Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Peter Halldorf

Eros og agape      

 

En lille bog, placeret midt i Bibelens bibliotek, hører til de mest elskede og læste i gudselskernes historie. Endda har teologerne af og til undret sig over hvordan den er havnet dér. Hører Højsangen i grunden hjemme i Bibelen? Den taler jo aldrig om Gud. Den indeholder ingen bønner. Ingen ord om hellighed og gudsfrygt.

Det er snarere en tekst med stærk erotisk ladning. En sang om kærlig heden, der er lifligere end vin. De to, kvinden og manden, drages mod hinanden, søger hinanden på deres seng om natten, opsluges af hinandens glød. Kærligheden er smeltediglen hvor man finder sig selv i foreningen med den anden.

Det var ikke uden grund, at de jødiske rabbinere sagde, at man bør vente med at læse Højsangen. I det mindste til man blev tredve år. Hvis man for tidligt begiver sig ind i disse tekster, risikerer man at brænde sig på dem.

Højsangen synger om den flammende glød der sætter krop og sjæl i brand. Samtidigt har gudsvenner til alle tider læst Højsangen som en sublim åndelig tekst, en skildring af Guds vej til mennesket og menneskets vej til Gud. I de stærkeste erotiske afsnit har man frydet sig over Guds overstrømmende kærlighed.

Hvordan er dette muligt? Er det ikke en sammenblanding af eros og agape? Bør man ikke holde åndelighed og seksualitet adskilt?

 

Seksualitet på afveje

Udenforstående betragtere af åndelige bevægelser med indslag af stærk hengivenhed har ikke sjældent påtalt, at den udlevede åndelige oplevelse i virkeligheden under overfladen rummer en erotisk spænding. Det er for eksempel en tilbagevendende ide i P.O.Enquists roman Lewis rejse. Tungetalende pinsevenner får i lidenskabelige vækkelsesmøder udløb for en fortrængt seksualitet. Klimaks i vækkelsesmødet sammenlignes med seksualakten. Åndsdåben beskrives som en åndelig orgasme.

Derfra er skridtet ikke langt til en forveksling – i Guds navn. En seksualiet på afveje gives et sakralt indhold. Samlejet ses som en eksorcisme eller som en stedfortrædende akt i venten på den endelige forening med den himmelske brudgom. Eller helt enkelt som det yderste udtryk for en åndelige frihed: Ånden har nu sejret over kroppen og bevæger sig i en anden sfære. Hvad kroppen foretager sig i lidenskabernes verden kan ikke længere besmitte ånden.

Det sidste var almindeligt forekommende i den langt drevne dualisme mellem krop og ånd, som var helt gennemført i en del gnostiske sekter i senantikken. Seksuelle orgier og udsvævelser hånd i hånd med de mest højtflyvende åndelige retninger er naturligvis kun muligt, hvor det kropslige og det åndelige i praksis ikke er forenet i samme skabning.

Nej, det er ikke underligt, at løbeseddelredaktørerne får fingerkløe af kombinationen religion og seksualitet. Intet formår som dette at kildre sanserne.

 

Hastværk forvansker

Det er heller ikke overraskende at de fromme bliver forargede. De fleste kan ikke genkende sig selv i beskrivelser hvor deres åndelige oplevelser tolkes ved hjælp af erotiske begreber. Alligevel er de, der når til disse slutninger, på sporet af noget, om end de ofte drager fejlagtige konklusioner.

Eros og agape er nemlig ikke to for skellige slags kærlighed. Kærligheden er én, og derfor er Højsangen på en og samme tid en hyldest til den legemlige og den åndelige kærlighed.

Hver gang en glødende åndelighed leder helt vild på seksualitetens område, er det på sin plads at huske på at der ikke findes nogen højere og lavere form for kærlighed i denne verden. Kærligheden er én. Men det højeste og det laveste hos mennesket ligger altid tæt på hinanden.

Denne indsigt når vi dog ikke til uden den selverkendelse som et menneske får med tiden. Det er derfor at hastværk forvansker kærligheden - og åndeligheden. Når entusiasme, iver og varme følelser tages som tegn på at længselen er ren og ublandet, kan de største fejltagelser fæste bo i hjertet.

 

Lidenskaben og det gode

Den gamle åndelige vejledningstradition, udviklet i 300-tallet, forener i sin menneskekundskab en psykologisk og åndelig indsigt som moderne psykoanalyse ikke er nået op på siden af.

Med synet på mennesket som Guds billede, er udgangspunktet at alt i mennesket, også afvigelserne, har del i det gode. Hvis mennesket ikke grundlæggende er godt, kan Gud heller ikke være god. Ellers er mennesket ikke Guds billede.

Dermed tager man ikke let på synden. Det der i løbet af middelalderen udviklede sig til læren om de syv dødssynder, har sin baggrund i en undervisning om de "otte laster" der udformedes allerede i oldkirken. Det er en konkretisering af det Nye Testamentes ord om "kroppens gerninger", for at gøre det forståeligt hvad for eksempel Paulus mener da han sagde at "kødet er åndens fjende og ånden er kødets fjende" (jf. Gal 5,17).

Fædrenes vejledning om lasterne følger en indre logik. De starter med det der vedrører kroppen som ganens fristelser og havesygen. Derefter kommer det der vedrører sjælen: Vreden og livsleden er to uvelkomne gæster det er svært at få bugt med. Til sidst kommer det der ligger dybest i mennesket, det der gemmer sig i sjælen og som det er sværest at nå frem til. Derunder hører ærgerrigheden og hovmodet.

En af de otte laster, eller lidenskaber som de også kaldes, er den utøjlede seksualitet, men aldrig seksualiteten som sådan. Ordet lidenskab gives i den åndelige litteratur et andet indhold end vi i dag ofte lægger i ordet.                 

Lidenskab betegner her det der lægger beslag på og vildleder menneskets dybeste livskraft og længsel. Lidenskaberne kan derfor siges at have del i det gode. De afspejler noget oprindeligt og godt hos mennesket, men det er kommet på afveje, blevet skævt, og derfor fører det til selvdyrkelse.

Når Paulus taler om "det gamle menneske med dets gerninger" (Kol 3,9) sammenligner han dem betegnende nok med "afgudsdyrkelse" (Kol 3,5). Som Guds billede har mennesket i kraft af sin medfødte sjælsstyrke og længsel evnen til at gå ud over sig selv og elske de andre som Gud elsker, med en kærlighed der ikke søger sit eget. Lidenskaberne bruger denne evne hos mennesket og bøjer den mod dets ego så at den fører til afgudsdyrkelse. Mennesket dyrker sig selv i stedet for at gå ud over sig selv.

Men eftersom lidenskaberne udgår fra det gode, skal de ikke knuses, de skal befries. Begæret skal ikke fjernes, det skal forvandles. Det er denne befrielse og forvandling der af den åndelige vejledning - og af det Nye Testamente - beskrives som en rensning af menneskets hjerte, der kun kan finde sted ved Åndens kraft.

Målet med det kristne liv er at fyldes af Helligånden, siger den russiske starets Serafim af Sarov og mange andre med ham. Men hvad er målet med at blive opfyldt af Helligånden? Det er et rent hjerte! Hjertets renhed er Åndens vigtigste frugt og som sådan identisk med det der i kristendommen kaldes omvendelse. Og at omvendelsen varer hele livet behøver vi vel næppe at erindre om. Her findes altså et samspil: askesens opgave er at lade Ånden opfylde os. Ånden er den ild der renser hjertet.

Hvad er det så der skal renses? Det er blandt andet den længsel hos mennesket der kaldes eros.

 

Guddommelig ekstase.

Eros og agape er to græske ord der, let forenklet, betegner den menneskelige og den guddommelige kærlighed. I den kristne lære om kærlighed er det af og til blevet tolket som udtryk for en "lavere" og en "højere" kærlighed.

Agape skulle da stå for den ophøjede, guddommelige kærlighed med hvilken Gud elsker os og vi Gud, medens eros er den menneskelige kærlighed, behæftet med selvisk nydelse. Den givende kærlighed, i form af agape, stilles således op mod den selviske eller legemlige kærlighed, eros.

Denne måde at tænke på er fremmed for den tidlige kristne lære. Tværtimod hører eros og agape sammen, de forudsætter og styrker hinanden. Agape uden eros bliver bleg og kraftløs. Eros uden agape udarter sig til gerrig nydelsessyge.

Eros betegner den stærke attrå efter forening med den anden, der i fællesskabet mellem mand og kvinde får sit dybeste udtryk i den akt der fører livet videre, samlejet. I den seksuelle forening går mennesket ud over sig selv, og ligner i det øjeblik Gud fordi det gennem denne akt giver liv til en ny skabning.

Her får ordet ekstase sit rette ind hold. Det græske ekstase betyder at "stå udenfor sig selv". Men den almindelige betydning af dette ord afspejler snarere hvordan ordet er blevet "overtaget" af lidenskaben. Ekstase anvendes til at betegne heftige, ukontrollerbare følelser, ofte netop på seksualitetens og åndelighedens områder.

I det kristne liv er ekstasen en frugt af Åndens tilstedeværelse i et menneske. Ånden drager os ud af os selv, vækker den kærlighed der vender os bort fra os selv og får os til med glæde at hengive os for den anden. Når agape og eros er forenede, bliver ekstasen et udtryk for den dybest tænkelige frihed et menneske kan erfare: friheden fra sit eget jeg. Den kærlighed der får mennesket til at gå ud af sig selv, er ikke en "platonisk" kærlighed, bleg og uskyldig, den ejer eros' lidenskabelige længsel og kan derfor være forbundet med stærke følelser - noget vi med rette forbinder med ordet ekstase - de er nu bare ikke rettet mod jeget, men mod den anden. Ekstasen får derfor sit fuldeste - og mest nøgterne - udtryk i tilbedelsen.

Et af de græske ord for at tilbede betyder: "jeg kommer for at kysse". I den akt hvor mennesket flytter tyngdepunktet fra sig selv og vender det mod Gud, erfarer det den glæde det er skabt til. Denne glæde er en forsmag på paradis, ja den er paradisets komme til denne verden, og den får mennesket til at glæde sig over det skabte. Det kan fra dybet af sit væsen istemme ordene: "Hos dig ønsker jeg intet på jorden!" (Sl 73,25).

I denne tilbedelse vibrerer eros af den kærlighed der har givet sig selv for verden: Guds evige ekstase, når Gud af kærlighed går ud af sig selv og bliver menneske for vor skyld!

 

En eneste flamme

Men eros kan blive en destruktiv kraft hos mennesket, når den gribes af lidenskaben og skilles fra agape. Den bliver da til et mørkt begær der udnytter og besudler.

Den fører til selvdyrkelse og intethed, og det er kærlighedens absolutte modsætning.

Eros skal altså ikke bekæmpes eller overvindes, den skal forvandles ved at gribes af agape, den tjenende kærlighed. Det er det der sker i menneskets møde med Gud. Når Ånden åbner menneskets hjerte for gudsvirkeligheden, begynder det at elske Gud, ikke bare med den kærlighed der kaldes agape. Gud elsker man også med eros' hele kraft!

Samme dybe attrå og længsel i mennesket, der i det menneskelige fællesskab udtrykkes gennem sekualiteten, rettes nu mod Gud. Sjælen brænder af længsel efter Gud på samme måde som kroppen brænder af længsel efter sin elskede. Det er ikke to slags kærlighed, men når eros gribes af Helligånden og renses og rettes mod Gud, tilfredsstilles menneskets dybeste begær i foreningen med Gud. Som Gregor af Nyssa udtrykte det i 300-tallet: "Vor sjæl brænder af eros med Åndens eneste flamme inden i os" (En indgående behandling af forholdet mellem eros og agape findes i Kilder af Olivier Clément).

Det er derfor Højsangen er en på samme tid erotisk og åndelig tekst. Gudskærligheden og den menneskelige kærlighed er dybest set en og samme kærlighed. For kærligheden er én og kan ikke inddeles i "højere" og "lavere" former for kærlighed. Men kærligheden til Gud er menneskets højeste kald. Det er derigennem at mennesket finder sin dybeste bekræftelse. Det er denne kærlighed Jesus hentyder til når Han siger til Maria i Betania: Ét er fornødent" (Luk 10,42). Det hjem mennesket ejer hos Gud, kan ikke erstattes af noget andet her på jorden. Al kærlighed mennesker imellem er kun en afglans og en udløber af den kærlighed der råder i Treenigheden og som Ånden vil drage mennesket ind i med "kærlighedens tøjler" (Hos 11,4).

Foreningen med Gud udelukker ikke den menneskelige kærlighed. Derimod kan "lidenskaben" for Gud opfylde et menneske så meget at den bliver en fuldgyldig kompensation for den menneskelige kærlighed på det seksuelle område. Idealet om jomfruelighed, der tiltrak tusindvis af unge mænd og kvinder i den tidlige kristenhed, handlede ikke om at opgive eros til fordel for agape. Eremit- og klostervækkelsen var et udtryk for hvordan eros kan gribes af agape og helt rettes mod Gud. Ikke fordi kærligheden til Gud er en anden slags kærlighed end kærligheden mellem mand og kvinde, men fordi Gud er den eneste livskærlighed der med Simone Weils ord er en "absolut tvingende nødvendighed" for mennesket.

Men det der i det personlige forhold til Gud siges om forvandlingen og rensningen af eros (hos Oliver Clément udtrykt som at kærlighed gribes af agape), kan også siges om den menneskelige kærlighed. Når mand og kvinde ser hinanden i Guds lys, bliver også den seksuelle forening, der flammer af eros' fulde kraft, en afglans af den ene, guddommelige kærlighed. Mand og kvinde går ud af sig selv, fortaber sig i den anden, og nyt liv skabes!

 

Forelsket i sin sjælesørger?

Når en udenforstående ser den hengivenhed hvormed et troende menneske kan fortabe sig i Gud, er det ikke forbløffende at man ser ligheden med den erotiske kærlighed. Det er virkelig samme kærlighedsflamme! Og alligevel er det noget helt andet end erotik. Menneskets dybeste begær rettes nu mod Gud. Samme kraft der driver seksualiteten, kanaliseres i bøn og hengivenhed til Gud, men uden erotiske undertoner og antydninger. Når agape og eros indgår i forening, renses blikket når brødre og søstre ser på hinanden i troen.

Men denne kærlighed er skrøbelig og truet i denne verden. Den er heller aldrig helt ublandet. Det der derfor kan ske i et religiøst miljø, er at der opstår en subtil sammenblanding mellem kærligheden til Gud og den forelskelse der kan vækkes i forhold til et menneske. Ofte handler det da om nogen man ser op til og derfor har en tendens til at idealisere, eller omvendt nogen man søger beundring fra.

Det er naturligt at den kærlighed til Jesus der blev vækket og var en stærk drivkraft i et menneskes liv, får næring af dem der er åndelige forbilleder. Den åndelige far eller mor, sjælesørgeren eller præsten, fungerer som "repræsentanter" for Gud. De levendegør troen og fornyr kærligheden til Gud. Men man bør være bevidst om at erfaringen af et stærkt åndeligt fællesskab kan lede til en sådan følelse af fortrolighed mellem to mennesker at man rører ved andre følelser hos hinanden. I særdeleshed hvis der opstår et afhængighedsforhold hvor den åndelige far eller mor tillader at den der søger hjælp, bindes til deres egen person.

Det er da meget nærliggende at "lidenskaben", i ordets gamle betydning, griber eros og at der sker en forskydning. Den der rammes, er måske ikke engang klar over det til at begynde med eller fortrænger de følelser der opstår, fordi de opfattes som utænkelige. Sådan "må" man bare ikke føle for sin præst eller sjælesørger! Eller for sit åndelige barn. Men på den måde får man ikke rykket spiren op, og hvis den får lov til at gro kan den vokse op til en forelskelse. Hvis disse følelser opmuntres af den person der er et åndeligt forbillede, kan følgerne blive katastrofale.

At man er tiltrukket af den anden part i et forhold med åndelig tillid er i og for sig ikke unaturligt - det kan opstå hvor som helst mænd og kvinder mødes - og er derfor ikke noget at blive skræmt af eller skamme sig over. Derimod er det altid utilbørligt at give næring til disse følelser eller med Paulus' ord undlade at gøre "enhver tanke til en lydig fange hos Kristus" (2 Kor 10,5). På denne vej har adskillige åndelige ledere ikke bare ødelagt deres troværdighed og andre menneskers liv, men også tilføjet den grundlæggende tillid til Gud alvorlig skade i de sammenhænge hvor de hørte hjemme. Disse mennesker repræsenterede jo Gud!

Åndelige miljøer er særligt sårbare når følelser som til start kun udgjorde en latent forelskelse, vækkes til live. I særdeleshed gælder dette for miljøer med høje åndelige idealer, hvor læren om det "gamle" og det "nye" menneske leder frem til en eller anden form for lære om frihed for synd. En lære der giver det indtryk at synden ikke længere er et "problem" i det åndelige menneskes liv, fører til at man ubevidst slapper af overfor disse følelser eller åndeliggør de følelser der vækkes. Paulus' ord om at "den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder," (1 Kor 10,12) er i praksis ikke noget at tage alvorligt, man lever jo et "sejrende liv" i Kristus!

Når der så opstår en spirende forelskelse mellem to mennesker, undlader man ofte at kalde følelserne ved deres rette navn. I stedet for at se virkeligheden i øjnene og sætte tydelige grænser, opbygger man et psykologisk forsvar med religiøst fortegn. Det handler om naturlige følelser, ikke urene følelser, men de er på vej til at blive ubudne gæster der vildleder eros. Og når en forelskelse skjules, fortrænges eller forsvares med åndelige påskud - "vi har kun et åndeligt fællesskab" - bliver forblændelsen så meget desto større.

 

Hundrede procent?

Alle prøvede erfaringer på den åndelige vejlednings område peger på det at skelne som den vigtigste opgave. Hvordan kan man vide hvad der er hvad? Hvilke følelser og stemmer kan jeg stole på? Kan jeg stole på mit eget indre?

Erfaringen lærer os: Tiden tester det meste. Frem for alt skænker tiden os den selvindsigt der hjælper os til at forholde os med større ro til hjertets spaltethed. På samme tid synder og retfærdig sagde Luther om det kristne menneske i denne verden. Vi er kaldede til hellighed, men vi forbliver syndere. Vore hjerter er endnu langt fra ublandede. Den indsigt kan til start gøre os forstemte. Den kan også stemme sindet til ydmyghed og taknemmelighed, men også til større årvågenhed.

Kun den der ved han er en synder, smager nådens glæde. Kun den der føler behov for barmhjertighed, møder sine omgivelser med barmhjertighed. Når vi derimod forestiller os at vor higen er fuldkommen ren og hel, at vor overgivelse er total, bliver vi farlige for os selv og vore medmennesker. Den der forblindes af sin egen "godhed" forgriber sig på sin næste - i kærlighedens navn!

"Hvor jeg dog afskyr udtrykket hundrede procent," siger Tomas Tranströmer i digtet Guldstekel (Guldhveps). Kendetegnende for forskellige sekter er at de kræver det absolutte af deres tilhængere. Absolut renhed, absolut hengivenhed, absolut lydighed. Hundrede procent.

At tro at man besidder absolut uselviskhed, er en subtil og lumsk form for selvoptagenhed. Bag sådanne krav og idealer skjuler der sig ofte fortrængte behov. Den der kræver hundrede procent kærlighed af andre, og dermed tror han selv er sådan, bliver snart en åndelig magtmisbruger. De selviske motiver som vi alle mere eller mindre bærer på, har han trængt ned i sin underbevidsthed. Med Tranströmers ord: "Den største fanatiker er den største tvivler. Han ved det ikke."

Hos den åndelige vejlednings mestre råder her et befriende klarsyn. Den der har mødt sine egne dybder, har en afvæbnende måde at hjælpe dem der er fortvivlede over deres mangel på hellighed, eller som tror at de kan opnå det absolutte allerede her i tiden.

I Ørkenfædrenes tankesprog berettes om en broder der sagde til abba Poimen:

"Hvis jeg giver min broder lidt brød eller noget andet, så nedvurderer dæmonerne det og siger at jeg kun gjorde det for at vinde anseelse blandt menneskene." Den gamle sagde: "Selv om du havde gjort det for at vinde anseelse, bør vi alligevel give vore brødre hvad de behøver."

Og han fortalte følgende lignelse: "To mænd der var bønder, boede i samme by. Den ene såede kun lidt korn som oven i købet ikke var renset. Den anden anstrengte sig ikke med at så noget som helst, men han høstede heller ikke noget. Da der så blev hungersnød, hvem af de to havde mon så noget at leve af?" Broderen svarede: "Den der havde sået lidt urenset korn." Så sagde abba Poimen: "Lad os da i det mindste så en smule, selv om det er urenset, så vi ikke dør af sult."

Også det der er blandet, bærer en frugt man ikke skal kimse ad. Og når vi bliver bevidst om at vore motiver endnu er grumsede, bliver de straks mindre farlige. Samtidig med at vi opmuntres til at rejse os når vi falder. Vi er mere end vi er blevet, og Gud opgiver os ikke!

Målet er kærlighed, for Gud er kærlighed. For at vi kan nå målet, modne til kærlighed, tøver Gud. Det er af kærlighed Gud lader os vente, forklarer Paulus i sit andet brev (2 Pet 3,9).

Han vil give os tid til omvendelse. Til den renselse der forædler eros, vor dybe livslængsel, og lader den omsluttes af agape.

Når de to forenes til et, ved Åndens luende flammer, bliver mennesket et genskær af den Kærlighed om hvilken det siges: "Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt" (1 Kor 13,7).

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen.

 

Peter Halldorf er redaktør af det svenske tidsskrift Pilgrim, pastor i Pinse bevægelsen og virker på Nya Slottet, Bjärka-Säby udenfor Linköping

 

 

(levende Vand 3 2007)

 

Længsel

 

    Tørsten som tegn

Af Wilfrid Stinissen ocd

 

Eros og agape

Af Peter Halldorf

 

En pilgrims længsel

Af Elisabeth Lidell

 

Den gode tørst

Af Erling Rimehaug

 

I erindringernes greb

Af Samuel Rubenson

 

Fædrene læser Skriften

Længsel efter at betragte Gud

Den  hellige biskop Anselms ”Proslógion”

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk