Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Monica Papazu

Forfølgelse i Rumænien 

 

Levende Vand 4. årg. nr. 2, 1991, havde som tema: Forfølgelse og åndelig udvikling - Østeuropa. Det var en samling meget stærke vidnesbyrd fra kristne, der på deres krop og i deres ånd havde oplevet fængsel og fangelejre. De var samlet og kommenteret af Monica Papazu.

Disse vidnesbyrd er præget af håb. Et håb der defineres af Vaclav Havel: ”Håb er en åndens og hjertets orientering, der rækker ud over det umiddelbart levendes verden og er forankret et fjernere sted, bag dens grænser. … Håb er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening - uden hensyn til hvordan det går. Jeg tror altså, at det dybeste og vigtigste håb, det eneste, som er i stand til trods alt at holde os oven vande og tilskynde os til gode gerninger, og som er den eneste rette kilde til det svimlende i den menneskelige ånd og til dens stræben, det håb henter vi så at sige ”Andetstedsfra.”

Vi gengiver her en enkelt af disse tekster.

 

”Han har kaldet mig til fængslet …”

I årene 1949-1953 kom den rumænske kvindelige journalist Nicole Valéry til at lære fængslets og arbejdslejrenes virkelighed at kende: det gentagne natlige forhør, torturen, de daglange rejser i hermetisk lukkede togvogne, det udmattende arbejde, omgangen med kriminelle, prostituerede, politiske fanger, og med ortodokse, katolske og unerede nonner. Efter at være flygtet til Frankrig, udgav hun erindringsbogen ”Bénie soistu, prison…” (”Velsignet være du, fængsel…” - Plon, 1976), som udgør et vidnesbyrd om åndelig modstand og om den åndelige udvikling gennem lidelsen.

Nicole Valéry formåede nemlig at give sin lidelse betydningen af at være en lidelse til livet, at forstå straffen som en prøvelse, og historiens grusomhed som udtryk for fælles og for en dybt personlig skyld. Ud af en indre nødvendighed fulgte hun den vej og den opfordring, som Berdiaev allerede i 1919-1923 havde formuleret for dem, der stod overfor revolutionens ulykke. Det drejede sig ikke om skyld overfor en verdslig og uretfærdig magt, som hun, ligesom Fader Calciu og ligesom Solsjenitsyn, vidste sig uskyldig overfor, men om den skyld, som hvert menneske i sin fejlbarlighed bærer overfor Gud.

Fængselsstraffen blev for hende en konfrontation med hendes egen samvittighed, og en uafbrudt dialog med Kristus, på én gang dommer og fortrøster.

”Efterhånden som min tanke fik rod i Ham [Jesus], dukkede en streng dommer op i mig, som satte sig til at afsløre, fra min samvittigheds dyb og fra mit livs fjerneste år, alle de synder, de mangler, som havde været indhyllet i glemsel…”

”…Strakt på min seng, sådan som fængselssreglementet krævede, ransagede jeg alle de år jeg havde levet inden jeg overgav mig til Kristus, det ene øjeblik efter det andet. Ved kronologisk at genopleve den ene dag efter den anden, takket være en pludselig opvågning af min hukommelse, lykkedes det mig at drage alle mine fejl frem i lyset. Alle mine gerninger, mine tanker, mine urigtige, uretfærdige handlinger, som var blevet glemt eller var blevet skjult for mig selv, steg igen op til overfladen for at blive ”stillet for retten”. Jeg var alene overfor Gud.” Den mønstergyldige selvransagelse, som Nicole Valéry skildrer her, peger på den forståelse af ”dommedagen” her og nu, på opdagelsen af samvittighedens absolutte instans, som Vaclav Havel også gav udtryk for i sine egne breve fra fængslet: ”Hans dommedag udspiller sig nu, uafladeligt, til stadighed - og er samtidig altid og på ny den yderste dag …”

Vaclav Havel tillagde nemlig fængselsstraffen en afgørende positiv betydning. På den ene side som muligheden for at bekræfte sine ord med sit liv, på den anden side som lejlighed til en nødvendig selvransagelse og selvfordybelse:

”Jeg kunne trods alt ikke lade være med at spørge mig selv om, hvorfor jeg egentlig ”måtte” handle som jeg måtte, hvorfra dette bud udgik.”

Dette spørgsmål fører direkte til Gud og til Gudsforholdet, som Vaclav Havel kom til at definere klarere og klarere i sine ”Breve til Olga,” sit dybeste filosofiske værk. I den gentagne refleksion udkrystalliseredes for ham bevidstheden om Gud som ”min samvittighed”, ”mit håb”, ”min frihed” og ”verdens hemmelighed”. Gud som ”den absolutte horisont”, hvorfra meningen med menneskelivet udgår, og i hvilken menneskets frihed, ansvar og værdighed er grundfæstet.

For Nicole Valéry var fængselsstraffen ikke en tilfældighed, ikke en absurd, og derved tilintetgørende lidelse. Den var blevet givet hende som en håndsrækning. Den indebar en kalden, som hun viste sig rede til at følge.

”Jeg er i fængslet - skriver hun - fordi Jesus har beredt for mig her et helligt møde, for at rense mig, styrke min tro og opbygge mig åndeligt.” ”Han har kaldet mig til fængslet, og jeg venter lydig på, at Han må modellere mig.”

Sådan opfattet bliver fængslet til initiation i ordets stærkeste forstand. En indlæringstid - Lehrjahre - hvor mennesket ændrer sine veje og modner sit hjerte for at blive en ny person. Lidelsen hører op med at være en konfrontation med umådelige destruktive kræfter, og bliver til en dannelsesproces, menneskets væsens modellering efter Guds vilje og kærlighed.

Langt fra at være passivitet og underkastelse, indebærer lidelsen en skabende åndelig handling. ”Herren tillader aldrig, at prøvelsen overstiger vore kræfter. Derfor må jeg aldrig sige: ‘Jeg kan ikke mere’eller ‘Frels mig herfra’.”

”Jeg må udnytte tiden bag tremmerne til at ændre mig åndeligt, blive nyttig for de andre, lære tålmodigheden, opofrelsens værdi for næsten, uden nogensinde at nære spor af had mod dem, der torterer mig.”

Det primære, det som alt andet udgår fra, er hendes vilje til at tage imod lidelsen, hendes fulde accept af Korset. (Af den grund bestræbte hun sig konstant på at modstå fristelsen til at bede Gud om at hjælpe sig derfra). For alene den lidelse, der er accepteret, og følgelig oplevet som meningsfuld, ejer Korsets egentlige kraft. Integreret til Korset opdager mennesket, at byrden allerede er delt. At i stedet for selv at bære Korset, er det Korset der bærer mennesket frem. Mod horisontens linje, hvor himlen og jorden mødes, mod den indre horisont.

 

Det frelsende Ord

I begyndelsen af sit fangenskab, indespærret i enecellen som i en grav, hvorfra alene det natlige forhør trak hende ud, opdagede Nicole Valéry pludselig en dag, da hendes vilje og bevidsthed syntes at være blevet brudt op, bogstaver, ord, ridset med næsten utydelige linjer i muren: ”Herre, du alene giver mig styrke. Du alene kan befri mig herfra.” Den styrke, som ordene talte om, gennemtrængte hende, og bragte hende tilbage til bevidstheden.

Med en blommesten, som det lykkedes hende at skjule, gav hun sig bagefter til at indridse Evangeliets ord, som hun huskede, bønner og salmer i muren. Hun ville give det eneste og det bedste hun ejede til andre mennesker, bringe dem hjælp i deres prøvelsesstund.

Nogle år efter, blev det givet Nicole Valéry at møde en kvindelig fange, som havde lidt i den celle. Efter flere mislykkede forsøg på at begå selvmord, nedbrudt af det vedvarende forhør, havde hun opgivet sig selv og ventede kun på dødens befrielse. I den afgørende time kom hun til at skelne ordene på muren. Disse ord, fortalte hun senere, reddede hendes ”liv”, hendes ”forstand”, og fik hende til ”at genfinde det åndelige liv”.

 

Monica Papazu er mag. art. i litteraturhistorie

  

(Levende Vand 4 2008)

 

.    

Lidelse - i troens lys

 

 

Guds ja i Kristus kan bære igennem vore lidelser og åbne udsigten over graven

Elisabeth Glenthøj

 

Den indstrømmende Gud

Thomas Sjödin

 

Guds velsignelse i sort papir

Kirsten Krog samtaler med Brita Krarup

 

Ord fra den udelte kirke

Uddrag af en inderlig bøn til Helligånden

Af Simeon den Nye Teolog 949-1022

 

Pascals bøn om at gøre god brug af sygdom

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

Kom og vær mit lys

Af Moder Teresa

 

Kristenforfølgelsen i Kina i det tyvende århundrede

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Forfølgelse i Rumænien

Af Monica Papazu

 

Vidner

Pater Pio

Af Lissie Lundh

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk