Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Kirsten Krog samtaler med Brita Krarup

Guds velsignelse i sort papir

 

Da jeg kontaktede Brita Krarup - som på det tidspunkt var dødelig syg af cancer - for at høre, hvorvidt hun ville være med i et interview til dette nummer af Levende Vand, var hendes spontane reaktion, at hun måske ikke var den rette til at tale om lidelsen, eftersom hun ikke først og fremmest har oplevet sin sygdom og de smerter og følelser af magtesløshed, der følger med, som en lidelse, men snarere som Guds velsignelse i sort papir. Men netop, fordi dette er hendes erfaring, er det hun har at sige så væsentlig; for hvem ønsker ikke at kunne lære at modtage det svære i livet af Guds hånd og derigennem erfare, hvad Paulus mener, når han siger, at ”alt virker sammen til gode for dem, som elsker Gud” (Rom 8,28a). Jeg satte derfor Brita stævne til en snak om det svære i livet, og om hendes erfaring med Guds omsorg og fred midt i smerten.

 

En ungdom i depressionens tegn

Brita Krarup, som er kendt i vide kristne kredse, arbejdede i en årrække som det hun selv kalder medvandrer for mennesker, der kæmper med livets mørke sider, ikke mindst i form af følelsesmæssige sår. I den forbindelse havde hun adskillelige samtaler med mennesker og havde derudover også en omfattende kursus- og foredragsvirksomhed. Men det var ikke givet fra begyndelsen, at dette skulle blive hendes vej. Hun fortæller: ”Jeg begyndte ret tidligt at have problemer med depressioner, og fra jeg var 18 til 24 år var jeg mere eller mindre konstant på antidepressiv medicin og kom til sidst så langt ud, at jeg ikke længere magtede at leve, så jeg samlede en stor portion sovepiller. Jeg tænkte, at, selvom jeg var klar over, at det ikke er rigtigt at tage sit eget liv, så ville Gud nok bære over med mig, fordi han vidste, at jeg havde prøvet at finde ud af at leve, uden at det var lykkedes. Men da jeg var 24 år fik jeg i stedet for at finde min død et meget afgørende møde med Helligåndens kraft, og fra da af havde jeg det måske ikke helt godt - for der var mange kampe at tage med de neurotiske, deprimerede, selvopslugte og selvmedlidende tanker, som jeg havde haft - men der var sket noget i mit liv, som gjorde, at jeg fik et fuldstændigt andet perspektiv på livet. Jeg fik en fornyet tillid til, at Gud ville lære mig at leve i denne verden, og at jeg ikke var alene om det, men kunne hente kraft fra ham.” Da Brita var i 30´erne, blev hun klar over, at Gud kaldte hende til at leve som enlig, kun for ham, og i den forbindelse var hendes bøn, at hun måtte få et frugtbart liv. Efterhånden begyndte mere og mere af hendes tid at gå med at give det, hun selv havde erfaret, videre til andre, der havde det svært, og som havde set, hvordan Gud havde ændret hendes liv. Til sidst måtte hun opgive sit arbejde som sygehjælper og har siden brugt al sin tid på at hjælpe dem, der har det svært med at leve.

 

Kræftsygdommen

Tilbage i 1993 fandt Brita Krarup så en knude i det ene bryst. Allerede inden hun fik stillet diagnosen cancer, havde hun fået vished om tre ting: knuden var ondartet, hun ville komme til at dø af det, og sidst, men ikke mindst, alt var vel. Derfor kom det da heller ikke bag på hende, da diagnosen blev stillet, og i visheden om sin kommende død opstod der, som hun siger det ”et kostbart bånd mellem Jesus og mig”. De tanker om døden, som fulgte med cancerdiagnosen var derfor diametralt forskellig fra de tanker hun havde, da hun led af depression: ”Tankerne dengang var fyldte af mørke, men nu, når jeg tænker på døden, er det tanker, der er fyldt med glæde.” I dag næsten 15 år efter, at Brita fik fjernet knuden i brystet, har canceren bredt sig til knoglerne, og hun har meget stærke smerter, som bliver dulmet med morfin. Alligevel siger hun: ”Dette forløb har indeholdt en stribe af velsignelser, selvom papiret har været sort. Kræft er jo ikke i sig selv en velsignelse, men forløbet har alligevel været så meningsfyldt for mig.”

 

Tag livet af Guds hånd!

Når man udefra ser Brita Krarups livsportræt, synes det primært at være malet i mørke farver: En ungdom i psykisk afmagt, et arbejde som medvandrer for mennesker, for hvem livet af den ene eller den anden grund er svært, og en livsafslutning præget af en langvarig og smertefuld kræftsygdom. Alligevel får man en hel anden opfattelse, når man taler med hende. Det er tydeligt, at Brita netop, som hun siger, har oplevet det svære i sit liv som Guds velsignelse i sort papir; ja, hun går så langt, at hun siger: ”Jesus har været grænseløs god mod mig igennem hele mit liv; overbærende, fuld af kærlig opmuntring og nænsom ved alle mine skrøbeligheder.” Derfor er det også oplagt at spørge hende, hvordan hun har erfaret, at Gud bruger smerten i sin plan: ”Når man oplever smerten, afmagten og tabet af at kunne styre sit eget liv, bliver man på en hel afgørende måde afhængig af Gud og må læne sig tættere til ham, og netop det har jeg oplevet som en vinding.” Brita pointerer, at det er afgørende, hvilke forventninger og hvilken holdning vi har haft til livet før det svære rammer os. Har man en forventning om, at livet skal være rimeligt smertefrit, vil det slå hårdt, når man f.eks. bliver bremset af en dødelig sygdom, og spørgsmål som ”Hvorfor lige mig?” og ”Hvad har jeg gjort, siden det skal ramme mig?” ødelægger ens fred og tillid til Gud. Når man oplever smertefulde ting, er det vigtigt, at man lærer at modtage livet, som det er af Guds hånd, så man kan favne både de gode og lyse dage og de svære og mørke dage. Selv har Brita aldrig forventet, at livet skulle være let, og hun har derfor heller aldrig følt behov for at spørge Gud om, hvorfor hun har fået cancer.

 

At arbejde med sit fokus

Brita Krarup understreger også vigtigheden af at arbejde med sit fokus og siger: ”Jeg har under min sygdom lært, at jeg ikke skal se på mig selv, min afmagt og min kommen til kort overfor det, jeg gerne vil, men i stedet have mit fokus opad imod Gud, som elsker mig, men også udad mod mennesker, som er omkring mig. For et år siden, da jeg havde en periode, hvor jeg havde ret mange dårlige dage, tog jeg en beslutning om, at jeg som mål hver dag ville være til velsignelse for én. Det kunne enten være at skrive et kort med en kærlig hilsen, tage telefonen, bede for vedkommende, eller hvad jeg nu kunne finde på. Der er noget fantastisk grundlæggende i dette, hvor man kommer ind i et kredsløb af velsignelser. For jeg erfarede jo, at det ikke bare var en rigtig ting at gøre, men at jeg selv blev så beriget af det, når jeg kunne være til glæde for en anden. Ind imellem fik jeg respons tilbage på nogle af de meget små og korte hilsner, jeg havde sendt, hvor folk fortalte, at de var blevet glade og opmuntrede - og så blev jeg også glad og opmuntret. Så det med at arbejde med mit fokus, har været noget, der har været meget centralt for mig og har løftet mig igennem de tunge dage.”

 

Guds fred findes altid

Brita fortsætter: ”Noget af det, jeg har oplevet, og som Gud har lært mig, er, at Guds fred altid findes et eller andet sted, og for mig er det et spørgsmål om at finde ind dér, hvor freden er. Det handler ikke om at sige: ´Gid han dog ville give mig sin fred´; den findes og den er der.” Brita taler ud af erfaring. Hun fortæller, hvordan hun har metastaser i bækkenet og i noget af rygsøjlen, og hun har fået at vide, at hvis der danner sig metastaser helt nede i den allernederste del af rygsøjlen, vil det betyde, at hun bl.a. kan få følelses- og styreforstyrrelser og på andre måder miste kontrollen over kroppens funktioner. Hvis dette sker, skal hun indenfor 24 timer i strålebehandling. En dag fik hun så symptomer, der kunne indikere, at canceren havde spredt sig og blev grebet af panik. Hun blev akut indlagt på rigshospitalets traumecenter for at blive MR-scannet: ”Jeg lå i otte timer og ventede på at blive scannet, og mens jeg lå dér, oplevede jeg, at Guds fred var så tyk omkring mig, at den næsten var til at skære i, og jeg nåede dertil, hvor jeg kunne sige: ´Hvis det er kommet dér til, hvor jeg bliver lammet og ikke kan styre mine kropsfunktioner, så er det i orden for mig, for du vil være hos mig, du vil hjælpe mig og give mig det, der skal til for at kunne bære det´.” Heldigvis havde canceren ikke bredt sig, men denne erfaring har naturlig nok gjort et dybt indtryk på hende: ”Det ikke at være i stand til at bruge og styre sin krop, som man vil, er i sig selv et tab, men jeg erfarede her, at Guds fred var så virkelig. Guds fred er ikke noget automatisk, men den er noget meget, meget virkelig, når man bevæger sig derind, hvor den er og siger: ´Jeg er i dine hænder, og alt er vel!´.” Samtidig er denne oplevelse blevet en forvarsel om, at Gud også vil være der med sin fred, den dag canceren griber endnu mere om sig, for som Brita siger: ”Jeg tænker på denne oplevelse som en gave og en måde at gøre mig fortrolig med det, som kommer.”

 

Med Gud i smerten

Jeg kan ikke lade være at spørge hende om, hvordan hun formår at holde blikket fæstet på Gud midt i de værste smerter, for kan smerterne ikke blive så stærke, at man ikke formår andet end at tænke på, at det gør ondt? Til det svarer hun: ”Mit kristenliv har aldrig været båret oppe af stærke følelser af, at Gud er der. Han har meget mere lært mig at tro på, at han er der. Derfor har jeg aldrig været dér, hvor jeg har tvivlet på, at jeg er i hans hænder, og jeg har heller ikke været der, hvor jeg har glemt det. Men det er fordi han hele mit liv har været en integreret del af, hvem jeg er. Det er en stor gave at have fået det ind i sin bevidsthed så tidligt, at han findes, og at han er der og altid vil være der. Jeg husker på et tidspunkt, hvor jeg lå tre uger på rigshospitalet med voldsomme smerter; men det, som gjorde det til at holde ud, var lige så stille at nævne Jesu navn. Så jeg har endnu aldrig været dér, hvor jeg ikke kunne forholde mig til Guds nærvær i smerten, netop fordi jeg ikke forbinder det, at han er hos mig, med nogle bestemte følelser. Det er som en konstant viden.”

 

Et lyst fremtidshåb

Til denne konstante viden hører også fremtidshåbet om en evighed i forening med Jesus. Når Brita Krarup kommer ind på dette lyse fremtidsperspektiv stråler hendes øjne af glæde, og stemmen får en lysere klang: ”Jeg er på vej hjem til et liv med Gud, hvor der ikke længere vil være lidelse, sygdom og død. Der vil ikke være nogen form for ondskab, og jeg vil selv være blevet fri af alt det i mig, som jeg så ofte har kunnet være ked af, alt det, som har været præget af mine begrænsninger og min syndighed. Glæden over at være på vej ind i et liv, hvor disse ting ikke findes, og tanken om, at Jesus er gået bort for at berede et sted for mig, som er fri for al synd og syndens følger, kan gøre mig fuldstændig lykkelig. Så meget, som jeg er i stand til det, elsker jeg ham jo, men jeg har endnu ikke set ham. Jeg glæder mig til at skulle se Jesus, og den glæde giver jeg god plads for. P.g.a. kræften tænker jeg, at mødet med ham er kommet lidt tættere på.” Mens jeg hører hende tale om himlen, mindes jeg, da jeg ikke længe efter, at hun havde fået diagnosen brystkræft, hørte hende tale om sin kommende død på en måde, som talte hun om sit forestående bryllup. På trods af det menneskeligt set upassende i det, kunne jeg ikke andet end glæde mig på hendes vegne. I evighedens lys får smerten, lidelsen, ja selv døden et andet perspektiv.

 

Brita Krarup døde i 2011.

Kirsten Krog, mag. art. i nordisk litteratur.

 

(levende Vand 4 2008)

 

 

Lidelse - i troens lys

 

Guds ja i Kristus kan bære igennem vore lidelser og åbne udsigten over graven

Elisabeth Glenthøj

 

Den indstrømmende Gud

Thomas Sjödin

 

Guds velsignelse i sort papir

Kirsten Krog samtaler med Brita Krarup

 

Ord fra den udelte kirke

Uddrag af en inderlig bøn til Helligånden

Af Simeon den Nye Teolog 949-1022

 

Pascals bøn om at gøre god brug af sygdom

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

Kom og vær mit lys

Af Moder Teresa

 

Kristenforfølgelsen i Kina i det tyvende århundrede

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Forfølgelse i Rumænien

Af Monica Papazu

 

Vidner

Pater Pio

Af Lissie Lundh

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk