Levende Vand

www.levendevand.dk

Printvenlig side

Vidner

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Joh 12,24.

 

 

Grethe Livbjerg

Det lille korn - de mange frugter

 

I Sydfrankrig var der i forrige år­hundrede et lille hvedekorn, der faldt i jorden og døde, og ingen kan i dag tælle dets frugter.

Hun hed Marthe Robin, men i om­tale sagde man bare ”Marthe”, altid udtalt med en ømhed i stemmen, som var hun en elsket storesøster, hvad hun blev for tusinder.

Det er med en vis bæven jeg præ­senterer Marthe for danske læsere: Hendes liv udspilledes så langt uden for normalitetens grænser, at man kan fristes til at sige: Dette er bare for meget! Er det sandt? Men har Gud ikke lov til at have sine undtagelser fra det ”normale”? Træet skal kendes på frugterne, og de er i Marthes tilfælde overvældende i antal og kvalitet.

Blandt min reols forskellige bø­ger om Marthe holder jeg mig i det følgende især til en biografi, skrevet af den franske filosof, medlem af Det franske Akademi, Jean Guitton på grundlag af samtaler med Marthe gennem 20 år og grundigt studium af lægejournaler etc.

Marthe blev født d. 13. marts 1902 på en lille bondegård i Châteauneuf-de-Galaure i departementet Drôme. Området var kendt for at have Frank­rigs laveste dåbsprocent. Marthes far gik til messe ved højtiderne, hende mor måske lidt oftere. Hjemmet var kendt for sine musik- og danseaftener, og endnu som ældre talte Marthe med glød i stemmen om, hvordan hun havde elsket at danse.

Køkkenet var stedet hvor familien, far, mor og seks børn, levede. Udover det fandtes et soveværelse med flere senge og to mindre værelser. Dette var Marthes verden, som hun aldrig forlod.

Året efter Marthes fødsel blev eg­nen ramt af en tyfusepidemi. En søster døde. Marthe blev også syg, og hendes helbred fik et varigt knæk, så hendes skolegang var præget af sygefravær.

Hendes første hellige kommunion (nadvermodtagelse) blev af afgørende betydning for hende: ”Herren tog mig meget blidt i sin besiddelse”. Dybt i sit hjerte vidste hun nu, hvem hun tilhørte.

Som 14-årig sluttede hun sin sko­legang og måtte som alle andre bøn­derbørn hjælpe med markarbejde. Sådan gik hendes første ungdom, uden nogen historie.

Nogle dage før 1. verdenskrig slut­tede i 1918, sad Marthe og talte med sognepræsten, abbé Peyre. Pludselig standsede hun midt i en sætning, og i 27 måneder var hun som tabt for omverdenen, fik lidt kaffe eller te, næsten ingen mad. I februar 1921, da sognepræsten besøgte familien, vågnede Marthe op og genoptog den afbrudte samtale.

Hvad var sket i disse måneder af tilsyneladende bevidstløshed? Havde Gud, som under en bedøvelse, virket i hende? Det var klart for alle, at hun ikke mere var den samme, men var modnet langt udover sin alder. Kort efter blev hendes søster, som hun delte værelse med, vækket ved en svag støj og et strålende lys. ”Ja, lyset var smukt, men jeg så også den hellige jomfru” sagde Marthe.

Engang fandt Marthe i sin søsters hjem en lille bog, og nysgerrig som hun var, åbnede hun den og læste: ”Hvorfor søger du hvile, når du er skabt til kamp? Hvorfor søger du lykke, når du er født til lidelse?” De ord kastede et indre lys over hendes liv: ”For mig vil livet blive lidelse”. Hun læste videre: ”Man må give Gud alt”. De ord var nok. Hun var nu for­met i hele sin person til som Maria i stilhed at knæle ned og give sit ja.

Hun havde ønsket i lighed med sit ideal, Thérèse af Lisieux, at blive karmeliternonne, hun havde været draget af en indbydelse til at rejse til Lourdes og bede om helbredelse, men nu havde hun ikke nogen egen vilje, kun Guds vilje.

Marthes helbred forværredes. Hun gik med besvær, hendes øjne kunne dårligt tåle lys. Men hendes indre liv var i hastig vækst. På festen for Teresa af Avila, der som valgsprog havde: ”Gud alene er nok”, nedskrev Marthe - som et kærlighedsbrev - sin totale overgivelse til Gud:

"Herre, min Gud, du har bedt din lille tjenerinde at give og modtage alt.

På denne dag giver jeg mig helt uforbeholdent til Dig og vil aldrig tage noget tilbage.

O du min sjæls elskede, det er kun Dig, jeg vil, og for Din kærligheds skyld giver jeg afkald på alt.

O min kærligheds Gud, tag min erindring og alle mine minder. Tag mit intellekt og gør, at det kun tjener til Din større ære. Tag min vilje. Tag mit legeme og alle dets sanser, min ånd og alle dens evner, mit hjerte med alle dets følelser … Tag og helliggør alle mine ord, alle mine handlinger, alle mine ønsker. Vær for min sjæl dens eneste gode og alt. I kærlighed modtager jeg af Dig alt som skal komme: Smerte, lidelse, glæde, trøst, tørke, ydmygelser, arbejde, prøvelser …

O min Gud, o guddommelige sol, jeg elsker Dig, jeg velsigner Dig, jeg lovpriser Dig, jeg overgiver mig helt til Dig … Det er kun i Dig jeg vil leve."

I 1926, på festen for Thérèse af Lisieux, falder Marthe om på gulvet, hun bliver bragt i seng, man frygter hendes død, og hun modtager de syges salvelse. Hun vil gerne dø, men tre gange viser Thérèse sig for hende og forsikrer hende om at hun ikke skal dø, og Thérèse forbereder nu Mar­the på hendes kommende opgave. Marthe forstår nu, at hendes lille værelse skal være hendes klostercelle, og hendes familie og naboer hendes kommunitet.

Lammelse af fødder og ben skrider frem. Nu er hun uden for familiens arbejdsfællesskabe og lider af ensom­hed. I 1929 mister hun brugen af sine hænder og må opgive sit elskede bro­deri, som også gav hende fornemmelse af at tjene lidt penge til familien. Hun er, menneskeligt set, en taber.

Lammet fra fod til isse mister Mar­the nu også nydelsen ved at spise, ja ved at sove. I 51 år lever hun uden mad, drikke og søvn. Kun eukaristien er hendes næring. Præsten, der bringer hende Kristi Legeme, oplever, hvordan hun da i et øjeblik får evnen at åbne munden og synke.

Marthe mistede synet og levede i mørke, men det hindrede ikke, at hun, ligesom flere af Østkirkens helgener af og til kunne være omgivet af det uskabte lys, så det ellers så dunkle værelse var fuldt oplyst.

En dag hørte hun den indre stemme, som hun var så fortrolig med, sige: ”Vil du være som mig?”

Kunne hun sige andet end ja? Straks følte hun en brændende ild, både en ydre, men især en indre ild. Det var som udgik den fra Jesus. ”I det ydre så jeg den som lys … et lys som brændte mig. Jeg kan kun dårligt udtrykke det. Og vær ikke optaget af dette ydre. Jeg har aldrig brudt mig om det ydre. Det indre, det er Jesus, Jesus i hans guddommelige liv”.

Jesus bad hende ofre sine hænder, sine fødder, sit hjerte. Hun så da som et glødende spyd, der gennembo­rede hænder, fødder, hjerte. Jesus bad hende modtage en tornekrone, som blev klemt ned over hendes hoved. Den var ikke synlig, men sporene på hendes isse forblev, og det blødte fra dem resten af hendes liv.

Hendes forældre fandt deres datter blødende. Marthe var nu som Paulus: ”… vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans”. Den død gen­nemled hun hver fredag resten af sit liv, og altid pointerede hun, at ikke det ydre var det væsentlige, men det som skete i det indre.

Marthe havde aldrig læst mystikerne skrifter, hun kendte ikke begrebet ”stigmatiseret”. Men Jesus ligedannede hende med sig.

Nu var hendes liv kun bøn. Hun dikterede: ”Sygdommen hæmmer vores aktionsmuligheder, men de ska­ber andre, der er så lidt forståede, så lidt udforskede. Nogle er viet til ydre aktivitet; der er andre, mange, som er viet til inaktivitet. De så vel som de andre arbejder på en umådelig og ukendt opgave. Alt samarbejder og kompletteret hinanden. Gud er alle sjæles mester og for enhver alle dages mester”.

Kirkefaderen Athanasius af Alek­sandria beskriver i sin bog om ørken­faderen Antonius, hvordan djævelen angreb Antonius, først med alle slags fristelser, men siden korporligt, ja, med sig havde djævelen mange dæ­moner, som piskede eremitten, så han aldrig før eller siden havde følt sådan fysisk smerte.

I vor oplyste tid har man forklaret sådant som overtro eller den tids for­klaringer af psykiske fænomener. Så ”oplyst” var også en ung præst, der overfor P. Finet betvivlede, at Marthe blev angrebet af djævel, ja at der over­hovedet fandtes nogen djævel. P. Finet gik ikke ind i nogen diskussion, men inviterede den unge præst til – som en af de få – at tilbringe en nat i Marthes værelse. Om morgenen var han stille. Han havde set og hørt.

Marthe omtalte altid djævelen som ”han”. Hun kunne omtale ham med en vis medlidenhed: Han var jo en vildfaren skabning. Hun brugte også sin til ironi grænsende humor i omtale af ”ham”. Men Marthe blev slået, ka­stet ind mod muren, og ”han” truede hende med at ville bekæmpe hende til hendes død.

Marthe var en af disse Kristi front­kæmpere, der går i kamp for os alle. Nogle kristne taler i tide og utide om dæmoner – andre benægter deres eksistens. Begge ekstremer går djæ­velens ærinde. Vi må ikke glemme Pauli formaning, at vores kamp er ikke mod kød og blod, men mod ånde­magter – og at vi i den kamp må iføre os Guds fulde rustning (Ef 6,11-13). Måske behøver djævelen ikke spilde så meget krudt på os. Det moderne samfund og en lunken kristenhed går hans ærinde.

Marthes uge var delt i to: De tre dage, som helt var viet delagtigheden i Jesu påskemysterium og mandag, hvor hun var helt absorberet i bøn - og så tre dage med stor aktivitet: tirsdag, onsdag, torsdag.

Marthe fik en indre tilskyndelse til at der skulle bygges en kristen skole på stedet, så børnene kunne erfare Guds kærlighed. Hendes sognepræst protesterede: De fleste ægtevielser i landsbyen var borgerlige, der var kun få dåb, hvor skulle børnene komme fra? Men han blev overbevist. I 1934 åbnede skolen med 7 elever, og på kort tid voksede tre skoler frem: Grundskole, gymnasium og en landbrugsskole, i alt ca. 1000 elever – i en kommune med 1250 indbyggere. Engang deltog jeg i en skolemesse i den store kirke, der var propfyldt af teenagere, der virkede dybt samlede og under prædikenen griflede ned. De skal nok aflevere referat, tænkte jeg. Men nej, det var deres personlige notater.

På retræter i Frankrig traf jeg unge, som havde gået på disse skoler og kunne fortælle om, hvad det havde betydet for dem. Især deres besøg hos Marthe var afgørende.

Marthes vision var, at Gud ville sende ”en kærlighedens pinse”. Jean Guitton spurgte hende engang: ”Mar­the, du taler så meget om kærlighe­dens pinse, hvordan forestiller du dig den?”. ”Åh slet ikke som noget ekstraordinært. Jeg ser den komme fredfyldt, langsomt. Jeg tror den al­lerede er begyndt”.

Og Marthe lagde megen vægt på, at lægfolk ville spille den store rolle i Kirkens fornyelse og vækst - 20 år før II Vatikankoncil, hvor lægfolks rolle blev opvurderet.

Men Marthes egentlige apostolat gjaldt retræter! Det var gennem dem at Kærlighedens pinse ville bryde igennem.

Helligånden havde betroet Marthe sit program. I en vision havde hun set den præst, som skulle blive hendes medhjælp i dette apostolat. Og en dag kom han, père Finét, på besøg. Han skulle bringe Marthe et maleri af Jomfru Maria, som hun havde ønsket sig til en af skolerne. Hvad han under middagen hos sognepræsten hørte om den kvinde han skulle besøge, fratog ham al lyst til dette besøg: Stigmatise­rede mystiske kvinder var ikke hans kop te – og så vidste han endda ikke hvad der ventede ham!

Marthe holdt p. Finét fast i en tre timers samtale, der omvendte P. Finét: Her var ikke en sværmerisk mystiker, men en gennemsund kvinde, der ikke gennem læsning, men i bøn var undervist af Helligånden selv.

I slutningen af samtalen sagde Marthe: ”Père Finét, jeg skal fremføre et ønske til Dem, direkte fra Gud”. ”Hvad dog?” ” De skal flytte her til Chateauneuf for at grunde det første ”Foyer de Charité” (Kærlighedens kommunitet). Præsten protesterede: ”Jeg er netop udnævnt til leder af Kir­kens undervisning i Lyon …” ”Hvilken rolle spiller det, når dette er Guds vilje? ” var Marthes selvklare svar.

Og så fik p. Finet hele programmet: ”Der skal holdes retræter. De skal vare fem dage, for så lang tid tager en omvendelse”. ”Men hvorfra får vi lokaler, senge, nogle til at lave mad?” ”Gud vil sørge for alt, og den første retræte bliver d. 7.-13. september."

P. Finéts overordnede havde kun denne kommentar: Hvis Marthe siger det, stemmer det.  

Gud sørgede for alt, og i 1936 indledtes den første retræte. I dag er 60-70 Foyers de Charité, spredt i 35 lande og i alle verdensdele. Alle drives de af et fællesskab af kvinder og mænd, med en præst som åndelig leder. En Foyer de Charité passer til Pauli beskrivelse af en menighed: Der er alle de nødvendige gaver, som fungerer sammen til en helhed.

Retræterne er prægede af bibelfore­drag og total stilhed.

Men Marthe var også åndelig vej­leder for alle dem, der besøgt hende. Over 100.000 har man regnet ud. Na­boerne kom og snakkede med hende om deres dyr og planter, unge kom med deres fremtidsplaner, og blandt de mange var også stifterne af de fleste af de nye kommuniteter, som nu fra Frankrig spredes ud over hele verden. I 1970´erne bredte den karismatiske bevægelse sig i Frankrig, og mens nogle var skeptiske, mødte Marthe den med opmuntring. Kirkens fremtid ligger i bedegrupperne, sagde hun

En kendt fransk filosof, Marcel Clement, kom som ung til Marthe med hovedet fyldt af spørgsmål, som han ville stille denne usædvanlige kvinde. Men Marthe kom først. “Så De min ged udenfor, hr Clement?” Overrumplet måtte han svare, at han havde set en ged. Marthe fortalte om sine bekymringer for geden, der ikke syntes at trives.

Mens Marthe snakkede om sin ged, følte den unge filosof, at alle sofisti­kerede spørgsmål sivede ud af hans hjerne. Nu kunne en enkel, men dyb samtale begynde. Da Clement 20 år senere besøgte Marthe, spurgte han, om hun huskede deres første samtale: Jo, Marthe huskede og sagde, at hun jo først måtte have ham i kontakt med det virkelige liv, før en samtale kunne blive frugtbar.

Og så sad jeg en sommerdag i 1978 i dette franske landkøkken. Da jeg første gang hørte om Marthe, vidste jeg: Hende skal jeg en dag besøge. Nu var dagen kommet, og jeg bævede. Marthe skulle kunne læse i sjælene.

Hvad ville hun læse i min? Jeg kom ind i hendes lille værelse, og straks var al uro væk. Marthe var i al sin ual­mindelighed så enkel og almindelig, så glad. Jeg var da netop begyndt på retrætearbejde og betroede hende min usikkerhed og mine problemer. Marthe lo kærligt. Man sagde, at hos Marthe fandtes ingen problemer, kun løsninger. Med få ord talte hun profe­tisk om det liv som lå foran mig.

Hendes ord er slået til. Pludselig spurgte hun til min store forundring om, hvor mange kirkesamfund der findes i Danmark. Jeg svarede med et omtrentligt tal. ”Lad os bede for alle kirkesamfund i Danmark”, sluttede hun. Og det gjorde vi så.

Et par år efter hørte jeg om Marthes død. P. Finét havde fundet hende lig­gende på gulvet, som havde nogen kastet hende ud af sengen. Var det ”ham”, der altid havde bekæmpet hende?

Men ”han” har ikke kunnet skade hvedekornets frugtbarhed, som ingen endnu kan bedømme rækkevidden af.

 

 

 

(Levende Vand nr. 2 2007)