Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Fra Christoper Jamision: At finde et helligt rum

En lille bønsskole - Lydighed

– klostervisdom for moderne mennesker

 

Hvad sker der, hvis man lader fem helt almindelige mænd tilbringe fyrre dage og fyrre nætter i et kloster? Den engelske tv-station BBC har udført eksperimentet, og det kom der en spændende tv-serie ud af, som også har været vist på dansk tv.

Christopher Jamison er abbed på Worth Abbey, hvor programmerne blev optaget, og var åndelig vejleder for de fem mænd. Mødet med disse mænd med helt forskellig baggrund inspirerede ham til at skrive en bog med titlen: At finde et helligt rum – Klostervisdom for moderne mennesker. Bogen er især skrevet til mennesker, der ikke er sikre på, hvad de tror på, men søger efter en tilstand af fred i en travl og ofte forvirrende, moderne verden.

Forfatteren udgår fra den hellige Benedikts regel, som i århundreder har hjulpet mennesker til at leve i deres indre hellige rum. Trinvis fører han os ind til os selv – og til Gud, altså ind i bøn.

Vi bringer i let forkortet udgave det trin, som hedder: Lydighed.

 

[Munkene skal] søge at overgå hinanden i lydighed; ingen må stræbe efter det, han anser for nyttigt for sig selv men mere efter det, der er nyttigt for den anden.

Benedikts regel 72: om den gode iver, munkene bør have

 

Ørkenmødrene og -fædrene talte lige så klart som Benedikt om vigtigheden af lydighed i det sande åndelige liv. Der fortælles en historie om fire munke, som kom for at tale med den store Abba Pambo. Hver af dem talte om en af de andres dyd. Den første fastede meget, den anden var fattig, den tredje havde opnået stor næstekærlighed, og de sagde om den fjerde, at han havde levet i 22 år i lydighed mod en gammel mand. Abba Pambo sagde til dem: ”Jeg siger jer: Den sidstes dyd er den største. Hver af de andre har opnået den dyd, han ønskede, men den sidste har lagt bånd på sin egen vilje og gør en andens vilje. ”Den munk, som havde ”levet i lydighed mod en gammel mand”, var trofast i kærlig tjeneste for en anden.

Denne historie illustrerer den stærke forbindelse mellem kærlighed og lydighed i klostertraditionen og i livet som sådan. I dag ser man mange tage sig trofast af en ældre eller handicappet slægtning derhjemme. Det er det, klostertraditionen forstår som lydighed. Men i moderne ører kan alt dette lyde fremmed – for moderne mennesker hænger kærlighed ikke sammen med lydighed, men med frihed.

 

“Det er vel mit liv, ikke?”

Valgfrihed er en kerneværdi i det moderne liv. Nogen ville måske udtrykke det sådan her: ”Jeg vil ikke have andre til at fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Jeg vil være fri til at være mig. Jeg udtrykker min frihed ved at udøve min ret til selv at vælge mit tøj, mit arbejde og min seksuelle aktivitet”. Men for mange mennesker er disse såkaldte frie valg i virkeligheden drevet af lydighed mod en skjult dagsorden.

Tag for eksempel tøj. Mennesker i dag er overbevist om, at de vælger deres tøj blandt uendelig mange muligheder, lige fra hængerøvsbukser til elegante jakkesæt. Og dog er deres valg normalt en reaktion på andre menneskers ideer om, hvad de bør gå i. Modehusene bestemmer denne sæsons look, forretningskæderne masseproducerer dette look, mens reklamer og fotos af supermodeller påvirker os til at købe dette look. Det er ikke ret mange mennesker, der klæder sig så uafhængigt, at de kan påstå at være fuldstændig frie i deres valg.

Når mennesker bruger frihedens sprog, men lever i trældom mod skjulte regler, sætter de sig selv i en udsat position. Der er ikke noget i vejen med at adlyde gode regler, og der er ikke noget galt i at udøve sit frie valg. Faren ligger i at hævde at gøre det ene, mens man rent faktisk gør det andet. Når mennesker påstår, at de adlyder regler, men i virkeligheden overtræder dem, kalder vi det hykleri – noget, religiøse mennesker ofte anklages for. Når mennesker hævder at være frie, men rent faktisk adlyder uskrevne regler, har vi ikke noget ord for det. Grunden til, at der ikke findes noget ord, er, at det er et meget moderne fænomen, og et fænomen, som mennesker ikke har let ved at gennemskue. Dette unavngivne træk ved det moderne liv er farligt, fordi folk ikke ved, at de er slaver af andre menneskers dagsorden, og derfor heller ikke ser noget behov for at flygte fra det. En tilsyneladende forbrugerfrihed kan forblinde mennesker ind i en dybere afhængighed.

I modsætning til den moderne understregning af valgfrihed betragter klostertraditionen lydighed som et centralt element i det gode liv. Jeg siger ”i modsætning til“, fordi de fleste mennesker i dag, hvis de blev spurgt, formentlig ville sige, at lydighed er den diametrale modsætning til frihed. Og dog, selv om frihed og lydighed er klart forskellige, står de måske ikke så meget i modsætning til hinanden, som man umiddelbart ville tro.

Denne tilsyneladende konflikt mellem frihed og lydighed blev engang udspillet for mine øjne på en usædvanlig måde i 1980’erne. En journalist fra Daily Express boede i Worth for at skrive en stor artikel om klosterlivet. Journalisten interviewede Fader Oliver, en munk i halvfjerdserne, der var startet som novice, da han var atten år. Journalisten spurgte ham: ”Føler du ikke, at du er gået glip af livet ved at blive munk så tidligt og være nødt til at adlyde alle klosterreglerne i over halvtreds år?” Fader Oliver svarede hurtigt, halvt smilende, halvt knurrende: ”Hør her, jeg er vågnet op hver dag i hvert eneste af disse år og har frit valgt at være munk”. Sammenstødet mellem klosterkulturen og den verdslige kultur har sjældent været opsummeret så kort og klart.

Artiklen blev aldrig trykt, men historien fik et uventet efterspil. Et år senere lå journalisten på hospitalet, alvorligt syg og døden nær. Han kom sig og sendte os en bevægende beretning om sin sygdom og sine tanker. ”Da jeg lå for døden”, skrev han, ”kunne jeg ikke tænke på andet end jer munke i kirken, som bad hver morgen og hver aften. Det gav mig mod, og på en eller anden måde reddede jeres bøn mig”. Hvor findes friheden i denne historie?

 

At lytte

Lad os da se nærmere på forholdet mellem frihed og lydighed. Inden for klostertraditionen går man ud fra, at lydighed potentielt er det største udtryk for menneskelig frihed. Jeg siger ”potentielt“, fordi det at adlyde frit indebærer at opfylde to kriterier. Som jeg sagde før: At adlyde noget uden at være klar over det, er ikke noget frit valg. Så det første kriterium for en god lydighed er, at jeg skal vide, hvad det er, jeg vælger at adlyde. For det andet skal jeg vælge de ting, der åbner fremtidsmuligheder, ikke de ting, der slavebinder mig.

For at tage et eksempel: En, der ryger som teenager for at blive accepteret i en gruppe, adlyder ikke frit. For det første tror han, at han frit vælger at ryge, og indser ikke, at han simpelthen adlyder et gruppepres. For det andet kan påvirkningen af hans helbred blive meget begrænsende i fremtiden, hvilket betyder, at han også begrænser sin frihed.

Hvordan kan mennesker finde måder, hvorpå de bevidst kan vælge de ting, der vil øge deres frihed i fremtiden? Benedikts svar er lige så enkelt, som det er krævende: Lyt. Det er det første ord i hans Regel, og det ligger bag ved alt, hvad han siger. For Benedikt er klostrets hellige rum et sted, hvor man lytter; et sted, hvor mennesker lytter til hinanden og til Gud. Så jeg vil reflektere mere over forbindelsen mellem lytten, lydighed og frihed.

Oprindelsen til ordet lydighed på engelsk, ”obedience”, giver en indsigt i dets betydning. ”Obedience” kommer fra det latinske ord oboedire, som ikke bare betyder ”at adlyde”, men også ”at lytte”. Forstavelsen ob- betyder ”i retning af”, tilføjet til audire, ”at høre”, hvilket bliver til oboedire. Ordet lydighed fremkalder altså et billede af, at man læner sig over mod nogen og anstrenger sig for at høre, hvad de siger. ”At lytte til en anden” er både den oprindelige betydning af ”obedience” og en god arbejdsdefinition.

Klosterlivets vej indbyder folk til at lytte og så vælge, hvilke stemmer man vil følge. Det er en dobbelt frihedsøvelse: friheden til at udøve dømmekraft og friheden til at vælge at følge den vurdering, man har foretaget. Lydighed, som er blind, udøver ikke dømmekraft og følger bare den mest selvsikre stemme eller stemmen hos den, man har overgivet sit liv til. Et eksempel på blind lydighed ville være at give mit liv over til en anden i en kult, hvilket så ikke længere giver mig lov til at udøve dømmekraft. Den kendsgerning, at vi har et udtryk som ”blind lydighed”, viser, at almindelig lydighed ikke er blind på denne måde – den har dømmekraft. Denne indsigtsfulde lydighed er det, jeg kalder ”lydig frihed”.

 

Lydig frihed

Lydig frihed er det, klosterlivets vej indbyder dig til at opleve. Benedikt taler klart om, at lydighed ikke bare handler om at gøre, hvad chefen siger; det handler om gensidig kærlighed. ”Lydighedens gode skal alle udvise ikke blot mod abbeden, men brødrene skal også adlyde hinanden indbyrdes, for de ved, at de ved at vandre denne lydighedens vej vil komme til Gud” (RB 71.1–2). Det betyder, at man er nødt til at lytte til andre mennesker og ikke kun til sig selv. ”Ingen må stræbe efter det, han anser for nyttigt for sig selv, men mere efter det, der er nyttigt for den anden; de skal uselvisk vise broderkærlighed. De skal frygte Gud i kærlighed” (RB 72.7–9). Dette citat er fra det kapitel, hvor Benedikt beskriver ”den gode iver, munkene bør have”. Det er den højeste form for lydighed, og kernen i den er fri udøvelse af dømmekraft: ”det, han anser…” er det udtryk, der gentages. Formålet med det er at vise kærlighed, ”…søge at overgå hinanden i lydighed” (RB 72.6). At adlyde andre mennesker på denne måde kræver stor indre frihed: evnen til at vurdere, hvad du ønsker, og hvad den anden ønsker, og derefter at vælge frit at tilsidesætte ens egne ønsker for den andens skyld.

Dybest set er det, Benedikt beskriver, udøvelse af samvittighed. Samvittighed er ikke det samme som at føle; samvittighed er den indre proces, der gør dig i stand til at lytte til stemmer hinsides dine egne følelser og ønsker. Det er den proces, hvorved du frit vælger, hvilke længsler du skal følge, og hvilke du skal ignorere. For at tage et alvorligt eksempel: Efter mange års ægteskab sker det måske, at en gift mand eller kvinde forelsker sig i en anden end sin ægtefælle. Følelserne trækker måske i ham eller hende for at forlade sit hjem på grund af den anden, men samvittigheden siger, at vedkommende skal blive. Samvittigheden er opmærksom på en større verden, der også rummer andre menneskers følelser, de løfter, man har givet sin ægtefælle, og landets love. Man kan adlyde sine følelser, eller man kan adlyde sin samvittighed, men det er ikke det samme. Dine følelser vil være en af de faktorer, som samvittigheden tager i betragtning, og det kan være farligt at overhøre dem, men det er ikke den eneste faktor. At følge sine følelser blindt er lige så farligt som blind lydighed mod alt mulig andet. Blindt raseri, blind frygt og blindt begær – fordi disse følelser er så intense, er det endnu mere sandsynligt, at de vil vildlede mennesker til handlinger, som de senere fortryder. Stærke følelser er ikke det samme som samvittighed. Klosterlivets vej tilskynder os til at træffe samvittighedsfulde valg, der fører til lydig frihed.

Troen på, at man er fri og har kontrol, hvis man følger sine følelser, er udbredt, og klosterlivets vej udfordrer denne overbevisning. Denne vej tilskynder til fri og samvittighedsfuld lydighed, men det rejser spørgsmålet: Lydig mod hvad? Så lad os nu undersøge nogle af de problemer, der knytter sig til dette spørgsmål, og begynde med at se på spørgsmålet om kontrol.

 

Hvem har kontrollen?

Folk er forståeligt nok optaget af at have kontrol over deres eget liv. Et af kendetegnene ved den forbedrede levestandard i det vestlige samfund er, at folk ejer mere og er mindre afhængige af andres ønsker, når det gælder deres velvære. Denne følelse af, at folk kontrollerer deres eget liv, er imidlertid ikke så ligetil, da det moderne bysamfund er et komplekst netværk af private mennesker, der ikke desto mindre hele tiden gnider sig op ad hinanden. En af de måder, folk beskytter sig mod denne uundgåelige påtvungne kontakt på, og som hjælper dem til at overleve hverdagslivets komplekse natur, er ved at tage forskellige masker på: en i undergrundsbanen, en på arbejdet, en sammen med vennerne, en på fodboldholdet. Dette fænomen med at bære mange forskellige masker er den måde, folk opretholder privatlivets fred og bevarer kontrollen på, fordi de selv vælger, hvilken maske de vil bære og hvornår.

Disse maskers eksistens blev tydeligt illustreret for mig en dag, hvor jeg rejste med undergrundsbanen i London. En pige på omkring elleve år stod på det overfyldte tog sammen med sine forældre, og hendes fysiske træk viste, at hun havde Downs syndrom. Der var plads nok til, at hun kunne bevæge sig rundt i toget, og mens hun gjorde det, trak hun pendlerne, der hang i deres stroppe, i ærmerne og sagde meget højt: ”Er du glad? Jeg er glad. Er du glad?” Ingen var parat til at indrømme, at de var glade, og nogle ignorerede hende endda fuldstændig, mens de flittigt begravede sig i deres aviser. Jeg lo, og hun lo, og hendes forældre lo, men af en eller anden grund var der ikke ret mange andre, der lod til at synes, at det kunne være frigørende og sjovt at lade den anonyme pendlermaske falde på dette tidspunkt. De blev ved med at være ”pendlere” og lod til at være bange for at blive mennesker sammen med den sårbare pige. De var fast besluttet på at holde ved deres masker og bevare kontrollen. De var helt sikkert ikke glade!

Masker er imidlertid mere end bare en måde at forblive anonym i undergrundsbanen på; de bliver en helt livsstil. En meget ærlig ung mand fortalte mig for nylig om sin oplevelse som 25-årig storbymenneske. Han beskrev sin situation på følgende måde: Den unge alfahan skal se ud, som om han har kontrollen og er usårlig, så han viser ikke andre sin sårbarhed; han er bange for at lade folk se ind i hans sjæl og psyke. Han frygter, at de vil gøre nar af hans dybe uro, hans mangel på selvtillid og hans utilstrækkelighedsfølelse. Han er bekymret for, at hans svaghed en dag vil blive afsløret, så alle kan se den, og at det vil blive hans sociale endeligt. På den anden side deler den unge alfahan gladelig sin krop med andre i seksuel aktivitet med langt færre skrupler, end hvis han blev bedt om at blotte sin sjæl. Han føler, at hans psykiske usårlighed kombineret med seksuel tilgængelighed giver ham den form for kontrol, han ønsker her i livet.

 

At være tro mod mig selv

Ud fra de møder, jeg har haft med gæster på Worth, fornemmer jeg en voksende bevidsthed om, at der er andet og mere i livet end det maske- og rollespil og den seksuelle stillen sig til skue, som det sofistikerede moderne liv tilsyneladende kræver. ”Jeg vil være tro mod mig selv”, er et almindeligt udsagn blandt dem, der leder efter virkelig personlig frihed. Længslen efter at være tro mod sig selv er både et ældgammelt og et moderne ønske. Den moderne betydning indebærer ønsket om at blive ”den, jeg virkelig er”. Den skjulte antagelse her er, at det synlige, dagligdags jeg er noget andet end ”det virkelige jeg”. På et dybere plan antyder folk, at dette andet ”noget” eller ”nogen” styrer deres liv. På en eller anden måde er det virkelige jeg ikke i stand til at komme ud, og det formår ikke at få kontrol over livet. Et moderne ord for denne følelse er ”fremmedgørelse” – mennesker føler sig fremmedgjorte over for sig selv; de lever et liv, der ikke er det liv, de ønsker at leve; og dog kan de ikke flygte. Kort sagt: de er utilfredse med livet selv.

Et afgørende spørgsmål at stille på dette tidspunkt er: Hvem sætter din dagsorden? Hvem sætter din dagsorden minut for minut, fra dag til dag? Hvem sætter din dagsorden i det lange løb? Mange ville svare: ”Det er andre mennesker, der sætter min dagsorden på arbejdet og derhjemme; min dagsorden sættes af min chefs krav på arbejdet og af enten en partner eller af børnene derhjemme”. Især kvinder har traditionelt mærket denne byrde af, at andre menneskers dagsorden styrer deres liv, når det gælder husligt arbejde og at tage sig af børnene. Kvindebevægelsen har forsøgt at gøre kvinder i stand til at tage kontrol over deres egen dagsorden, men denne følelse er på ingen måde begrænset til kvinder.

Meget af dette har at gøre med det, vi begyndte med i denne bog – med den følelse, mange mennesker har af, at en anden er ansvarlig for deres livs overvældende travlhed. Side om side med travlheden går følelsen af fremmedgjorthed. Som svar på denne følelse af overvældende travlhed har jeg foreslået, at folk tager deres dagsorden i egne hænder, sådan at de kan begynde at opbygge et helligt rum som en integreret del af deres liv. Jeg har beskrevet en helligdom, hvor dyd er døren, og med stilhed og meditation som tæppe på gulvet til at dæmpe støjen. Denne støj skal dæmpes, så mennesker kan lytte til andre stemmer end deres egen. Med lydigheden, som er blevet beskrevet i dette kapitel, bygger vi det hellige rums mure – mure, der på samme tid holder vores egoistiske stemmer tilbage og forstærker Guds stemme. I hele denne proces begynder det sande jeg at blive afsløret.

 

Det indre hellige rum

Hvis dit liv er centreret om dig selv, om dine egne ønsker og ambitioner, så prøver du at være tro mod dig selv ved at gøre disse ønsker og ambitioner gældende. Selvhævdelse bliver altså den eneste måde at udtrykke dig selv på. Hvis du bare hævder dine egne ønsker, har du måske en illusion om, at du er tro mod dig selv. Men faktisk har dine anstrengelser for at gøre dig selv mere ægte og blive mere dig selv den modsatte virkning: De skaber et mere og mere falsk jeg. Denne selvhævdelse er falsk, fordi den afskærer dig fra andre mennesker. Hvis dine egne ønsker er din vejleder i livet, så ender du med at udnytte andre mennesker, og du kræver deres kærlighed, som kun kan gives frit, netop ikke kræves. Så at hævde dine egne ønsker er det modsatte af at handle kærligt. Lige så vel som du længes efter at være tro mod dig selv, længes du efter at elske og blive elsket, hvilket betyder, at du må finde en måde, der kombinerer kærlighed med at være tro mod dig selv.

Som det er med mennesker, er det også med ting: Ved at gennemtvinge dine egne ønsker river du det til dig, som andre ikke ejer, og afskærer dig på den måde fra dem. Du gør dig selv rig på andres bekostning, og du definerer lykke som det at eje ting, andre ikke har. Disse ejendele kan lige så vel være åndelige goder som materielle goder. Jesu lignelse om farisæeren og tolderen illustrerer denne pointe. ”Jeg takker dig, Fader, fordi jeg ikke er ligesom denne tolder”, siger farisæeren. ”Jeg er ikke ligesom ham, for jeg beder og faster og overholder budene”. Hvorimod tolderen bare slår sig for brystet og siger: ”Herre, vær mig synder nådig”. Hvem af de to er mest tro mod sig selv? Vi ved instinktivt, at det er tolderen. Farisæeren definerer sig selv som en, der ikke er ligesom andre mennesker – det er det klassiske falske jeg forklædt som det sande jeg.

Denne lignelse er en god målestok til at vurdere, hvor tro du er mod dig selv. Når du oprigtigt kan sige: ”Jeg er en synder”, så er processen med at være tro mod dig selv virkelig godt i gang, for ved at sige det, anerkender du, at menneskehjertet er såvel et sted med onde ønsker som et sted med gode ønsker. En følelse af personlig syndighed er et sundt reality check for at hindre det falske jeg i at slippe af sted med at udgive sig for det sande jeg. En fornemmelse af synd betyder, at du ikke altid stoler på, at du selv gør det mest kærlige; du har brug for noget udefra, der kan holde øje med dine lunefulde længsler. Hvis du kan acceptere det som en kendsgerning i livet, kan du få hjælp og vejledning og vælge at følge den. På den måde kan du hindre dig selv i at føle dig alt for ufejlbarlig, mens du stadig tager små skridt på vejen mod selvrealisering. Du kommer til at gå langsomt og forsigtigt fremad, men du vil have meget mindre risiko for at give efter for dine egne lyster og meget mindre risiko for at skade andre mennesker undervejs.

Det betyder naturligvis, at du har større chance for at elske andre mennesker i stedet for bare at bruge dem som et middel til din egen selvrealisering. Din syndsbevidsthed fører dig ud over uafhængigheden og får dig til at række ud til andre for at få støtte. Hinsides uafhængigheden ligger den gensidige afhængighed; du vælger måske frit at knytte dig til et andet menneske i et kærligheds- eller venskabsforhold eller til andre i et fællesskab.

Så udfordringen er altså at være tro mod sig selv på en kærlig måde, og jeg tror, den udfordring mest realistisk kan klares ved at indse, at man har brug for tilgivelse, vejledning og hjælp til at gennemføre det.

 

Bed om, at du må finde dig selv

I nogen moderne psykospirituel litteratur har der været en tendens til at ligestille indre ønsker med Guds stemme; og ført ud i ekstremerne bliver Gud bare et ord, der beskriver menneskehedens kollektive indre verden. Men man kan ikke bare erklære, at den indre verden er det samme som Gud, uden at tømme ordet ”Gud” for dets klassiske betydning. Dit indre liv er et af de steder, hvor Gud vil manifestere sit nærvær, men Guds nærvær i sjælen er ikke det samme som at guddommeliggøre ens egne ønsker. Mennesker kan ikke bare manifestere deres sande jeg; de må bede om styrke til at finde dette jeg hinsides deres egne længsler og ønsker.

I Jesusbønnen har vi tolderens bøn i modificeret form: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder”. Det er kendetegnende, at denne bøn er det mest kendte og udbredte kristne bønne” mantra”. Det er en bøn, der på én gang fokuserer på både Guds tilgivelse og på den bedendes selvindsigt. At bede denne bøn er i en meget virkelig forstand at ”være tro mod mig selv”. Synderen ved to ting med sikkerhed: Jeg er en synder, og Gud tilgiver mig. Tilsammen er det to meget værdifulde ting at være overbevist om; her har jeg fundet ud af, hvordan jeg skal være tro mod mig selv på en kærlig måde, blot begynder den kærlige måde med Guds kærlighed til mig, ikke med min kærlighed til andre.

Lad os nu igen se på det betydningsfulde spørgsmål om, hvem der sætter dagsordenen i dit liv. Når du ”beder om, at du må finde dig selv”, fastlægges dit livs dagsorden hverken af andre mennesker eller af dig selv; den fastlægges af Gud. Livet bliver en søgen efter Guds dagsorden i dit liv. Når du finder den, har du fundet dit sande jeg. Du har fundet den ultimative lydige frihed. At finde denne dagsorden er noget, man kan arbejde på hele livet, og man kan ikke gøre det på egen hånd. For at gøre det, må man blive i det hellige rum og ikke give op, når man møder modvind, som man uundgåeligt kommer til. Lydighedens vægge har brug for et tag, der kan holde dem sammen, og til at give ly mod elementernes rasen. Du kan ikke selv bygge dette tag; du må tage imod andre menneskers hjælp. Det kræver ydmyghed, som er næste trin. Paradokset er, at du ved ydmygheden klatrer op til taget.

Forkortet med forlagets tilladelse.

 

 

(levende Vand 2 2008)

 

Gudstjenestens mystik

 

 

Eukaristien - den nye menneskeheds lovsang

Wilfrid Stinissen ocd

 

 

Eukaristien skaber kirken

Fra Peter Halldorf: Duften af hellighed

 

 

Eukaristisk Takkebøn

Edith Stein

 

 

Gudstjenestefællesskabet

Grethe Livbjerg

 

 

Ord fra den udelte kirke

Maksimus Bekenderen (580-660)

 

 

En lille bønsskolen - Lydighed

Christopher Jamison

 

 

Vidner

Johannes Cassian

Af Kirsten Krog

 

 

Alt lys på mig

Samuel Rubenson

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk