Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Jan Ulrik Dyrkjøb

Fatima

 

Det er den 4. april 1919. Det er i de første måneder efter Første Verdenskrigs ophør, og en influenzaepidemi hærger Europa. Den spanske syge bliver influenzaen kaldt. Epidemiens tredje bølge går netop i foråret 1919 hen over Europa og slår på verdensplan op imod femogtyve millioner mennesker ihjel. Det er flere end det antal soldater og civile, der er gået til i den store krig.

Vi er i den lille landsby Aljustrel i Portugal. Den ligger omkring hundrede kilometer nord for Lissabon. Der er kun få og små huse i landsbyen. Sammen med andre små bebyggelser udgør den sognet Fátima. Beboerne er småbønder, der dyrker den stenede og karrige jord og lader deres små fåreflokke finde græsning på bakker og i lavninger. Oliventræerne vokser spredt og nogle steder tættere. Når man i dag går op over højdedraget oven for landsbyen, finder man skygge under nogle af de samme oliventræer.

I foråret 1919 er også landsbyen Aljustrel præget af den store epidemi. Mange er syge, og også familien Marto er hårdt ramt. Både moderen og børnene er syge. Kun faderen er rask og gør, hvad han kan, for at passe den syge familie.

På denne forårsdag, den 4. april, dør et af børnene. Det er Francisco. Han er ti år og nogle måneder gammel. Han har været syg siden efteråret, og hans tilstand er langsomt blevet værre. Sygdommen er langtrukken og smertefuld. Ligesom i mange andre tilfælde har en alvorlig lungebetændelse udviklet sig, og Francisco har et godt stykke tid haft svært ved at trække vejret.

Men Francisco har båret alt med den største tålmodighed. Han har tilbragt det meste af tiden med bøn. Hans tanker har været samlet om ”at trøste Jesus” og så om det, der i snart to år har været hans livs hovedtanke, at han snart kommer i himlen.

Et par dage før har præsten i Fátima besøgt Francisco, og dagen før har han for første gang modtaget nadveren. Han har længtes efter denne første kommunion. Nu er han lykkelig. Midt på formiddagen, da det stærke sollys vælder ind ad vinduerne i det lille hus, dør Francisco ganske stille. Hans livsmål er nået.

Franciscos lillesøster Jacinta er også syg. Da Francisco dør, er hun lige fyldt ni år. Hendes sygeleje bliver endnu længere og endnu mere smertefuldt end Franciscos. Sygdommen angriber hendes lunger og hendes knogler. Hun pines især af et ulægeligt sår i brystet. Hen over sommeren er hun indlagt et par måneder på det lokale sygehus i distriktets hovedby Vila Nova de Ourém. I januar det følgende år bliver hun bragt til Lissabon, hvor hun først må opholde sig på et børnehjem. I begyndelsen af februar bliver hun indlagt på Dona Stefánia hospitalet, hvor hun gennemgår en smertefuld og i realiteten udsigtsløs operation og dør kort tid efter. Det er den 20. februar. Jacintas mor har fulgt hende til Lissabon, men hun er bundet af sine forpligtelser derhjemme og har måttet tage tilbage. Så Jacinta kommer til at dø alene i en fremmed by.

 

Dybe åndelige erfaringer

Forud for Franciscos og Jacintas sygdom og død er der sket store ting. Sammen med deres lidt ældre kusine Lucia dos Santos har børnene fået givet en række dybe og vidtrækkende åndelige erfaringer, som fuldstændig har forandret deres liv. Lucia var begyndt at gå ud med sine forældres fåreflok i syvårsalderen, sådan som det var almindeligt i landsbyen. Det var i slutningen af året 1914. Først i 1916 kunne Francisco og Jacinta slutte sig til Lucia. Jacinta var ganske vist endnu ikke helt gammel nok, men fik alligevel lov at gå med sin ældre kusine og sin storebror. De tre børn gik ikke i skole og kunne altså på denne tid hverken læse eller skrive.

I løbet af året 1916 begyndte der at ske noget helt særligt for de tre små hyrder. De blev langsomt og omsorgfuldt, men også med klar konsekvens, ført ind i en overnaturlig virkelighed. Først så de en skikkelse, der var som en sky. Det var bare et flygtigt syn.

En dag i foråret 1916 viser en engel sig for børnene. Englens udseende er som en ung mands. Da han står lige foran børnene, siger han: ”Vær ikke bange! Jeg er Fredens Engel. Bed sammen med mig!” Englen knæler ned, bøjer sig helt ned og rører jorden med panden, og børnene gør spontant denne bevægelse efter. Englen gentager tre gange den samme bøn: ”Min Gud, jeg tror, jeg tilbeder, jeg håber, og jeg elsker dig! Jeg beder dig om tilgivelse for dem, der ikke tror, ikke tilbeder, ikke håber og ikke elsker dig.” Så siger englen til børnene, at de skal bede således, og at Jesu og Marias hjerter vil være opmærksomme på deres bønner.

En eftermiddag i løbet af sommeren ser børnene igen englen. Han opfordrer dem til at bede for syndere og bringe ofre til Gud og fortæller, at Jesus og Maria har en plan med dem. Lucia spørger englen, hvordan de skal bringe ofre, og får at vide, at de skal gøre alt, hvad der kan være et offer, til et offer. Frem for alt skal de lydigt bære den lidelse, som Gud vil sende dem.

Om efteråret ser børnene endnu engang englen. Den holder en alterkalk, hvorover der svæver et hvidt alterbrød, hvorfra der falder dråber af blod ned i kalken. Straks efter slipper englen kalken og falder ned foran den i tilbedelse. I en bøn (der gentages tre gange) frembærer englen Jesu ”legeme, blod, sjæl og guddommelighed” som et offer, der skal sone al bespottelse og ligegyldighed over for Kristus selv, og englen beder også for ”stakkels synderes omvendelse.” Derefter giver englen børnene brødet og vinen at spise og drikke.

Bøn, offer, nadverens sakramente. Det er optakten og indgangen til den egentlige åbenbaring. Lucia, Francisco og Jacinta lever fra første færd helt op til de opgaver og det kald, de får. Med det samme får de en fuldstændig sikker overbevisning og fuldstændig klarhed over de åndelige sandheder, som englen meddeler dem.

 

Det uskabte lys

Der går nogle måneder. Den 13. maj 1917 er det i det år søndagen før Kristi himmelfarts dag. Lucia, Francisco og Jacinta er med deres familier til søndagsmesse i Fátimas sognekirke og går derefter som sædvanlig ud med deres fåreflok. De kommer til en lavning et par kilometer fra Aljustrel. Stedet kaldes Cova da Iria (og omkring dette sted ligger i dag byen Fátima). Da de går ned i lavningen, ser de først et lynglimt og straks efter en kvinde klædt i hvidt, der viser sig for dem stående oven over et lavt træ, en steneg. Lucia beretter:

Hun var mere strålende end solen og udsendte et lys, der var mere klart og stærkt end lyset fra et krystalglas fyldt med brusende vand, når solens stråler skinner gennem det. Vi standsede dybt forundrede foran dette syn. Vi var så tæt ved hende, bare ganske få meter, at vi blev badet i det lys, der omgav hende, eller som snarere lyste fra hende. Så talte Vor Frue til os: ”Vær ikke bange! Jeg vil ikke gøre jer noget ondt.” ”Hvor er du fra?” ”Jeg er fra Himlen.” ”Hvad vil du mig?” ”Jeg er kommet for at bede jer om at komme i seks måneder i træk, på den 13. dag og på denne tid af dagen. Jeg vil senere fortælle jer, hvem jeg er, og hvad jeg ønsker. Bagefter vil jeg vende tilbage endnu en syvende gang.”

Børnene får at vide, at de alle tre vil komme i himlen. Dog skal Francisco først ”bede mange rosenkranse.”

Jomfru Maria spørger dem: ”Er I villige til at ofre jer selv til Gud og bære alle de lidelser, han vil sende jer, som en genoprettende handling for de synder, som har krænket ham, og som en bøn for synderes omvendelse?” ”Ja, det er vi villige til.” ”Så vil I komme til at lide meget, men Guds nåde vil være jeres trøst. ”

Lucias beretning om denne dag slutter:

Da hun udtalte disse sidste ord, ”Guds nåde vil være jeres trøst,” åbnede Vor Frue sine hænder for første gang og sendte os et lys, der var så stærkt, at da det strømmede fra hendes hænder, gennemtrængte dets stråler vore hjerter og vore sjæles inderste dyb og gjorde, at vi så os selv i Gud, som var det lys. Og så, bevæget af en indre tilskyndelse, som vi også fik givet, faldt vi på knæ og gentog i vore hjerter: ”O, Helligste Treenighed, jeg tilbeder dig! Min Gud, min Gud, jeg elsker dig i det mest velsignede sakramente!”

Efter nogle øjeblikke talte Vor Frue igen: ”Bed rosenkransen hver dag for at opnå fred i verden og krigens afslutning.” Så begyndte hun med ophøjet ro at rejse sig og forlod os i østlig retning, indtil hun forsvandt i rummets uendelighed. Det lys, der omgav hende, syntes at åbne en sti foran hende ind i himmelrummet, og det var derfor vi sommetider sagde, at vi så himlen åbne sig.

 

Lyset og den himmelske skønhed

Jomfru Maria holder, hvad hun har lovet. Hun kommer til Lucia, Francisco og Jacinta i de følgende måneder til og med oktober. Den sidste og syvende åbenbaring i rækken finder sted den 16. juni 1921, dagen før Lucia rejser hjemmefra til en kostskole i nærheden af Porto.

Men allerede den første åbenbaring den 13. maj rummer i virkeligheden alt det væsentlige. Der er lyset og skønheden. Det er det første og på sin vis det største i alle åbenbaringerne. Jomfru Maria er ubeskrivelig smuk. Jacinta udbryder den ene gang efter den anden: ”Åh, sikken en smuk dame!” Og så det lys, hun udstråler! Og allermest det lys, der helt gennemtrænger børnene og rækker helt ind i deres inderste! Lucia, Francisco og Jacinta erfarer det, der i den kristne mystik er blevet kaldt det uskabte lys, lyset før lyset.

De tre små hyrder møder en virkelighed, der er overjordisk, men samtidig så stærk, at den helt kommer til at fylde deres sind og give deres liv en klar retning, som de senere ikke afviger fra. Det er på én gang fjernt fra deres daglige virkelighed og mere virkeligt end noget andet. De er fra den første dag ikke et øjeblik i tvivl om, at deres mål er at komme i himlen, og de længes inderligt efter at nå målet. De har jo en kort stund erfaret, hvad himlen rummer.

  

Offer

Allerede englen har opfordret børnene til at bringe ofre til Gud. Og Jomfru Maria spørger dem, om de er villige til det. Man skal lægge mærke til, at hverken englen eller Jomfru Maria beordrer dem til noget. De bliver opfordret, og de bliver spurgt, og de giver deres tilsagn. I den kommende tid bliver ofret et grundtema i deres liv. De pålægger sig selv mange former for afkald i hverdagen. De må tåle meget, også fra deres familier og byfæller og fra de mange mennesker, der opsøger åbenbaringsstedet og børnene. Lucia oplever, at åbenbaringerne bringer splittelse i hendes familie. Hendes far dør allerede i sommeren 1919, og hendes mor må gennem en alvorlig sygdom (som hun dog overlever på Lucias forbøn). Og ikke mindst kommer Francisco og Jacinta jo gennem svære lidelser, inden de dør, henholdsvis ti og ni år gamle.

Ofret, afkaldet, lidelsen er et mysterium, som vi ikke til fulde kan forstå. At alt dette kan indgå i forholdet til den levende og skabende Gud, der vil os alt godt, det kan ikke bringes på begreb.

Vi må snarere se det som led i et drama. Dramaet om verdens synd -”verdenssynden”, som teologen Hans Urs von Balthasar kalder den - og menneskenes frafald fra troen, tilbedelsen, håbet og kærligheden. Vi skal hele tiden huske, at åbenbaringerne i Fátima finder sted på et afgørende tidspunkt i den moderne verdens tilblivelse. Det er under den verdenskrig, som er den første af det tyvende århundredes store krige. Det er kort før oktoberrevolutionen i Rusland, der betyder den ateistiske kommunismes gennembrud og bliver optakten til uhørte grusomheder mod millioner af mennesker. Og endelig finder åbenbaringerne sted i et land, hvor den moderne sekularisme netop i tiden omkring Første Verdenskrig farer aggressivt frem mod kirke og kristendom.

Ofret ved afkald og lidelse modsvarer det frafald og den fjernhed fra Gud, der ligger som et mørke over verden. Men vi skal allermest huske, at der bag alle ofre, som har betydning for troen, ligger det ene offer, som sammenfattes i ordene fra Getsemane have: ”Ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.” Det ene offer er alle ofres eneste virkelige begrundelse og eneste sandhed.

 

Bøn

Det allerførste, der sker i rækken af åbenbaringer, er, at englen lærer børnene tilbedelse og bøn, og bønnen forbliver hele vejen igennem det grundlæggende i kaldet og i børnenes liv. Den 13. maj 1917 pålægger Jomfru Maria dem at bede rosenkrans hver dag, og den 13. juli lærer hun dem, at de efter hvert af rosenkransens led skal bede: ”O min Jesus, tilgiv, frels os fra Helvedes ild, led alle sjæle til himlen, særlig dem, der mest behøver det.”

Lucia fortæller, at Jomfru Maria ved den første åbenbaring siger, at Francisco skal bede ”mange rosenkranse,” før han kan komme i himlen (Francisco så Jomfru Maria, men hørte ikke hendes stemme, så Lucia måtte fortælle ham, hvad der var blevet sagt). Det forstår man umiddelbart ikke, for Lucia skildrer Francisco som en virkelig kontemplativ sjæl. Men da Lucia i en høj alder ser tilbage på det, der skete for så mange år siden, siger hun, at dette særlige budskab til Francisco skal forstås som en opfordring til os alle. Francisco får den opgave at være forbillede i bønnen for os alle. Lucia siger også, at han netop bliver pålagt rosenkransbønnen (ligesom hun selv og Jacinta naturligvis også bliver det), fordi det var den mest umiddelbart tilgængelige bøn for børnene. De kendte den i forvejen som daglig bøn i familierne. Budskabet til Francisco handler altså simpelthen om vedholdende bøn. ”Bed uophørligt,” skriver Paulus i det, der måske er det ældste skrift i Det Nye Testamente (1 Thess 5,17).

Lucia understreger budskabet ved at tilføje, at det er vanskeligt for mennesker at blive frelst uden bøn. Vi er svage, og vi svigter. Vi får kun den styrke vi har brug for - den styrke der gives med nåden - hvis vi mødes med Gud i bøn. Og så citerer Lucia Jesu ord i Getsemane have: ”Våg og bed for at I ikke skal falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.”

  

Inspirationen fra Fátima

Fátima og de andre store åbenbaringer fra moderne tid (Rue du Bac i Paris, Lourdes i Sydfrankrig, Beauraing og Banneux i Belgien samt nogle ganske få andre) er forklarligt nok blevet genstand for skepsis og afvisning såvel som for sensationslyst. Når vi taler om Fátima, har den sensationsprægede interesse nok mest gjort sig gældende i forhold til det såkaldte solunder, som fra begyndelsen bebudes af Jomfru Maria, og som finder sted den 13. oktober og ses af mange tusind mennesker, og til den profeti, som de tre børn får givet af Jomfru Maria den 13. juli. Profetien går under betegnelsen Fátimas ”hemmelighed.” Lucia afslører først de to første dele af denne profeti i en beretning fra 1941, og den sidste del af profetien er først blevet offentliggjort af pave Johannes Paul II i 2000 i forbindelse med Franciscos og Jacintas saligkåring.

Profetiens tre dele handler om de store farer, der truer verden og menneskene: fortabelse, krige, ateismens opkomst, forfølgelse af kirken, og peger på vejen til at overvinde farerne: bod, omvendelse, at vi med Jomfru Marias rene og udelte hjerte som forbillede vender os til Gud og først og sidst frelsen ved Kristi kors, den frelse som martyrernes blod vidner om. I profetiens første del ser de tre børn et kort øjeblik et billede af selve fortabelsen og gudsforladtheden. Lucia gengiver det således:

Vor Frue viste os et stort hav af ild, som syntes at ligge i jordens dyb. Neddykket i ilden befandt sig dæmoner og sjæle, der havde skikkelse som mennesker. De var ligesom gennemsigtige brændende gløder, og de var alle sammen sortbrændte eller bronzebrune, og de flød omkring i den store brand. Det ene øjeblik blev de løftet op i luften af de flammer, der udgik fra deres eget indre sammen med store skyer af røg. Det næste øjeblik faldt de ned i alle retninger ligesom gnister i et stort bål, uden tyngde og ligevægt, midt i skrig og stønnen af smerte og fortvivlelse, som forfærdede os og fik os til at skælve af frygt. Dæmonerne kunne skelnes i kraft af deres skrækindjagende og frastødende lighed med frygtelige og ukendte dyr, der alle sammen var sorte og gennemsigtige. Dette syn varede kun et øjeblik. Hvordan kan vi nogensinde være tilstrækkelig taknemmelige mod vor venlige Himmelske Moder, som allerede havde forberedt os ved, i den første åbenbaring, at love at tage os med til Himlen. Hvis ikke det havde været sådan, tror jeg, vi var døde af skræk og rædsel.

Lucia siger det meget præcist. Hun og Francisco og Jacinta erfarede allerede i den første åbenbaring det himmelske lys og fik løftet om at komme i himlen. De erfarede det himmelske lys. De blev gennemtrængt af det. Fortabelsen så de på afstand et kort øjeblik, som man ser et billede. Himlens virkelighed blev både erfaring og håb for dem. Fortabelsen fik de lov at se som den store fare.

Himlen er ikke en fjern og uvirkelig tilstand. Himlen er virkeligheden, sådan som Gud selv ser den og vil den. Det er den guddommelige virkelighed i hele sin fylde. Det er den rene glæde og den højeste skønhed. Helvede er en tilstand af evig adskillelse fra Gud. Dér virker Guds skabende og fornyende kraft ikke mere, og præcis derfor må billedet af helvede være et billede af skræk, smerte, forvrængning og hæslighed. Det er dybest set et billede af uvirkelighed.

 

Hyrderne fra Fátima er forbilleder

Lucia, Francisco og Jacinta starter ikke en bevægelse. Faktisk beslutter de den første dag, den 13. maj, at de slet ikke vil sige noget til nogen om det, de har erfaret. Det er blot, fordi den kun syv-årige Jacinta alligevel ikke kan lade være at fortælle derhjemme, hvad der er sket, at åbenbaringerne overhovedet begynder at blive kendt. Meget af det, vi nu ved, bliver først kendt langt senere, efter at Lucia har skrevet sine beretninger (Hendes første to beretninger blev nedskrevet i 1935 og 1937 og de næste to i 1941).

Lucia dos Santos og Francisco og Jacinta Marto er forbilleder. Alt, hvad de ser og hører under åbenbaringerne, tager de helt umiddelbart til sig, og de påtager sig deres kald med enestående udholdenhed og konsekvens og på trods af al modstand og uforstand. Ved at indoptage og leve det, som de erfarer, bliver de selv en del af budskabet fra Fátima. De skal ikke kopieres, men de skal inspirere os. Kristenlivet er aldrig et kopieret liv, men altid et inspireret liv,

hvor vi frit lever og forandrer os, ikke som andre er, men som dem, vi selv er.

 

Jan Ulrik Dyrkjøb er pastor emeritus.

 

 

Litteratur

Der findes en glimrende bog om Fátima på norsk af Peter Bernhard Bjerke: Mirakelet i Fátima 1917. Århundrets Mariaåpenbaring i lys av Bibelen (Maximilian Kolbe Utgivelser, 1998). Lucias beretninger er udgivet på portugisisk og på hovedsprogene af Secretariado dos Pastorinhos, Fátima.

 

 

 

 

Seerne fra Fátima

Lucia dos Santos, født 22.3.1907, død 13.2.2005.

Francisco Marto, født 11.6.1908,død 4.4.1919, saligkåret 13.5.2000.

Jacinta de Jesus Marto, født 11.3.1910, død 20.2.1920, saligkåret 13.5.2000.

Francisco og Jacinta var fætter og kusine til Lucia, idet Lucias far og Franciscos og Jacintas mor var søskende.

Lucia forlod Aljustrel i 1921 og kom på kostskole i nærheden af Porto. Hun indtrådte i 1925 i Den Hellige Dorothea af Vilars søsterkonkregation, først i Pontevedra og senere i Tui i det nordvestlige Spanien. I 1948 fik hun tilladelse til at forlade søsterkongrationen og indtræde i karmeliterordenen. Hun levede derefter indtil sin død i karmeliterklostret i Coimbra i Portugal under klosternavnet Søster Lucia Maria af Jesus og det Uplettede Hjerte.

Alle tre seere ligger i dag begravet i basilikaen ved åbenbaringsstedet i Fátima.

 

(levende Vand 3 2008)

 

Taler gud til os?

 

 

Fátima

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Åbenbaringsgaver

Ole Skjerbæk Madsen

 

Han lærer de ydmyge sin vej!

Elisabet Ahrensbach

 

Hvorfor taler Gud ikke til mig?

Grethe Livbjerg

 

Ikke fordi du har lovet mig Himlen

Tilskrevet Frans Xaver SJ (1506-52)

 

Lad Gud skrive dagsordenen

Henri J. M. Nouwen

 

Ord fra den udelte kirke

Johannes Cassian (ca. 350 – ca. 435)

 

Vidner

Marie-Antoinette de Geuser

Kirsten Krog

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk