Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Anthony Bloom

En lille bønsskole - Guds Fravær

 

Når vi nu skal til at begynde at lære at bede, vil jeg gerne gøre det klart, hvad jeg forstår ved at lære at bede. Det følgende bliver ikke noget forsøg på at give en teoretisk forklaring på eller begrundelse for, hvad der sker, når man lærer at bede; det kommer snarere til at dreje sig om, hvad man selv må være opmærksom på, og hvad man selv kan gøre, hvis man gerne vil i gang med at bede.

Jeg er selv begynder, så jeg går ud fra, at I som læser dette også er det - og så kan vi begynde sammen. Jeg henvender mig her ikke til den, der stiler mod mystisk bøn eller de højere stadier af fuldkommenhed, for sådanne ting kommer af sig selv. Når - under visse omstændigheder - Gud bryder igennem til os eller vi til ham - enten fordi tingene pludselig står klarere for os med en dybde, vi aldrig før har oplevet, eller fordi vi pludselig opdager et dyb i os selv, hvor bønnen bor, og hvorfra den kan vælde frem - ja, så er det at bede ikke noget problem. Når vi er klar over, at Gud er der, står vi foran ham, tilbeder ham og taler med ham.

Det betyder da, at der er én meget vigtig startvanskelighed: den situation man er i, når man synes, Gud ikke er der. Og det er denne situation, jeg gerne vil sige noget om nu. Selvfølgelig taler jeg ikke om et virkeligt fravær - Gud er jo aldrig virkelig fraværende - men om den fornemmelse af fravær, som vi kan have. Vi står foran Gud og råber mod en tom himmel, og der kommer intet svar. Vi vender og drejer os i alle retninger, men kan ikke finde ham. Hvad skal vi mene om denne situation?

For det første er det meget væsentligt at huske på, at bøn er et møde og et personligt forhold mellem Gud og os, et forhold som er dybt fortroligt - dette forhold kan hverken påtvinges Gud eller os. Det, at Gud både kan gøre sig selv nærværende for os, og kan lade os stå med en følelse af, at han ikke er der, hører med til dette levende og virkelige, personlige forhold. Hvis vi sådan rent mekanisk kunne trække ham ind i et møde, tvinge ham til at møde os, bare fordi vi nu havde valgt dette øjeblik som mødetidspunkt - så ville der ikke være tale om et virkeligt møde og et virkelig personligt forhold. Sådan kan vi gøre med et billede, med fantasifostre eller med de forskellige afguder, som vi kan stille op foran os på Guds plads. Men sådan kan vi ikke handle med den levende Gud, lige så lidt som vi kan gøre det med et levende menneske. Et personligt forhold må begynde og må udvikle sig i gensidig frihed. Hvis man ser på forholdet mellem Gud og os som et sådant gensidigt personsforhold, så bliver man jo også straks klar over, at Gud med rette kunne beklage sig en hel del mere over os end vi over ham.

Vi gør vrøvl over, at han ikke er til disposition for os de få øjeblikke i dagens løb, som vi sætter af til ham - men hvad med de 23½ andre timer, hvor Gud måske banker på vores dør, og hvor vi svarer: ”Undskyld, men jeg har ikke tid” - eller hvor vi måske overhovedet ikke svarer, fordi vi ikke engang hører, at nogen banker på i vort hjerte, vort sind, vor samvittighed, vort liv. Det vil altså sige, at i den situation, som vi her taler om, har vi ikke ret til at beklage os over, at Gud ikke er der, for vi er faktisk en hel del mere fraværende, end han nogensinde er.

Den næste meget vigtige ting er, at det at møde Gud ansigt til ansigt betyder, at der går dom over os. Vi kan ikke møde Gud i bøn, meditation eller kontemplation, uden at det betyder enten frelse eller fortabelse. Her tænker jeg ikke på evig frelse eller evig fortabelse, som allerede er givet og modtaget - men på at mødet med Gud altid er en kritisk situation, en krise i vort liv. Krise er græsk, krisis, og betyder netop ”dom.” At møde Gud ansigt til ansigt i bøn er et kritisk, et afgørende øjeblik i vort liv, og Gud være lovet, at han ikke altid kommer til os, når vi ønsker at møde ham! - Det kunne jo være, at vi slet ikke var i stand til at holde et sådant møde ud. Tænk på alle de steder i Skriften, hvor vi hører om, hvor frygteligt det er at stå ansigt til ansigt med Gud, fordi Gud er magt, sandhed, renhed. Når vi ikke kan mærke, at Gud er der, burde vores første reaktion derfor være taknemmelighed. Gud er barmhjertighed: han kommer ikke på et upassende tidspunkt. Han giver os en chance for at dømme os selv, for at erkende, hvordan det er fat med os og for ikke at komme i nærheden af ham på et tidspunkt, hvor det ville betyde dom.

Jeg vil gerne give et eksempel på dette. For mange år siden kom der en mand til mig. Han sagde, at han ønskede at se Gud. Jeg sagde til ham, at jeg ikke kunne vise ham Gud, og tilføjede, at selvom jeg havde kunnet det, havde han ikke kunnet se ham, fordi jeg mente - det gør jeg stadig - at for at kunne møde Gud, så må man have noget til fælles med ham, noget som giver én øjne at se med og en følsomhed, som gør én modtagelig for ham. Han spurgte mig, hvorfor jeg mente dette, og jeg foreslog ham så, at han skulle prøve at tænke sig lidt om og så fortælle mig, om der var et sted i evangelierne, som i særlig grad talte til ham, så vi kunne få fat på, hvor der var en forbindelse mellem ham og Gud. Han sagde nu: ”Ja, det er der, Johannes-evangeliets 8. kapitel, det sted der handler om kvinden, der er grebet i hor.” Jeg sagde: ”Udmærket, det er et af de smukkeste og mest gribende steder. Tænk nu efter og spørg Dem selv: ”Hvem er De selv i denne scene? Er De Herren eller dog i det mindste på hans side, fuld af barmhjertighed og forståelse og fuld af tillid til denne kvinde, som kan angre og blive til et nyt menneske? Eller er De kvinden, der er grebet i hor? Er De måske en af de gamle mænd, der straks går deres vej, fordi de er sig deres egne synder bevidst eller en af de unge, der venter lidt?” Han tænkte sig om et øjeblik og sagde så: ”Nej, ingen af delene, jeg tror, jeg er den eneste jøde, som ikke ville være gået sin vej, men ville have stenet kvinden.” Så sagde jeg: ”Tak De Gud, at han ikke tillader Dem at møde ham ansigt til ansigt.”

Måske er dette et ekstremt eksempel, men møder vi ikke tit noget lignende i os selv? Vi afviser måske ikke blankt Guds ord eller hans eksempel, men på mindre brutal måde gør vi alligevel ved ham, hvad soldaterne gjorde under hans lidelse. Vi kunne så godt tænke os at give Kristus bind for øjnene, så vi kunne slå ham uden at blive set. Er det i en vis forstand netop ikke det, vi gør, når, vi lader hånt om Guds nærvær og handler efter vore egne behov og vort eget humør imod alt hvad der er Guds vilje?

Vi prøver at give ham bind for øjnene, men det er jo os selv, der bliver blindet. Når det står sådan til med os, hvordan skulle vi så kunne opleve hans nærvær? Jo - hvis vi kommer i anger og med sønderknuste hjerter; men vi kan ikke tillade os at komme, som om alt var i orden mellem ham og os, og som om vi i den situation kunne regne med at blive modtaget af ham på den måde, vi umiddelbart helst ville have det: i venskab og kærlighed.

Se engang på de forskellige beretninger i evangelierne: mennesker, som var meget mere værd end vi, var i tvivl om de virkelig kunne modtage Kristus. Tænk på høvedsmanden som bad Kristus om at helbrede hans tjener, Kristus sagde, at han ville komme, men høvedsmanden sagde: ”Herre, gør dig ikke ulejlighed, . . . men sig kun et ord, så bliver min tjener rask.” Er dét vores holdning? Vender vi os også til Gud og siger: ”Du behøver ikke at gøre dig selv nærværende for mig, så jeg kan røre ved dig og mærke, du er der - det er tilstrækkeligt, du siger et ord, så bliver jeg rask. Du behøver bare at sige et ord, så begynder der at ske noget, det ved jeg. Det er nok for mig lige nu.” Eller se på Peter i båden efter den store fiskefangst. Han faldt på knæ og sagde: ”Gå bort fra mig, Herre, jeg er et syndigt menneske.” Han bad Herren om at gå ud af båden, fordi han følte sig ydmyg, og det gjorde han, fordi han pludselig var blevet klar over afstanden mellem Jesus og ham. Gør vi nogen sinde det samme? Når vi læser evangelierne og Kristi skikkelse overvælder os i hele sin herlighed, og når vi beder og bliver os Guds storhed og hellighed bevidst - siger vi så nogen sinde: ”Jeg er ikke værdig, til at han kommer mig nær” For slet ikke at tale om alle de situationer, hvor vi burde være klar over, at han slet ikke kan komme, simpelthen fordi vi ikke er der til at modtage ham. Vi vil have noget fra ham, det er ikke ham selv, der betyder noget for os. Har det måske noget med et personligt forhold at gøre? Har vi det sådan med vore venner? Tragter vi efter, hvad et venskab kan give os, eller er det vennen selv, som vi holder af? Og er det sådan med vort forhold til Herren?

Lad os tænke på, hvordan vor bøn er i praksis - jeres og min. Tænk på hvor varm, dyb og intens bønnen bliver, når den drejer sig om nogen, vi holder af eller noget, som er livsvigtigt for os. Da er ens hjerte helt åbent, og hele ens indre jeg er samlet i bøn. Er det nu ensbetydende med, at det er Gud, der betyder noget for én? Nej - det er det ikke. Det betyder simpelthen, at det, bønnen handler om, betyder noget for én. For når man er færdig med sin lidenskabelige, dybe intense bøn for den person, man elsker eller det anliggende, som ligger én på sinde og så vender sig til det næste punkt som måske ikke betyder slet så meget - og man så mærker, at bønnen pludselig kølner af, hvad er det så, der er blevet anderledes? Er det Gud, der er blevet kølig eller er forsvundet? - Næh, det betyder jo bare, at ens begejstrede og intense bøn ikke var født af Guds nærvær og af ens tro på ham, ens længsel efter ham, ens opmærksomme lytten til ham; den blev ikke til, fordi man var optaget af Gud selv, men stammede fra ens optagethed af de personer eller ting, som lå én på sinde i bønnen. Er det så så mærkeligt, at det, vi kalder Guds fravær, berører og påvirker os? Det er jo os selv, der fjerner os, os, der kølner af i det øjeblik vi ikke længere er optaget af Gud. Og hvorfor er vi ikke længere det? Fordi Gud ikke betyder så særligt meget for os.

Der er andre måder, som Gud kan ”forsvinde” på for os. Så længe vi selv er ”virkelige,” er os selv, så kan Gud også være nærværende og virke i os. Men så snart vi vil være, hvad vi ikke er, er der ikke noget at stille op. Vi bliver en opdigtet personlighed, en uvirkelig skikkelse, og denne uvirkelige skikkelse kan Gud ikke henvende sig til.

For at kunne bede må vi befinde os indenfor den eksistentielle situation, som vi kalder Guds rige. Vi må anerkende, at han er Gud, at han er konge, vi må overgive os selv til ham. Vi må i det mindste være optaget af, hvad der er hans vilje, selvom vi endnu ikke er i stand til helt at gøre den. Er vi ikke det, og behandler vi i stedet Gud, som den rige yngling gjorde det, han, der ikke kunne følge Kristus, fordi han var for rig - hvordan skulle vi så kunne møde ham? Det er jo tit sådan, at det, vi i grunden ønsker at besidde i bønnen og i det dybe livsforhold til Gud, som vi længes sådan efter - det er bare lidt mere lykke. Vi er slet ikke indstillet på at sælge alt for at kunne købe den kostbare perle. Hvordan i alverden skal vi da få fat på den - og er det egentlig den, vi venter at få? Gælder der ikke her det samme som i menneskelige forhold - når et menneske oplever, at det er forelsket i en anden, så betyder andre mennesker ikke længere det samme som før. Der er et gammelt ord, som kort og godt siger: når en mand har en brud, er han ikke længere omgivet af mænd og kvinder, men bare af andre mennesker.

Det er jo egentlig, hvad der skulle ske med vort forhold til alle slags rigdomme, når vi vender os mod Gud. De burde blegne og visne og reduceres til bare at være den baggrund, mod hvilken den eneste skikkelse, som virkelig betyder noget, kunne træde frem i tydeligt relief. Men det, vi selv gerne vil have, er ofte bare et enkelt strøg af himmelblåt i vort livs helhedsbillede, det billede, der har så mange mørke sider. Gud er parat til at være helt udenfor dette billede, han er også parat til at tage det på sig og bære det helt og aldeles som et kors - men han vil ikke finde sig i bare at være en tilfældig del af vort liv.

Derfor, når vi tænker på Guds fravær, var det så ikke en idé at spørge os selv, hvem vi egentlig giver skylden herfor? Vi giver altid Gud skylden. Det er altid ham, vi anklager enten lige op i hans åbne ansigt eller overfor andre mennesker for aldrig at være der, aldrig at komme, når vi har brug for ham, aldrig at svare, når vi kalder på ham. Andre gange er vi mere ”fromme” - særdeles meget i gåseøjne! - Og så siger vi med himmelvendte blikke: ”Gud prøver min tålmodighed, min tillid, min ydmyghed…” jo - vi finder på mange udveje for at vende op og ned på Guds dom over os, så den bliver til en ny måde at rose os selv på. Vi er så tålmodige, at vi endda kan bære over med Vorherre!

Er det forkert, hvad jeg siger her? Da jeg var ung præst, holdt jeg engang en prædiken - en af mange i et bestemt sogn - og en ung pige kom hen til mig bagefter og sagde: ”Fader Anthony, De må være et ganske forfærdeligt slet menneske.” Jeg svarede, at det var jeg da helt bestemt - men hvordan havde hun opdaget det? Hun sagde: ”Jo - De beskriver vore synder så rammende, at De må kende dem af personlig erfaring!” Det er sikkert rigtigt, at den skrækkelige beskrivelse af syndige tanker og holdninger, som jeg giver her, stammer fra min egen erfaring og ikke fra jeres - men I kender dem måske alligevel også - bare lidt . . .

Hvis vi gerne vil bede, må vi gå ud fra vores klare bevidsthed om, at vi er syndere, der har frelse behov - og erkendelsen af at vi er kommet væk fra Gud og ikke kan leve uden ham, og at alt vi kan tilbyde ham, give ham, er vores fortvivlede længsel efter at blive sådan, at Gud kan tage imod os, tage imod os i anger, tage imod os med barmhjertighed og kærlighed.

Sådan går det til, at bønnen lige fra begyndelsen virkelig er vores ydmyge vej opad mod Gud; den er et øjeblik hvor vi vender os mod Gud - varsomme med at komme ham nær, fordi vi erkender og ved, at hvis vi møder ham for tidligt, og før hans nåde har fået tid til at hjælpe os med at blive i stand til at møde ham, så vil dette møde betyde dom. Vi kan ikke gøre andet end at vende os mod ham med al den ærefrygt og opmærksomhed, al den tilbedende kærlighed og lydighed, som vi kan opbyde, med al den lyttende følsomhed og alvor, som vi måtte have i os og med bøn om at han vil gøre noget med os, som kan sætte os i stand til at møde ham ansigt til ansigt, ikke til dom og fortabelse, men til evigt liv.

 

Anthony Bloom (1914-2003) var ærkebiskop for den ortodokse kirke i England. Teksten er taget fra hans bog: En vej til bøn (udsolgt fra forlaget).

 

 

(levende Vand 1 2008)

 

 

Askesens mystik

 

 

Tro eller spiritualitet

Peter Halldorf

 

 

Mystik og askese i et grænseland

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

 

Den indre kamp

Uddrag fra Olivier Clément: Kilder

 

 

Hvordan kan klosterlivet inspirere bønsgrupper?

Ylva-Kristina Sjöblom

 

 

En kærlighedens askese

Grethe Livbjerg

 

 

Faste

Enzo Bianchi

 

 

Askese

Enzo Bianchi

 

 

En lille bønsskole

Guds Fravær

Anthony Bloom

 

 

Vidne

Olivier Clément

Grethe Livbjerg

 

 

Middagsdæmonen

Samuel Rubenson

 

 

Ord fra den udelte kirke

Johannes Klimakus (575-649)

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk