterlod hende med et dybt åndeligt problem: Hun kunne ikke ærligt bede ”Din vilje ske”.

 

Alle lamper tændtes

I efteråret 1940 blev Adrienne af en ven ført sammen med teologen Hans Urs von Balthasar, der på det tidspunkt var studenterpræst. De sad på en terrasse over Rhinen og drøftede franske katolske digtere, og Adrienne forklarede da, at hun ønskede at blive katolik, men at hun var blokeret af bønnen: ”Din vilje ske”, som hun ikke ærligt kunne bede. Von Balthasar forklarede hende, at vi ikke i denne bøn tilbyder Gud vor egen præstation, men vort beredskab til at overtages af hans initiativ og hans ledelse. Von Balthasar skriver i sin bog om Adrienne (Erster Blick auf Adrienne von Speyr 1968), at det var som han ufrivilligt havde slået en strømafbryder til, og i et nu tændtes alle lamper i salen.

I trosundervisningen hos Hans Urs var alt så gennemskinnelig klart for hende. Det var, som havde hun bare ventet på at høre dette. Hun blev ført med som af en flodbølge af bøn.

Allehelgensaften 1940 døbtes hun og konfirmeredes straks efter, dvs. at hun blev salvet til modtagelse af Helligånden. Hendes konversion vakte opsigt i det gennemprotestantiske Basel, og hendes familie tog afstand fra hende.

Straks efter konversionen begyndte det liv, som blev hendes lige til hendes død: Et liv samtidigt på jorden som i himlen . Hun havde et livligt og naturligt samkvem med Maria, Gudsmoder, med engle, med helgener. ”Vi gør alt for stor adskillelse mellem himmel og jord. Jeg undrer, om ikke vi lever mere på den anden side end her!” I Maria fik hun den mor hun altid havde savnet. Utallige gange kom Maria til hende i hendes hjem, ofte sammen med engle. Om dette intense himmel-jord-liv fortæller hun i sine dagbøger, der er post-humt udgivet: Erde und Himmel 1-3.

 

Mystik midt i hverdagen

Når man læser om Adrienne, er det værd at huske på, at hun udover et ikke altid let ægteskab havde en stor husholdning, var stedmor til opvoksende drenge, og at hun var stærkt engageret i den lægepraksis hun åbnede i 1931 - som den første kvinde i Schweiz. Ofte modtog hun 60-70 patienter dagligt. Hun forholdt sig til hele deres menneskelige situation, hun mæglede truede familier, hun afværgede aborter - ca. 1000 blev det til - og hjalp de enlige mødre. Snart rygtedes det, at hos den læge skete mirakuløse helbredelser. I 1955 satte hendes svigtende helbred punktum for hendes lægegerning. Hun savnede det daglige nærvær til alle mulige slags mennesker og erstattede det med moderne litteratur, især kriminalromaner - en om dagen. En tiltagende blindhed afskar hende fra læsning, men hun strikkede, mest dukketøj!

Kort efter konversionen fik hun en vision, hvor en engel sagde til hende: Nu begynder det snart. I den følgende stille uge blev hun inddraget i Kristi lidelse, og dette gentog sig i stigende grad år efter år. Der fulgte også en ydre stigmatisering, men tyngdepunktet lå hele tiden på den åndelige lidelse.

Midt i al aktiviteten udvikledes alle mulige mystiske fænomener: Hun fik bilokation, dvs. at hun rejste i tid og rum. Fysisk lå hun i sin seng, men samtidigt rejste hun til kz-lejre og trøstede torturofre, hun så kvinder blive voldtaget. Det var den indre smerter hos de torturerede hun deltog i, men hun fik også indblik i bødlernes liv. Hun så Hitler ligesom indefra, helt i satans vold og yngre mænd i hans nærhed, der var ”fortvivlede, hårde, i stand til alt”.

Hun besøgte Vatikanet og kritiserede skarpt de ukirkelige tilstande, hun så dér.

Kort efter sin konversion opstod hos Adrienne tanken om, at hun og von Balthasar sammen skulle stifte et sekularinstitut, Johannesgemeinschaft. Muligheden var netop opstået i kirken for at danne fællesskaber af kvinder og mænd, som aflagde alle tre klosterløfter, men levede et almindeligt liv ude i verden. I årene efter søgte Adrienne kvinder til dette. I 1948 blev det realitet, først kun for kvinder, men senere også for mænd.

 

Som mand og kvinde

”Som mand og kvinde skabte ham dem”. Mennesket - i betydningen menneskeheden - er skabt som mand og kvinde. Men netop det forhold blev dybt såret i syndefaldet. Den oprindelige kyskhed blev brudt. Adam og Eva skammede sig over deres nøgenhed.

På korset viste Jesus, hvordan dette forhold nu var forløst, da han gav sin mor, Maria til apostlen Johannes. Adrienne von Speyr så de to som billede på kirken, på det kvindeliges og det mandliges samvirke i Kirken.

Kirken, det forløste menneske, er menneskeheden på vej til guddommeliggørelse. En ny og frugtbar kyskhed er mulig.

Og dog har syndefaldet fortsat trukket sine spor ned gennem kirkehistorien, hvor seksualiteten ofte er blevet fortrængt. ”Underlivet er overladt til Freud” sagde Adrienne von Speyr. Udover strenge bud har man ikke rigtig vidst, hvad man skulle stille op med den.

Adrienne von Speyr integrerer kønslivet i en kirkelig, trinitarisk sammenhæng. Den hellige Treenighed er alt livs centrum og urbillede, og den ægteskabelige kærlighed er formet efter denne og går op i den altomfattende Treenighed.

Er dette ikke utopi? Lurer ikke her en usund seksualmystik? Sådanne spørgsmål dukkede op under læsningen af Adrienne von Speyrs reflektioner om det seksuelle samliv. Men hun var ikke nogen verdensfjern drømmer. Hendes realisme var vokset ud af hendes egne ægteskabelige erfaringer og en mangeårig lægepraksis med ægteskabsrådgivning: Hun vidste, at det, hun fremlagde, er idealet som måske aldrig helt realiseres, men også hvor vigtigt det er, at kirken fordyber sin tro på, at det ægteskabelige samliv er del af det kærlighedens kredsløb mellem De Tre guddommelige Personer, som gennemstrømmer verden. At alt - også hver detalje i seksualiteten - må ses i lyset af Treenigheden. Først da kommer den ud af både fortrængninger og den forrående seksualisering af samfundet som ødelægger børns og unges opfattelse - og ordet kyskhed kan slippe fri af snerpethedens fængsel og blive udtryk for styrke og skønhed.

Også på det kirkelige plan har forholdet mellem det kvindelige aspekt - mystikken - og det mandlige - institutionen, embedet - lidt under syndefaldets splittelse og har haft meget svært ved at finde et harmonisk og frugtbart samliv.

I Adrienne von Speyrs og Hans Urs von Balthasars liv og fælles værk ser vi, hvordan dette forhold kan forløses i to hellige menneskers liv og dermed nå uanede højder af frugtbarhed.

Adrienne fik den nådegave at kunne udlægge de bibelske skrifter. Men kun i lydighed. Von Balthasar gav hende en tekst, hun sad stille lidt og så dikterede hun. Det blev til mange hyldemeter af digre værker. Den store selvstændigt skabende teolog brugte dage på at stenografere ned, hvad hun, ledet af Helligånden, dikterede ham. Og efter hendes død tog det ham år at renskrive og udgive dette.

Der er to hovedord som indfatter hele Adriennes mystiske liv - og som enhver kan tage til sig: Beredskab og skriftemålsholdning. Sammen udtrykker de den absolutte lydighed, som var bærende i det himmelsk-jordiske liv hun levede.

 

Beredskab - din vilje ske!

Maria var Adriennes store forbillede. Hendes fiat, ”Ske mig efter dit ord”, blev også Adriennes. Moderen og det sakramentale skriftemål var det hun som protestant havde savnet mest. En af hendes centrale bøger er ”Die Beichte”, skriftemålet. I denne - som i mange andre steder i hendes forfatterskab - står udtrykket ”Beichthaltung” centralt. Med det mener hun ikke, at vi til enhver tid skal være parat til at gå til skrifte. Hun råder endda til, at vi måske skal vente lidt med et ønsket skriftemål for at vores anger kan uddybes, og for at vi kan nå at lide under vores synd. Men over for Gud - og i skriftemålet over for skriftefaderen - må vi være gennemsigtige. Helligånden må oplyse hver krog i os. Og vi må ikke i noget hindre hans lys i at gennemtrænge os.

I Adriennes liv - mystik - ser vi, hvordan det betød, at hun altid var som en tom fotografisk plade, hvor nye billeder kunne træde frem. En af de usædvanlige nådegaver hun modtog, var, at hun fik indblik i mange helgeners bønsliv og disponibilitet over for Gud. (Das Allerheiligenbuch). Hun optog i sig en mængde af helt forskellige billeder, hvilket forudsatte, at hun selv var tom for forudfattede meninger. I ”Das Allerheiligenbuch” skildres helgenernes fejl og skiftende grader af disponibilitet - deres up-and down. Ca. 250 personer blev det til, og deriblandt også Mozart, Luther, Calvin. Det handler kun om deres bønsholdning, ikke om deres teologi eller andre præstationer. Jeg selv blev til dels forarget da jeg først hørte om denne bog: Var det ikke toppunktet af indiskretion, at hun fik indblik i disse personers inderste, mest intime liv? Thomas Aquin f.eks., som jeg satte så højt, fik ikke for sit bønsliv nogen særligt smigrende beskrivelse. Men jeg lærte at se dette som en gave til os. Helgenerne vil nu, at også deres ufuldkommenheder skal blive lagt blot. Så let er helgener blevet sat på en piedestal, så er de uskadelige, uden nogen forpligtelse for os til efterfølgelse. Alt hvad de gjorde, var bare så rigtigt. Og naturligvis måtte deres bøn også være et forbillede for os alle. I denne bog rives glansbilleder i stykker. Det ægte træder frem. Derfor kan denne bog være en uvurderlig inspiration for os. En fransk oversætter af dette værk, Patrisk Carry OSB skriver: ”Dette kunne synes utilbørligt, hvis ikke initiativet kom fra himlen selv […] I skånselsløs ærlighed viser helgenerne os, deres jordiske kammerater, de afveje de har gået, for at vi kan undgå dem […] Mange kristne vil ikke gerne tage imod disse erkendelser. Og endda tjener himmelens ydmyghed til at lære hver kristen og hver menneske at være lidt sandere over for Gud. Enhver må gå fra denne læsning som et nyt menneske, men hver og en må gøre det på sin egen måde.”

 

Lydighed

Adrienne havde, hvad man kunne kalde, en voldsom drift mod lydighed. Var den usund, måske skabt af moderens behandling af hende? Eller: Er lydighed en ægte menneskelig holdning, ægte fordi vi er skabt i Guds billede. Jesus var lydig, Han lærte lydighed af det han led. Han udbrød: ”Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.” Hebr. 10,9. Lydighed var hans livs retning og indhold. Han sagde: ”Den, som har set mig, har set Faderen”. Altså er lydighed en del af Guds væsen. Gud har ikke egenskaber, alt i ham er væren. Derfor må lydigheden i os, der er skabt i Guds billede, være en ontologisk nødvendighed.

Det er mange år siden, men jeg husker det som var det i går: Min lille pige på ca. fem år kom hjem fra besøg hos en veninde. Hun gik stille rundt, noget kørte rundt i det lille hoved. Pludselig sagde hun: ”Jeg tror ikke at hendes forældre bryder sig om hende”. ”Hvorfor tror du dog ikke det? ” ”Nej, for hun må jo alt”. Aha, selv om hun kunne protestere mod mine forbud, så opfattede hun dem som kærlighed. Lydigheden var en nødvendig del af kærligheden.

Adrienne skrev to bøger om lydigheden. I 1966 Das Buch vom Gehorsam (Lydighedens bog), og senere Bereitschaft, Dimensionen christlichen Gehorsam (Beredskab, dimension af kristen lydighed, 1975). I sit forord til denne skriver von Balthasar, at intet emne kan være mindre moderne end lydighed, men netop derfor brændende aktuelt. Adrienne skriver: ”I dag er tendensen den, at alle vil fremføre sin mening, det gælder også i klostre og kristne fællesskaber. Enhver vil fremføre sin personlige mening, som kommer ud af egen snæver subjektivitet, ikke ud af en ånd, der gennem lydighed er udvidet til Kirkens dimensioner. Så bliver alt nivelleret, et ganske lavt, måske det nederste gennemsnit sejrer. Paulus derimod holder sin menighed i streng lydighed, idet han som leder opstiller sin egen lydighed, der er målt efter Kristi lydighed, som forbillede for den. Alle må fra begyndelsen være beredt til at afstå fra sine private meninger for at i Helligånden holde sig beredt for de hellige ting”.

En sådan udtalelse er en svær nød for os at sluge! Udtrykket ”det modne lægfolk” har jo været et slagord blandt katolikker. Det har været en dyd at have en mening om alt. Og hvor ofte har jeg ikke hørt en søgende sjæl sige, at den katolske kirke trækker, men lydigheden mod det og det afskrækker. Jo, man kan dog også opleve det modsatte: at få en beskrivelse af den erfaring, at netop denne lydighed åbner nye horisonter.

Ulydigheden er syndens rod. Adam og Eva var ulydige mod Guds bud. Slangen ledte dem ud i ulydigheden. Djævelen, hvis mål er splittelse, vidste, at via ulydighed ville Guds børn blive splittede og svage.

Kun en ekstraordinær lydighed kunne læge såret, skabe enheden. ”For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed” Rom 5,19.

Kun den menneskevordne Gud, Jesus, kunne ved sin lydighed helbrede menneskeheden. Kirken er Kristi mystiske Legeme, hvis kald det er at leve i lydighed, at - som Paulus - tage alle tanker til fange i lydighed mod Kristus.

Det kan være nyttigt ud fra en konkordans at studere lydighedens centrale plads i Bibelen.

Et sådant studium kunne måske være det bedste middel til at opnå de kristnes enhed?

 

Lydighed - et frihedens eventyr

Adrienne hævdede, at lydigheden var den bedste vej til frihed. Ja, at ”lydighedens sti” åbner et enestående frihedseventyr. Hun viser, at Jesu disciple adlød hans kald uden at forstå, og netop i denne lydighed skabtes forudsætningen for at forstå. Et markant udsagn samler hendes forståelse af lydigheden: ”Den, som i primær lydighed, i en total hengivelse, bekræfter helheden i Herren og hans fordring, i ham skaber Herren grunden for hele den kristne sandhed”.

Adriennes lydighed konkretiseredes over for hendes skriftefar og åndelige vejleder præsten Hans Urs von Balthasar, der i sit embede repræsenterede Kirken, og som på sin side var bundet til en total lydighed mod Gud. Alt kristen lydighed har sin grund i Kristi lydighed mod Faderen.

Første gang jeg mødte tekster af de to, hvor denne lydighed var fremtrædende, frastødtes jeg: Hvor farligt! Har man ikke set eksempler på forvrængede former for klosterlydighed? Jeg kom engang til et kloster. Det var varmt, og jeg var tørstig. I et hjørne stod en kande med saft og nogle glas. Jeg spurgte den søster som modtog mig, om jeg måtte tage et glas saft. ”Jeg skal spørge priorinden” var svaret. Hun forsvandt og kom tilbage med et ja: Jeg måtte gerne tage et glas saft!

En sådan lydighed producerer infantile kvinder og et stillestående fællesskab. De nye, som kommer ind som et frisk pust, bliver ensrettede, og når de engang får noget at sige, er de dannede i samme form. Kriteriet på en ægte lydighed er at den skaber frie mennesker.

Den norske retræteleder Edin Løvås udgav for mange år siden en bog med titlen: ”Magtmennesket i kirken”, hvor han ud fra et helt livs sjælesørgeriske erfaringer, påviser hvor meget en leder med psykopatiske træk kan ødelægge. Præsten, den kristne rådgiver eller anden kirkeleder har en funktion, som en person med psykopatiske personlighedstræk kan udnytte og fordreje. Eksempelvis får disse personer gennem samtaler indblik i menneskers svagheder og ømme punkter, og magtmennesket vil bruge dette indblik til at udnytte og fokusere på andres fejl og svagheder.

De sidste års kirkeliv har efterladt skræmmende eksempler på dette, både i frikirkeligt og katolsk sammenhæng.

Adrienne er da også helt klar over denne risiko og udtrykker det: At en vis ”hellighedskvalitet” hos den overordnede er nødvendigt for at den underordnede ”virkelig kan lyde kristent”.

 

Profetens rolle

Når Kirken har fungeret bedst, har der været balance mellem embedet og det profetiske, det karismatiske - eller mellem det mandlige og kvindelige element.

Adrienne og von Balthasar sammen er et mønsterværdigt eksempel på dette.

Hun havde en udpræget profetisk gave. Den kom til udtryk, når hun forudså kommende begivenheder, som f.eks. under krigen. Hendes mand, der var kendt historiker, var målløs over hendes forudviden. Når von Balthasar ledede retræter, var hun med i bøn og fik da ofte indblik i enkelte deltageres problemer. Hun meddelte dette til ham, uden navn, men med kendetegn, og dette var for ham en stor hjælp i vejledningen.

Profetens rolle er også at opmuntre, at korrigere, måske at revse.

Engang bad hun Hans Urs von Balthasar komme til sin modtagelse. Hun mødte ham med isnende kulde, og så fulgte bebrejdelse på bebrejdelse, alt sagt med en anden stemme, så han oplevede: Dette kommer fra Gud. Han var på sammenbruddets rand. Men det endte med at de sammen knælede ned og bad.

 

Bønnen

Det er unødvendigt at sige, at sådan et menneske lever i bøn.

Også om bønnen udgav hun en bog: Die Welt des Gebetes (Bønnens verden). Hun imødekommer dér den reaktion man kan finde i sig selv, når man læser om sådan en personlighed: Hvad med lille mig? Jeg er så langt fra dette ideal. Hun skriver om en sådan person der synes så meget i livet er tabt, så meget misbrugt: ”Han kan ikke begynde sit liv igen, men i en omvendelse, i en erkendelse af sin håbløse ubrugelighed, giver Gud en ægte mulighed for en genfødsel, og vi kan hver dag i vort liv stå foran Gud som nyfødte mænd og kvinder, indstillet på nu at være trofaste over for Ham lige til slut.”

Adrienne havde aldrig læst teologi, men hun efterlod sig i en altomfattende teologi, konkret i en stribe bøger, som - må det siges - ikke altid er så lette at læse. Hans Urs von Balthasar, den store teolog, bedømte hendes værk til at få større betydning end hans eget.

 

Grethe Livbjerg er redaktør af hjemmesiden LevendeVand.dk

 

 

(levende Vand 3 2009)

 

 

Teologi og mystik

 

 

Hans Urs von Balthasar - teolog

Af Lars Messerschmidt

 

 

Adrienne von Speyr

Læge, husmor, mystiker:

1902-1967

Af Grethe Livbjerg

 

 

Julian af Norwich

Kærlighedens apostel

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

 

 

”Din længsel er din forening med Gud”

Samtale mellem Peter Halldorf og Wilfrid Stinissen

 

 

Du er bange for din egen skygge

(Uddrag af ”Den tolvte åndelige tale”)

Isak af Syrien

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk