Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Vidner

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

 

 

Sebastian Olden-Jørgensen

Efraim Syreren – en semitisk kirkefader 

  

Hvis man kaster et blik på den sum af teologi, spiritualitet og liturgi, som har præget det kirkelige liv i vores kulturkreds, så er den i alt væsentligt græsk og romersk (latinsk). Det er de store græske teologer fra Origenes til Johannes af Damaskus og de tilsvarende latinske fra Tertullian til Gregor den Store, der har lagt den grund, som senere generationer har bygget videre på og til stadighed er vendt tilbage til for at søge inspiration. Det er så selvfølgeligt for os, at vi næsten kan glemme, at kristendommen faktisk ikke opstod i den græsk-romerske kulturkreds, men i den semitiske (hebraisk, aramæisk, syrisk, arabisk). At vi har det Ny Testamente på græsk er det første og største vidnesbyrd om, hvor hurtigt og gennemgribende kristendommens universelle dynamik kom til udfoldelse, men alligevel gælder det jo stadig, at ”frelsen kommer fra jøderne” (Joh 4,22). Vores almindelige moderne erfaring og verdensbillede tilsiger os også, at mellemøsten og den semitiske verden er ikke-kristen, dvs. jødisk og muslimsk, men det er kun delvis sandt og i hvert fald fuldstændig historieløst. I oldkirken bredte kristendommen sig ikke kun mod vest ind i den græsk-romerske verden, men også mod øst i områder med semitiske sprog som f.eks. det nuværende Syrien, dele af Tyrkiet og Irak.

I oldtiden udfoldede der sig i disse mellemøstlige områder et rigt kirkeligt liv, som i vid udstrækning forsvandt af syne på grund af den muslimske ekspansion fra midten af 600-tallet. I nyere tid er der blevet gjort et stort arbejde for at genopdage denne tabte verden, bl.a. fordi man har været fascineret af tanken om en kristendom, tæt på sine jødiske rødder og ubesmittet af græsk filosofi. Denne lidt romantiske forestilling om en autentisk ”semitisk” kristendom skal man nok være varsom med, men dybt fascinerende er det alligevel at få placeret en oldkirkelig semitisk tradition side om side med den mere velkendte græske og latinske arv.

Blandt repræsentanterne for denne semitiske kristendom er Efraim Syreren (ca. 306-373) nok den mest kendte og interessante. I østkirkerne æres han som helgen og kaldes ”Helligåndens harpe”, men også Jeronimus kendte og værdsatte ham. Det er ikke så meget, vi med vished ved om hans liv. Han stammede fra Nisibis (nu Nusaybin i det østlige Tyrkiet på grænsen til Syrien) og havde en hedensk far og en kristen mor. Han levede som munk og diakon, hvilket indebar forkyndelse og undervisning. I 363 flygtede han til Edessa (i dag Urfa i Tyrkiet, godt 200 kilometer længere mod vest), da kejser Jovinian afstod Nisibis til perserne, og kristenforfølgelser truede. I Edessa levede han som eneboer i en hule uden for byen og virkede som lærer, forfatter og bodsprædikant. Han har efterladt sig et større antal hymner, bibelkommentarer og dogmatisk-polemiske værker fra denne tid. Meget af dette blev hurtigt oversat til græsk, men også til armensk, arabisk og ætiopisk, men bortset fra udvalgte bidder af hans hymner, der blev optaget i den byzantinske liturgi, blev han efter en tid glemt og først genopdaget i 1700-tallets begyndelse.

Genopdagelsen skylder vi Joseph Simeon Assemani (1687-1768), der tilhørte den maronitiske kirke i Libanon, en af de såkaldte unerede kirker, dvs. med egen østlig liturgi og organisation, men i enhed med Rom. Den maronitiske kirkes liturgiske sprog er netop syrisk, det sprog Efraim skrev på, og de regner Efraim for ”deres profet”. Efter studier og præstevielse i Rom drog Assemani i 1715-17 og atter i 1735-38 ud på rejser til Ægypten, Libanon og Syrien for at samle håndskrifter og andre antikviteter til de pavelige samlinger. I oldgamle klostre i den nitriske ørken i Egypten fandt han bl.a. syriske håndskrifter fra 500-tallet med Efraims hymner, og sammen med sin nevø Stephanus Evodius Assemani udgav han 1732-46 Efraims samlede værker i seks bind på syrisk og græsk med latinsk paralleloversættelse.

Den moderne forskning har kritiseret Assemanierne for at være lovlig frie i den latinske gendigtning, og man er i dag også mere restriktiv mht., hvilke værker, der regnes for autentiske, samtidig med at nye tekster er dukket op. Heldigvis har en tysk benediktiner, Edmund Beck, gjort det til sit livsværk at lave en kritisk udgave af hymnerne, så her står vi nu på sikker grund. Det har betydet, at en gruppe syriske hymner om Maria ikke længere anses for at være autentiske, og det ville nok have bedrøvet pave Benedikt XV, som i 1920 udnævnte Efraim til kirkelærer. I øvrigt ville det nok hverken have gjort fra eller til, for de autentiske hymner er interessante nok også med hensyn til Maria. Hun spiller f.eks. en vigtig rolle i den store cyklus af hymner, som knytter sig til Herrens fødsel, der på den tid i den syriske kirke fejredes i forbindelse med festen for Herrens åbenbarelse (epifani) den 6. januar. Efraim kalder selv disse hymner for ”vuggeviser”, fordi de knytter sig til Herrens fødsel, og nogle af dem er lagt i munden på Maria og henvendt til Jesus-barnet.

Dermed rammer Efraim kernen i al ægte Maria-fromhed: Jesus er i centrum, men set og forstået med udgangspunkt i Maria. Indlevelsen i hendes erfaring bliver til en fordybelse i menneskevordelsens mysterium og en lovprisning af det (se hymne 5 nedenfor). Men Efraim går også skridtet videre og spørger, hvad det gør ved Maria, og selv om han af de ovennævnte grunde bruger et sprog, der er renset for den græske og latinske teologis fagudtryk, så er det ikke svært at se paralleler til den mariologi, som siden udfoldedes sig i både øst og vest (hymne 28 nedenfor).

Efraim skrev også andre hymner, f.eks. om paradiset, om påsken og troen, og fælles for dem alle er den enkle, folkelige form med op til et par hundrede strofer af fire til tolv vers med et fast antal stavelser og et fast omkvæd. Det er læredigte, nærmest en slags kateketiske prædikener, der sandsynligvis er blevet sunget for folket i forbindelse med gudstjenesterne.

De følgende uddrag af to af hymnerne om Herrens fødsel er oversat fra fransk efter oversættelsen i ”Sources Chrétiennes” nr. 459 Éphrem de Nisibe: Hymnes sur la nativité, ved François Graffin SJ & François Cassingena-Trévedy OSB, Paris 2001, der bygger på den ovennævnte Becks syrisk-tyske udgave af hymnerne fra 1959. Uddragene yder selvfølgelig ikke Efraim nogen retfærdighed. For det første fordi man selvsagt ikke kan gengive Efraims syriske poesi, hvis spændstige billedsprog, alliterationer, ordspil og rim skal forlene originalen med en uforlignelig rigdom, variation og klangfuld harmoni. For det andet fordi der her kun kan blive tale om små uddrag. Men lidt har også ret, som man ofte og med rette siger.

 

Hymne 5

1.   Se her er den måned,

      som helt igennem

      bringer glæde:

      frihed til slaverne,

      stolthed til de frie,

      kranse til dørene,

      fryd til kroppene;

      i sin kærlighed

      pryder den (os) med purpur

      som for en konge.

      Omkvæd: Ære være dig,

      jomfruelighedens elskelige barn!

 

 

2.   Se her er den måned,

      som helt igennem

      bringer sejr,

      frigør ånden,

      tugter kroppen,

      føder livet

      hos de dødelige;

      dens kærlighed lægger

      guddommelige klæder

      over menneskene.

 

 

3.   I denne måned

      strækker slaverne sig ud

      på deres måtter

      og de fribårne

      på deres tæpper

      og kongerne

      på deres divaner:

      i en krybbe,

      for universets skyld,

      hviler universets Herre!

 

 

4.   O Bethlehem,

      kong David

      var klædt i udsøgte klæder

      Davids Herre,

      Davids Søn,

      skjuler i klude

      sin majestæt,

      gør af sit svøb

      en herlighedens klædning

      til menneskeden!

 

 

5.   På denne dag

      byttede vor Herre

      ved sin ydmyghed

      herligheden ud med skammen,

      fordi Adam i sit oprør

      havde byttet

      sandheden ud med ondskaben;

      den Gode havde medynk med ham;

      hans retsindighed overvandt

      oprørerne.

 

      [...]

 

 

20. Den dag, da Gabriel

      trådte ind

      i mit fattige hjem,

      blev jeg pludselig

      en ædel frue og en tjenerinde:

      For jeg er en tjenerinde

      for din guddommelighed

      men også moder

      til din menneskelighed,

      Herre og Søn!

 

 

21. Tjenerinden blev pludselig

      til en kongedatter

      ved dig, Kongesøn!

      Se, hvordan i Davids hus

      i kraft af dig,

      du Kongesøn,

      den ydmyge,

      jordens datter,

      ved den Himmelske

      når til Himlen!

 

 

22. Hvor jeg dog forundres!

      Han sover hos mig,

      Barnet, den Gamle af dage,

      hvis blik hviler

      på hele himlens kreds,

      mens hans mund

      uden ophør pludrer.

      Hvor han dog ligner mig,

      Ham hvis tavshed

      taler med Gud!

 

23. Hvem har nogensinde set et spædbarn,

      hvis blik ser alt, overalt?

      Hans syn er som –

      for det er ham, der styrer

      hele skaberværket

      fra det høje til det lave -

      hans blik er som

      en hærfører,

      som behersker alt.

 

 

24. Hvordan skal jeg åbne

      en kilde af mælk

      for dig, som er Kilden?

      Hvordan skal jeg mon

      give næring

      til dig, der fra dit bord

      giver næring til alt?

      Hvordan skal jeg nærme mig kludene,

      du er svøbt i,

      dig, som er klædt i stråleglans?

 

 

Hymne 28

5.   Lad os sige:

      Er det en jomfru?

      Undfangelsen modsiger det;

      Er det en mands kvinde?

      Jomfruelighedens tegn protesterer;

      Lad os sige:

      Er det en jomfru og også en mands kvinde?

      Men der er kun ét legeme,

      og det tillader os ikke at tale sådan.

      Et under og et mirakel for de kloge,

      En pine og en plage for de skriftkloge:

      Jomfruelighedens tegn var skjult

      og brysterne fyldt med mælk.

      For alt dette skal han være priset!

 

 

6.   I denne verden fremkalder

      undfangelsen begærlighed

      og vækker i lemmerne

      det kødelige begær:

      Din undfangelse var ren;

      den udslettede, fjernede begæret

      og dets uro fra dine lemmer;

      hellighed og renhed er bredt ud over dig

      og har fyldt dig og vasket dig

      med deres hellige strømme så godt,

      at når man ser dig, siger man:

      Hvem er hun dér,

      den helt herliggjorte?

 

 

7.   Det undfangne Væsen,

      værdigt til lovprisning,

      har selv indprentet sig

      som et segl i din ånd;

      og selv efter sin fødsel

      var han så nærværende i dig,

      at dine lemmer fuldstændig strålede

      af hans herlighed;

      over din skønhed hvilede

      hans kærligheds slør,

      og hans salvelse var udgydt

      over hele dit væsen;

      du vævede ham en klædning;

      han bredte sin herlighed ud

      over alle dine lemmer.

 

Sebastian Olden-Jørgensen, phd, lektor i historie ved Københavns Universtitet, med i Levende Vands redaktion

 

  

(Levende Vand nr. 2 2009)

 

 

 

Maria 

 

 

Hvilken slags sjælesorg

behøver protestanter

 for at få hjælp med Maria?

En samtale om Maria

 

 

Rosenkransens Maria

Af Pil Dahlerup

 

 

Rosenkransen

Af Kirsten Krog

 

 

Ave Maria - Fuld af nåde

Af Jesuitpater Heinrich Ross

 

 

Mirjam, Israels datter

Af Sr. Sophie OP.

 

 

Bøn før pinsen

Af Simeon den Nye Teolog

(942-1922)

 

 

Om Maria

Af Pave Benedikt XVI

 

 

Vidner

Efraim Syreren

– en semitisk kirkefader

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

 

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk