Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Vidner

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

 

 

Grethe Livbjerg

Oliver Clément

 

I Frankrig fandtes der i begyndelsen af forrige århundrede områder, hvor dåbsprocenten var ganske lav, beboerne var antiklerikale og socialister, hvilket var ensbetydende med ateister. Olivier Clément blev i 1921 født ind i en sådan familie. Han hørte aldrig om Gud. Han så kirker, men de var lukkede, mange af dem forladte, omgivet af uforstyrret voksende ukrudt. Naturligvis blev han ikke døbt.

Første gang han var inde i en kirke var som 20-årig på rejse til Paris sammen med sine forældre, der af kulturel interesse ville se kirker, men de kedede ham. Notre Dame´s himmelstræbende gotik var en arkitektonisk bedrift, men hvorfor stræbe mod himlen, som bare var tom?

Forældrenes svar på hans spørgsmål om liv efter døden rummedes i ét ord: Intet.

Men efter sin fars død fandt han i en skuffe, hvor faderen havde gemt sine mest personlige papirer, et eksemplar af Johannesevangeliet og en biografi om den hellige Serges.

Engang gik han sammen med sin ti år ældre søster over en bro.

Den er gammel?

Ja, den er bygget af Ludvig XV. Mange har før os gået over den, og mange vil efter os gå over den.

Og vi da? Hvor er vi så?

Men det ved du da, vi er døde.

Hvad er døden?

Den er intet.

 

”Et øjeblik kunne jeg ikke få vejret. Så trak jeg det dybt ind og ud for at bekæmpe min angst.”

Siden gik Olivier og regnede ud, hvor mange år den og den i hans familie havde tilbage før det store intet.

Skolebogen, hvori han læste om Frankrigs historie, interesserede ham ikke, for det var en bog om døde, om dem som nu var intet.

Alle vegne så han krucifikser, hvorpå der hang en død mand - et lig. Igen dødens tomhed. Ingen fortalte ham, at den døde Jesus var opstået og lever i dag. Da han mange år senere erfarede opstandelsens kraft, forstærkedes hans modstand mod krucifikset, der for ham var vidnesbyrd om dødens intet.

Seksualiteten vågnede. Og med den overvejelsen: Er livet bare at stifte familie, opdrage børn, som så igen stifter familie, opdrager børn - som dør og forsvinder i intet? Er det virkelig livets mening?

Ateismen blev hans vej. Han angreb sine katolske kammerater: ”I tror kun på Gud af angst for døden” Og han fik intet svar.

Professorerne levede som ateister uden at begå selvmord, men mange af deres studenter gjorde.

Olivier Clément søgte i hinduismen. Dér fandt han stilhedens vej, meditationen, non-dualismen. Men sidegevinsten var passiviteten. Han mærkede i sig en voksende ligegyldighed for verdens problemer. En dag opdagede han, på vej over en gade, at han var ligeglad med om han blev kørt over. Den oplevelse chokerede ham.

Olivier Clément havde set flere af sine familiemedlemmer og venner dø og havde bemærket, hvordan døden havde transfigureret deres ansigtstræk. Han fik fotograferet sin far kort efter dødsøjeblikket, og det foto bar han altid med sig. Engang så han en række fotos af Charles de Foucauld fra forskellige perioder i dennes liv. Det greb ham dybt at se, at den forvandling han havde iagttaget med et ansigt i døden, kunne ske med et levende menneske. Han nærmede sig opdagelsen af livets mening: Guddommeliggørelsen.

I en alder af 27 overvandt han den knugende trang til selvmord. Og da skete noget som forvandlede alt: Han faldt over den ortodokse filosof Nicolas Berdiaeffs bog Esprit et Liberté (Ånd og frihed). Han læste den i stræk over ét døgn. Der var i den bog en hidtil ukendt glød, som gennemvarmede hans hjerte. ”Jeg var brændemærket for altid,” og mærket var et kors. Ikke et dødens kors, men livets. Ved at skabe mennesket havde Gud gjort sig sårbar, lige til korset. Gud er længsel efter den anden, efter mennesket. Den Almægtige er lige så svag som kærligheden, og ligesom den udholdende og udstrålende.

Gud blev menneske for at mennesket skal blive Gud. En dråbe af Gud-menneskets blod er nok til i det skjulte at metamorfosere verden.

Og Kirken? Den er verden på vej til guddommeliggørelse. Der er ikke et græsstrå, som ikke ånder i kirken, ikke en galakse som ikke i kirken fejrer den kosmiske liturgi.

Lyset fra den ottende dag, den dag der ikke er en dag blandt dagene, den er hverken den første eller sidste af alle dage, men opstandelsens dag - den første i evigheden - tiden der er opslugt af evigheden. Evigheden, der stråler ud over hele kosmos og forvandler alt.

Olivier Clément gik på én gang over fra en dødens kultur til en opstandelsens. Fra intetheden til en kirke, der levendegør alt. Hele hans liv har siden været en lovprisning af den opstandne Kristus, der drager os stadig dybere, stadig højere, lige til hele vores person, vores krop inklusiv, bliver transfigureret i det guddommelige lys.

Han vendte sig nu mod kirken - for ham den ortodokse - og blev døbt som 30-årig.

Snart var han i kontakt med de store eksilrussere, der underviste på Saint Serge, det ortodokse teologiske Institut i Paris, og efter endte studier blev han selv lærer dér.

Han blev lægteolog som flere af sine professorer, hvoraf Vladimir Lossky påvirkede ham stærkt og gav ham udsyn. Lossky havde selv følt sig hæmmet af en indelukket snæverhed i det ortodokse miljø og ønskede at åbne op for Vestkirkens rigdomme uden at svigte sine egne værdier. Han gjorde Clément opmærksom på katolske teologer og helgener som f.eks. Hans Urs v. Balthasar, Frans af Assisi og Therese af Lisieux, der fik stor personlig betydning for Clément.

Man har kaldt Olivier Clément for ”passeur,” ordret oversat: ”færgemand,” man kan også sige brobygger mellem Øst - og Vestkirken. Jeg har selv truffet ham i et katolsk kloster i Frankrig, hvor han færdedes som en god ven.

Han ønskede at forene en dyb åndelig erfaring med en skabende åbenhed over for verden. Han levede og prædikede, at jo mere man bliver et bedende menneske, jo mere bliver man ansvarlig over for sine omgivelser. Bønnen er ikke et bedøvende stof, der fritager os for ansvaret for denne verdens anliggender, tværtimod forstærker den vor ansvarlighed. Dette, som burde være en selvfølgelighed, har langtfra altid været det, hverken i ortodokse eller vestlige fromme miljøer.

Flere gange har han besøgt Taizé og glædet sig over dér at finde foreningen af bøn og solidaritet med verden. Han udtrykte sin begejstring i en lille bog: Taizé. Un sens à la vie.

Olivier Clément ser meget klart i forholdet til østlige meditationsformer og teknikker, som i årtier har strømmet ud over Vesten. Sammen med den vel største katolske teolog i forrige århundrede Hans Urs von Balthasar og andre kendte teologer skrev han en bog, der går i dybden i klargørelse af og advarsel omkring dette problem: Des Bords du Ganges aux Rives Du Jourdain. Han tager også dette emne op i sin bog Corps de Mort et de Gloire.

Både med sin teologiske viden og med sin personlige integritet har Olivier Clément påvirket både vestlige og ortodokse teologer, men hans påvirkning går også langt udover snævre teologiske kredse til ikke bare fransk kristenhed men europæisk.

Johannes Paul II‘s opfordrede i encyklikaen ”Ut unum sint” (at de alle må være ét) alle kirkelige ledere om sammen med ham at gå ind i en ”broderlig og tålmodig dialog angående dette objekt - Petersembedet - en dialog, hvor gensidig lytten overskrider tom polemik, med intet andet i sinde end Kristi vilje for sin kirke.” I Clément´s svar, Rome autrement (på engelsk: You are Peter), kommer hans økumeniske engagement stærkt til udtryk. Han påviser her, hvordan Petersembedet bekræftes ud fra Bibelen og kirkefædrene og gennemgår i store træk dets udvikling. Han refererer til ortodokse kirkeledere, som gerne ser dette embede virkeliggjort for hele kristenheden på den måde det fungerede i de første 1000 år.

 

Det var naturligt i et miljø som Saint Serges at studere og leve ud fra kirkefædrene. Olivier Clément ser i dem, i enhedens kirke, et håb for kristnes enhed i dag. I den bog som nu er udkommet på dansk med titlen Kilder, skriver han i forordet:

 

Formålet med denne bog er ikke at popularisere, men at udbrede viden. Kristendom er for de fleste mennesker i dag et ukendt begreb, og dette ukendte begreb tiltrækker ikke engang ved sin usædvanlighed, for man bliver ved med at fremstille dets fejludviklinger og karikaturer. På mange opfordringer har jeg derfor forsøgt at give ordet til den udelte Kirkes største vidner, til denne tradition, som er fælles for alle kristne trosretninger, og som alene er grundlaget for en ”økumeni i tiden.”

 

Det er en gave til alle danske kristne, at vi nu har denne bog på dansk. Det er ikke en bog, man hurtigt læser, men en bog man lever med, fordyber sig i. Jeg har haft den i min nærhed gennem 20 år, og hver gang jeg dykker ned i den, finder jeg nye skatte.

 

 

Litteratur af Olivier Clément

L´autre Soleil. En selvbiografi.

La révolte de l’Esprit.

La Prière du Coeur.

Rome autrement

Corps de Mort et de Gloire. 

Dialoques avec Patriarche Athenagoras.

 

De følgende tekster er plukket rundt i disse værker:

 

Den kristnes bestemmelse er en pilgrimsvandring til ”hjertets sted,” hvor Herren venter os.

 

Menneskets kald er at fuldende sin menneskelighed ved at blive Gud af nåde, det vil sige helt levende, og at lade sin menneskelighed blive et herlighedens tempel. ”Glem ikke, at det at leve er herlighed,” sagde Rilke på sit dødsleje. En herlighed, som omstyrter døden eller snarere vender den til det modsatte.

 

Mennesket er faktisk, for at bruge Gregor af Nazianz’ stærke udtryk, opfyldt af en ”guddommelig stråle,” som bærer det, drager det, ”virker i” det, og forhindrer det i at identificere sig helt med jorden, som det er dannet af. ”Mennesket overgår mennesket uendeligt,” sagde Pascal. De jordiske vilkår kan på ingen måde tilfredsstille og definere det.

Kirkefædrene har uophørligt hyldet menneskets uudslettelige storhed, dette ”bundløse dyb,” som er Guds sted. Mennesket er Guds billede, fordi det ligesom Gud selv overgår enhver definition.

 

Vestens menneske, siger Heidegger, er præget af ”at ville ville”. Det må først og fremmest lære at overgive sig, at give slip, og det er den dybeste mening med Jesusbønnen (den stadige gentagne bøn: Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig).

 

Nivolas Cabasilas, som skrev for storbymennesker, er os en stor hjælp. Man skal ikke, skriver han, ville elske Gud, men ydmygt vide, at Han elsker os. Man må udgå fra centret, og centret er Kristus, kirkens hjerte, enhver kristens alter ego. Kærlighed besvarer kærlighed. Hjertets kræfter, der kan være bundne og forvirrede, frigøres og forenes af Herrens nærvær.

 

I Orientens kristenhed - i Orienten generelt - elsker man alderdommen, fordi man betragter den som skabt til bøn. Når man er gammel og føler Gud nær gennem det biologiske livs nedbrydning, bliver man sig bevidst at være et barn, overgivet i sin fars arme, transparent for et andet lys. En civilisation, hvor man ikke beder, er en civilisation, hvor alderdommen ikke har nogen betydning… Vi har behov for gamle mennesker der beder, som smiler, som elsker med en uselvisk kærlighed, som er fyldt af undren. De alene kan vise de unge, at det er værd at leve, og at intethed ikke har det sidste ord.

 

Mystik er ikke andet end det ekstraordinære midt i det ordinære.

 

Den grundlæggende meditation, som hvor og når som helst pludselig kan vælde frem i hjertet, er at minde os selv om, at Gud er til, og at han elsker os. Det er ligesom når en elskende kommer til at tænke på sin elskede, der deler hans kærlighed, og da overvældes af en stor glæde. Han, som er dybet hinsides alt, tager os med sig, som en fader tager sin søn med sig, og han leder os ind i en verden af ikke-død og god inspiration, befriet fra angst og had. Det er Helligåndens verden, og han skænker os gudsrigets pant i eukaristien. Hans mildhed kommer da til os, og vi tørster efter ham. Vi ønsker, at alle mennesker får del i denne glæde, og vi beder om, at alle skal blive frelst.

 

Det er den Opstandne jeg tørster efter. Vist, Kristus giver også sig selv i evangeliet. Men Ordet blev kød, og det er dette kød, jeg hungrer efter. ”… Den som spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig og jeg i ham” (Joh 6,53-56). Jeg afviser konsekvent enhver spiritualisering af denne tekst. Jeg hungrer efter eukaristien. Jeg hungrer efter en kirke som først og fremmest er eukaristisk. En menighed, som bekender, udover al sociologi, Kristi legeme i eukaristien. Efter en teologi som udgår fra eukaristiens kalk.

 

Bøn og teologi er uadskillelige. Den sande teologi er forstandens tilbedelse. Forstanden oplyser bønnens bevægelse, men kun bønnen kan give den Åndens glød. Teologien er lys, og bønnen er ild. Deres enhed er et udtryk for forstandens og hjertets enhed. Men det er forstanden, som skal ”hvile” i hjertet, og teologien skal overgå sig selv i kærligheden.

 

Hvis du er teolog, vil du i sandhed bede, og hvis du i sandhed beder, er du teolog.

Samlet og oversat af Grethe Livbjerg

 

 

  

(Levende Vand nr. 1 2008)

 

Askesens mystik 

 

Tro eller spiritualitet

Peter Halldorf

 

 

Mystik og askese i et grænseland

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

 

Den indre kamp

Uddrag fra Olivier Clément: Kilder

 

 

Hvordan kan klosterlivet inspirere bønsgrupper?

Ylva-Kristina Sjöblom

 

 

En kærlighedens askese

Grethe Livbjerg

 

 

Faste

Enzo Bianchi

 

 

Askese

Enzo Bianchi

 

 

En lille bønsskole

Guds Fravær

Anthony Bloom

 

 

Vidne

Olivier Clément

Grethe Livbjerg

 

 

Middagsdæmonen

Samuel Rubenson

 

 

Ord fra den udelte kirke

Johannes Klimakus (575-649)

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk