Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Louise Øhrstrøm Poulsen

Julian af Norwich

Kærlighedens apostel

 

”Se, hvor højt jeg elskede dig!” siger Kristus til Julian af Norwich i en af hendes visioner og peger på sin åbne side. At læse Kærlighedens åbenbaring er som at tage på opdagelsesrejse ind i dybderne af Guds kærlighed med Julian som rejseleder.

 

De fleste kristne har nok hørt følgende sætning i en prædiken: ”Om du så var det eneste menneske i verden, ville Jesus være gået i døden for dig”. For mange lyder denne sandhed diffus, selvcentreret og sentimental eller måske omvendt, for indlysende til at tænke nærmere over. Julian af Norwich er mystikeren, der på en særlig måde udfolder dette kærlighedens mysterium, og det er med god grund, at Thomas Merton også placerede hende blandt de største af alle teologer¹. Kærlighedens åbenbaring er ikke bare Julians beskrivelse af de visioner, hun fik gennem et par døgn i 1373. Både den korte (KT) og den lange udgave (LT) af Julians tekst er teologiske værker, som rummer dybe reflektioner over Kristi lidelse, Treenigheden, synden og frelsen, set i kærlighedens lys. Julian var og er en kærlighedens apostel.

 

Julian på dødslejet: Korset lyste op

Det hele begyndte d. 8. maj 1373, hvor den 30-årige Julian lå på det, hun troede skulle blive sit dødsleje i Norwich i England. Hun var alvorligt syg, og man havde allerede tilkaldt en præst, der skulle give Julian den sidste olie. Omkring sengen stod også Julians mor, som var klar til at tage afsked med sin datter. Julian havde selv bedt Gud om at dø: ”jeg ville helst forløses fra denne verden […], jeg længtes efter snart at være sammen med min Gud” (KT, kap. 2), skriver hun. I samme øjeblik, Julian troede hun skulle dø, lyste det kors imidlertid op, som præsten holdt frem for hende. ”..alt andet end korset virkede pludselig rædselsfuldt”, skriver Julian (KT, kap 3). Det blev indgangen til i alt 16 visioner af Kristi lidelse, hvoraf de 15 blev vist hende d. 8. maj fra ca. kl. 4 om morgenen til lidt over middag og den sidste blev vist den følgende aften. Visionerne er meget sanseligt beskrevet. Julian ser blodet pible frem under Kristi tornekrone. Hun ser hans blødende legeme. Hun ser hans ansigt skifte farve og tørre ud, og hun ser ind i hans åbne side. Samtidig er hendes eget legeme skiftevis følelsesløs og fuld af smerter. Hun lever sig ind i Kristi smerter, både legemligt og åndeligt, og hun føler vinden blæse på sig, som den blæste på Kristi nøgne legeme. Da djævlen mod slutningen af åbenbaringen viser sig for hende, hører hun stemmer, lugter røg og mærker ham tage kvælertag om hendes hals. Samtidig får Julian en række åndelige indsigter i Kristi lidelse og Treenighedens virke.

 

Julian som rekluse

Julian var fra begyndelsen overbevist om, at hun ikke bare fik sin åbenbaring for sin egen skyld. ”Alt, som jeg så, modtog jeg på vegne af mine medkristne, for jeg blev i mine visioner overbevist om, at vor Herre ville have det sådan”, (KT, kap. 6), skriver hun. Da hun alligevel ikke døde, blev hun rekluse i St. Julian kirken i Norwich, hvorefter hun også er opkaldt. En rekluse var i middelalderen et menneske, som valgte at leve i en enecelle, knyttet til en kirke. Indvielsesritualitet mindede om et begravelsesritual, fordi man her tilkendegav, at man ville ”dø for verden” for at hengive sig til bøn og kontemplation. Derefter indtrådte man i et meget simpelt liv, hvor kun det mest nødvendige mad, drikke og tøj var tilladt, og det meste af tiden skulle hengives til bøn og kontemplation. En rekluses celle havde typisk tre vinduer: ét vendt mod alteret, hvorigennem reklusen kunne modtage nadveren, ét vendt mod et kammer, hvorfra reklusen fik mad og et vindue, der gav lys og hvorigennem reklusen kunne rådgive besøgende. Man ved fra en samtidig biografi, at Julian var en kendt og respekteret åndelig vejleder. Derudover er Julians person omgivet af mystik, og vi ved ikke præcis, hvornår hun skrev de to versioner af Kærlighedens åbenbaring. Dog ved vi, at den lange version af Kærlighedens åbenbaring er skrevet mindst 15 år efter den korte. Sammenligner man den korte og den lange udgave af Kærlighedens åbenbaring, er det også tydeligt, at det er i den lange udgave, at Julian træder i karakter som teolog. Her er mange flere bibelske referencer, krydsreferencer i teksten, fortolkninger, nøje udvalgte metaforer og didaktiske eksempler. Det er, som om Julian udvikler sin tekst fra en subjektiv erfaringsbeskrivelse til en teologisk afhandling baseret på en subjektiv erfaring.

 

En turbulent tid

Julian modtog og nedskrev sine visioner i en turbulent tid. Pesten havde hærgret i årtierne forinden, og en alvorlig hungersnød havde yderligere afkræftet Norwich, som ellers havde været en af Englands førende byer. Over halvdelen af Norwichs indbyggere var omkommet under pesten, og der var ikke nok arbejdere til at skabe vækst igen. Kirken var samtidig stærkt præget af splittelse med to paver i 1378-1409 og tre paver i 1409-1414. Norwichs biskop, Henry Despenser, støttede Urban VI og valgte i 1377 at lede et korstog mod Urbans paverival i Avignon. Korstoget mislykkedes imidlertid, og Despenser måtte vende slukøret tilbage til Norwich, hvor han blev kritiseret af lollarderne2 for at udnytte kirkens resurser og leve i luksus, mens folket sultede. Despenser slog igen hårdt ned på modstanden og lod mange lollarder brænde på bålet. Det gjorde ham ikke mindre upopulær og var med til at opildne til bondeoprøret i 1381. Henrettelsespladsen, hvor lollarderne blev brændt, fik navnet ”Lollard Pit” og lå tæt på Julians celle. Selvom Julian ikke nævner noget om de aktuelle forhold i Kærlighedens åbenbaring må det have gjort indtryk på hende med de mange henrettelser. Ikke mindst hvis hun har været brugt som åndelig vejleder for byens borgere.

 

En positiv teologi

Samtiden taget i betragtning er Julians teologi overraskende positiv. Julian tror på enheden blandt sine medkristne og gør op med den ”falske frygt”, som gør mennesker ude af stand til at tage imod Guds kærlighed. Midt i en usikker tid, præget af dommedagsfrygt og splittelse, er Julians ærinde at åbne folks øjne for den kærlighedsgave, Kristus er. Ved hjælp af sit eget fysiske eksempel, for eksempel sit svigtende syn og pludselige klarsyn, understreger Julian sin åndelige metaforik. Hun taler om ”åndelig blindhed” som det værste, der kan overgå et menneske. Det menneske, der er blindt, kan ikke se, hvor meget Gud elsker det. ”Guds kærlighed er altid den samme, men mennesket er i syndens tilstand så afkræftet, så tåbeligt og så ukærligt, at det hverken kan elske Gud eller sig selv. Menneskets største fejl er derfor dets blindhed, for det kan ikke se alt dette. Da åbner Gud den Almægtiges fuldkomne kærlighed menneskets øjne, så det kan se sig selv..”, skriver Julian (KT, kap. 19). Hun bruger også flere andre legemlige forhold, som hun overfører til det åndelige liv. Hun taler om, at mennesket er ”nøgent” men bliver ”klædt på” af Guds godhed, og hun forklarer, at mennesket lider af to ”sygdomme”: Utålmodighed og fortvivlelse. Begge sygdomme kan kun kureres af Kristus, som er vores ”medicin”. Endelig udlægger hun Kristi tørst på korset som en åndelig tørst: ”For dette er Hans åndelige tørst, kærlighedslængslen, som først skal slukkes, når vi ser alt klart på dommedag. Vi, der skal frelses og skal være Kristi glæde og fryd, er stadig her på jorden og skal blive her til den dag. Derfor er tørsten Hans ufuldkomne fryd, fordi Han endnu ikke har os så fuldt ud, som Han engang skal have” (KT, kap. 15).

 

Gud som en gentleman, Kristus som forsonende moder

I Julians forståelse er mennesket efter syndefaldet blevet sygt og splittet. Det er skabt godt i Guds billede, men er blevet blind for sin egen værdi og skadet af synden. Dette udlægger Julian i en lignelse om en herre og en tjener, hvor tjeneren falder i en mudderpøl under en mission for sin herre og ikke tør se på sin herre. Det tragiske er, at herren kun venter på, at tjeneren skal se op, så han kan vise, hvor meget han elsker ham. Lignelsen har mange facetter, men hovedpointen er, at Gud aldrig fordømmer mennesket. Det er derimod menneskets egen skam, der får det til at føle sig fordømt og kigge væk fra sin herre. Julian beskriver Gud som en gentleman, der venter på, at mennesket er klar til at tage imod hans kærlighed.

Samtidig beskriver Julian Gud som en moder, og hendes moderskabsteologi er blevet kaldt en kulmination inden for læren om Kristus som moder. Hos Julian er Kristi modernatur ikke én blandt mange metaforer men essensen af Guds væren på lige fod med Guds fadernatur. I den lange tekst forklarer Julian, at Kristus er vores moder, fordi vi er født af hans natur, fordi han har taget vores natur på sig, og fordi vi fortsat opfostres af ham. For Julian er vinen og brøden i eukaristien mere end symboler på Kristi krop og blod. Kristus er vores moder, der nærer os og giver os kraft gennem eukaristien på samme måde, som en moder giver sit barn bryst. Og ud fra en forståelse af, at vores lægedom kommer gennem hans sår, skriver Julian: ”Moder Jesus leder os fortroligt ind til Hans velsignede bryst gennem Hans herlige åbne side” (LT, kap. 60). Når vi er i vores moders favn, mærker vi, at vi er elskede. Når vi ledes ind i Kristi passion, mærker vi, hvor meget Moder Kristus elsker os. Ifølge Julian forklarer Kristi modernatur også, hvorfor vi nogle gange mislykkes. Som en moder tillader han, at vi falder indimellem så vi kan lære at begå os i livet, men han slipper os aldrig i faren. Han har altid blikket rettet mod sine børn.

 

Frelsen som Treenighedens gaveudveksling

Julian synes selv at have erfaret denne kærlighed dybt i sit indre, hvilket ikke mindst kommer til udtryk i visionen om de tre himle (se uddrag). Her udlægger Julian Kristi ord til hende: ”Hvis jeg kunne lide mere, så ville jeg lide mere” (KT, kap. 7). Hun får indsigt i Treenighedens kærlighedsdynamik, som er en uendelig gaveudveksling. Faderen giver mennesket som gave til Sønnen. Sønnen giver mennesket tilbage til Faderen. Helligånden er giverglæden. Midt i denne evige hengivelse er mennesket en ædel gave, en krone, som ærer Kristus. Mennesket er skabt ædelt i Guds billede, og Kristi kærlighed er så stor til os, at han ville lide mere for os, hvis han kunne. I kærlighedens mysterium bliver lidelsen opslugt af glæden, og Kristus tørster efter at give sig hen for sin skabning. I den lange tekst mediterer Julian over, hvor mange gange Kristus ville gå i døden for et enkelt menneske, og det går op for hende, at antallet overgår hendes forstand. Samme kærlighed overbeviser Julian om, at synden er at regne for intet mod Gud, og hun ser alt, der er skabt som en lille ting på størrelse med en hasselnød i Guds hånd. Hun bliver da overbevist om sandheden i hans ord, som mange også kender som essensen af Julians teologi: ”Jeg vil gøre alt godt, jeg skal gøre alt godt, jeg må gøre alt godt og jeg kan gøre alt godt. Og du skal selv se, at alle ting skal blive gode” ( KT, kap. 15).

 

Uddrag af Julian af Norwichs Kærlighedens åbenbaring

Da spurgte vor Herre mig: ”Er du tilfreds med, at jeg led for dig?” ”Ja, min gode Herre”, sagde jeg. ”Tak, min gode Herre, velsignet være Du!” ”Hvis du er tilfreds, er jeg tilfreds”, sagde vor Herre. ”Det er en glæde og en fryd og en uendelig lykke for mig, at jeg virkelig led for din skyld, for hvis jeg kunne lide mere, så ville jeg lide mere”.

Mens disse ord blev formet i mig, blev jeg løftet op i himlen, og dér så jeg tre himle, som overvældede mig, og jeg tænkte: ”Jeg så tre himle, og de var alle indbefattet i Kristi menneskelighed, og ingen var større, ingen var mindre, ingen var højere, ingen var lavere, men de rummede alle lige stor lyksalighed”.

I den første himmel viste Kristus mig sin Fader, ikke legemligt men i form af Hans egenskaber og handlinger. Sådan så jeg, at Faderen handler: Han belønner sin søn, Jesus Kristus. Denne gave og denne belønning glæder Jesus så meget, at Faderen ikke kunne have givet Ham noget, der kunne have glædet Ham mere.

Den første himmel, som var Faderens begejstring, lignede virkelig en himmel og var fuld af glæde, for Han er begejstret over alle de gerninger, Han har gjort for vor frelses skyld. For vi er ikke kun Hans gennem frelsen, men også fordi vi er blevet givet af Faderen som ædle gaver. Vi er Hans glæde. Vi er Hans belønning. Vi er Hans ære. Vi er Hans krone. Alt dette giver Jesus så stor glæde, at Han regner sine svære lidelser og skamfulde død for intet.

I disse ord: ”Hvis jeg kunne lide mere, så ville jeg lide mere” så jeg i sandhed, at hvis Han skulle gå i døden én gang for hvert enkelt menneske, ville Han gøre det, ligesom Han døde én gang for alle, for Hans kærlighed ville ikke kunne stille sig tilfreds med noget andet. Og når Han havde gjort det, ville Han for kærlighedens skyld regne det for intet. For alt dette virker som en bagatel for Ham i lyset af Hans store kærlighed.

Dette viste Han mig meget tydeligt, da Han sagde: ”Hvis jeg kunne lide mere […]”. For Han sagde ikke: ”Hvis det var nødvendigt at lide mere […]”, for selvom det ikke havde været nødvendigt at lide mere, ville Han alligevel have lidt mere, hvis Han kunne. Denne frelseshandling blev tilrettelagt så godt som overhovedet muligt, og den blev udført så ærværdigt som overhovedet muligt. Heri så jeg Kristi fuldkomne glæde, og glæden ville ikke have været fuldkommen, hvis frelsesværket kunne have været udført bedre.

Og i disse tre ord: ”Det er en glæde, en fryd og en uendelig lyksalighed for mig” åbenbaredes tre himle for mig. Glæden forstod jeg som Faderens begejstring, fryden som Sønnens ære og den uendelige lyksalighed som Helligånden. Faderen begejstres. Sønnen æres. Helligånden er lykkelig.

Jesus ønsker, at vi skal tage den Hellige Treenigheds begejstring over vor frelse til os, og Han ønsker, at vi skal tage del i denne begejstring, mens vi er på jorden. Og dette blev vist mig i ordene: ”Er du tilfreds?” I de følgende ord, Kristus sagde: ”Hvis du er tilfreds, er jeg tilfreds”, viste Han mig betydningen, som havde Han sagt: ”Det giver mig rigeligt glæde og lykke, hvis du er tilfreds, og jeg beder ikke om nogen anden belønning for min lidelse”.

Dette åbenbarede Gud fuldt ud for mig, og det var overvældende. Tænk dybt over storheden i Hans ord: ”at jeg virkelig led for din skyld”. For i de ord blev Hans kærlighed udtrykt og den begejstring, Han har over vor frelse.

KT, Amherstmanuskriptet, kapitel 7

 

 

Og med disse trøstende ord svarede vor gode Herre på alle de spørgsmål og den tvivl, jeg nogen sinde ville kunne lægge frem: ”Jeg vil gøre alt godt, jeg skal gøre alt godt, jeg må gøre alt godt og jeg kan gøre alt godt. Og du skal selv se, at alle ting skal blive gode”. Jeg forstår ”Jeg må” som Faderen, ”Jeg kan” som Sønnen og ”Jeg vil” som Helligånden. Når Han siger ”Jeg skal” forstår jeg det som den velsignede Treenighed: Tre personer i én sandhed. Og når Han siger ”Du skal selv se” forstår jeg det som foreningen mellem Helligånden og af alle mennesker, som skal frelses.

Gud ønsker at være omsluttet af fred og hvile gennem disse fem ord, og de viser, at Kristi åndelige tørst engang skal få en ende. For dette er Hans åndelige tørst, kærlighedslængslen, som først skal slukkes, når vi ser alt klart på dommedag. Vi, der skal frelses og skal være Kristi glæde og fryd, er stadig her på jorden og skal blive her til den dag. Derfor er tørsten Hans ufuldkomne fryd, fordi Han endnu ikke har os så fuldt ud, som Han engang skal have.

KT, Amherstmanuskriptet, kapitel 15

 

Noter

1.

Jantzen, Grace M. Julian of Norwich: Mystic and Theologian. SPCK. London 1987: 90

 

2.

Lollarderne: Tilhængere af den engelske Oxfordakademiker, John Wycliffe (ca. 1325-1384), der blev manden bag den første engelske oversættelse af Bibelen. Wycliffe opfattede Bibelen som den eneste reelle autoritet og mente derfor den burde være tilgængelig for alle mennesker. Eftersom alt i denne verden tilhørte Gud, mente Wycliffe kun, man kunne tale om menneskers ”temporal ownership and lordship”. Han anerkendte, at det i en ufuldkommen verden var nødvendigt med politik og kirkelige institutioner, men var indigneret over den måde, datidens kirke i England forvaltede sine midler på. Wycliffe var også imod påkaldelse af helgener, overdreven faste, særmesser og troen på Kristi realpræsens i nadveren. Han sendte fattige præster rundt i England for at prædike sine budskaber. Det førte til dels til bondeoprøret i 1381, hvor ærkebiskoppen af Canterbury blev myrdet. Wycliffe eklærede imidlertid at han lige såvel som han var imod korstog, var imod det voldelige oprør. (William Ragsdale Cannon. History of Christianity in the Middle Ages: From the Fall of Rome to the Fall of Constantinople. Abingdon Press. New York, 1960).

 

”Kærlighedens åbenbaring” er udkommet i dansk oversættelse på Forlaget Boedal. Det er første gang både den korte udgave og den lange udgave af Julians tekst udkommer i skandinavisk oversættelse. Se mere om udgivelsen på www.boedal.dk.

 

Louise Øhrstrøm Poulsen er cand. mag. i litteraturvidenskab.

 

 

(levende Vand 3 2009)

 

 

Teologi og mystik

 

 

Hans Urs von Balthasar - teolog

Af Lars Messerschmidt

 

 

Adrienne von Speyr

Læge, husmor, mystiker:

1902-1967

Af Grethe Livbjerg

 

 

Julian af Norwich

Kærlighedens apostel

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

 

 

”Din længsel er din forening med Gud”

Samtale mellem Peter Halldorf og Wilfrid Stinissen

 

 

Du er bange for din egen skygge

(Uddrag af ”Den tolvte åndelige tale”)

Isak af Syrien

 

Noter

1.

Jantzen, Grace M. Julian of Norwich: Mystic and Theologian. SPCK. London 1987: 90

 

2.

Lollarderne: Tilhængere af den engelske Oxfordakademiker, John Wycliffe (ca. 1325-1384), der blev manden bag den første engelske oversættelse af Bibelen. Wycliffe opfattede Bibelen som den eneste reelle autoritet og mente derfor den burde være tilgængelig for alle mennesker. Eftersom alt i denne verden tilhørte Gud, mente Wycliffe kun, man kunne tale om menneskers ”temporal ownership and lordship”. Han anerkendte, at det i en ufuldkommen verden var nødvendigt med politik og kirkelige institutioner, men var indigneret over den måde, datidens kirke i England forvaltede sine midler på. Wycliffe var også imod påkaldelse af helgener, overdreven faste, særmesser og troen på Kristi realpræsens i nadveren. Han sendte fattige præster rundt i England for at prædike sine budskaber. Det førte til dels til bondeoprøret i 1381, hvor ærkebiskoppen af Canterbury blev myrdet. Wycliffe eklærede imidlertid at han lige såvel som han var imod korstog, var imod det voldelige oprør. (William Ragsdale Cannon. History of Christianity in the Middle Ages: From the Fall of Rome to the Fall of Constantinople. Abingdon Press. New York, 1960).

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk