Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Grethe Livbjerg

Hvorfor taler Gud ikke til mig?

 

Ovenstående spørgsmål nagede for en del år siden en kvinde der henvendte sig til mig. Vi talte lidt sammen om hendes liv, og det var helt klart, at Gud havde ledet hende, snart ved en indre dragning, så gennem et skriftsted eller en bog der havde talt til hende, eller gennem noget andre havde sagt - i tilbageblik så vi et mønster, hvor det ikke var svært at se, at Gud både havde været tegneren og den der havde bragt værket til udførelse.

Men det var ikke så underligt, at hun kunne stille dette spørgsmål, for hun levede tæt på en for længst afdød kvinde, der ustandseligt fortalte om, at nu havde Gud sagt det til hende, nu havde Han sagt det. Ja, hun foretog sig intet, uden Gud direkte havde talt til hende. Som om Gud ikke havde givet hende evne til selv at tænke!

Jeg måtte i forbindelse med hende ofte tænke på Johannes af Korsets ord om, at forestillingen er djævelens slagmark. Hvor meget af det hun troede var Guds stemme, var i virkeligheden hendes egen forestilling? Nå, hendes intention var god: Hun ville gøre Guds vilje, så Han har nok i sidste ende taget hånd om afsporingerne.

Vi behøver evnen til at bedømme, den evne som ørkenfædrene dyrkede så intenst.

Antonius - den store ørkenfader - samlede en aften sine disciple omkring sig. ”Hvilken gave er den bedste?” spurgte han, ”jeg mener den vej, som kan hjælpe os at undfly djævelens snarer og fristelser.”

Den første svarede: ”Det er at faste og våge. På den vej renses og forædles sjælen, så at vi kommer nærmere Gud.”

Den anden svarede. ”Den selvvalgte fattigdom er størst. At frigøre sig fra personlige ejendele er den mest effektive måde at hindre de verdslige bekymringer i at snøre sindet ind i sine klæbende tråde.”

Den tredje svarede: ”Gode gerninger, udført i barmhjertighed mod vor næste må være det vigtigste. Jesus siger jo: ”Jeg var hungrig og I gav mig at spise.”

Sådan fortsatte samtalen hele aftenen, alle gav deres bud på hvad der var vigtigst for at forblive i Guds nærhed.

Da alle havde talt, tog Antonius selv til orde:

”I har alle talt vel, og alt det I har sagt er både nødvendigt og nyttigt for den, som søger Gud og længes efter hans nærhed. Men intet af det I har taget op, indtager den forreste plads. Lad mig minde jer om, at der findes dem blandt os, som har gjort alt det, I har nævnt: en del har udholdt strenge faster og våget hele nætter, andre har søgt langt ind i ørkenen og valgt at leve så fattigt, at de kun med nød og næppe har kunnet overleve, andre har givet alt det bort, de ejede, så de til sidst dårligt havde klæder på kroppen. Alligevel er mange af disse brødre faldet fra og er blevet bedraget.”

”Hvorfor gik de vild?” fortsatte Antonius og gav selv svaret: ”jeg mener at det var fordi de manglede bedømmelsens gave. Gaven at skelne mellem ånderne.”

Den gave er altid vigtig. Men måske kan man sige at den er særlig vigtig i vor tid, hvor det religiøse billede er så mangefarvet og ofte forvirrende, hvor det svirrer i luften med kanaliseringer og budskaber, der påstås at komme fra Gud eller jomfru Maria. Hvor en del er godt og sundt, hvor meget er ligegyldigt fromt, og hvor en del er tvivlsomt.

Men denne dømmekraftens gave daler ikke bare ned fra himmelen til os, den må modtages i stilhed og bøn. Det enkleste er at afvise alle åbenbringer, visioner, auditioner, i det hele taget afvise, at Gud meddeler sig til os. Og ikke så få teologer gør dette. Men man kan også spørge: Hvordan har man i traditionen forholdt sig til ”alt dette?”

 

Paulus og Korinth

Da Paulus hørte rygter om, hvordan man i Korinth så åbenbart misbrugte Helligåndens gaver i løsslupne gudstjenester, må han have været fristet til at sige stop ”Hold op med tungetale, profeti, det forvirrer jer bare og skaber uro.” Mangen nutidig snusfornuftig præst og vejleder har reageret sådan.

Men Paulus skriver til dem: ”Stræb efter åndsgaverne, men især efter at tale profetisk” (1 Kor 14,1). Selv om de er så forvirrede angående tungetale, at man efter Paulus´ beskrivelse kan forestille sig deres sammenkomster præget af en højlydt snakken i munden på hinanden med ord, som ingen forstår, så skriver Paulus: ”Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer,” og han udtrykker som sit ønske at de alle taler i tunger.

Paulus udslukker ikke Ånden, men han lægger vægt på, at Gud er ordenens og ikke forvirringens Gud. Hvor Helligånden får lov at råde, vil Han give sine gaver, men også skabe fred og ro, ja kriteriet på ægtheden er freden.

Paulus formaner: ”Stræb efter åndsgaverne, men især efter at tale profetisk.”

Er vi lydige mod ham? Og hvad vil det sige at tale profetisk?

Da Gud befalede Moses at tale til Israels folk, vægrede han sig: Han kunne ikke tale. Gud sagde til ham: ”Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige.” Men Moses fortsatte sin modstand: ”Herre, send dog en anden.” Da blussede Guds vrede op mod ham. Men Gud henviste ham til hans bror Aron: ”Han skal tale til folket på dine vegne, han skal være mund for dig” (2 Mos 4, 10 ff). Aron skulle være den mund, der udtalte det profetiske ord, som Moses fik fra Gud.

At være profet er at være en andens mund - Guds mund. Men for at kunne være det, må man lytte, ja mere end det: optage Guds ord i sig i lighed med profeten Ezekiel og Johannes på Patmos, der hver skulle sluge en lille bog: Ordet skulle assimileres i hele deres person for at de kunne udtale det profetisk.

Vi har måske en lidt forvirret opfattelse af, at profetisk tale er noget i retning af at stille sig op og sige: ”Så siger Herren …” Men at tale profetisk kan ske ved køkkenbordet under en formiddagskaffe med naboen. Måske lang tid efter kan denne sige: ”Kan du huske hvad du sagde til mig dengang? Det kom til at betyde så meget for mig.” Da har man været Guds mund. Uden at vide det, uden at tænke over det.

Man siger om Therese af Lisieux, at der ikke var noget ekstraordinært i hendes liv. Hun fortæller, at hun ikke hører Herrens røst, men at han lægger ned i hende, hvad hun skal sige til novicerne, som hun i en ganske ung alder er blevet leder for. De blev ofte forbavsede: ”Hvis jeg havde lagt månen ned for hendes fødder, kunne hun ikke have betragtet mig med større forbavselse … jeg følte tydeligt at Vorherre var meget nær, og at jeg, uden at lægge mærke til det, ligesom et barn havde sagt noget, som ikke kom fra mig, men fra ham.” Therese var Guds mund, hun talte profetisk - men det bør jo også være normalt for en kristen.

Tre gange i mit liv har jeg meget markant oplevet profetisk tale. Den ene gang under besøg hos den sydfranske mystiker, Marthe Robin. Hun kendte mig ikke, jeg fortalte hende ganske kort om min situation, og hun talte klart ind i den med opmuntrende ord. Til andre har hun profeteret om deres kald. En anden gang var under en retræte med en fransk dominikaner. Jeg havde ikke talt med ham, jeg var blot en anonym deltager i en stor flok. Men under den personlig forbøn sidste aften udtalte han en profeti, som lyste op i en særdeles vanskelig situation, jeg da var i. Han sluttede med: ”Ret dig op,” og jeg både mentalt og fysisk rettede mig op. Den tredje gang var ved skærmen! Jeg havde over nettet lyttet til et foredrag af en Dostojefski-kender, som blev holdt på en stor svensk konference. Da han var færdig, trådte en anden leder frem; jeg skulle til at slukke, da jeg regnede med, at der ville komme praktiske oplysninger som ikke vedrørte mig, men så profeterede han. Jeg følte, at disse ord var lige til mig, tårerne bare løb - og når jeg siden er kommet til at tænke på dette, har jeg erfaret hvor sand og opmuntrende denne profeti var. ”Stræb efter nådegaverne, og især efter at tale profetisk!”

 

Guds ord er lys på min vej og lygte for min fod

Netop nu læser jeg - igen - kirkefaderen Athanasius´ bog om Antonius, den bog, som har været obligatorisk læsning i klostrene, og som har haft umådelig indflydelse langt uden for klostermurene. Den bog berører dybt. Selv om der har været diskussion om, hvorvidt forfatteren opfandt sin helt eller denne har virkelig levet - hvad der nok ikke kan være tvivl om - så føler jeg i læsningen et livsfællesskab med et menneske, der i kultur og livsform er milevidt fra mig.

Som ung mand hørte han i gudstjenesten Jesu ord: ”Sælg alt hvad du har og kom så og følg mig.” Det var Guds klare tale til ham, og han adlød.

Beskrivelsen af Antonius´ kamp mod dæmonerne - fristelserne - fylder en stor del af bogen. Rationalismen har set dette som den tids forklaringer på fristelser - og som de illusioner, der kan opstå i ødemarken. Men de svarer jo til Skriftens tale om djævelen der går rundt som en brølende løve, søgende hvem han kan opsluge. Antonius bruger det våben, som Paulus anbefalede: ”Åndens sværd, som er Guds ord” (Ef 7,17). Han havde et indre forråd af disse ”sværd” og altid ét parat når djævelen angreb ham.

Det samme havde Johannes af Korset. Hvis man fjernede de direkte og indirekte bibelcitater fra hans værker, var der ikke meget tilbage. Han havde mediteret Guds ord, så det var blevet en del af ham. Guds ord blev både en lygte for hans egen fod og for utallige andres.

Hvis nogen klager over, at Gud ikke taler til dem, kan man svare: Jamen, så åbn dog din Bibel! Dér finder du Guds rene tale, mens al anden påstået Guds tale skal bedømmes - og med Bibelen som prøvesten.

Den største og bedste arv jeg har fået fra mit hjem, er kærligheden til Guds ord. Det var den kilde, man levede af. Min mormor blev i sine sidste år senil og mere og mere forvirret. Men midt i hendes forvirring kom sandheden om hendes liv frem: Til sidst gentog hun kun ord fra Bibelen. Især fra Sl 51 ”Tag ikke din hellige Ånd fra mig; glæd mig igen med din frelse,” igen og igen, mens hun gik rundt om bordet. Her var hvad hun havde levet på i et liv med megen sorg. Af de syv børn hun havde født, døde de fem som små. Det var de kilder, jeg også lærte at øse af. Og neden under alt det som i dette vækkelsesmiljø kunne være fordrejet, religiøst og psykologisk, strømmede de rene kilder.

Daglig bibellæsning var lige så selvfølgeligt som at børste tænder. Som 13-årig fik jeg min egen Bibel, og den er som en slags åndelig dagbog, for i margen står datoer og små bemærkninger, som viser, at netop det ord har talt til mig. Når man har en indre rigdom af bibelord, så kan Helligånden til enhver tid trække et ord frem og med det tale direkte ind i en aktuel situation. Jeg kan ofte undres over, at et ord, som jeg ikke længe har læst eller tænkt på, pludselig står klart med en indre autoritet og kaster lys over vejen netop nu. Som en lygte for min fod og et lys på min sti.

 

Gud har talt til os ved sin Søn

Den for længst afdøde dominikaner pater Gregoire fortalte mig engang, at han hvert år i advent glædede sig til Johannes af Korsets fest, hvor dennes måske mest kendte tekst blev læst i breviaret:

”Da Han gav os - som Han gjorde - sin Søn, som er Hans ene og eneste Ord, sagde Han alting til os ved dette Ord, én gang for alle. Han har ikke mere at sige … Hvis man derfor i dag ville udspørge Gud eller begære syner og åbenbaringer, ville man synes at begå en forseelse mod Gud ved ikke at rette øjnene helt og holdent mod Kristus og søge Ham alene” (Fra Bestigningen af Karmelbjerget).

Den tekst er blevet brugt til afvise al profeti. Gud har jo ikke mere at sige!

Johannes af Korset levede i en tid, der ligner vores i dette, at man søgte ekstraordinære oplevelser. Med dette som baggrund formanede han til ikke at søge noget sådant.

Men at han selvfølgelig regnede med, at Gud taler direkte til os, kan vi se af, at han giver os vejledning i at bedømme de indre stemmer vi mener at høre.

Johannes af Korset siger, at af ekstraordinære erfaringer er substantielle indre ord de mest ægte. De opleves som taler en anden person ind i sjælens centrum uden brug af sanserne. Det sker som oftest pludseligt, og ordene skaber straks, hvad de udtaler. Er man f.eks. urolig, kan ordene være: ”Vær i fred” - og man er straks i fred. Engang hvor jeg var træt og forvirret, lød det klart i mig: ”Hvil i mig,” og jeg kom straks ind i en fredfyldt hvile. Guds ord skaber hvad det nævner.

Anderledes forholder Johannes sig til successive ord - længere tankerækker - som også synes at udtales af en anden person. De kan komme fra Gud, men de kan også komme fra den onde - eller fra ens egen fantasi. Om dem siger Johannes af Korset, at vi ikke skal vise dem nogen opmærksomhed, men kun være optaget af at rette vores vilje mod Gud selv.

Hos ørkenfædrene finder vi bedømmelseskriterier, som har dannet grundlag for hele den kristne sjælesorgstradition: Helligånden taler med fred. Han kan formane, måske påvise synd, men altid i fred. Ignatius af Loyola integrerede dette i sine øvelser og taler da om ”trøst.” Helligånden er trøstens ånd. Men den onde ånd giver uro, forvirring.

Freden er vores vejviser. Hvis vi mister den, må vi spørge: Hvornår? Hvordan?

Men vi må også lære at skelne mellem den ydre fred, den vi får ved bare at skubbe problemerne ind under tæppet. Den holder ikke. Og så den indre fred, som kan bestå trods alle angreb udefra.

 

At lytte til sit hjerte

I dag hører man ofte mennesker sige, at de lytter til deres hjerte - eller til deres mavefornemmelse. Det lyder smukt og kan være det. Men hvad forstår de ved hjertet - mavefornemmelsen? Er hjertet for dem følelsernes centrum, så de i virkeligheden lytter mere til deres følelser end til deres forstand? ” … fra hjertet udgår onde tanker,” siger Jesus. Ordet ”hjerte” er altså ikke så entydigt.

En anden forståelse af hjertet finder vi f.eks. hos den russiske mystiker Theophan Eneboeren: ”At bede er at bevæge sig med intellektet ned i hjertet og dér stå for Herrens ansigt, han som altid er nærværende, alt seende, og som bor i dig.”

En sådan bøn er sandhedens bøn. Når vort hjerte er det rum i os, hvor vi står for Herrens ansigt, vil vi se os selv, som vi er, vore illusioner om os selv bliver afdækket, og vi vil opleve, at ”sandheden skal frigøre os.”

At lytte forudsætter stilhed. Vores indre dialog overdøver ofte Helligåndens tale i os. Vores forstand fylder os med tanker, og vi hælder endda disse tanker ud over andre. Diadochus fra Photiki taler om et dampbad, hvor døren står åben, så varmen siver ud. Følgen er, at vi mister den indre varme, som Helligånden giver os, og vi mister Helligåndens livsvigtige hjælp til at holde forståelsen fri for fantasi. Da kan vi vildledes af fantasien - eller af de dæmoner, som står på spring for at få os væk fra den rette vej.

Herren sagde ved profeten Hoseas til sit folk: Derfor vil jeg lokke hende, jeg vil føre hende ud i ørkenen og tale til hendes hjerte.

Også i dag lokker Herren os ud i vores ørken, det rum af ensomhed og stilhed, som vi kan finde i vort liv, og dér vil Han tale til vort hjerte.

For at vi kan adlyde Paulus´ord: ”Stræb efter nådegaverne og især efter at tale profetisk” må vi følge Herren ud i vores egen lille ørken, hvor vi i lighed med andre ørkensøgere må rense vort hjerte for alt ondt og overflødigt, så også vor mund kan være Guds mund.

 

Grethe Livbjerg, forfatter og redaktør af LevendeVand.dk

 

(Levende Vand 3 2008)

 

  

Taler Gud til os

 

 

Fátima

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

 

Åbenbaringsgaver

Ole Skjerbæk Madsen

 

 

Han lærer de ydmyge sin vej!

Elisabet Ahrensbach

 

 

Hvorfor taler Gud ikke til mig?

Grethe Livbjerg

 

 

Ikke fordi du har lovet mig Himlen

Tilskrevet Frans Xaver SJ (1506-52)

 

 

Lad Gud skrive dagsordenen

Henri J. M. Nouwen

 

 

Ord fra den udelte kirke

Johannes Cassian (ca. 350 – ca. 435)

 

 

Vidner

Marie-Antoinette de Geuser

Kirsten Krog

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk