Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Samuel Rubenson

Alt lys på mig      

Mod hovmodet hjælper kun den godhed der flyder ud af taknemmeligheden over at være elsket

 

”Lad os ikke tage imod gæster som om det var os der gjorde dem en tjeneste”, skriver Evagrios og henviser til historien om Lot, der bønfaldt englene om at blive natten over hos ham. (1 Mos 17.) ”En del”, fortsætter han, ”nyder at være vært, er stolte over deres invitationer og opfatter ethvert afbud som en personlig fornærmelse. På den måde tændes gnisten til et indbildsk hovmod, og det skønneste bud, opfordringen til gæstfrihed, slæbes i støvet”.

Det er afslørende. Ganske vist synes vi at det er godt at indbyde folk og være gæstfri, og at det er utaknemmeligt at sige nej tak. Ganske vist ser vi meget af det vi gør, som en tjeneste mod næsten som en tjeneste og en godhed, vi er lidt stolte af. Men er det ikke som det skal være? Skal vi ikke tjene hinanden med glæde og tilfredsstillelse? Kan det være forkert at være god? Og er det ikke naturligt og sundt at hvis jeg gør en anden en tjeneste eller giver er gave, så har jeg ret til at være lidt stolt og til at forvente et tak?

Evagrios vender det på hovedet. En invitation er en bøn, at den bliver hørt er en gave. Når du ser dig selv som giveren, når du ser det du gør, som en tjeneste, stiller du dig selv i centrum som den der har og kan give. Din næste stiller du under dig som den der tager imod, som er afhængig af din godhed og nåde. Men hvis du ydmygt beder, er det dig der ser op til din næste; han eller hun står i centrum. Det er der det kan ske at du får engle på besøg.

 

Skinnet bedrager

Hovmodet er en udspekuleret lidenskab. Den begynder så uskyldigt og ser ofte ud som en fin frugt, et sundt selvværd og stolthed, en glæde ved at give og blive værdsat for det, fremgang og andres taknemmelighed. Men skinnet bedrager og i kulisserne vokser en lidenskab vi aldrig bliver fri fra.

Ligesom forfængelighedens løgnagtighed er det en åndens lidenskab, en lidenskab der bider sig fast i vort indre jeg. Den støder ikke umiddelbart øjet, for den breder sig tydeligst hos den der holder sjælens og kroppens lidenskaber i skak, den der ikke ligger under for frådseriets, vellystens, nærighedens, vredens, bitterhedens eller mismodets tyranni, en lidenskab hos de tilsyneladende succesfulde.

Til forskel fra andre lidenskaber vokser hovmodet ikke i frygten eller rædslen. Det vokser i medgang. Rundt om os kan vi se de fremgangsriges og velansetes hovmod, og alle kender til den generøsitet der råber: ”Alt lys på mig!” At også åndelig fremgang er en grobund for hovmod, ja at hovmodet trives hos den der søger dyden, er vi måske ikke klar over.

Endnu mindre mærker vi hovmodets ugræs i vort eget liv, at der også i min venlighed og tjenstvillighed ligger en kamp for at blive set, for at få anerkendelse. Vi vil jo alle være noget i egne såvel som i andres øjne, og hvad kan være bedre end at være god, at være gavmild og gæstfri, hjælpsom og opofrende. I vort begær efter anerkendelse, plads og betydning, findes der en drivkraft som næsten umærkeligt gør selvfølelse til stolthed og stolthed til hovmod.

 

Magtbegæret

Bag hovmodets ret uskyldige facade skjuler sig dets egentlige væsen, magtbegæret, ønsket om på en eller anden måde at have alle omkring sig et trin længere nede, ønsket om at være den der har og giver, ikke den der mangler og tager imod, at være den folk venter sig noget af og ser op til. På en udspekuleret måde bliver andres behov og ønsker, andres velvilje og ros, næring for magtbegæret, ja til sidst en beruselse. Bag tjenstvilligheden og godheden, rosen og æren, lurer en foragt for dem man tjener, disse mindre bemidlede og mindre begavede som jeg skal klare ærterne for.

Hovmodet er forræderisk, det omgiver sig med en ro og en sikkerhed, men forårsager den blindhed der gør os ude af stand til at se løgnen. Tjenesten for næsten bliver til et krav på ham og rosen det han skylder mig. Uden at forstå det er den hovmodige blevet en kastebold for snedige dæmoner der driver ham til en stadig mere skæv opfattelse af sig selv og andre og til en manglende evne til virkelig at lytte til andre og at se sig selv som han virkelig er.

Evagrios skildrer drastisk hvordan hovmodets betændte byld til sidst revner og spreder rædsel og angst, mareridt og forfølgelsesvanvid omkring sig. Den der har ladet sig lokke af hovmodets sødme og smagt rosens sødme og den magtfølelse det giver, ender til sidst uden rødder og opdager at han sidder på et løbsk køretøj han ikke kan stoppe.

 

Tabet af tillid

Lige som de andre lidenskaber, men måske endnu tydeligere er hovmodet forbundet med mangel på tillid til Gud. Dets inderste kerne er ønsket om at slippe for at være skabt, ønsket om selv at være skaberen. Med tabet af tilliden til Gud følger et tab af tilliden til andre mennesker og et uudslukkeligt behov for selvtillid, en tillid der kræver næring i form af fremgang, ros og andres underkastelse. Ryet og æren bliver den hovmodiges grundlag, bekræftelsen på at være til, ja forblive ud over døden. Men ligesom en sæbeboble vokser og skinner den hovmodige en kort stund for så at forsvinde i intet.

Hvad skal jeg gøre når jeg mærker hovmodets ugræs trives i mit indre?

Du skal ikke genere dig for at tage imod hjælp, siger Evagrios. Du skal tværtimod øve dig i kunsten at tage imod, i at se din næste som en gave, ikke som et redskab eller en spillebrik. Tro ikke at du er finere end den gave du modtager.

Du skal frem for alt ikke skamme dig over at modtage kritik. I ydmyghed forvandler vi forulempelser og andres afvisning til nyttig åndelig føde, lyder ørkenfædrenes drastiske råd. Det er ikke mangelen på værdsættelse og ros eller forekomsten af kritik og hån der skaber selvforagt, men derimod selvtilstrækkeligheden, mangelen på en ydmyg tillid til Gud. For den der ved at han er skabt i Guds billede, for den der ved at han er givet af Gud og ved at andre mennesker også er gaver af samme art, findes der ikke plads til hverken selvforagt eller hovmod.

 

Kærligheden er en gave

I sidste ende er der intet andet middel mod hovmod end godhed. Ikke den godhed jeg udøver for at vise hvor god jeg er, men den godhed der flyder ud af taknemmeligheden over den godhed der vises mig, over at jeg er elsket. At hovmodets godhed og tjenester er ufrugtbar, skyldes at den, ofte forklædt som pligt, ikke har rod i indsigten om at kærligheden er en gave, noget jeg har fået, ikke noget jeg yder.

Sand kærlighed har rod i en tillid der går dybere end tilliden til mig selv og den jeg elsker, en tillid til kærligheden selv, den kærlighed der egentlig er Gud. Den står og falder ikke med min selverkendelse eller mine evner og heller ikke med min næstes reaktion og påskønnelse. Den er den gave til livet, vi selv er. Mod den har hovmodets dæmoner ikke en chance.

Denne tillids livsluft er bønnen. I bønnen er jeg den der tager imod, i bønnen er jeg den der overgiver mig. I råbet: ”Herre, forbarm dig!” findes der ikke plads til hovmod, ikke plads til selvtilstrækkelighed. Her findes ingen sikkerhed, ingen garanti, ingen kontrol, kun en overgivelse af sig selv til Herren, en overgiven sig til den der selv er Giveren.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

Samuel Rubenson er præst i den svenske kirke og professor i kirkehistorie ved Lunds universitet.

 

 

(levende Vand 2 2008)

 

 

Gudstjenestens mystik

 

 

Eukaristien - den nye menneskeheds lovsang

Wilfrid Stinissen ocd

 

 

Eukaristien skaber kirken

Fra Peter Halldorf: Duften af hellighed

 

 

Eukaristisk Takkebøn

Edith Stein

 

 

Gudstjenestefællesskabet

Grethe Livbjerg

 

 

Ord fra den udelte kirke

Maksimus Bekenderen (580-660)

 

 

En lille bønsskolen - Lydighed

Christopher Jamison

 

 

Vidner

Johannes Cassian

Af Kirsten Krog

 

 

Alt lys på mig

Samuel Rubenson

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk