Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Sr. Sophie OP. Krog

Mirjam, Israels datter

 

Hun kaldtes til en vej, der af hendes eget folk betragtedes som en forbrydelse mod Guds vigtigste bud; at være frugtbare og opfylde jorden.

Den lille synagoge, jeg er blevet indbudt til, er et kedeligt rum, der minder om et hvilket som helst hobbyrum – med undtagelse af Arken med Torahrullerne, placeret ved østvæggen. Jeg er i Jerusalem, og jeg har fået lov til at deltage i slutningen på løvhyttefesten, ”den ottende dag”, dagen der ses som en forudgribelse af eller en forsmag på det evige liv.

Højtiden kaldes også ”Torahens glædesfest”, for hvad er mere naturligt når man fejrer ”den kommende verden” end at glæde sig over Torahen, Guds Ord, som var til før verdens skabelse og som er folkets evige arvelod?

Denne aften danser man med Torahrullerne, og det er denne dans, jeg er indbudt til. I mange ortodokse synagoger, plejer kvinder ikke at deltage i dansen, men her er det ikke sådan. Efter aftenbønnen forsvinder mændene ud på gårdspladsen til deres dans, medens kvinderne tager hele synagogen i besiddelse. Der er mere end et sæt af Torahruller, alle opbevaret i smukke, kunstfærdigt broderede stofhylstre.

Vi danner flere ringe rundt om den kvinde der står i midten og bærer Torahrullerne. Hun danser selv rundt med dem, medens hun samtidig leder sangen:

Lykkkelige er I, Israel, lykkelige er I thi jer har Gud udvalgt og givet jer Torahen til arvelod i Sinais ørken!

Jeg vil juble og glæde mig på Torahens glædesfest, på den dag kommer Davids ætling, på Torahens glædesfest.

Torahen er livets træ og skænker liv til alle, for hos dig er livets kilde.”

Kraften og skønheden hos disse kvinder er nærmest fortryllende. Det er som om der stråler et særligt skær fra deres ansigter, som får mig til at tænke på Moses da han kom ned fra Sinaibjerget efter at have talt med Gud. Alt hos dem udstråler forvisningen om at være udvalgte: holdningen, smilet, deres klare stemmer, ja til og med tøjet! En brud generer sig ikke for at fremhæve sin egen skønhed! Jeg fascineres af deres smukt bundne hovedtørklæder, broderede hatte, sirlige øreringe, kunstfærdige halskæder, farvestrålende veste og fodlange kjoler med guld-og sølvtråde. Det er så sensuelt og fysisk kvindeligt som det er muligt, men uden at være udfordrende eller forførerisk. Deres kroppe er som helligdomme der tager imod og bærer Arken! Er det dem der danser med Ordet, eller er det Ordet der danser med dem? Deres rappe fødder der fyger som hjorteklove over gulvet, er Torahens egne fødder! Og Ordet er i deres hænder, i deres mund og hjerte.

Nogle kvinder bærer deres små børn bundet på ryggen eller hoften medens de danser. Et af dem ser ikke ud til at være mere end nogle dage gammelt. Dets hoved hopper op og ned som på en kludedukke, øjnene og munden er på vid gab, men ikke et skrig! Mor hvirvler rundt, let som en fjer, men alligevel kraftfuldt; enkel som en lille pige, men samtidig følelsesfuldt. Hun er som i inderlig bøn, nej ikke ”som” i bøn, det er bøn! – og i armene bærer hun i et stykke tid de store Torahruller, der synes større end hende selv. Hun læner hovedet op ad dem og lukker øjnene, lige som barnet læner sit hoved op ad hendes ryg. Den lille presses hårdt ind mod hende. Krop mod krop videregives den guddommelige glæde, Guds kærlighed til sit folk, fra mor til barn. Hvilken oplevelse for barnet! Aldrig har jeg set et smukkere billede på ømheden. Aldrig en mere virksom katekese.

Ingen tro er så fysisk som den jødiske. Deres sange og danse er som et kroppenes trosbekendelse. Torahrullerne går fra favn til favn, og kvinderne skiftes til at lede sangen. Nogle ser ud som Miriam efter vandringen gennem det Røde Hav: triumferende, vilde, ekstatiske profetinder. Andre ser forlegne og rørte ud, måske som Rebekka da hun skjulte sit ansigt bag sløret (jf. 1 Mos 24,65). Nogle ser ud som vise matriarker eller som ædle dronninger med stolt løftede hoveder. Sara, Judith, Deborah, Esther, alle er de her! Jomfru Maria sammenfatter dem alle.

Her i aften bliver det helt tydeligt – synligt! – for mig, at Jomfru Maria var alt andet end en bleg statue i en niche! Hun er en fyrstedatter der stamper takten i gulvet medens hendes ånd jubler over Gud.

”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn” (Luk 1,46-49).

Jeg har glemt det meste af det der blev sunget den aften, og meget forstod jeg ikke fordi det hele var på hebræisk. Men kraften kan jeg ikke glemme. Det er med en sådan kraft jeg tror at Maria sang sit Magnificat. Hendes ord sammenfatter den følelse disse kvinde udstråler: Visheden om at være elsket og den spontane, frie respons på en sådan nåde. Også hos Maria blev den guddommelige glæde givet videre krop mod krop. Hun omfavnede Elisabeth, og Johannes som Elisabeth bar i sit skød, begyndte at danse!

Her, denne aften, erfarer jeg et nærvær som får også mig til at danse! Jeg nærmer mig en levende og ”vibrerende” tro, en dyb og intensiv gudsrelation. Det står klart for mig at vor relation til Faderen gennem Kristus, Ordet, ikke erstatter eller ophæver jødernes unikke og privilegerede relation til samme Fader gennem Torahen. Torahen er ”livets træ” hvorigennem det evige liv skænkes på ny og dets bud er den plads, hvor ”jord og Himmel mødes”. Jøderne kalder Torahen for ”Livets og Sandhedens Torah”, den er helt enkelt Vejen til Livet. Når Jesus siger at Han er ”Vejen, Sandheden og Livet”, forstår vi, at Han mener at Han er den levende Torah.

Og Ordet blev kød.

Det er let at indse, at det må have været en jødisk kvinde der tog imod Ordet så radikalt, at hun blev gravid med det. Og inkarnationens mysterium kan ikke have gjort Maria mere desinkarneret end de kvinder, jeg mødte denne aften! Hun er og forbliver en kvinde af kød og blod, en jødisk kvinde. Åndelighed betyder ikke manglende stoflighed, hellighed indebærer ikke at svæve rundt et par centimeter over gulvet i en vag, mystisk tåge, dette om noget kan jøderne virkelig lære os. Guds herlighed, havod, betyder tyngde, vægt, betydning. Det konkrete, legemlige liv er stedet for mødet mellem Gud og menneske.

Maria!

Maria, den ubesmittede, undfanget uden synd, evige Jomfru, Himlens Dronning, kyske Moder – hvordan skal vi kunne tage disse titler til os? Hvad har de med os at gøre? Og med dig, Miriam, Israels datter? Skulle din jomfruelighed have gjort dig mindre legemlig, mindre virkelig, mindre sensuel og lidenskabelig? Absolut ikke!

Som jøde var Maria klar over sit værd som kvinde. Hun vidste at kroppen, og dermed også seksualiteten nød den allerhøjeste værdighed. I den for jøderne helligste af alle hellige tekster – skabelsesberetningen – berettes det at mand og kvinde er skabt i Guds billede. Gennem den sjælelige og fysiske harmoni der skulle råde mellem dem, skulle de genspejle noget af Guds eget væsen.

Men der var selvfølgelig betingelser for dette: I de hebræiske ord for mand og kvinde, ish og ishah indgår de to vigtigste bogstaver i Guds navn, yod og he. Hvis man tager disse to bogstaver væk fra ish og ishah er der kun ordet esh tilbage – det betyder ild. Hvis Gud ikke er nærværende i foreningen mellem mand og kvinde kommer de til at fortære hinanden ligesom ild.

Den jødiske tradition beretter, at de to keruber der vogtede over arken i templet, var vendt mod hinanden, og at den enes ansigt var feminint og den andens maskulint. Det er ikke tilfældigt at billedet på kærligheden mellem mand og kvinde er placeret i det allerhelligste. Foreningen mellem ægtemand og hustru betragtes som gudstjeneste, der findes intet der er renere eller helligere.

Så lad os ikke tro at Maria var hellig og ren, fordi hun var jomfru og fødte sin Søn uden at have haft seksuelt samkvem med en mand. Lad os ikke heller tro at hun forblev jomfru, fordi hun ikke fuldt ud var en moden og sanselig kvinde.

Det gennembrud der sker da Maria blev Guds Tabernakel og Gud og menneske forenedes i hende, kan ikke være resultatet af et ”nej” – nej til kroppen, nej til nydelsen, nej til sanselighed og passion. Det er snarere et voldsomt passionsfyldt ”ja”, et nyt skridt for et menneske, en kvinde, i Abrahams fodspor.

Abraham var den der blev rykket op med rode og førtes ud på endnu utrådte stier. Han forlod land og familie, færdedes i øde og ufrugtbare ørkenområder og blev kaldet til at ofre ikke kun sin fortid, men også sin fremtid: sønnen Isak, bæreren af Guds løfter. Abraham sagde ”ja” og kastede sig blindt ned i troens afgrund: mistede alt. Så fik han alt tusindfold igen, efterkommere så talrige som himlens stjerner. Med Abraham var Gud endelig trængt igennem til mennesket, forbindelsen var oprettet. Den gamle patriark er troens ophavsmand, mønsteret for al frugtbarhed og Guds garant når folkets tro svigter.

Og Maria følger efter, som en ny Abraham. Hun er dronning, ikke fordi hun ser sød ud og har en krone på, men fordi hendes trosakt muliggjorde et nyt gennembrud i menneskeslægtens historie. Hendes ”ja” til Gud – et ja der var en del af hendes væsen livet igennem – kunne ikke være mindre kraftfuldt og radikalt end Abrahams: Det indebar også at gå ad ubetrådte stier og i uvejsomt terræn, udsat og uden faste holdepunkter. Maria skulle forblive jomfru for altid.

I Jakobs protoevangelium (fra anden halvdel af hundredetallet. Det ældste manuskript bærer titlen ”Jomfru Marias fødsel” og forfatteren angives at være Jakob ”Jesu bror”, noget forskningen har sat spørgsmålstegn ved) som er det ældste af de såkaldte apokryfe evangelier, fortælles det, hvordan Maria som meget ung aflagde et kyskhedsløfte og viede sig til Gud i Templet. Josef var en enkemand der accepterede at tage Maria under sin beskyttelse. Han betroede hende senere at tage sig af hans barn fra første ægteskab. Den type tekster er ofte blevet affærdiget som det rene kætteri, mens de i andre sammenhænge er blevet taget gravalvorligt og bogstaveligt. Måske ligger sandheden et sted midt imellem. At der lever spor af disse traditioner i den katolske liturgi, tyder på at der har eksisteret en slags ”troens sjette sans” for at de indeholdt gran af sandhed. Måske handler det om den slags sandhed man finder i de jødiske midrashim, tolkninger af skriften gennem historier, anekdoter og lignelser?

Også i den ortodokse tradition lever traditionen fra protoevangeliet. I den ortodokse kirke i Nazaret kan man i loftet se en vældig ikon der skildrer den Hellige Families flugt til Ægypten og hvor yderligere et barn – en ældre halvbror til Jesus – vandrer ved siden af æselet sammen med Josef.

Men vi behøver ikke søge til apokryfe tekster for at finde støtte for tanken om, at Maria kan have lovet sig selv til Gud, totalt og radikalt, allerede inden bebudelsen.

”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand” (Luk 1,34).

Marias spørgsmål er også temmeligt uforståeligt. Hun var jo forlovet og snart ville Josef tage hende til sig som sin hustru. Der var absolut ingen grund til at spørge hvordan det skulle gå til at hun blev gravid. Maria var ikke den første kvinde i folkets historie der havde taget imod et himmelsk budskab om en mirakuløs fødsel. Da Sara fødte den lovede søn, var Abraham hans far.

Men hvorfor altid jomfru? Hvordan kan noget der er en afskæring af noget af det allerhelligste og menneskeligste i ens liv ophøjes eller være efterstræbelselværdigt i sig selv? Det er netop det der er mysteriets kerne.

Vi kan slå os til blods på beretningen om Abrahams offer af sin søn, Isak. Hvilket usmageligt gudsbillede! Hvilke barbariske rester af en primitiv religiøsitet! Men har vi kæmpet længe nok med teksten – og dens uundgåelige genklang i vort eget liv – må vi før eller senere bøje os for tilværelsens mystiske mønster: Det er ved at acceptere det at blive revet itu og gå under at mennesket finder en frugtbar vej i denne elendige og sønderslidte verden. Visse mennesker går længere end andre på denne vej. Maria gik længst.

Jeg tror det er på dette niveau at vi kan forstå sandheden om Marias jomfruelighed. Hun kaldtes til en vej der af hendes eget folk betragtedes som en forbrydelse mod Guds første bud: Bliv mangfoldige og opfyld jorden. Kunne der findes en dybere sønderslidthed, en brutalere fremmedgørelse og ensomhed? Selv tror jeg at hun, ligesom Abraham, har accepteret denne ”død”, denne sterilitet og afmagt inden Gud brød igennem for at skabe noget nyt: et folk!

”Hvad dette går ud på, kan ikke alle rumme, men kun de, der får det givet.” (Matt 19,11).

Marias vej gik videre. Treogtredive eller fireogtredive år senere gik hun mod et ny troens højdepunkt. Hvor gammel mon hun var, 48 eller 49 nok. Netop den alder der for enhver kvinde symboliserer et vendepunkt i livet, en slags ydre død og en krise der kan kræve det allerhøjeste åndelige beredskab. Ved korset sammenfatter Maria al den smerte der overhovedet er mulig for et menneske. Druen presses, knuses, tilintetgøres. Sværdet trænger helt ned til sjælens rod.

Og i det øjeblik udtaler Maria det ord der muliggør det virkelige gennembrud: Hun siger ”ja”.

Dette ja klinger som et rent skabelsesord midt i urtidens overvældende kaosmagter; dufter som en udsprungen lilje i påskeaftenens blodunderløbne, kvælende mørke; holder ud som den eneste vægter på Jerusalems mure når hele helvede belejrer byen.

Det er ud fra dette ”ja” at jeg kan forstå billedet af Maria som ”Himmelens port”. I hendes efterfølgelse kaldes vi til at give vort eget ja på det tidspunkt i tilværelsen, hvor sværdet når vor tilværelses rod. Og så bryder Himlen igennem.

Marias skønhed går forud for opstandelsen. Hun er det ”sabbatslys” som hun selv tændte hver fredag aften i hele sit liv for at hilse sabbatten velkommen. I påskeaftenens mørke stråler hendes indre lys: Troen som snart skal mættes og gå op i det lys der bryder frem fra graven. Strålende som solen trækker hun sig så tilbage fra historiens scene.

Men hun er og bliver Miriam, Israels datter.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

Sr. Sophie OP er dominikanersøster i Rögle kloster.

 

 

(Levende Vand 2 2009)

 

  

 

Maria

 

 

Hvilken slags sjælesorg

behøver protestanter

 for at få hjælp med Maria?

En samtale om Maria

 

 

Rosenkransens Maria

Af Pil Dahlerup

 

 

Rosenkransen

Af Kirsten Krog

 

 

Ave Maria - Fuld af nåde

Af Jesuitpater Heinrich Ross

 

 

Mirjam, Israels datter

Af Sr. Sophie OP.

 

 

Bøn før pinsen

Af Simeon den Nye Teolog

(942-1922)

 

 

Om Maria

Af Pave Benedikt XVI

 

 

Vidner

Efraim Syreren

– en semitisk kirkefader

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

 

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk