Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Pave Benedikt XVI

Om Maria 

 

Blandt helgenerne er Maria, Herrens moder, et fremragende spejl for al hellighed. I Lukasevangeliet ser vi hendes kærlighedsgerning hos hendes kusine Elisabeth, hvor hun blev ”hen ved tre måneder” (Luk 1,56) for at hjælpe hende i slutningen af graviditeten. ”Magnificat anima mea Dominum”, siger hun ved dette besøg – ”Min sjæl ophøjer Herren” – (Luk 1,46) og udtrykker dermed hele sit livsprogram: Ikke at stille sig selv i centrum, men skabe plads til Gud, som hun møder både i bønnen og i tjenesten for næsten – kun på den måde bliver verden god. Maria er stor, netop fordi hun ikke vil gøre sig selv, men Gud stor. Hun er ydmyg: Hun vil intet andet end være Herrens tjenerinde (jf. Luk 1,38.48). Hun ved, at hun kun bidrager til verdens frelse, når hun ikke ønsker at fuldføre sit eget værk, men helt stiller sig til rådighed for Guds virke. Hun er en håbende. Kun fordi hun tror på Guds forjættelser og venter Israels frelse, kan englen komme til hende og kalde hende til den afgørende tjeneste for denne forjættelse. Hun er en troende: ”Salig er du, som troede”, siger Elisabeth til hende (jf. Luk 1,45). Magnificat er – ligesom et portræt af hendes sjæl – helt vævet af tråde fra den Hellige Skrift, af tråde fra Guds ord. På den måde bliver det klart, at hun virkelig er hjemme i Guds ord, går ud og ind af det. Hun taler og tænker med Guds ord; Guds ord bliver til hendes ord, og hendes ord kommer fra Guds ord. På den måde er det også klart, at hendes tanker følger Guds tanker, at hendes vilje vil sammen med Guds vilje. Fordi hun helt igennem var gennemtrængt af Guds ord, kunne hun blive det menneskevordne Ords mor. Og til slut: Maria er en elskende. Hvordan kunne det være anderledes? Som troende tænker hun i troen med Guds tanker og vil med Guds vilje, hvordan kunne hun så være andet end en elskende? Vi aner det i de stille handlinger, som barndomshistorierne fra evangeliet fortæller. Vi ser det i den diskretion, hvormed hun i Kana er opmærksom på brudefolkenes problemer og bringer dem til Jesus. Vi ser det i den ydmyghed, hvormed hun accepterer at stå i baggrunden under Jesu offentlige virke – i bevidstheden om, at Sønnen nu skal grundlægge en ny familie, og at moderens time først kommer igen i korsets øjeblik, som jo er Jesu sande time (jf. Joh 2,4; 13,1). Så, når disciplene er flygtet, vil det være hende, der står under korset (jf. Joh 19,25-27); og senere, på pinsedagen, vil disciplene samles omkring hende og vente på Helligåndens komme (jf. ApG 1,14).

Helgenernes liv omfatter ikke kun deres jordiske biografi, men også deres liv og virke hos Gud efter deres død. I helgenerne bliver det klart, at den, der går til Gud, ikke går bort fra menneskene, men først for alvor er dem nær. Det ser vi ingen steder tydeligere end i Maria. Den korsfæstedes ord til disciplen, til Johannes og gennem ham til alle Jesu disciple: ”Dér er din mor” (Joh 19,27), bliver gennem alle generationer igen og igen sandt. Maria er virkelig blevet alle troendes mor. Mennesker fra alle tider og verdensdele kommer til hendes moderlige godhed såvel som til hendes jomfruelige renhed og skønhed i deres nød og håb, i deres glæder og lidelser, i deres ensomhed og i fællesskab. Og altid erfarer de hendes godheds gave, erfarer de den uudtømmelige kærlighed, som hun skænker af sit hjertes grund. De vidnesbyrd om taknemmelighed, som hun modtager fra alle kontinenter og kulturer, er en anerkendelse af den rene kærlighed, der ikke søger sig selv, men simpelthen kun vil det gode. De troendes hengivenhed viser tillige en ubedragelig sans for, hvordan en sådan kærlighed bliver mulig: Gennem den dybeste forening med Gud, ved at gennemtrænges af ham, bliver den, der har drukket af Guds kærligheds kilde, selv til en kilde, fra hvis ”indre der skal rinde strømme af levende vand” (jf. Joh 7,38). Maria, jomfruen, moderen, viser os, hvad kærlighed er, og hvor den har sit udspring, sin stadigt fornyede kraft fra. Til hende betror vi Kirken, dens sendelse i kærlighedens tjeneste:

Hellige Maria, Guds moder,

du har skænket jorden det sande lys,

Jesus, din Søn – Guds Søn.

Du har helt overladt dig til Guds kald

og er på den måde blevet en kilde til godhed,

som strømmer fra ham.

Vis os Jesus. Før os til ham.

Lær os at kende og elske ham,

så vi også selv kan blive sande elskende

og kilder til levende vand

midt i en tørstende verden.

Fra rundskrivelsen Deus caritas est (Gud er kærlighed) 2006.

 

(Levende Vand 2 2009)

 

  

Maria

 

 

Hvilken slags sjælesorg

behøver protestanter

 for at få hjælp med Maria?

En samtale om Maria

 

 

Rosenkransens Maria

Af Pil Dahlerup

 

 

Rosenkransen

Af Kirsten Krog

 

 

Ave Maria - Fuld af nåde

Af Jesuitpater Heinrich Ross

 

 

Mirjam, Israels datter

Af Sr. Sophie OP.

 

 

Bøn før pinsen

Af Simeon den Nye Teolog

(942-1922)

 

 

Om Maria

Af Pave Benedikt XVI

 

 

Vidner

Efraim Syreren

– en semitisk kirkefader

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

 

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk