Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Jan Ulrik Dyrkjøb

Mystik og askese i et grænseland

 

Kristenliv er et dobbeltliv. Traditionelt hedder det, at vi som kristne er i ver­den, men ikke af verden. I vores egen tid er dette forhold kommet til at stå meget skarpt. Vi lever med en modsæt­ning. Vi lever i et grænseland.

Vi er blevet frigjort fra autoriteter og traditioner, fra fastlagte livsformer og tankesæt, fra knaphed og tekniske be­grænsninger, og ingen af os ønsker, at denne frigørelse ikke var sket. Vi er blevet moderne selvstændige menne­sker, og denne status ønsker vi ikke at sætte over styr. Det moderne liv er gå­et os i blodet.

Samtidig ved vi godt, at vi også har mistet meget. Opgøret med autoriteter og fastlagte livsformer har også været et opgør med religioner og moral. Fun­damenterne er blevet rokket og er kom­met i skred. Ja, vi kan opleve det sådan, at der slet ikke mere er noget, vi kan kalde et fundament.

Så midt i det moderne liv søger vi netop et fundament. Midt i en forvir­rende mangfoldighed søger vi afkla­ring. Vi søger tilbage til det oprindeli­ge i tradition og tro. Vi søger andet og mere end det, som det moderne liv kan give os. Vi søger en stærkere åndelig­hed. Vi tørster efter rene kilder.

Men det er ikke et enten-eller. Vi kan ikke springe ud af det liv, vi befin­der os midt i, og som vi også er opta­get af og gerne vil bidrage til. Vi må le­ve med en modsætning. Vi må leve i et grænseland. Som kristne mennesker må vi finde en vej, der både er gammel og ny, en ydmyg vej, men også en selv­stændig vej.

 

Mystikken

Kristenlivet begynder med dåben, og dåben gør os til mystikere. Ikke sådan at forstå, at vi bliver programmeret til at opnå særlige åndelige erfaringer. Der er under alle omstændigheder er­faringer, som kun de få får del i. Der er mennesker, der får særlige nådegaver.

Alligevel kan man godt sige, at dåben gør os til mystikere. I dåben sker der en indgang til en mystik, som først og fremmest er en kristusmystik. Uden at selve sakramentet direkte nævnes, ser vi det aftegnet i Johannesevangeliet. Den sidste aften siger Jesus til disciplene: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham” (Joh. 14:23). Jesus beder også i sin sidste bøn til sin himmelske Fader: ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig” (Joh. 17:22). Det er hele pointen i Johannesevangeliets forkyndelse, at vi skal inddrages i den enhed, der er mellem Faderen og Sønnen. I og ved Sønnen forenes vi med Gud selv - og det er jo selve mystikkens kerne.

Hos Paulus bliver kristusmystikken helt tydelig og knyttes direkte til då­ben. Paulus skriver: ”Ved I ikke, at al­le vi, som er blevet døbt til Kristus Je­sus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Fa­derens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans” (Rom. 6:4f.).

Ikke blot bliver vi i dåben forenet med Kristus. Vi får del i hans død og opstandelse. Der er noget, der bliver gjort ende på, og der er noget nyt, der begynder. Der er et nyt liv. Og det er et liv, hvor vi er i Kristus, eller vi er med Kristus i Gud. Sådan siger Paulus det et andet sted: ”I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud” (Kol. 3:3). Netop denne tanke om det skjulte liv - med henvisning til netop dette sted hos Paulus - er i traditionen blevet be­tragtet som en grundforestilling om det mystiske kristenliv. Her er en ind­gang til de rene kilder, til troens funda­ment, og til den ydmyge vej, vi under alle omstændigheder skal gå, uanset hvor moderne vores liv ellers er blevet, og uanset hvor optaget vi er af det.

Den ydmyge vej, det skjulte liv med Kristus i Gud, er netop skjult. Vi ken­der den grundlæggende relation: livet med Kristus i Gud. Vi ved, hvad kri­stenlivet handler om, men vi ved ikke, hvad det bringer os. Gud virker i os og med os på måder, vi ikke kan forudse og aldrig udgrunde.

Vores egen tid begyndte med, at Europas civilisation og kultur brød sammen. Det skete med Første Verdenskrig, og det blev til voldsom erfaring og dyb anfægtelse i tiden efter. Tænkere og digtere og kunstnere kaldte os til besindelse på fundamenterne, på det dybeste og inderste i åndens liv. Det var også i den tid vi kom til at opleve en helt ny besindelse på kristendommens kerne og fundamenter.

 

Det tyvende århundredes lidelse

Dermed berører vi dette, at vores mo­derne liv nok er et liv med en ”lethed,” som mennesker aldrig før har kendt, men også et liv, hvor hensynsløshed og menneskeforagt har trængt sig på og fået magt i hidtil uset omfang. Det ty­vende århundrede har været fyldt af meningsløs lidelse. Tusindvis af men­nesker er blevet henrettet og dræbt i krig. Men lige så mange eller flere er slet og ret blevet udryddet, og her ved begyndelsen af et nyt århundrede har vi svært ved for alvor at tro på, at alt dette er et overstået kapitel i menne­skehedens historie.

Vi er virkelig i et ganske egenartet grænseland. Vi lever midt i den moder­ne mangfoldighed, med horisonterne vidt åbne. Men intetheden og tomhe­den, hensynsløsheden og ødelæggel­sen, fornedrelsen af mennesker og af selve det menneskelige er samtidig en uomgængelig del af vores liv. Intet menneske går fri af nogen af delene.

Men vi står også med et kald til at besinde os på kilderne. Kirker og insti­tutioner og miljøer træder i baggrun­den. På mange måder er de nødvendi­ge, men det er alligevel kernen vi må koncentrere os om: Friheden. Lidelsen. At dø og leve med Kristus. At leve det skjulte liv.

 

Fra dåben til døden

Så snart vi taler om at leve og om liv, så taler vi om noget, der ikke sker på et øjeblik, men som har sin tid. Vi taler om bevægelse og stilstand, om frem­gang og tilbagegang, om begyndelse og ende. Kristenlivet er netop i den for­stand et liv. Det er et levende og levet liv. Luther knytter dette kristenliv di­rekte til dåben: ”Dåbens sakramente eller tegn er, som vi ser det for vore øj­ne, hurtigt udført. Men betydningen, den åndelige dåb, syndens drukning, varer ved, så længe vi lever, og fuldbyr­des ikke før end i døden. (…) Altså er et kristenmenneskes liv intet andet end en stadig påbegyndelse af saligt at bortdø lige fra dåben til graven.” Lu­ther siger også meget smukt, at vi på den yderste dag bliver ”rigtigt draget op af dåben og for alvor født og ifører os den sande dåbskjole, nemlig det udødelige liv i Himlen” (En sermon om dåbens hellige, ærværdige sakra­mente, 4-5).

Så midt i det moderne livs mangfoldighed og frihed og midt i menneskehedens store lidelse har vi dette gamle og dog altid nye og fornyende for os: Kristus, livet med Kristus i Gud, Paulus, Luther, den åndelige tradition. Vi står med et kristenliv, der skal leves på præmisser, der for længst er lagt, men som dog skal leves i en ny tid, der både er løfterig og dødsens farlig.

 

Askesen

Kristenlivet er et asketisk liv. Vi tænker på askese som en øvelse i afkald. Det græske ord askesis betyder blot ”øvel­se.” Idrætsmanden øver sig, men øvel­sen er også et afkald. Paulus skriver: ”Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholden­de i alt - de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner” (1. Kor. 9:24f.).

Hvad er det vi skal øve os på? Hvad er det vi skal afholde os fra?

 

Opmærksomheden

Vi skal øve os i opmærksomhed. Op­mærksomhed over for verden, menne­sker, medmennesker. Når vi er op­mærksomme, så er vi os selv. Så er ver­den, som verden er. Så er mennesker, som mennesker er. Så ser vi det særli­ge og enestående ved hver ting og hvert levende væsen og hvert menne­ske.

Vi har så let ved at komme til at se vores omverden og vore medmenne­sker i vores eget billede. Det, der er i os selv, ser vi uden for os selv. De kampe, vi skulle udkæmpe i os selv og med os selv, bilder vi os ind foregår uden for os selv.

Det er en gammel sandhed, der i hver ny tid må opdages på ny. Det ser vi i et af de stærkeste asketiske ord fra vores egen tid. Vi finder det hos Etty Hillesum (1914-43). Hun var hollandsk jøde og døde i Auschwitz. Hun blev i den sidste del af sit liv en stor mystiker. Hun skriver i et af sine breve: ”Det er den eneste mulighed, Klaas, jeg ser in­gen anden udvej. Hver og en må gå ind i sit eget væsen og i sig selv udrydde og tilintetgøre alt det, som han vil udryd­de og tilintetgøre hos andre.” Dette ud­sagn fra et menneske, der stod midt i det moderne liv konfronteret med ti­dens store trussel, er i virkeligheden i dyb samklang med gammel asketisk visdom. Isak Syreren - der levede i det 7. århundrede - skriver: ”Hvordan ved man, at man har opnået hjertets ren­hed? Når intet menneske synes at væ­re urent.”

 

Din vilje ske

Vi må dagligt træne vores opmærksomhed. Vi må standse op og besinde os, når vi opdager, at vi kun så det, som kom fra os selv. Vi må sige Gud tak, når vi virkelig så og erfarede det, der ikke var os selv. Når vi opdagede det, vi ikke kendte. Når vi fik gaver, vi ikke havde ventet. Når vi blev kaldet uforudset.

Det mærkelige og forunderlige er, at først når du er dig selv og bliver hos dig selv, kan du være dit medmenne­ske nær. Først da erfarer du den an­dens egenart. Først da ser du det i sandhed enestående. Først da ser du de vilkår, der ikke er dine egne. Og først da kan du begynde at ville Guds vilje med det andet menneske og med verden. Det er i virkeligheden den svæ­reste kunst!

Vi skal øve os i opmærksomhed, og vi skal give afkald på alt, der ikke er fra Gud, og som kan komme mellem os og Gud. Det er det, der dør med Kristus, men som vi dog dagligt skal ”afdø” fra. Det er det afkald, livet fra dåben til dø­den gælder. Hvad er det i grunden? Det er sådan set alt i vores liv - når vi tror vi ejer det og har magt over det. Det er livet som rettighed og som bille­de af os selv. Det er det liv, hvor vi vil have vores ”ære fra hinanden og ikke søger æren hos den eneste Gud” (Joh. 5:44, jf. 12:43). Det er det mest radika­le og det sværeste afkald, som vi kun kan gå ind på, når vi opdager, at vi ale­ne er båret af Gud.

Man kan sige, at al sand askese, al sand øvelse og alt sandt afkald, er in­deholdt i den ene grundlæggende bøn: ”Din vilje ske!” - den bøn, som Jesus lærte os, den bøn, som han selv bad i Getsemane. Det er bønnen for samlivet med ham, for det skjulte liv. Han kom ikke for at gøre sin egen vilje, men hans vilje, der sendte ham (Joh. 6:38).

At vores liv er ”skjult” vil sige, at vi ikke kender Guds vilje. Guds vilje kan vi kun hengive os til. Men ”skjult” be­tyder også, at vores liv er gemt og be­skyttet. For Gud kan ikke være andet end tro mod sit væsen, og Guds væsen er at skabe, at give sig selv, at velsigne. Vores liv er skjult i skabelsens og vel­signelsens under. Alt er indeholdt i skabelsesberetningens ord: ”Gud skab­te mennesket i sit billede, i Guds bille­de skabte han det, som mand og kvin­de skabte han dem, og Gud velsignede dem.”

 

Længslen

Men når vi kender Guds væsen - ikke i sig selv, men i livet og alt det skabte - så kender vi også alle længslers mål.

Mennesket længes. Vi er intet og gør intet, uden at der er noget vi vil og rækker ud efter. Og når Gud glider os af hænde, når den civilisation bryder sammen, der engang nærede os med gudsord og gudstegn og med anvisninger af veje til Gud, når hensynsløshedens og menneskeforagtens mørke lukker sig om os, når vi kun har den skjulte Gud tilbage, så forbliver længslen. Længslens mål kan få andre navne. Vi længes efter mening, fylde, nærhed, lys, trøst, godhed, sandhed, skønhed. Det er ikke tilfældigt, at Dostojevskij kan sige, at verden skal frelses ved skønhed. For når skønheden åbenbares, så holdes længslen i live, og Gud er nær. Når skønheden forsvinder fra vores indre blik og indre sanser, så er vi redningsløst fortabt. Digteren Stephane Mallarmé (1842-98) skriver: ”Jeg har været tilstrækkelig fordybet i Intetheden til at kunne tale med vished. Der findes ikke andet end Skønheden; - og den har kun ét fuldendt udtryk: Poesien. Alt andet er løgn.”

Det er den moderne askese. Det er længslens udtryk i vor tid. Vores opga­ve er ikke at udslette disse høje udsagn, men at lade kristendommens og kir­kens gamle erfaringer klinge sammen med dem og give dem en anderledes fylde, sådan at både gammelt og nyt får ny kraft i vores liv.

 

Skrøbeligheden

Askesen kan også slet og ret benævnes som et afkald på magt og vel at mærke i alle dens former. I det moderne liv er kirken og troen uden magt - eller godt på vej til at miste den, og det svarer i virkeligheden til troens væsen. Kristus er det magtesløse menneske. Han er forsvarsløs. Og selve ordet, hans ord, ordet om ham, er forsvarsløst og skrø­beligt. Det kan let overhøres eller for­vanskes. Karmeliternonnen Ruth Bur­rows taler om, at vi ikke skal beklage, at tidligere tiders religiøse kultur har fortonet sig eller helt er forsvundet. Det giver os chancen for at blive ånde­ligt voksne. Nu har Gud kun sig selv som fortaler. Det gør Gud mere sårbar og forsvarsløs end nogensinde, og så er det kun kærligheden, der kan tage imod ham. Så taler hjerte til hjerte.

 

Lectio divina

Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jor­diske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I bli­ve åbenbaret sammen med ham i her­lighed. Så lad da det jordiske i jer dø. (…) Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjer­tighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Her­ren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærlighe­den, som er fuldkommenhedens bånd. Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige. Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. (…) Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham! (Kol. 3:1-5a, 12-17).

 

Jan Ulrik Dyrkjøb er pastor emeritus.

 

 

 

(levende Vand 1 2008)

 

 

       

Askesens mystik

 

 

Tro eller spiritualitet

Peter Halldorf

 

 

Mystik og askese i et grænseland

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

 

Den indre kamp

Uddrag fra Olivier Clément: Kilder

 

 

Hvordan kan klosterlivet inspirere bønsgrupper?

Ylva-Kristina Sjöblom

 

 

En kærlighedens askese

Grethe Livbjerg

 

 

Faste

Enzo Bianchi

 

 

Askese

Enzo Bianchi

 

 

En lille bønsskole

Guds Fravær

Anthony Bloom

 

 

Vidne

Olivier Clément

Grethe Livbjerg

 

 

Middagsdæmonen

Samuel Rubenson

 

 

Ord fra den udelte kirke

Johannes Klimakus (575-649)

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk