Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Jan Ulrik Dyrkjøb

Det indre liv i dagligdagen

 

At være kristen er at glemme sig selv blandt mennesker i verden, og det er samtidig dagligt at huske den højeste virkelighed. Det er at leve på jorden, men også at leve i Kristus og i hans opstandelsesliv.

Vi bliver draget ind i opstandel­seslivet. Vi bliver kaldet til at for­blive i det og vokse i det. Og målet er fuldendelsen. Denne forbliven og vækst er en proces, der forløber gen­nem alle livets dage, og målet bør vi altid have for øje. Vi kan kalde dette det indre liv i dagligdagen. Vi kan tale om den daglige retræte eller den daglige erindring om opstandelsen og opstandelseslivet. Der må midt i livets mangfoldighed være mulighed for stilhed, koncentration, overvejelse og bøn. Der må være en opmærk­somhed, der omfatter mere end det forhåndenværende.

Det kan opleves som en række af hvilepunkter, der går ind i døgnets rytme. Men der er også en kamp, der skal kæmpes. Der er distraktioner. Der er påvirkninger - indefra og udefra - der kan forvirre os. Der er vildfarelser. Den åndelige hvile er livsnødvendig, ligesom søvnen er det. Men så længe vi er i denne verden, kan vi ikke nå den endelige hvile. Der er også en uro, og der kan komme angreb, som vi må forsvare os imod.

 

Vejen fra påske til pinse

Kristenlivet - det indre liv med Kristus - kan beskrives som en vej fra påske til pinse. Vi kan helt konkret tage de seks søndage i påsketiden og de gamle evangelier til disse søndage og anskue dem som grundelementer i kristenlivet. Og det er afgørende, at vi således hele tiden går tilbage til udspringet. Ved udspringet er kil­derne renest og strømmer med den stærkeste kraft.

Påskedag forkyndes Kristi opstan­delse, og vi hører om kvindernes besøg ved graven. Dér, hvor de ventede kun at møde kulde og mørke og dødens ubønhørlige magt, er der engle i ly­sende klæder, og de hører de forun­derlige ord: ”Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke er. Han er opstået” (Luk. 24:5).

Søndagen efter - Første Søndag ef­ter Påske - hører vi så om disciplenes møde med den Opstandne påskedags aften og igen otte dage senere (Joh. 20:19-31).

Her bliver vi draget ind i ren gud­dommelig virkelighed. Disciplene ser Kristus opstanden. De ser det menneske, der ikke mere kan dø, men de ser også, at han er den Jesus, de har kendt og fulgt, og som har lidt smerte og død. De erfarer freden, der overgår al forstand. De bliver fyldt af glæde. Han sender dem, sådan som han selv er blevet sendt. Han blæser ånde i dem. Dette er en nyskabelse af mennesket! Han giver dem magt over synden. De bliver allerede her rustet til kamp! Otte dage senere kommer Jesus Thomas’ tvivl i møde, og det bliver Thomas, der aflægger bekendelsen: ”Min Herre og min Gud!”

I denne korte bekendelse ligger det afgørende gemt. Disciplene har som jøder lært det gamle Israels be­kendelse: ”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.” Fra børn har de hørt og sagt denne bekendelse hver morgen og hver aften. Men på otten­dedagen efter opstandelsen bekender Thomas, at Sønnen er Herre og Gud, ligesom Faderen er Herre og Gud. Den Opstandne har nyskabt dem og givet dem Ånden, og sandheden om Den Treenige Gud tager form i deres sind og tanke og ord.

Anden Søndag efter Påske kaldes fra gammel tid Søndag Misericordias Domini (”Herrens barmhjertighed”), og vi hører Jesus sige: ”Jeg er den gode hyrde” (Joh. 10:11).

 

*

 

Den Opstandne er ikke blot en ophøjet himmelsk skikkelse. Han føl­ger os og forsvarer os mod ”ulven” - fjenden over alle fjender. Han er hyrde for sin hjord, ikke som den, der blot har opsyn med hjorden, men som den, der ejer hjorden. Vi skal huske, at i Det Gamle Testamente og i oldti­dens kulturer er hyrden et billede på kongen og herskeren.

Dermed har vi bevæget os fra op­standelsens store glæde og har fået lov at ane de farer, der hele tiden truer os. Vi er blevet ført ind i den kamp, som vi ikke kan kæmpe alene. Men for at vi ikke skal miste modet, bliver vi Tredje Søndag efter Påske (Søndag Jubilate) igen mindet om glæden: ”Da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer” (Joh. 16:22).

Fjerde Søndag efter Påske (Søndag Cantate) vender vi blikket fremad. Helligåndens komme varsles. Jesus siger om Talsmanden: ”Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer” (Joh. 16:14). Den første glædes tid er forbi, men det er stadig Kristus, der forherliges, og lovsangen forstummer ikke. Det gamle indgangsvers til søndagen lyder: ”Syng en ny sang for Herren, for han har udført undere” (Sl. 98:1).

Og så på Femte Søndag efter Påske (Søndag Rogate) lyder det: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen” (Joh. 16:24b). Det er ikke blot bønnen, der er i centrum - bønnen som selve troens åndedrag - men samtidig dette, at Jesus ved sin ophøjelse åbner for det umiddelbare fællesskab med Faderen. Vi hører de dybe ord: ”Jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Fade­ren selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen” (Joh. 16:26b-27).

 

*

 

I ophøjelsen træder Jesus til side og lader Faderens kærlighed blive åbenbar: ”Faderen selv elsker jer.” Det, der er alt andet end selvfølge­ligt, bliver det mest selvfølgelige af alt. Det uendelig fjerne bliver det uendelig nære.

Påsketiden afsluttes med optakten til pinsen. Sjette Søndag efter Påske (Søndag Exaudi) hører vi om Tals­mandens komme og om disciplenes sendelse som vidner (Joh. 15:26-16:4). I sendelsen ligger hele det daglige kristenliv i kim.

Det gamle indgangsvers til dagen lyder: ”Hør mig, Herre, når jeg rå­ber, vær mig nådig og svar mig! Jeg husker, at du siger: 'I skal søge mit ansigt!' Herre, jeg søger dit ansigt, skjul ikke dit ansigt for mig; vis ikke din tjener bort i vrede, thi du er min hjælp” (Sl. 27:7-9a). Vi råber på den frelse, vi allerede har fået. Vi skal arbejde på den med frygt og bæven fra dag til dag.

Opstandelsens guddommelige vir­kelighed. Det himmelske åbenbaret på jorden. Vandringen gennem verden under Den Gode Hyrdes vejledning og varetægt. Den stadige påmindelse om den store glæde. Det stadige varsel om Helligåndens komme. Lovsangen, der lyder. Bønnen og fællesskabet med Faderen. Helligånden, som vi stadig må kalde på. Sådan er kristenlivet. Det er alt dette, vi stadig skal huske, samtidig med at vi glemmer os selv. Huske, sådan at vi glemmer os selv.

 

Den indre disciplin

At erindre opstandelsen og opstan­delseslivet, det gør vi netop først og fremmest, idet vi følger kirkeåret og det liturgiske år, ikke blot i påsketiden, men gennem hele året. Den enkeltes kristenliv hører hjemme i det fælles kristenliv.

Dermed er også sagt, at der skal disciplin til. Der må være en ramme, der holder os fast på det væsentlige. Der må være en orden, der gør, at vi ikke flagrer forvirret fra det ene til det andet. Og når der er en ramme og en orden, så giver spontaniteten sig af sig selv. Så vil der vise sig tilskyndelser, som vi ikke kunne have forudset. Så vil vi blive kaldet til bøn og forbøn i særlige anliggender.

Årets og livets gang med dets gen­kommende begivenheder er i sig selv en ramme for det indre liv. Men det er også vigtigt at have faste daglige ritualer og former: Tidebøn og faste gentagne bønner. Fast daglig åndelig læsning.

For de fleste af os kan det være svært år efter år at fastholde helt de samme former. Det handler også om, at det moderne liv er omskifteligt. Tid­ligere tiders stabilitet i dagenes rytme og i livsførelsen kender vi næppe mere. I perioder kan den private ti­debøn eller åndelige læsning blive en ufravigelig vane. Men vi kan få behov for at skifte spor, eller forandringer i vore livsomstændigheder kan bringe os ud af den faste rytme. Det er derfor vigtigt at have forskellige muligheder til rådighed.

I perioder kan det være få enkle bønner, der holder perspektivet fast for os. En tak og en enkel forbøn og et fadervor ved dagens begyndelse og slutning kan gøre det. Stor glæde kan man også have af de enkle gentagne bønner: Jesusbønnen og rosenkrans­bønnen. Disse bønner kræver så lidt. De kan bedes overalt og til enhver tid. Og de rummer så meget. Ja, de rummer det hele. Blot med disse enkle bønner kan vi fra dag til dag erindre opstan­delseslivet og forblive i Kristus.

 

Jeg og Du

Når vi følger evangelisten Johannes’ beretning, ser vi, hvordan Jesus ef­ter opstandelsen først møder Maria Magdalene og senere disciplene og otte dage senere også Thomas. Han viser sig for dem og taler til dem, og de svarer. Thomas’ bekendelse er ikke en bekendelse ud i luften. Hans bekendelse er et svar.

Hele Den Hellige Skrift, hele den kristne kirkes liturgiske liv, hele kri­stenlivet er båret af henvendelse og svar. Guds henvendelse og vores svar. Det er en samtale. Gud kalder os til live og kalder os ved navn og giver os kald i livet. Og han ønsker, at vi skal svare. Af kaldet og svaret afhænger alt.

Troen er ikke først og fremmest en anskuelse - og slet ikke meninger - men netop kald og svar. Vi kan også sige, at troen er et forhold, som Gud opretter og fornyer, og som vi drages ind i. Et forhold mellem Jeg og Du.

Og i det forhold rummes alle livs­områderne, alle dagliglivets glæder og sorger. ”Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt,” beder Salmisten (Sl. 90:1). Det evige Du er vor bolig, og i den bolig rummes hele vores liv, alt hvad der er skabt og givet os, alt hvad Gud vil med os.

 

Jan Ulrik Dyrkjøb er pastor emeritus

 

 

(levende Vand 2 2007)

 

Retræte

   

Klostre - livsnødvendighed for kirke og samfund

Af Peter Halldorf

 

En anden vej hjem

Af Marianne Bønløkke

    

Klosterretræte som frirum

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

     

Vi er skabt til hvilepauser

Af Grethe Livbjerg

    

Det indre liv i dagligdagen

Af Jan Ulrik Dyrkjøb

      

Retræter i Byen

Af Ole Skjerbæk Madsen

     

Raniero Cantalamessa: Fattigdom

Af Helge Pahus

      

Et skridt tilbage og to frem

Af Samuel Rubenson

     

Vidner

Det lille korn – de mange frugter

Af Grethe Livbjerg

     

Fædrene læser Skriften

Helligåndens virke

biskop Basilius den Stores

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk