Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Grethe Livbjerg

Gudstjenestefællesskabet 

– ud fra Dietrich Bonhoeffer: Fællesskab

    

I den katolske messe beder præsten:

”Lad os, som skal mættes med din Søns legeme og blod,

opfyldes af hans hellige Ånd

og blive ét legeme og én ånd i Kristus”.

 

Vi kommer til messen som en flok enkeltpersoner, der ikke har valgt hinanden, ja der er måske dårlig kemi mellem nogle af os.

Men vi går ud fra messen som ”ét legeme, én ånd i Kristus”.

Det lyder smukt, men er ikke altid så let.

I personlige samtaler på retræter møder man så langt oftere klager over fællesskabet i den hjemlige menighed, end man hører taknemmelighed over den

En nyomvendt mand spurgte præsten, som havde optaget ham i kirken: ”Hvor er der en fuldkommen menighed, som jeg kan tilslutte mig?” Præsten svarede, at han ikke kendte en sådan, men hvis han gjorde, ville han ikke anbefale manden at gå ind i den. ”Hvorfor dog ikke?” ”For så er den ikke fuldkommen mere”, var svaret. Intet gudstjenestefællesskab er fuldkomment, for det består af mennesker med alle mulige fejl og særheder, af mennesker der ikke har valgt hinanden ud fra naturlig sympati, men af mennesker som Gud har kaldet sammen. I dette kald består helligheden – og modnes den.

Den lutherske teolog Dietrich Bonhoeffer nåede at skrive flere bøger inden sin død i kz-lejr. Hans bog Fællesskab (Gemeinsames Leben ) blev skrevet i 1938 på en ganske bestemt baggrund. Bonhoeffer var leder af Bekendelseskirkens præsteseminarium og ”Bruderhaus” i Finkenwalde, hvor kommende præster levede et fællesliv.

Finkenwalde blev lukket af Gestapo i 1937, og for at videregive de erfaringer fællesskabet havde givet dem, skrev Bonhoeffer bogen. Han blev senere fængslet i Berlin, og ved slutningen af krigen blev han sammen med andre transporteret til først en og så en anden kz-lejr. Dér – i Flossenburg - døde han ved hængning d. 9. april 1945.

Jeg tillader mig at plukke nogle uddrag:

Kristent fællesskab er, fordi det er begrundet i Jesus Kristus alene, en pneumatisk og ikke en psykisk virkelighed. Derved adskiller det sig fra alle andre former for fællesskab overhovedet. Pneumatisk = åndeligt kalder Den hellige Skrift alt det, der skabes af Helligånden. Psykisk = sjæleligt kalder Skriften det, der udspringer af menneskesjælens naturlige drifter og anlæg.

 

***

 

Kristent fællesskab er ikke et ideal, som vi skal søge at virkeliggøre, men derimod en af Gud i Kristus skabt virkelighed, som vi får lov at have del i.

 

***

 

Bestemmende for vort fællesskab er kun det vi er ud fra Kristus. Vort fællesskab består alene i det, som Kristus har gjort mod os begge … Jo mere sandt og dybt vort fællesskab bliver, desto klarere og renere vil ene og alene Jesus Kristus og hans værk blive levende mellem os.

 

***

 

Utallige gange er et helt kristent fællesskab gået i stykker, fordi det levede ud fra et ønskebillede. Netop den alvorlige kristne, der for første gang finder ind i et kristent livsfællesskab, vil ofte komme med et bestemt billede af hvordan et sådant skal være og ivrigt forsøge at virkeliggøre det. Men det er Guds nåde, der hurtigt bringer alle den slags drømme til forlis. Den store skuffelse over de andre, over de kristne i almindelighed og i bedste fald også over os selv, må og skal overvælde os, så sikkert som Gud vil føre os til erkendelse af ægte kristent fællesskab. Af lutter nåde tillader Gud ikke, at vi lever blot nogle uger på et drømmebillede og hengiver os til de lyksaliggørende erfaringer og den glædesfyldte højstemthed, der kommer over os som en rus. Kun det fællesskab som kommer ind i den store skuffelse med alle dens ubehagelige og grimme symptomer, begynder at være, hvad det skal være for Gud, begynder at gribe de givne forjættelser i troen.

 

***

 

Mange søger fællesskabet af frygt for ensomheden. De længes efter menneskers selskab, fordi de ikke længere kan være alene. Også kristne, som ikke kan klare at være alene med sig selv, som har dårlige erfaringer med sig selv, håber at finde hjælp i fællesskabet med andre mennesker. Som oftest bliver de skuffede og bebrejder da fællesskabet det, som helt er deres egen skyld. Den, der på flugt for sig selv søger ind i fællesskabet, misbruger det til snak og adspredelse; så kan denne snak og adspredelse tage sig aldrig så åndelig ud. I virkeligheden er det slet ikke fællesskabet han søger, men derimod den rus, der lader isolationen være glemt en kort stund og derigennem skaber menneskers dødbringende isolation.

 

***

 

Den der ikke kan være alene, han vogte sig for fællesskabet. Han vil blot volde sig selv og fællesskabet skade.

 

***

 

Omvendt gælder det imidlertid, at den der ikke står i fællesskabet, han vogte sig for at være alene. Du er kaldet i menigheden. Kaldet gjaldt ikke dig alene. Selv i døden og på den yderste dag vil du blot være et lem på Jesu Kristi store menighed … vi erkender at kun idet vi står i fællesskabet, kan vi være alene, og kun den, der er alene, kan leve i fællesskabet. De to ting hører sammen.

 

***

 

Taget hver for sig rummer de dybe afgrunde og farer. Den, der vil fællesskab uden at ville være alene, styrter ud i et tomrum af ord og følelser. Den, der søger at være alene uden fællesskab, omkommer i en afgrund af forfængelighed, selvbedrag og fortvivlelse.

 

***

 

”Se hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen!” (Sl 133.1 efter gl. oversættelse, der bedst svaret til den tyske, hvor der er indsat einträchtig, enigt). Men med en rigtig udlægning af ordet ”enigt” burde det hedde: ”Når brødre i Kristus bor tilsammen”, for Kristus alene er vor enighed. ”Han er vor fred”. Ved ham alene har vi adgang til hinanden, glæde ved hinanden, fællesskab med hinanden.

 

  

(levende Vand 2 2008)

 

Gudstjenestens mystik

 

 

Eukaristien - den nye menneskeheds lovsang

Wilfrid Stinissen ocd

 

 

Eukaristien skaber kirken

Fra Peter Halldorf: Duften af hellighed

 

 

Eukaristisk Takkebøn

Edith Stein

 

 

Gudstjenestefællesskabet

Grethe Livbjerg

 

 

Ord fra den udelte kirke

Maksimus Bekenderen (580-660)

 

 

En lille bønsskolen - Lydighed

Christopher Jamison

 

 

Vidner

Johannes Cassian

Af Kirsten Krog

 

 

Alt lys på mig

Samuel Rubenson

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk